Jeg forlader med stormen

Vinden trak ordene fra den gamles læber og hvirvlede dem rundt i luften, smukke og kolde ”jeg forlader med stormen". (Bemærk Bibel-referencerne i teksten.)

5Likes
5Kommentarer
512Visninger
AA

1. Jeg forlader med stormen

 

”Stormen opstår som en lille forstyrrelse mellem det kolde og varme,” fortalte den gamle og kørte en rynket hånd over sit barnebarns hår. ”Det er et tryk i luften, intet andet.”

Barnet havde trukket sin hjemmestrikkede sweater op over hovedet for at lukke lyden af vinden, der bankede mod vinduet, ude, men så kom et par brune øjne til syne over kanten af trøjen. ”Det er så højt,” prøvede han at sige, men det kom ud som en svag mumlen under garnet.

”Lydene er udenfor, Louis,” forsikrede den gamle mand. ”Og vi er herinde.” Han lavede en gestikulerende håndbevægelse, der omsluttede den lille dagligstue. De sad i den røde sofa, han og barnebarnet, mens den knitrende pejseild reflekterede i den gamles briller og Vivaldis ”De fire årstider” spillede på den gamle makofon.  Barnet lå sammenkrøbet op ad sin bedstefar og udenfor rasede stormen videre.

”Der var så stille,” hviskede Louis og trak trøjen ned, så den ikke længere dækkede hans barneansigt. ”Der var så stille lige før stormen.”

Hans bedstefar rettede sig op i sofaen og kiggede direkte ind i ilden, der fik hans øjne til at ulme sært bag glassene. ”Hvad frygter du?” spurgte han med ægte forundring i stemmen. Selv så han stormen som noget hemmeligt, noget mørkt, men forunderligt og smukt. Stormen var skabt af noget helligt og selvom man kunne føle vinden gennem sit hår og fange regndråberne i hånden, var det, som om ingen kunne røre stormen, tæmme den.

Louis var stille og Vivaldis orkester drog den sidste tone før han trak trøjen op over hovedet igen og mumlede; ”jeg ved det ikke, bedstefar, jeg ved det ikke. Det er bare så højt.”

Den gamle nikkede og tav. Barnets frygt skar i hans hjerte, men han vidste såvel som alle andre, at frygt godt nok er en mørk og grusom ting, men den er også stærk og svær at komme af med. Han kunne kun håbe, at barnet ville vokse fra det gennem årene. De sad i dagligstuen hele den lange dag og lyttede til regnens trommen mod ruden udenfor. Ingen sagde noget og hen på natten stilnede stormen langsomt af. Louis var faldet i søvn i sin bedstefars skød og den gamle mand prøvede blidt at flytte sig uden at vække barnet. Han rejste sig fra sofaen og nåede næsten ud af døren, da en søvndrukken barnestemme nåede ham.

”Bedstefar?” Louis skubbede sig op at sidde og kiggede på sin bedstefar med store øjne. ”Går du?”

Bedstefaderen nikkede sørgmodigt. ”Dine forældre er inde i soveværelset,” hviskede han. ”Gå du ind til dem og sov.” Han lagde en kroget hånd på dørhåndtaget, men igen stoppede Louis’ stemme ham.

”Du kommer så sjældent på besøg længere, bedste,” sagde han og den gamle kunne høre hans stemme ryste og bad til, at han ikke begyndte at græde. ”Mor savner dig også, det siger hun hele tiden. Kommer du nogensinde på besøg igen?”

Den gamles hjerte sank i livet på ham ved synet af sit barnebarns hjælpeløse blik. Han vidste ikke, hvad han skulle fortælle drengen. At hans tid havde indtruffet? Det var en forfærdelig ting at skulle sige til et barn, især til et, der står så nær ens hjerte, og hvis den gamle havde flere tåre tilbage i sin trætte krop, ville han have grædt for sig selv og sit barnebarn. I stedet rystede han blot på hovedet og sagde; ”jeg kommer med stormen” også skyndte han sig ud i døren, ud i natten, inden Louis nåede at sige mere.

TYVE ÅR SENERE

En slank og ensom skygge bevægede sig henover skovstien, gennem den mudrede jord og ind gennem træerne. Skyggen tilhørte en ung mand, med kraven slået op. Han gik gennem skoven som om det faldt ham helt naturligt, også selvom den mørke himmel over ham varslede til storm. Som han gik lignede han en mand, der ikke havde en eneste bekymring tilbage i verden. Måske fordi der ikke var noget at bekymre sig om, eller fordi han simpelt ikke længere havde overskud til det.

De første dråber faldt tunge som bly omkring ham og snart øsede det ned omkring den unge mand, som uforstyrret fortsatte. Vejret blev værre og værre og han tænkte stilfærdigt tilbage på dengang, stormvejr havde været de værste øjeblikke i hans liv. Selvom dette var første gang, han vovede sig ud i sådan et vejr, virkede det som et årtusind siden, det havde været noget at frygte. Det mere han tænkte over det, det smukkere blev vejret;

 Når skyerne for henover himlen, som om de selv ville i skjul for regnen, når bladene føg over jorden som en koloni af myre og når vinden susede gennem træernes kroner og det lød, som den hemmelige akkord, David spillede for Herren. Det måtte være vinden, der bar de tabte sjæle til Himlen, tænkte Louis for sig selv.

”Frygter du ikke længere stormen, min dreng?”

Vinden bar stemmen til Louis, som snurrede rundt i overraskelse og mødte et syn, han end ikke kunne forestille sig. Foran ham stod den gamle i sin ternede skjorte med brillerne skubbet op i panden og en rynket hånd strakt frem mod Louis, som forbløffet tog imod den. ”Bedstefar,” hviskede han og måske var det vejret, men hans stemme fik den samme barnlige klang, som den havde haft engang for tyve år siden.

Den gamle smilede et vissent smil, der mindede Louis alt for meget om efterårsbladene. ”Du må undskylde,” lød det fra hans strube og de venlige gamle øjne strålede deres barnebarn i møde.

”Det er stormvejr,” sagde Louis. ”Du sagde, at du ville komme med stormen.” Han klemte den gamles hånd. ”Lad os gå hjem, bedstefar. Mor savner dig, ved du nok. Far er her heller ikke længere, hun siger, at flaskerne tog ham. Tag med mig hjem, bedstefar, vil du ikke nok?”

Den gamles blik faldt sørgmodigt mod jorden. ”Du må undskylde, Louis,” gentog han. ”Men stormen varsler. Du gjorde klogt i at frygte den dengang. Den har mere kræft end du aner.” Hans løse bukseben blafrede i vinden og Louis syntes, han så noget hvidt og knoglet indenunder. Det fik ham til at slippe sin bedstefars ben og bakke væk i fortvivlelse.

”Kom nu med mig hjem, ” tiggede han hviskende. ”Stormen kan ikke vare for evigt.”

Men den gamle rystede blot på hovedet. ”Dengang for tyve år siden kom jeg med stormen,” fortalte han og begyndte at gå væk fra stien, væk fra den unge mand, som stod tilbage og betragtede ham forsvinde ind i træernes mørke. Den gamle holdt en lille dreng i hånden og som Louis så dem forsvinde, mærkede han en del af sig selv forsvinde ligeså.

 Den gamle vendte sig om et kort øjeblik og vinden trak de sidste ord fra hans læber og hvirvlede dem rundt i luften, smukke og kolde ”og nu forlader jeg med den.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...