Sjæle-fangeren

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 jan. 2013
  • Opdateret: 26 feb. 2016
  • Status: Færdig
Dette er en rigtig gammel historie. Den er faktisk helt præcis 4 år gammel. Jeg har slettet en masse historier her inde, men da jeg læste denne, så var jeg helt positivt overrasket, og syntes faktisk at den var meget god. Så jeg rettede den og lagde den ud igen. - merp

2Likes
0Kommentarer
301Visninger

1. -

Jeg sad stille, hvilket jeg havde gjort i lang tid. Jeg vidste ikke længere, om det var dag eller nat. Vinter eller sommer. Jeg sad dybt dybt nede i kælderen på den gamle borg. Jeg kunne ikke huske, hvordan jeg endte her, eller hvorfor jeg var til. Jeg var bare endnu en fortabt sjæl.

Jeg så rundt i kælderrummet. Alle dørene, som jeg havde flået i for at komme ud, havde ikke rykket sig endnu. Loftet var råddent. Jeg kunne svagt huske, at jeg for langtid siden havde slået et hul i det. Havde aldrig fået det stort nok, til at jeg kunne komme ud af det. Jeg rejste mig op og gik hen mod den brune dør. Jeg tog om håndtaget og rev alt, hvad jeg kunne. Så prøvede jeg den røde dør, men den gav sig heller ikke. Jeg opgav og ville sætte mig på stolen midt i rummet igen, men pludselig faldt jeg over noget. Jeg kiggede på det. Det var en bog. Den var af tykt læder. På forsiden var der en stor grøn ædelsten. Jeg slog op på bogen første side. Den var skrevet på pergament, med en snirklet håndskrift. På siden stod der:

 

Sjæle-fangeren

 

 

Mine øjne begyndte at glide ned af siden.

En dreng i 15 års alderen sidder nede i et kælderrum. Der er lukket og låst. Det er ikke et almindeligt kælderrum. Det er kælderrummet under en gammel middelalder borg.

Det løber mig koldt ned af ryggen. Jeg blev grebet af spænding og læste videre.

Drengen går hen for at få den brune dør op, men det lykkes ikke. Så prøver han den røde dør. Forgæves. Han går hen til stolen i det tomme rum. Men han falder over en bog. Han tager den op og læser.

Jeg kiggede mig omkring. Den brune dør. Og den røde dør. Bogen. Det tomme kælderrum. Jeg blev for alvor bange, men tvang mig selv til at læse videre.

Drengen læser og bliver bange. Han kigger rundt i det tomme rum. Først hen på den brune dør så på den røde dør og videre ned på den store læder bog med den grønne ædelsten.

Jeg smed bogen fra mig. Tøvede. Sad bare og stirrede på den. Så samlede jeg den op og bare holdt den op til mit hjerte. Pludselig begyndte jeg bare at løb rundt i rummet. Jeg vidste ikke rigtigt hvorfor. Jeg blev ikke trætte. Pludselig løb jeg hen mod den brune dør og videre ind i den. Jeg lå på jorden og ømmede mig. Mit hoved dunkede. Men mine ben var ikke trætte endnu. Jeg rejste mig modstræbende op. Begynder igen og løbe rundt i kælderrummet. Jeg var bange. Jeg kunne ikke styre mine ben. De løb hen mod den røde dør. Jeg tog hænderne op for ansigtet, ligesom for at beskytte mig selv. Da jeg tog dem væk igen, lå jeg ikke på jorden og ømmede mig. Jeg stod på den anden side af døren. Den var stadig lukket og låst. En tanke slog ned i mig. Det var den eneste forklaring på det her. Jeg var blevet sindssyg! Jeg vaklede lidt ind i rummet. Der stod en stol midt i rummet. Igen. Jeg kiggede på den og var ikke længe, om at bestemme, at jeg ville sætte mig ned på den og bare dø. Tanken om døden gjorde mig rolig. Jeg satte mig på stolen og tog om bogen for at læse. Jeg måtte indrømme at det kede mig lidt, at læse alt det der lige var sket.

Men så skete der noget nyt…

Drengen ligger bogen fra sig, da han hører en lyd. Han krybber sammen af rædsel. Men hans ben har han ikke magt over. Og de vil hen til den blå dør. Denne gang holder drengen ikke hænderne op for øjnene, men vil se det hele. Han er ikke bange. Og pludselig står han på den anden side. Han står ikke længere nede i kælderen, men ude i en vissen skov. Nu ser han, hvor stor og uhyggelig borgen er, med galgen ved siden af. Han gyser, så hele kroppen ryster af angst. Der hænger et lig. På en måde minder den endnu unge dreng, ham om én, han engang kendte.

Jeg kiggede på den ene dør. Jo den var blå.

”Jeg vil ud” tænkte jeg. ”Nu.” Så gik jeg, af mig selv, hen til den blå dør, men denne gang ville mine ben ikke. Jeg tænkte mig om. Hvorfor var det ikke som i bogen? De styrrede hen mod den orange dør. Nu var jeg bange. Det var virkelig ikke som i bogen. Jeg tog hænderne op for ansigtet igen, men jeg kom ud i god behold på den anden side. Det var et rum. På en måde lidt skuffende. Der var fuldstændigt tomt. Jeg gik hen mod den dør, jeg kom fra, men jeg kan ikke  igennem. Uanset hvor meget jeg skubbede og masede, ville den ikke give sig. Jeg satte mig ned på det kolde sten gulv. En lyd. Ud af væggen, for der er igen andre døre end den orange, kom der en ånde-artig skikkelse. Det var en kvinde, i lange blå klæder. Hendes blonde hår hang ned ad hendes ryg. Huden var helt hvid, og øjnene havblå.

 

 

”Jeg er dig, og du er mig”

”Jamen. Hvem er du og jeg?”  Spurgte jeg forvirret.

”Vi er starten på din bog. Vi er handlingen. Vi er slutningen”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...