Run With Me

Min far blev myrdet da jeg var lille, og på samme dag som jeg har fødselsdag. Min mor flytter tit, og derfor skifter jeg også tit skole. Som om det ikke er slet nok, at jeg startede på en ny skole på min fødseldag, så er jeg begyndt at vågne op ud i skoven og jeg ved ikke hvordan at jeg er kommet derud - Vanessa Maria Graham. (Cira Clement)

Min far blev myrdet, dræbt fordi han forsøgte at beskytte en anden mand og hans lille barn. Så derfor er jeg vokset op uden ham, og det har lagt et enormt ansvar på mine skuldre, som jeg næsten ikke har lyst til at bære. Jeg er altid vred den dag, på alt og alle, men mest på min far, fordi at han forlod mig. - Darius Aiden Logan. (Astridll)

En Movella skabt i samarbejde mellem Cira Clement og Astridll :) Vi håber at i vil tage godt imod den og at i kan lide den :D

28Likes
30Kommentarer
4125Visninger
AA

3. Vanessas synsvinkel: Hade-piller

 

Jeg smed mig tungt i sengen, og gad slet ikke tage min hættetrøje af. Det var kun, når jeg var hjemme, når jeg var på mit værelse, alene, at jeg tog den af. Men det gad jeg ikke engang. Det havde virkeligt været en lorte dag.

Ikke nok med at de fleste på skolen allerede havde stemplet mig som en taber, et udskud og en freak. Jeg havde hørt på det i spisepausen, og havde derfor ikke fået spist meget af min salat. Jeg var vant til at blive kaldt ting, men ikke så højt, at jeg ikke kunne undgå at høre det. Jeg var gået til sidst, og havde smidt det meste af min salat ud.

Der var slet ikke nogen som havde snakket til mig i dag, og det var nyt for mig. Der plejede altid at være en eller to, som snakkede til mig, for at finde ud af hvad jeg var for en. Men det havde de ikke engang gidet på den nye skole.

Jeg rakte ud på mit natbordet, og fik lukket hånden omkring min pille-dåse. Jeg trak den til mig, og fik fat i vandflasken, som altid stod ved siden af. Jeg åbnede lågen for mandag, og rystede pillerne ud på min seng. Jeg hadede dem. Jeg skulle altid tage dem om eftermiddag, når skolen var slut. De meget få gange, som jeg nok kunne tælle på en hånd, jeg var blevet inviteret over til en anden. Enten på besøg eller til en fødselsdagsfest, så havde jeg altid skullet tage mine piller. Og så troede de altid at jeg var syg, og så blev jeg ikke inviteret igen.

Og sådan var det slet ikke. Jeg skubbede pillerne ud i en række med min ene finger, og fortalte hver af dem, at jeg hadede dem. To piller med fiskeolie til mine led, som knækkede. En p-pille, som min mor havde insisteret på, at jeg skulle tage for at kunne holde styr på min cyklus. En vitaminpille, en kalkpille og en tredje pille, som havde noget med det samme at gøre. Igen min mors ide. Og selvfølgeligt den pille, som jeg hadede allermest. Min antidepressive pille. Dem var jeg begyndt på, da en psykolog på den forrige skole foreslog at det ville hjælpe mig og mit ikkeeksisterende sociale liv. Det hjalp ikke, og så var vi flyttet endnu engang.

Jeg slugte hurtigt alle pillerne, og skyllede efter med vand. Jeg udstødte den sædvanlige ad-lyd, og stillede tingene på plads på mit natbord. Jeg begyndte at tænke på de sidste to timer.

Vi havde haft idræt, mit absolutte hadefag, som jeg bare seriøst stank til. Ingen ville være på hold med mig, og jeg var blevet skubbet omkuld flere gange. Jeg var selvfølgeligt også selv væltet et par gange, men ingen havde hjulpet mig op. De måtte hade mig, blev jeg enig med mig selv om. Jeg havde kort lagt mærke til en dreng, med lige så kulsort hår som jeg selv. Der var heller ingen, som ville være i nærheden af ham. Men han havde også set vred ud. Jeg havde overvejet at gå over til ham, og være på hold med ham. Men jeg lod være. Han så ud som om at han havde lyst til at slå nogen ned, og det havde jeg ikke brug for.

Jeg vendte mig let i sengen. Mor var ikke hjemme i dag, og hun ville først komme hjem i morgen. Hun havde ikke sagt hvad det handlede om, men det var sikkert en date. Det var det som regel altid. Det var lidt klamt at tænke på, så jeg hev i stedet et af billederne af min far frem. Han smilede på billedet. Han holdt mig i sin arme, jeg var en helt lille baby. Han var lykkelig, hvilket jeg langt fra var. Jeg blinkede træt, og havde lyst til at sove resten af dagen og natten væk.

Jeg havde det underligt. Jeg var utroligt oppe og køre. Jeg følte mig fuld af energi, som om at jeg kunne løbe et maraton. Men samtidigt så havde jeg det også utroligt mærkeligt, som om at jeg ikke var tilpas i min egen krop, i min egen hud. Det var det sidste jeg nåede at tænke, inden at mine øjne faldt i.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...