Run With Me

Min far blev myrdet da jeg var lille, og på samme dag som jeg har fødselsdag. Min mor flytter tit, og derfor skifter jeg også tit skole. Som om det ikke er slet nok, at jeg startede på en ny skole på min fødseldag, så er jeg begyndt at vågne op ud i skoven og jeg ved ikke hvordan at jeg er kommet derud - Vanessa Maria Graham. (Cira Clement)

Min far blev myrdet, dræbt fordi han forsøgte at beskytte en anden mand og hans lille barn. Så derfor er jeg vokset op uden ham, og det har lagt et enormt ansvar på mine skuldre, som jeg næsten ikke har lyst til at bære. Jeg er altid vred den dag, på alt og alle, men mest på min far, fordi at han forlod mig. - Darius Aiden Logan. (Astridll)

En Movella skabt i samarbejde mellem Cira Clement og Astridll :) Vi håber at i vil tage godt imod den og at i kan lide den :D

28Likes
30Kommentarer
4502Visninger
AA

30. Vanessa: Undskyld, Darius

 

Darius gabte endnu en gang, og rodede let i panden med paletten. Han var ved at lave os morgenmad. Æg, bacon og små pølser. Jamie havde handlet ind for os, og var så gået for at lade os være i fred. I mellem tiden havde jeg igen fået noget af Darius’s mors tøj, og havde været i bad. Darius var gået i et kort bad efter følgende, og lavede nu mad til os. Jeg følte mig ikke sulten, men var jo heller ikke vant til at spise noget om morgen. Jeg sad bare ved køkkenbordet, og ventede på at han skulle give sig til at råbe af mig. Det måtte han jo gøre. Give mig en kæmpe skideballe, stikke mig en lussing eller noget. Det plejede min mor i hvert fald altid at gøre, når jeg gjorde det mindste forkert, som ifølge hende burde være logisk.

Darius slukkede for komfuret, og bar hurtigt panden over til bordet, så han kunne sætte den fra sig, uden at brænde sig. Han gik tilbage igen, og ryddede hurtigt op, så det ikke skulle ordnes bagefter. Så satte han sig ved bordet, og fangede mit blik. Jeg så hurtigt væk igen, ned i bordet. Han skovlede noget æg og bacon op til mig, og lagde det på min tallerken. Så fangede han hurtigt nogle pølser og lagde også dem på.

”Vil du have noget brød til?”

Spurgte han venligt, hvilket forvirrede mig. Var han slet ikke sur? Det måtte han da være efter hvad jeg havde forsøgt. Jeg rystede let på hovedet. Det var i forvejen en kæmpe portion som han havde givet mig, i hvert fald ifølge mig selv. Han nikkede kort, og hældte en lige så stor portion op til sig selv. Han stak let i en pølse, og forsøgte igen at fange mit blik. Jeg undgik det igen, og holdt mine hænder under bordet. Jeg havde ikke lyst til at spise. Jeg var ikke sulten. Han sukkede let.

”Jeg tør ikke at lade dig komme hjem lige foreløbigt, så du bliver hos mig og denne gang er jeg ret så ligeglad med hvad din mor siger.”

Sagde han roligt, nærmest for sig selv, for jeg så ham ikke i øjnene. Han sukkede igen, og lagde gaflen fra sig. Jeg strammede mine hænder under bordet. Det føltes som om at jeg ville give mig til at græde. Men jeg ville ikke, jeg kunne ikke være bekendt at bede Darius om det. At trøste mig, når han i forvejen havde risikeret så meget.

”Vanessa…”

Sagde han trist, og alene lyden var nok til at få mig til at græde. Jeg rejste mig for at komme væk, men nåede ikke langt før at han greb mig om håndleddet og trak mig ind i sin varme, sikre favn. Jeg kunne ikke kæmpe imod, og lod ham holde mig tæt ind til sig.

”Du må aldrig, aldrig nogensinde gøre det imod mig igen.”

Tiggede han trist, og holdt mig helt ind til sig. Jeg græd bare videre, med hovedet mod hans bryst.

”Jeg ville ikke overleve, hvis du forlod mig, Vanessa. Jeg elsker dig højere end livet. Forstår du det, Vanessa? Vi har et bånd, og det bånd er så tæt, at vi ikke kan undvære hinanden.”

Hviskede han forklarende i mit øre. Jeg græd bare videre.

”Jeg elsker dig, Vanessa. Jeg elsker dig, og jeg har lyst til at sige det om og om igen. Jeg er lykkelig, så længe at du er hos mig.”

Hviskede han, og kyssede mig let på panden. Min gråd skiftede. Den var ikke længere trist, men lykkelig.

”Gør du… gør du virkeligt?”

Spurgte jeg, og kunne bare ikke holde tårerne tilbage. Han nikkede let, og kyssede ganske svagt mine læber. Jeg kunne nærmest smage sandheden i hans ord, og det fik mig bare til at græde endnu mere.

”Undskyld, undskyld, Darius. Undskyld.”

Undskyldte jeg, men han tyssede let på mig og vuggede mig bare beskyttende i sin favn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...