Run With Me

Min far blev myrdet da jeg var lille, og på samme dag som jeg har fødselsdag. Min mor flytter tit, og derfor skifter jeg også tit skole. Som om det ikke er slet nok, at jeg startede på en ny skole på min fødseldag, så er jeg begyndt at vågne op ud i skoven og jeg ved ikke hvordan at jeg er kommet derud - Vanessa Maria Graham. (Cira Clement)

Min far blev myrdet, dræbt fordi han forsøgte at beskytte en anden mand og hans lille barn. Så derfor er jeg vokset op uden ham, og det har lagt et enormt ansvar på mine skuldre, som jeg næsten ikke har lyst til at bære. Jeg er altid vred den dag, på alt og alle, men mest på min far, fordi at han forlod mig. - Darius Aiden Logan. (Astridll)

En Movella skabt i samarbejde mellem Cira Clement og Astridll :) Vi håber at i vil tage godt imod den og at i kan lide den :D

28Likes
30Kommentarer
4153Visninger
AA

13. Vanessa: ser sort.

 

Jeg smækkede døren i med et brag, og skreg af ren og skær frustration. Jeg var uduelig. De havde alle sammen ret. Min mor, mine mobbere, alle som nogensinde havde kaldt mig for noget, havde ret. Jeg var uduelig, et fjols, en taber, et freak. Og se nu hvad jeg havde gjort. Darius havde været i en slåskamp, han var blevet bortvist fra skolen en hel uge og det hele var min skyld. Hvis jeg bare havde nægtet ham at trække op i min bluse. Jeg slog mig selv hårdt i maven, så det gjorde så ondt at jeg sank på knæ. Nej, jeg skulle have nægtet at lade ham arbejde sammen med mig, da vi fik matematikopgaven for. For pokker. Jeg slog mig selv igen, så jeg begyndte at græde af smerten. Jeg skulle aldrig nogensinde have været startet på den skole. Jeg skulle aldrig have ladt min mor slæbe mig med til den her forpulede by. Jeg skulle aldrig have været født!

Så ville min far have været i live. Min mor ville have været lykkelig, og Darius… Darius ville ikke være i problemer. Det var alt sammen min skyld. Jeg rejste mig fra gulvet. Min mave gjorde voldsomt ondt, fordi at jeg havde slået mig selv så mange gange, men jeg fortjente det. Jeg fortjente værre. Jeg kunne lige så godt dø.

Jeg fandt nogle af min mors gamle migrænepiller frem, og knuste dem sammen med nogle beroligende piller. Jeg rørte det hele i den sidste yoghurt som jeg havde tilbage. Det var ellers meningen, at den skulle have været min morgenmad på fredag, men det kunne være lige meget. Jeg ville ikke være i live på fredag. Jeg stak en ske i den, og satte den klar på køkkenbordet. Så fandt jeg den skarpeste køkkenkniv frem, og lagde den klar ved siden af. Jeg kunne spise yoghurten og så gå ud og sætte mig i badekarret, som jeg havde fyldt med iskoldt vand. Der kunne jeg skære mine håndled over, og så lade mig synke ned under vandet. Så ville mor ikke skulle rydde så meget op, når hun engang kom hjem. Hun skulle bare trække proppen og så ville alt blodet og vandet forsvinde ned i afløbet. Og mit lig, mit klamme, klamme lig kunne blive fjernet og så kunne hun blive lykkelig.

Jeg besluttede mig for at skrive et brev, hvor jeg undskyldte for alt det som jeg var skyld i. Men jeg kunne ikke rigtigt få startet på det, og endte med at smide blokken fra mig. Mor ville være ligeglad med en undskyldning. Det var Darius, som jeg skyldte en. Ja, jeg ville sige undskyld til ham først og så ville jeg tage hjem og dræbe det klamme freak som jeg var. Så jeg skyndte mig hen til hvor han boede, så jeg kunne få det hele overstået.

”Vanessa?”

Spurgte han undrende, da jeg stod foran hans dør et stykke tid senere. Jeg var blevet forpustet. Jeg havde løbet hele vejen. Jeg nikkede, men kunne ikke få vejret til at sige ordene. Han vinkede mig ind, så jeg besluttede for at acceptere.

”Jeg er ked af det.”

Fik jeg endeligt sagt, da jeg var kommet ind og han havde lukket hoveddøren bag mig. Han så undrende på mig, med hovedet en smule på skrå. Jeg var en idiot, jeg kunne ikke engang finde ud af at undskylde.

”Jeg kom bare for at sige undskyld. Det hele er min skyld, at du blev blandet ind i det. At du var med i det slagsmål, og at du blev bortvist fra skolen i en hel uge. Jeg er så ked af det, fordi at det er min skyld. Det er min skyld det hele.”

Jeg var ved at fortsætte, da han let bremsede mig ved at ligge en finger over mine læber. Han rystede let på hovedet.

”Det er ikke din skyld.”

Sagde han roligt, selvom at han ikke lød sådan. Jeg nægtede at tro ham, og rystede let på hovedet. Det var jo min skyld, var det ikke?

”Jeg kastede mig selv ind i det slagsmål. Du bad mig ikke om det. Jeg blev bare så vred over hvad de havde gjort ved dig.”

Sagde Darius utilfreds, og knyttede surt sine hænder. Jeg forstod det ikke.

”Jamen… Jamen hvorfor?”

Spurgte jeg forvirret. Jeg forstod ikke hvorfor at han havde gjort det. Jeg kunne ikke forstå noget, som jeg ikke havde oplevet før. At nogen tog mig i forsvar.

”Hvorfor gjorde du det?”

Spurgte jeg forvirret. Han så ud som om at han førte en indre kamp med sig selv, da han pludseligt lænede sig frem og fangede mine læber med sine. Han hev mig bestemt ind til sig i et beskyttende greb, og jeg kunne ikke gøre andet end at kysse ham tilbage. Så mærkede jeg kort den overvældende følelse af at være utilpas i min egen krop, før at det hele gik i sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...