Run With Me

Min far blev myrdet da jeg var lille, og på samme dag som jeg har fødselsdag. Min mor flytter tit, og derfor skifter jeg også tit skole. Som om det ikke er slet nok, at jeg startede på en ny skole på min fødseldag, så er jeg begyndt at vågne op ud i skoven og jeg ved ikke hvordan at jeg er kommet derud - Vanessa Maria Graham. (Cira Clement)

Min far blev myrdet, dræbt fordi han forsøgte at beskytte en anden mand og hans lille barn. Så derfor er jeg vokset op uden ham, og det har lagt et enormt ansvar på mine skuldre, som jeg næsten ikke har lyst til at bære. Jeg er altid vred den dag, på alt og alle, men mest på min far, fordi at han forlod mig. - Darius Aiden Logan. (Astridll)

En Movella skabt i samarbejde mellem Cira Clement og Astridll :) Vi håber at i vil tage godt imod den og at i kan lide den :D

28Likes
30Kommentarer
4155Visninger
AA

11. Vanessa: Overfaldet

 

Jeg følte det som om at jeg svævede på en lyserød sky af velvære, da jeg endeligt kom ud på gaden igen. Besøget hos Darius var gået godt, faktisk rigtigt, rigtigt godt. Han havde været super sød, og havde snakket om en bog og film som hed Manden Med Jernmasken, som rent faktisk havde været toeren af de tre musketer. Og den havde han inviteret mig over at se på fredag. Jeg drejede en hel omgang på fortovet, nærmest svævende af lykke.

Og han havde givet mig en muffin, en vanilje muffin, som rent faktisk smagte godt. Og han havde givet mig den bare sådan. Og det var hverken min fødselsdag eller nogen som helst speciel dag. Han havde givet mig den bare sådan, jeg kunne næsten ikke fatte det, og så var den en som hans mor havde bagt. Med appelsinglasur. Åh… Den havde bare smagt så godt. Jeg var helt op at køre, og kunne næsten ikke fatte at jeg havde været så heldig. At han havde været så venlig.

Jeg overvejede kort om der stak noget under, men skubbede det hurtigt til side. Så langt ville ingen gå for en dum spøg, ville de?

”Vanessa!”

Var der pludseligt en som råbte. Det lød bekendt, men det var ikke Darius. Det havde været en pigestemme, så jeg vendte mig lidt om, og fik øje på den populæreste pige i klassen. Åh nej, det var hende som havde stemplet mig som et freak. Hun gik hurtigt hen til mig med usikre skridt. Det så ud som om at hun var fuld, men det var jo en helt almindelig hverdag. Det var sikkert noget, som jeg bildte mig ind.

”Kan du ikke lige tænde min smøg?”

Spurgte hun, og åndede tungt på mig. Jep, hun var fuld, stjernefuld. Så fuld havde min mor aldrig nogensinde været til jul, og der drak hun tæt. Hun rakte mig sin lighter, som jeg tøvende tog imod. Jeg turde ikke gøre andet end at tænde hendes cigaret, som hun tog i munden. Men da jeg forsøgte at tænde den, blev hun ved med at læne sig væk.

”Tænd den dog for helvede.”

Blev hun ved med at sige, men lænede sig stadigt væk. Så jeg holdt lighteren lidt tættere på hende, og straks stak hun mig en syngende lussing, så jeg trådte nogle enkelte skridt tilbage på grund af kraften i slaget. Jeg stødte sammen med en anden, og tabte hendes lighter.

”Nej, ved du nu hvad?”

Udbrød hun utilfreds, og samlede sin lighter op.

”Ikke nok med at du forsøger at sætte ild til mig, så smider du fandme også med min lighter.”

Sagde hun utilfreds, og smed lighteren med alt sin styrke i ansigtet på mig. Jeg ville flytte mig, for at komme væk, men så blev jeg holdt tilbage af en af drengene fra min klasse. Det var alle bøllerne, som havde omringet mig, indså jeg for sent.

”Og nu er den store farlige Darius ikke her til at beskytte dig, dit freak.”

Sagde hun snøvlende, og sparkede mig hårdt over anklen. Jeg udstødte en grædende lyd, som bare fik hende til at slå mig hårdt i maven. Det fik mig til at græde. Jeg havde prøvet mange former for mobning før, men aldrig før var jeg blevet slået. Hun blev ved med at slå mig, mens at bøllerne skiftevis holdt mig tilbage og skubbede mig frem og tilbage imellem dem, samtidigt med at de råbte skældsord af mig.

Da de var færdige, lå jeg grædende på fortovet. Hun havde taget min jakke, ødelagt min nye T-shirt og gjort mine bukser så beskidte, at jeg lige så godt kunne smide dem ud. Og hun havde taget alle mine lommepenge for denne måned fra min pung. Dem som det var meningen at jeg skulle købe nye sko for, fordi at de andre var så slidte. Men det var også mine madpenge, fordi at min mor var rejst igen. Men når hun havde taget alle mine penge, hvad skulle jeg så spise? Jeg kunne jo ikke spørge min mor om flere penge. Hun ville kalde mig håbløs, et nul som min far og så ville hun give sig til at græde i flere dage og ville ikke snakke med mig i hvert fald en hel måned. Så ville jeg hellere sulte. Det havde jeg gjort før, og det var nok også derfor at jeg ikke vejede så meget.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...