Run With Me

Min far blev myrdet da jeg var lille, og på samme dag som jeg har fødselsdag. Min mor flytter tit, og derfor skifter jeg også tit skole. Som om det ikke er slet nok, at jeg startede på en ny skole på min fødseldag, så er jeg begyndt at vågne op ud i skoven og jeg ved ikke hvordan at jeg er kommet derud - Vanessa Maria Graham. (Cira Clement)

Min far blev myrdet, dræbt fordi han forsøgte at beskytte en anden mand og hans lille barn. Så derfor er jeg vokset op uden ham, og det har lagt et enormt ansvar på mine skuldre, som jeg næsten ikke har lyst til at bære. Jeg er altid vred den dag, på alt og alle, men mest på min far, fordi at han forlod mig. - Darius Aiden Logan. (Astridll)

En Movella skabt i samarbejde mellem Cira Clement og Astridll :) Vi håber at i vil tage godt imod den og at i kan lide den :D

28Likes
30Kommentarer
4132Visninger
AA

32. Vanessa: Kaldet

 

Det havde været noget af et morgenmåltid, og jeg skulle love for at flokken havde skovlet mad ned. Hold da op, det var helt vildt. Men de havde været gode til at rydde op og gøre rent i køkkenet efter sig. Jeg sad lidt gemt væk op af Darius på sofaen. Nok var flokken utroligt rare, men det hele føltes lidt vildt.

”Vanessa.”

Hviskede det igen. Jeg ignorerede det stædigt, og lænede mig længere op af Darius, så hvisken forsvandt. Jeg var ikke glad for at jeg var begyndt at høre den stemme. Den fik mig nærmest til at frygte af kulden og ondskaben i den.

”Har du ikke nogen chips? Jeg er stadig sulten.”

Klagede Jude, og var lige ved at sætte fødderne op på bordet. Et skarpt blik fra Darius fik ham dog til at sætte dem på gulvet i stedet.

”Jo, to sekunder.”

Sagde Darius roligt. Jeg slap ham, så han kunne finde det frem og straks blev stemmen højere.

”Vanessa. Vanessa.”

Hviskede det om og om igen, og blev bare højere.

”Vanessa? Er der noget i vejen?”

Spurgte Jamie bekymret. Jeg så forvirret rundt, så han fangede mit blik. Flokken var blevet stille, og så undrende på mig.

”Nej, nej, ikke noget.”

Forsøgte jeg at lyve. Jamie lagde utilfreds armene over kors. Han kunne høre at jeg løj.

”Vanessa!”

Blev der pludseligt råbt, så jeg forvirret for op fra sofaen. Jeg holdt mig for ørene, da råberiet bare blev ved og blev højere og højere. Flokken stirrede bekymret på mig, og det gjorde bare det hele værre.

”Vanessa, kom udenfor. Jeg er lige udenfor. Kom udenfor, jeg er lige udenfor.”

Ændrede råberiet sig til en ivrig tale, som bare blev gentaget igen og igen og igen. Jeg sank opgivende på knæ, så Jamie for op og greb mig inden at jeg sank helt sammen. Det føltes ganske, ganske svagt som om at jeg var ved at skifte, at ulven i mig forsøgte at komme ud til personen, som kaldte efter mig.

”Darius!”

Råbte Jamie, da han så hvor meget jeg kæmpede. Darius kom straks farende, så flokken hurtigt gjorde plads til ham. Han stormede over til mig, og tog mig i armene. Straks var der ro, og ulven i mig blev igen rolig. Det føltes så lettende, at jeg begyndte at græde.

”Vanessa, sh…”

Tyssede Darius trøstende på mig. Jeg klamrede mig ind til ham, for at undgå at høre den forfærdelige hvisken.

”Han kalder efter mig, han vil have mig, men jeg vil ikke. Han hvisker hele tiden.”

Græd jeg ud, og håbede på at Darius forstod. Han forstod vist, for han blev helt stiv i ryggen. Han så hurtigt op på flokken, som endnu ikke forstod.

”Ud, afpatruljere området. Ulven som bed Vanessa er i nærheden, og forsøger at kalde hende til sig. Find ham.”

Beordrede Darius, og straks stormede flokken beslutsomt af sted. Jamie blev dog ved os, for en sikkerhedsskyld og forsøgte at hjælpe Darius med at berolige mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...