Run With Me

Min far blev myrdet da jeg var lille, og på samme dag som jeg har fødselsdag. Min mor flytter tit, og derfor skifter jeg også tit skole. Som om det ikke er slet nok, at jeg startede på en ny skole på min fødseldag, så er jeg begyndt at vågne op ud i skoven og jeg ved ikke hvordan at jeg er kommet derud - Vanessa Maria Graham. (Cira Clement)

Min far blev myrdet, dræbt fordi han forsøgte at beskytte en anden mand og hans lille barn. Så derfor er jeg vokset op uden ham, og det har lagt et enormt ansvar på mine skuldre, som jeg næsten ikke har lyst til at bære. Jeg er altid vred den dag, på alt og alle, men mest på min far, fordi at han forlod mig. - Darius Aiden Logan. (Astridll)

En Movella skabt i samarbejde mellem Cira Clement og Astridll :) Vi håber at i vil tage godt imod den og at i kan lide den :D

28Likes
30Kommentarer
4147Visninger
AA

26. Vanessa: Jeg vil jo ikke leve mere...

 

Det var mislykkes. Endnu engang var jeg en fiasko. Men jeg var for træt, for udmattet til at tænke over det. Mine tanker var så underligt slørede, fjerne, som om at jeg ikke rigtigt kunne holde styr på dem, som om at jeg mistede kontakten til mig selv.

”Du må ikke give op.”

Hørte jeg så pludseligt Darius’s bløde stemme, men det var ikke nok til at kalde mig tilbage. Jeg så frem, ind i lyset og kunne se en mand, som stod og ventede på mig. Far, tænkte jeg lykkeligt. Men han så trist ud, og rystede på hovedet.

”Det er for tidligt, mit barn. Min kære Vanessa. Tag tilbage.”

Tiggede han, og ville ikke tage mig i armene. Men jeg ville bare have at han skulle holde om mig, at han skulle tage mig bort, væk fra al smerten. Men så blev jeg brat trukket tilbage, og skreg af smerte. Det føltes som om at min skulder stod i flammer. Jeg havde ikke længere kræfterne til at skrige, til at græde og klynkede bare.

”Kan vi ikke give hende noget?”

Spurgte Darius tæt ved. Han lød som om at han var knust, at han var fortabt. Men jeg havde ikke kræfterne til at åbne øjnene, og se efter.

”Hun er ikke stærk nok. Hun er sygeligt tynd, har mistet for meget blod og der er bare ikke tid. Jeg skal have fjernet haglene så hurtigt som muligt, og sy det sammen. Og det er ikke engang at det er sikkert at det er nok.”

Lød den der mandestemme. Jeg kendte den godt, jeg vidste hvem det var, men jeg havde ikke kræfterne til at huske efter.

”Jamen… ikke sikkert at det er nok? Jeg kan ikke miste hende.”

Udbrød Darius knust, og lød som om at han sank på knæ. Der var skridt tæt ved ham. Jamie, slog det mig, da den brændende følelse blev værre. Jeg peb højt, selvom at jeg var i menneskeskikkelse. Det vidste jeg at jeg var. Jeg lå nøgen under Darius’s dyne, jeg kunne lugte hans skønne duft fra den.

”Jeg gør det bedste jeg kan, Darius. Men det hele afhænger af dig. Uden dig, så er hun død før at solen står op igen. Lige nu er båndet det eneste, som holder hende i live. Det er derfor at du føler dig så svag, at du kan være i menneskeskikkelse under fuldmånen. Det er derfor at hele flokken er i menneskeskikkelse nu. De er påvirket af dig og din sårede mage.”

Forklarede manden, og lød dybt bekymret. Han måtte være ham der Hank, Jamies far. Jeg mærkede pludseligt den fjerne følelse igen, og mistede endnu engang kontakten til min krop. Og endnu engang bragte smerten mig tilbage. Nu havde jeg knap nok kræfterne til at klynke længere, og langsomt mærkede jeg ikke længere smerten. Hvis jeg forsvandt en tredje gang, så ville jeg ikke komme tilbage. Så ville jeg endeligt dø, indså jeg, men følte ingen sorg over det. Jeg blev afslappet, og forberedte mig på det uundgåelige. Nu kunne jeg da være sammen med far, tænkte jeg roligt og begyndte langsomt at glide bort igen.

”Vanessa, du må ikke. Jeg beder dig.”

Tiggede Darius grædende, og tog min hånd på den raske arm. Men jeg havde bare ikke kræfterne til at kæmpe imod malstrømmen som trak mig bort fra min krop. Darius strammede grebet om min hånd. Han kunne mærke at jeg gled bort, at jeg var ved at dø.

”Vanessa. Jeg beder dig, bliv. Jeg elsker dig.”

Hviskede han, men havde givet op. Jeg kunne høre flokken i baggrunden. Det lød som om at de også græd. Jeg forberedte mig på at blive trukket bort, men kom pludseligt ikke længere. Noget holdt mig tilbage. En tråd. Den blev langsomt stærkere, og udviklede sig fra en tynd tråd til en kraftfuld lænke, som trak mig tilbage i min egen krop. Den låste mig fast, og forhindrede mig i at glide bort. Jeg ville ikke længere dø, og det gjorde utroligt ondt, for jeg ønskede at dø. Alle hadede mig jo.

Så mistede jeg bevidstheden, da Hank begyndte at sy mig sammen igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...