Run With Me

Min far blev myrdet da jeg var lille, og på samme dag som jeg har fødselsdag. Min mor flytter tit, og derfor skifter jeg også tit skole. Som om det ikke er slet nok, at jeg startede på en ny skole på min fødseldag, så er jeg begyndt at vågne op ud i skoven og jeg ved ikke hvordan at jeg er kommet derud - Vanessa Maria Graham. (Cira Clement)

Min far blev myrdet, dræbt fordi han forsøgte at beskytte en anden mand og hans lille barn. Så derfor er jeg vokset op uden ham, og det har lagt et enormt ansvar på mine skuldre, som jeg næsten ikke har lyst til at bære. Jeg er altid vred den dag, på alt og alle, men mest på min far, fordi at han forlod mig. - Darius Aiden Logan. (Astridll)

En Movella skabt i samarbejde mellem Cira Clement og Astridll :) Vi håber at i vil tage godt imod den og at i kan lide den :D

28Likes
30Kommentarer
4298Visninger
AA

23. Vanessa: Hvem får den hvide pels?

 

”Vanessa, Vanessa. Vent!”

Råbte Jamie pludseligt, da han og hans far halede ind på mig. Det var jo ikke så svært, når jeg var gående og de kørte i bilen. Jeg ignorerede dem, og gik videre. Jeg kunne se, at Hank, som Jamies far jo hed, gassede lidt op og parkerede længere fremme. Så for Jamie ud, og over til mig.

”Vanessa, vil du ikke godt høre på mig?”

Tiggede han, og tvang mig til at stoppe op, ved at blive ved med at gå ind foran mig. Jeg så ned i jorden, og ville bare videre, så jeg kunne få afleveret matematikopgaven, den som jeg skulle have lavet sammen med Darius. Jeg havde lavet den selv i stedet, og havde kun skrevet Darius’s navn på. Jeg skulle jo ikke bruge den til noget, når jeg ville dræbe mig selv senere.

”Du ser syg ud.”

Sagde Jamie så pludseligt bekymret for sig selv, og rakte ud efter mig, men jeg trådte væk. Hank tårnede op bag ham. Han så så underligt sløret ud, men det var nok min hovedpine, som gjorde det.

”Vanessa, hvad er der sket? Darius vil ikke komme i skole, han vil ikke tage telefonen og han ville ikke lukke op, når jeg banker på hans dør.”

Spurgte Jamie. Jeg trak svagt på skuldrene. Han udstødte en utilfreds lyd, og rakte ud efter mig. Han var tydeligvis træt af, at jeg ikke ville tale til ham.

”Vanessa hold nu op og tal til mig, for pokker!”

Sagde han surt, men jeg havde ikke overskuddet til at blive stående oprejst længere og sank sammen. Jamie for lynhurtigt frem, og greb mig. Jeg lukkede øjnene. Min krop havde ikke fået mad i lang tid, og det tog hårdt på mig. Jeg var så træt, mit hoved gjorde ondt og det gjorde bare det hele værre.

”… de kan ikke undvære hinanden… de kan ikke fungere uden hinanden… det var derfor… Vanessa skiftede… Darius kyssede hende…”

Jeg fik nogle små brud af en masse med som Hank sagde, men lyden af Darius’s navn fik mig til at slå øjnene op igen. Jeg lå med hovedet på min rygsæk. Jamie stod klar til at ringe efter en ambulance og Hank tænkte tydeligvis.

”Jeg ringer efter ham igen, og hvis han ikke tager den telefon, så bryder jeg fandme ind i hans hus.”

Sagde Jamie utilfreds, og tastede Darius’s nummer ind på sin telefon. Han satte den til øret, og Hank så afventende på ham. De bemærkede det derfor ikke, da jeg forsigtigt kom på benene og stak af. Jeg for hjem, og fjernede mine ting fra værelset. Jeg smed dem straks ud. Nu var matematikopgaven lige meget, jeg kunne ikke vente længere. Jeg havde det bare så dårligt indeni. Men da jeg kom ud i skoven, kunne jeg bare ikke gøre det. Jeg så på løkken hele dagen lang, og først da det begyndte at blive mørkt, fik jeg en bedre ide. Jægerne var jo på jagt efter mig, og det var fuldmåne om lidt. Jeg kunne få dem til at skyde mig. Så jeg fandt min mobil frem, og skrev en besked, mit afskedsbrev og sendte det, inden at jeg kylede mobilen fra mig, så den gik i stykker.

Jeg ved at du hader mig, at det er derfor at du ikke kommer i skole mere. Men det skal du ikke tænke på mere. Du kan tage i skole i morgen. For i morgen vil jeg ikke længere være der. Månen står snart op, og så skifter jeg. Jægerne leder efter mig, så nu får vi at se hvem der får den hvide pels. Undskyld for alt.

Sådan lød min besked, da jeg sendte den til Darius. Straks efter kunne jeg høre noget, som lød som skridt. Jeg huskede en smule af hvad der skete, for straks efter skiftede jeg frivilligt til ulveskikkelse, inden månen stod helt op.

Jeg løb lige direkte mod den enlige jæger, som straks løftede sit gevær, da jeg sprang imod ham. Han trykkede let på aftrækkeren, så jeg lukkede øjnene. Jeg mærkede skuddet mod min krop. Smerten var overvældende. Jeg faldt til jorden, og lænede tungt. Men jeg var stadigt i live, og kunne kun tænke på hvor meget jeg fortjente det, da jægeren lænede sig ind over mig med geværet ladt og pegende på mit hoved. Jeg lukkede øjnene igen, da han strammede grebet om aftrækkeren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...