Run With Me

Min far blev myrdet da jeg var lille, og på samme dag som jeg har fødselsdag. Min mor flytter tit, og derfor skifter jeg også tit skole. Som om det ikke er slet nok, at jeg startede på en ny skole på min fødseldag, så er jeg begyndt at vågne op ud i skoven og jeg ved ikke hvordan at jeg er kommet derud - Vanessa Maria Graham. (Cira Clement)

Min far blev myrdet, dræbt fordi han forsøgte at beskytte en anden mand og hans lille barn. Så derfor er jeg vokset op uden ham, og det har lagt et enormt ansvar på mine skuldre, som jeg næsten ikke har lyst til at bære. Jeg er altid vred den dag, på alt og alle, men mest på min far, fordi at han forlod mig. - Darius Aiden Logan. (Astridll)

En Movella skabt i samarbejde mellem Cira Clement og Astridll :) Vi håber at i vil tage godt imod den og at i kan lide den :D

28Likes
30Kommentarer
4113Visninger
AA

36. Vanessa: Den nye art af rene ulve, aldrig i livet

 

Jeg vågnede lige i tide til at lange ud efter ham, så han for tilbage med et rasende hyl. Han rystede smertefuldt på hovedet, flere gange, før at han så på mig igen. Jeg havde fået kradset ham over øjet. Jeg fnyste tilfreds. Det ville helt sikkert give ham et ar. Jeg ærgrede mig bare over at jeg ikke havde fået ramt hans øje.

”Du er en hidsig lille krabat, Vanessa.”

Konstaterede han, og lød som om at han morede sig. Hvordan kunne han more sig, når jeg havde været få millimeter fra at kradse hans øje ud? Jeg vred mig for at komme væk, men fandt ud af at jeg var lænket om halsen til et træ. Vi var midt ude i skoven. Jeg forsøgte igen at bryde lænken, ved at kaste mig væk fra træet. Men den holdt.

”Hold op med det, Vanessa. Jeg vil ikke have der sker dig noget.”

Sukkede han utilfreds, og forsøgte at nærme sig igen. Men jeg bed hidsigt ud efter ham.

”Ikke have at der sker mig noget?”

Spurgte jeg rasende.

”Hvorfor fanden slog du mig så ud?”

Tilføjede jeg surt, og kunne se ham skære ansigt.

”Ikke bande sådan, min kære Vanessa.”

Sukkede han opgivende, og satte sig ned, så han sad lige udenfor min rækkevidde. Det gjorde mig bare endnu mere vred og forvirret.

”Hvis du ikke ville gøre mig fortræd, hvorfor helvede har du så gjort mig til et monster?”

Spurgte jeg rasende, men jeg mente ikke længere selv at jeg var et monster. Det var helt i orden, det var helt okay, for jeg havde Darius.

”Jeg har da ikke gjort dig til et monster, min kære, kære Vanessa.”

Sagde han roligt, og nærmest kærligt. Jeg stirrede forvirret på ham, da han rejste sig med et kærligt blik i øjnene. Det fik mig til at træde tilbage, så langt jeg kunne komme op af træet.

”Du er smuk, stærk, hurtig. Det ved jeg, jeg har set dig i aktion. Din første nat som ulv, jeg var der. Jeg betragtede dig. Du er blevet så meget bedre end hvad jeg havde håbet på.”

Sagde han roligt. Jeg rystede forvirret på hovedet. Han havde været der, han havde set mig. Åh gud, hvad ville han med mig?

”Hvad vil du med mig?”

Spurgte jeg forvirret, og ville ønske at jeg kunne bide lænken over, men den var for solid. Det kunne jeg se på den.

”Du skal være min brud, Vanessa. Du skal være moren til mine børn. Du skal være min mage, og du vil give mig den næste generation af fuldblods ulve. Du vil give fødsel til den nye rene art af ulve, min flok.”

Forklarede han. Jeg rystede på hovedet ivrigt. Han var sindssyg. Det måtte han være. Jeg ville ikke have noget med ham at gøre. Jeg ville bestemt ikke gå i seng med ham, han måtte ikke røre mig. Jeg ville ikke have ham. Jeg ville have Darius. Han var min mage. Når jeg engang skulle have børn, så skulle Darius være faderen, men ikke nu. Jeg var for ung. Darius, hvor er du? Tænkte jeg, og håbede for alt i verdenen, at han snart ville dukke op.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...