Run With Me

Min far blev myrdet da jeg var lille, og på samme dag som jeg har fødselsdag. Min mor flytter tit, og derfor skifter jeg også tit skole. Som om det ikke er slet nok, at jeg startede på en ny skole på min fødseldag, så er jeg begyndt at vågne op ud i skoven og jeg ved ikke hvordan at jeg er kommet derud - Vanessa Maria Graham. (Cira Clement)

Min far blev myrdet, dræbt fordi han forsøgte at beskytte en anden mand og hans lille barn. Så derfor er jeg vokset op uden ham, og det har lagt et enormt ansvar på mine skuldre, som jeg næsten ikke har lyst til at bære. Jeg er altid vred den dag, på alt og alle, men mest på min far, fordi at han forlod mig. - Darius Aiden Logan. (Astridll)

En Movella skabt i samarbejde mellem Cira Clement og Astridll :) Vi håber at i vil tage godt imod den og at i kan lide den :D

28Likes
30Kommentarer
4190Visninger
AA

9. Vanessa: Darius

 

Jeg så længe på den sorthårede dreng. Det var ham fra idræt, som havde set ud som om at han havde lyst til at slå nogen ned. Han så rundt på de forskellige i klassen. Var det en udfordring? Eller ventede han på, at nogen ville bytte med ham? Der var jo aldrig nogen, som ville være sammen med mig. Endeligt mødes vores blikke, og jeg blev klar over at han mente det. Han var helt seriøs, hvilket forvirrede mig.

Du er ikke alene mere.

Bragede det pludseligt inde i mit hoved, så jeg gjorde et let sæt. Det var helt klart hans stemme, som jeg havde hørt inde i mit hoved. Men han havde ikke sagt noget. Hans læber havde ikke bevæget sig.

”Nåh… Det var øhm… venligt af dig Darius.”

Sagde læreren og var tydeligvis forvirret. Jeg var lige så forvirret. Jeg var jo et freak, der var ingen som ville være sammen med mig. Hvad var han ude på? Ville han lade mig lave det hele? Ville han gøre grin med mig? Jeg forstod ingenting. Så huskede jeg hans ord. Du er ikke alene mere. Det føltes underligt varmende. Det lød som om at han havde besluttet sig for at beskytte mig mod lidt af mobningen. Men hvorfor? Det spørgsmål plagede mig. Hvorfor ville han hjælpe mig?

”I må gerne sætte jer sammen i jeres grupper, og snakke sammen om hvordan i vil løse opgaven resten af timen.”

Fortsatte læreren, og satte sig endeligt ned, så han kunne forsætte med at rette nogle opgaver fra en anden klasse. Jeg så ned på ham igen. Darius, hed han åbenbart. Det havde læreren i hvert fald sagt. Han løftede let sin hånd op, og gjorde tegn til at jeg skulle komme ned til ham. Det gjorde jeg glædeligt. Der stod allerede en og ventede på at jeg ville flytte mig, så hun kunne komme hen til sin partner. Så jeg tog min notesbog i hænderne, og min skoletaske på ryggen. Jeg rejste mig, og straks så flere af eleverne på mig. Jeg sank en klump, men han vinkede mig let ned til sig igen. Så jeg fortsatte ned igennem klassen, helt ned bagerst til hans plads. De føltes som om at hele klassen gloede på mig. Det var så ubehageligt, at det føltes som om at jeg ville besvime. Men jeg nåede frem, og tog den nu tomme plads ved siden af mig. Han havde viftet sin sidekammerat af vejen og havde sagt noget til ham, men jeg havde ikke hørt det, da var jeg for langt væk.

”Hej Vanessa.”

Sagde han venligt, da jeg havde sat mig. Jeg lagde pineligt berørt mine ting fra mig, og turde ikke se på ham. Jeg måtte drømme. Der var ingen, som var venlige ved mig. Han rakte ud, og lagde min udgave af opgaven imellem os. Han rynkede let øjenbrynene.

”Ikke de meste spændende opgaver.”

Sagde han let, i et forsøg på at få en samtale i gang med mig. Men jeg sad stift på stolen, frygtsom. Jeg var bange for, at hvert øjeblik det skulle være, så ville han gøre et eller andet, så jeg enten slog mig eller så jeg blev endnu mere til grin.

”Det bliver svært at lave en opgave sammen, hvis du ikke siger noget.”

Sagde han så pludseligt lavt. Han var begyndt at lyde lidt irriteret. Jeg skyndte mig at nikke, men kom i tanke om at det heller ikke var et svar, når han gerne ville have, at jeg skulle tale.

”Lidt.”

Tilføjede jeg nærmest hviskende, hvilket bare fik ham til at ryste let på hovedet smilende. Så ringede klokken pludseligt. Timen var ovre, og vi havde ikke fået lavet noget, fordi at jeg hverken turde se eller tale til ham. Nu måtte han da styrte ud af klassen, i et forsøg på at komme så langt væk fra mig som muligt, men han blev siddende, mens at resten af klassen for ud.

”Hvad siger du til at fortsætte det her hjemme hos mig?”

Spurgte han så stille, og lød faktisk ikke helt tilfreds med sit eget spørgsmål. Jeg tøvede. Var det endnu en måde, hvor han forsøgte at gøre grin med mig på? Jeg besluttede for at tage chancen. Han havde jo ikke været andet end venlig ved mig, så jeg nikkede let.

”Det kan vi godt.”

Svarede jeg, stadigt med en lav stemme, men jeg hviskede ikke. Det fik ham til at smile let, så jeg skyndte mig at pakke mine ting sammen, så vi kunne komme af sted.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...