Run With Me

Min far blev myrdet da jeg var lille, og på samme dag som jeg har fødselsdag. Min mor flytter tit, og derfor skifter jeg også tit skole. Som om det ikke er slet nok, at jeg startede på en ny skole på min fødseldag, så er jeg begyndt at vågne op ud i skoven og jeg ved ikke hvordan at jeg er kommet derud - Vanessa Maria Graham. (Cira Clement)

Min far blev myrdet, dræbt fordi han forsøgte at beskytte en anden mand og hans lille barn. Så derfor er jeg vokset op uden ham, og det har lagt et enormt ansvar på mine skuldre, som jeg næsten ikke har lyst til at bære. Jeg er altid vred den dag, på alt og alle, men mest på min far, fordi at han forlod mig. - Darius Aiden Logan. (Astridll)

En Movella skabt i samarbejde mellem Cira Clement og Astridll :) Vi håber at i vil tage godt imod den og at i kan lide den :D

28Likes
30Kommentarer
4130Visninger
AA

8. Darius synsvinkel: Hvorfor er det nu lige jeg går i skole?

 

Da klokken ringede ind til sidste time, traskede alle træt ind i klassen. Vi skulle have matematik med røvhullet, og ingen brød sig om ham. De fleste frygtede ham, da han kunne gøre alle til grin… eller næsten alle. Han havde en enkelt gang prøvet ved mig, hvilket havde konsulterede i at han havde et stort blåt mærke, på brystet dagen efter. (det skal dog lige nævnes det var efter skoletid)

Jeg smuttede hurtigt ind på min plads bagerst i lokalet. Jamie kom hurtigt hen til mig, og satte sig ned ved siden af. Vores matematik lærer havde også prøvet at gøre Jamie til grin, men jeg havde taget en snak med ham samme dag, og siden da havde han ikke prøvet ved nogen fra flokken. 

”Ses vi i aften?” spurgte Jamie stille, og diskret.

”Det regner jeg med” mumlede jeg, og var ved at falde i søvn ved tanken.

Vi havde gennemsøgt skoven hele sidste nat, og natten før. Vi havde alle slet ikke sovet, og sådan noget som lektier var slet ikke en mulighed at lave.

”Min mor syntes vi tager det for alvorligt, men min far har talt med hende” sagde Jamie, og kiggede på mig med et seriøst blik ”hvis vi bliver ved på den her måde, så kan min far ikke holde hende hen… og jeg er ret sikker på det er dig hun går i kødet på” 

Jamie havde ret, og det vidste jeg godt… men tanken om en forvildet person, der var blevet ulv, og kunne afsløre det hele. Det var bare lidt for meget af det gode. Nu var Jamies mor ved at blive træt af at han kom hjem, på de tider af natten, og snart havde jeg vel også de andres mødre på nakken.

Det var ret sjældent at en pige blev varulv, for ikke at sige at vi ikke ved hvornår den sidste var. Af en eller anden grund var det bare drenge, og de videreførte så genet til deres børn. Vi har dog en regel i flokken, om at når man havde fundet den udkårende, kunne man fortælle det til hende. Alle tog den regel meget seriøs, og ingen havde endnu set en skilsmisse efter det. Så Kate vidste hvad Jamie var, men hun fortrak stadig at han var hjemme klokken elleve. Min mor vidste det også, men hun havde svært ved at tale om det.

” Så må jeg finde min rustning frem” mumlede jeg, og timen gik i gang.

Den første del af timen havde vi fået et opgaveark, og alle arbejdede ihærdigt, eller alle andre end mig. Jeg sad med et kort over Seattles skov, som Hank havde skaffet gennem jagtklubben. Vi havde løbet en lang rute dagen før, men der var ingen succes ved den, så jeg måtte lave en ny strategi. Vore gamle lærer vidste godt jeg ikke lavede matematik, (da jeg ligesom bare havde foldet det sammen) men han sagde intet, da jeg havde en vis respekt ved ham.

” Så er tiden gået” sagde han glubsk, og kiggede på mig. han havde vidst glemt den sidste lærerstreg, og var frisk på et nyt forsøg.

Jeg gjorde ikke noget, jeg kiggede bare med et iskoldt blik tilbage, og han tog sig forsigtigt til armen, som jeg havde hamret hårdt ind i sidst.

”Vanessa Maria Graham” sagde han i stedet, og vendte opmærksomheden mod en anden.

Vanessa var hende den nye, som allerede var blevet dømt som freak, og nu blev det ikke bedre. Mange havde gjort det fejltrin at dagdrømme i sidste time, og nu måtte hun tage straffen.

” Nu hvor jeg har din opmærksomhed…” sagde han hånligt (hun var så meget på den) ”… Kan du så give mig et svaret på denne opgave?”

han bevægede sig hen mod hendes plads på første række, og nu ville jeg ikke være i hendes sko. Hun kiggede dog beslutsomt på tavlen.

”42” sagde hun, og kiggede afventede på læren. Han var klart i gang med at sige forket svar, men stoppede sig selv. Og gjorder en bevægelse der betød, næste stykke.

”Minus 127” sagde hun ligeud, og folk var allerede begyndt at hviske. Hun ville egentlig have haft det nemmere hvis hun svarede forkert på dem. For nu var hun helt sikkert freak i klassens og lærens øjne, hvis hun havde svaret forkert ville stadig bare være dum som os andre.

Han pegede på det sidste stykke, og hun svarede elegant.

” 1869” hvorefter han kiggede længe på hende, og så på notesbogen som der åbenbart ikke stod noget i.

Til sidst gik han videre i undervisningen, og delte fire sider matematik ud til hver, og smilede. Han behøvede ikke sige noget, jeg vidste at det var en hævn til Vanessa. Nu ville alle syntes det var hendes skyld, at de skulle sidde og lave matematik.

”Det er en aflevering. I har en måned til den, og i er jo et lige antal i klassen, så i skal arbejde to og to.” Sagde han ondt efter at have delt dem ud. 

Alle skyndte sig hen til den bedste ven, og Jamie kiggede på mig, og regnede med at vi to var sammen.

” Hvem vil arbejde sammen med Vanessa?” spurgte han venligt, og kiggede ud over forsamlingen.

En vrede boblede op i, og jeg blev sur på alle omkring mig. Jeg var jo ikke et hak bedre end dem, og det her var mobning som læreren var med i!

Jeg ved ikke helt hvad der skete i mig, eller hvorfor jeg gjorde det, men jeg ville bare gerne vise jeg kunne gøre mere, end at være ham ingen provokerer.

”Det vil jeg gerne” sagde jeg højt og tydeligt.

Alle kiggede ned på mig, som for at spørge om jeg var sindssyg. Jeg kiggede dem koldt i øjne en efter en, og de sænkede alle deres blikke. Til sidst ramte de et par øjne der var en blanding af grøn og blå. Jeg sagde ikke noget højt til hende, men med blikket sagde jeg.

Du er ikke alene mere.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...