Run With Me

Min far blev myrdet da jeg var lille, og på samme dag som jeg har fødselsdag. Min mor flytter tit, og derfor skifter jeg også tit skole. Som om det ikke er slet nok, at jeg startede på en ny skole på min fødseldag, så er jeg begyndt at vågne op ud i skoven og jeg ved ikke hvordan at jeg er kommet derud - Vanessa Maria Graham. (Cira Clement)

Min far blev myrdet, dræbt fordi han forsøgte at beskytte en anden mand og hans lille barn. Så derfor er jeg vokset op uden ham, og det har lagt et enormt ansvar på mine skuldre, som jeg næsten ikke har lyst til at bære. Jeg er altid vred den dag, på alt og alle, men mest på min far, fordi at han forlod mig. - Darius Aiden Logan. (Astridll)

En Movella skabt i samarbejde mellem Cira Clement og Astridll :) Vi håber at i vil tage godt imod den og at i kan lide den :D

28Likes
30Kommentarer
4131Visninger
AA

31. Darius: I skal ikke tænke på det er mit hjem i indvadere

 

”Godmorgen.” Mumlede jeg søvnigt, og trak Vanessa længere ind til mig.

Siden hun var vågnet havde jeg ikke sluppet hende af syne… eller det havde jeg ikke siden hun blev skudt, jeg havde nærmest vogtet over hende. Jeg turde ikke lade hende gå udenfor lejligheden, og hvis mine øjne ikke så på hende blev jeg nervøs. Derfor havde det været lidt svært at sove, og til sidst var vi blevet enige om bare at ligge i min seng. Jeg kunne holde om hende og sove trygt, og jeg tror også hun havde det sådan.

Vanessa vendte sig om på siden, og kiggede mig ind i øjne.

”Godmorgen.” Hviskede hun, og smilede til mig.

Vi kom begge to ud af sengen, selvom jeg sagtens kunne have ligget der længere.

Jeg forlod hurtigt værelset med mit tøj, så Vanessa kunne få lidt privatliv til at skifte, selvom det gjorde ondt helt ind i hjertet at hun var i et andet lokale. Jamie havde for to dage siden kørt over til hendes hus, med Hank, og taget noget af hendes tøj. Vanessas mor var ikke hjemme, og anede intet om hvad der forgik. Hun havde været her i to uger snart tre, og jeg havde ikke tænkt mig at lade hende gå, foreløbigt.

Jeg stod og lavede morgenmad da hun kom ud. Jamie havde valgt tøj til hende, og havde ikke taget nogen af hendes hættetrøje med. Man kunne derfor se hvor tynd hun var, hvilket ikke var et behageligt syn. Hver gang blev jeg nervøs, og overvejede hvordan jeg bedst muligt kunne få hende til at spise. Når hun kun havde en langærmet trøje på, kunne man tælle ribbenene. Jeg havde dog fået hende til at spise en del, og hun så ikke helt så tynd ud som i starten.

”Er det æg og bacon?” spurgte hun glad, og gik tættere på.

Jeg nikkede, og skulle lige til at tage panden af komfuret, da døren gik op.

”Hej Hej turtelduer!” råbte en velkendt stemme fra gangen, og den her dag var ved at blive pinlig.

Hele flokken kom stormende ind i min mors lille stue, og den virkede lige pludselig mindre. Jamie sendte mig et bredt grin, og kunne næsten ikke lade være med at grine.

”Jeg prøvede at stoppe dem, men de ville se jer begge.” forklarede han, og stillede to indkøbsposer på bordet. Jeg kiggede ned i dem, og så de havde købt ind til mere æg og bacon. Der så dog ud til at værre til tyve personer her.

”Ryk dig fra komfuret Darius.” Sagde Royce og kiggede på Vanessa. ”Jeg håber Darius hundeæde har været til at spise… han kan brænde selv en gryde vand på.”

Det fik hele flokken til at flække af grin, og i dag måtte være gør-Darius-til-grin-foran-kæresten-dag. Vanessa kiggede på mig og smilede, og jeg gik væk fra komfuret.

Royce åbnede med det samme en bakke æg, og begyndte at sætte pander frem. De andre rykkede sig væk så han havde plads, og jeg smilede for mig selv. Royce havde nogen meget sære hobbyer, og gik helt vildt op i design og mode. Udover det kunne han også lave mad, og hvis hun var der lavede han altid maden.

De andre begyndte at rykke vores spisebord længere ud, og finde ekstra stole. Jeg trak hurtigt Jamie til side, på mit værelse.

”Behøvede I absolut at komme fuldtalligt?” sagde jeg, og var en smule vred. Jeg havde lidt håbet at få Vanessa for mig selv i dag, men den drøm var spoleret. Drengene havde ikke kun købt morgenmad, men også frokost og aftensmad… jeg slap ikke af med dem før i nat.

”Flokken ville se dig.” Forsvarede Jamie. ”Du har ikke været i skolen, og de har været helt afskåret fra dig. Desuden ville de gerne se hvordan du boede… de har trods alt ikke været her i fire år.”

Det sidste havde han ret i. Jeg havde gjort alt for at holde dem væk fra mit hjem, da det var der jeg normalt havde fred for dem. Jamie var den eneste der normalt var her. Al kontakt var forgået hjemme ved dem, eller i skoven.

”Fint.” sagde jeg opgivende, og kiggede ind i stuen.

Vanessa gik og dækkede bord med Jude, og jeg vidste at de havde en del til fælles. Vanessa tegnede, og det gjorder Jude også. Så de var sikkert i gang med at diskutere, hvilken årgang blyanter der var bedst. Jeg var dog ikke jaloux, og var bare glad for at de to kunne blive venner. Jeg bemærkede at Terry havde sin guitar med, og vidste at alle snart blev udsat for jazzmusik. William og Tyson stod og rodet ved sofaen, og tog hurtigt min koncentration.

”Seriøst Darius, læser du stadig den her?” Spurgte Tyson, og stod med mit eksemplar af de tre musketerer. Der var ingen grund til at sige de bare skulle føle sig hjemme, det gjorde de af sig selv.          

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...