Run With Me

Min far blev myrdet da jeg var lille, og på samme dag som jeg har fødselsdag. Min mor flytter tit, og derfor skifter jeg også tit skole. Som om det ikke er slet nok, at jeg startede på en ny skole på min fødseldag, så er jeg begyndt at vågne op ud i skoven og jeg ved ikke hvordan at jeg er kommet derud - Vanessa Maria Graham. (Cira Clement)

Min far blev myrdet, dræbt fordi han forsøgte at beskytte en anden mand og hans lille barn. Så derfor er jeg vokset op uden ham, og det har lagt et enormt ansvar på mine skuldre, som jeg næsten ikke har lyst til at bære. Jeg er altid vred den dag, på alt og alle, men mest på min far, fordi at han forlod mig. - Darius Aiden Logan. (Astridll)

En Movella skabt i samarbejde mellem Cira Clement og Astridll :) Vi håber at i vil tage godt imod den og at i kan lide den :D

28Likes
30Kommentarer
4119Visninger
AA

28. Darius: Det er jo torsdag i morgen

 

”Har hun det bedre?” Spurgte Jamie over telefonen.

”Ikke rigtig.” Hviskede jeg bekymret, og kiggede en ekstra gang på Vanessa.

Det var tre dage siden jeg havde opdaget, hvad båndet i virkeligheden kunne udrette. Hendes vejrtrækning var derefter blevet mere stabil, men ellers var intet sket. Hun var tynd som et siv, og ribbenene kunne tælles på hende. Hank havde sagt hun skulle have tid, men han var ikke engang læge, og jeg vidste ikke helt hvor meget jeg stolede på ham med det.

”Hun vågner sikkert snart.” sagde Jamie trøstende, men det føltes ikke sådan (måske fordi det var over en telefon)

”Jeg ved ikke.” Mumlede jeg, og klemte Vanessas hånd en ekstra gang. ”Burde hun ikke være vågnede… tre dage… det bare…” Prøvede jeg, men vidste ikke hvordan jeg skulle sige det. I virkeligheden var jeg bare nervøs, men det behøvede Jamie ikke få at vide en gang til.

”Bare vent og se...” Sagde Jamie meget optimistisk. ”I morgen er det jo torsdag.”

”Hvad sker der torsdag?” Spurgte jeg nygerrigt.

”Egentlig ikke noget, men det kunne være du fik det bedre af at få det at vide.” Sagde han drillende.

”Hvis du havde været her, havde du fået et slag i maven!” sagde jeg surt, og lagde røret på.

Han havde bare prøvet at gøre mig glad, eller i det mindste til at få mig til at grine. Han havde dog valgt den forkerte metode, og det ville jeg minde ham om næste gang jeg så ham. Vanessa lå i min seng, og jeg havde ingen anelse om hvad jeg skulle gøre. Båndet hjalp, men feberen var udenfor dens rækkevidde. Hank havde været her for at kigge i dag, men han kunne intet gøre ved det. Jeg turde dårligt forlade hende, af skræk for hun ikke var i live bagefter.

Hank havde gudskelov nogen kontakter, som havde tilbudt min mor et job… sådan i den anden ende af landet, det næste stykke tid. Ellers kunne det være rigtig sjovt, når hun fandt en nøgen pige i ens seng, og hendes ansigt stod klart for mig allerede.

”Darius…”

jeg kiggede med det samme på Vanessa, og håbede med hele hjertet hun var vågnet. Hele min krop var vakt til live, men hun talte kun i søvne. Jeg så det dog som et godt tegn, og var glad for der ikke var andre i lejligheden, som hørte det.

”Hvor er Darius?” Mumlede hun spørgende, og vendte og drejede sig.

”Jeg er her.” Sagde jeg blidt, og strøg noget hår til side. Hun må dog ikke have hørt mig, for hun fortsatte bare.

”Jeg vil bare have Darius.” Mumlede hun, og en tåre flød ned af kinden på hende. ”Før jeg mødte ham… hver dag var… det var bare en dag. Jeg tog i skole, og blev mobbet hjem.” Mumlede hun, og knugede meget hård om min dyne. ”Min mor var ligeglad, og så bare den anden vej… Da jeg begyndte på skolen var det ligesådan… Men så kom Darius. Jeg havde nærmest besluttede mig for at begå selvmord… verden var bare ikke et sted for mig, jeg var parat. Alle de gange folk har drillet mig, og kaldt mig grim… de gjorde at jeg bare ville væk. Jeg sad der i matematiktimen, og var ved at gøre mig selv til grin, fordi ingen ville arbejde sammen med mig…”

Vi kendte begge den historie, og jeg tog hendes hånd. Jeg mærkede en trykken ved brystet, og fandt ud af jeg var ved at græde.

”Han sagde kun fire ord… det vil jeg gerne… hvem skulle have troet det kunne redde mig da… indtil da havde jeg svømmet rundt i havet, uden at finde land… jeg havde opgivet, men så, så jeg en klippe… Darius er min klippe. Jeg er intet uden ham, og jeg vil heller ikke være noget.” hviskede hun, i sin febervildelse.

Der løb tårer ned af mine kinder, og jeg havde lyst til at fortælle hende at de fire ord, de skulle være kommet meget før, men jeg havde noget andet der var vigtigere.

”Du er noget Vanessa… du er alt for mig, og du skal aldrig være alene igen.”

jeg afgav det løfte den dag, og jeg ville aldrig bryde det siden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...