Run With Me

Min far blev myrdet da jeg var lille, og på samme dag som jeg har fødselsdag. Min mor flytter tit, og derfor skifter jeg også tit skole. Som om det ikke er slet nok, at jeg startede på en ny skole på min fødseldag, så er jeg begyndt at vågne op ud i skoven og jeg ved ikke hvordan at jeg er kommet derud - Vanessa Maria Graham. (Cira Clement)

Min far blev myrdet, dræbt fordi han forsøgte at beskytte en anden mand og hans lille barn. Så derfor er jeg vokset op uden ham, og det har lagt et enormt ansvar på mine skuldre, som jeg næsten ikke har lyst til at bære. Jeg er altid vred den dag, på alt og alle, men mest på min far, fordi at han forlod mig. - Darius Aiden Logan. (Astridll)

En Movella skabt i samarbejde mellem Cira Clement og Astridll :) Vi håber at i vil tage godt imod den og at i kan lide den :D

28Likes
30Kommentarer
4132Visninger
AA

27. Darius: Den røde fugl

 

”Vanessa…” Mumlede jeg grådkvalt, og tog hendes hånd.

Jeg havde hurtigt løbet gennem skoven, og hen til Hanks bil med hende, men jeg var bange for det allerede var for sent. Hendes hjerte bankede ude af takt, og hende vejrtrækning var uregelmæssig. Hun lå i min seng nu (hvilket vidst var ved at blive en vane) og jeg følte mig magtesløs.

”Kom tilbage Vanessa…”Prøvede jeg, men hun havde lukket øjne, og jeg talte nærmest til en død person.

”Du bliver nødt til at fokusere på båndet:” sagde Hank hårdt, og kiggede op på mig et øjeblik, for så at koncentrere sig om hendes skulder igen.

”JEG ANER JO IKKE HVAD JEG SKAL GØRE!” Skreg jeg i hovedet på ham.

Hank ignorerede mig dog totalt, og min pis var meget tæt på at komme i kog. Han syede dog bare videre, og efter det sidste sting, lagde han nålen fra sig.

”Når du har et bånd med nogen… så er du ikke bare forelsket, du er mere end det. At se hendes smil bliver lige pludselig vigtigere, end om du lever i morgen. Hendes stemme vil lyde som klokker i dine øre, uanset hvordan andre hører den. Når andre ser hende udenpå, så vil du kun se det indeni. Du ville stikke en kniv i dit hjerte, bare det sidste du så var hendes ansigt. Din egen lykke betyder ikke noget mere. Bare hun er lykkelig, så er du også. Båndet gælder begge veje, og hun vil føle det samme. Det vil være jeres anker til livet, når den ene falder holder den anden fast. Du bliver nødt til at forstille dig det, dit eget personlige bånd. Det er ikke sikkert det er sådan det vil se ud ved Vanessa, men det er din del af båndet, og lige nu skal du bruge det. Luk øjne.” Hviskede han.

Jeg gjorde som han sagde, og til at starte med var der sort. Jeg klemte en ekstra gang Vanessas hånd, i et håb om hun mærkede det. 

”Forstil dig farven det har, eller dets mønster, er det en kæde… eller af silke.” Hviskede han

Jeg så et bånd for mig, det var flettet af silke, men der var mange forskellige farver. Den måde det var flettet på dannede et mønster. Først en fjer, en flamme af ild, et træ, og musik noder. Det var vidunderligt smukt at se på, og farverne var en blanding af rød, gul, orange og grøn.

Forbi det fløj en fugl, som var helt rød. Det var en af de små fugle man ser sidde i parkerne, men den her var bare smukkere. Den fjer skinnede, og dens øjne var en blanding af blå og grønne.

Den tabte en fjer på vejen, og da den landede var den kulsort. Alt dens farve var forsvundet, og tilbage var den sorte farve.

Jeg kiggede efter fuglen, og opdagede at den havde båndet bundet rundt om benet. Den fløj dog længere og længere væk, og båndet blev tyndere og tyndere.  Om lidt ville det være helt opløst, og jeg ville stå tilbage med resterne. Når fuglen fløj længere væk, blev dens fjer også sorte, og dens yderste fjer var allerede ved at skifte.

Jeg prøvede at kalde på den, men den lyttede ikke. Jeg ville have den tilbage, hvor den var smuk og i sikkerhed, men den ville ikke lytte.

Jeg prøvede at trække i båndet, men så gik det bare mere i opløsning.

Til sidst sagde jeg fire ord… fire ord jeg skulle have sagt for længe siden. Jeg skulle have sagt dem hver dag, og blevet ved med at gentage dem. Jeg havde bare aldrig sagt det, og det her var sidste chance.

Vanessa jeg elsker dig.

Det var som om båndet blev tykkere, og længere. Det skød fra mod fuglen, og fuldendte det der ellers ville gå i stykker. Samtidig kunne jeg mærke det skyde gennem mine fingre, og ind i hendes.

Fuglen vendte sig om mod mig, og begyndte at flyve tilbage. Dens fjer blev mere og mere røde, og til sidst landede den foran mig.
Jeg havde aldrig følt mig mere lykkelig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...