You Make Me - One Direction

Nathalie er søster til den verdenskendte Niall Horan. Hun ser ham ikke som en engel, ligesom alle andre - med andre ord: Hun hader ham. Han er dog ikke den eneste i gruppen hun ikke kan holde ud, hendes eks. Harry Styles er nemlig også set som den perfekte, men i hendes øjne er han langt fra. Han knuste hendes hjerte "ved en fejl", han var hende utro. Da hun så bliver tvunget til at bo hos drengene fra One Direction, falder hele hendes verden sammen. Harry er knust over hans dumdrigstige fejl, og vil gøre alt for at hun ville tilgive ham. Nathalie har ikke lyst til at have en eneste samtale med Harry, men føler sig tiltrukket af ham... Han var den største fejltagelse hun havde gjort, hun kunne ikke få sig selv til at stole på ham igen - kunne hun?

10Likes
5Kommentarer
1375Visninger
AA

5. Useless

Useless

”Du kan jo ikke blive, vi aner ikke hvad du finder på!” Zayn kiggede lidt skuffet på mig, og Louis sukkede og tilføjede ”Vi kan jo ikke regne med hende..” Sagde han, og kiggede endnu engang på mig. Jeg kiggede bare flabet på ham ”Du skal overhovedet ikke bestemme!” Drengene var på vej til en prøve til deres Tour, selvom det var sent på eftermiddagen og de skulle ikke regne med at slæbe mig med. Jeg tog ikke med, uanset hvad de sagde. Jo, de kunne muligvis ikke regne med mig, men jeg havde det fint, jeg kunne godt passe på mig selv. Jeg gad ikke sidde i flere timer i et studie, eller hvor henne de end øvede. Jeg gad ikke være sammen med dem! Ikke et sekund længere! ”I får mig ikke med uanset hvor meget I ber’” Min stemme var hård, og de kiggede opgivende på mig. Godt, det passede mig fint. ”Du har opbrugt alle chancer, og der er absolut ingen tilbage, hvis du er væk når vi er tilbage!” Niall kiggede med hårde øjne på mig, og vendte sig om, og gik ud af hoveddøren. Drengene fulgte efter ham, og døren smækkede efter dem. Jeg gik langsomt ovenpå, og satte kurs mod den anden ende af gangen, Harrys værelse.

Jeg åbnede døren hårdt, den ramte væggen med en høj lyd. Jeg spejdede rummet for mine muligheder, og værelsets gemmesteder. Jeg gik mod den rodede seng, Harry var ikke typen der gad bruge tid på rengøring. Ofte gjorde de andre drenge det for ham, forkælede møgunge. Der lugtede alt for meget af Harrys parfume, det hang stærkt i luften, jeg fik en irriterende hjemve. Hvorfor var det han fyldte så meget? Han var den største idiot, hvorfor kunne jeg så ikke ryste alt der havde noget med ham at gøre, ud af hovedet? Det gav et ubehageligt sug i min mave, og jeg følte mig svimmel. Jeg rystede på hovedet, og virkeligheden kom tilbage. Jeg kiggede under sengen, men der var ikke andet end støv, men det var der til gengæld nok af. Jeg gik mod hans kommode, men den var også ”ædru”. Jeg sukkede træt, jeg gad ikke gå at lede, det var spild af tid. Jeg åbnede hans skab, men der lå kun alt hans tøj. Jeg rodede det igennem, men lagde det pænt på plads igen, så han ikke skulle opdage noget. Han store, grå sweater lå foldet fint på hylden, og jeg følte igen mig hjerte slå et slag over. Det var den han havde lånt mig, han havde givet den til mig, efter jeg frøs en aften. Han havde lagt den nederst i bunken, nok for ikke at støde på den igen. Hvorfor betød han så meget? Hvorfor betød jeg så meget for ham? Org, det irriterede mig, men jeg gad ikke tænke på ham, han havde ødelagt så meget, og jeg kunne ikke lade ham gøre mere harm. Men hvor havde de gemt den alkohol? Jeg gik tilbage nedenunder, i et hurtigere tempo. Jeg åbnede alle skabende, uden held. Drengene plejede at have et lager i skabet, i hjørnet, men det var helt tomt. De havde kun tømt det for min skyld, og det kunne de godt have sparet sig. Det var latterligt, jeg ville finde det før eller siden. Jeg sukkede, og satte igen kurs mod drengenes værelser. Jeg ledte Nialls igennem, ingenting. Han havde ikke efterladt mig et eneste spor af sprut. Zayn havde en flaske med gammelt bund savl, så den lod jeg stå. Louis var heller ikke hel ren, han havde en halv flaske stående i hjørnet af skabet, og jeg tog hurtigt et par slurke, og tog den med. Liam havde heller ingenting. Ej, hvor var de tarvelige! Jeg gik tilbage til Harrys værelse, fast besluttet på, han var den skyldige ejer af skatten. Igen ledte jeg det igennem, i alle hjørner, bag alle møbler, instrumenter, ALT. Hans hylder var fyldt med noder og bøger. Jeg åbnede lågen til hans natbord, og stirrede bare på en bog der stod oprejst, og hans bilnøgle lå ved dens side. Jeg kiggede hurtigt tilbage, og lukkede hånden om nøglen, og lagde den i lommen. Jeg trak i skuffen til natbordet, og spærrede øjnene overasket op. En alt for stort bunke kondomer lå deri. Var det bare hvis ’det pludselig skete’, eller ’skete’ det faktisk tit? Var det fordi hans forbrug var så ekstremt..? EJ! Nej! Ikke Harry! Jeg følte en svag rysten, og blev pludselig nervøs. Jeg tog en håndfuld af dem, og holdte dem stramt. Så smed jeg dem, med alle mine kræfter på jorden. Jeg tog resterne fra skuffen, og lod den stå åben. Jeg løb hysterisk nedenunder, og smed dem for enden af trappen. Tårerne pressede sig på, men det var spild af væske. Harry fortjente ikke mine tåre, han fortjente ikke noget fra mig! Jeg satte mig rasende ind i hans bil, og startede den, uden at vide hvor jeg ville hen. Da jeg kom forbi et diskotek var jeg ikke i tvivl. Bildøren smækkede hårdt efter mig, og jeg måtte se godt efter, for ikke at snuble i mørket. Festen var godt i gang derinde, og alle de festglade mennesker føltes allerede, som en støtte. Jeg banede mig hen mod dansegulvet, og dansede med en høj fyr, med blondt hår. Hans brune øjne fangede min opmærksomhed ret hurtigt, han havde søde øjne. Han virkede som en sød fyr, en man kunne betro sig til. Han havde et fast greb om mine hofter, og smilte sødt. Efter lang tid med dans og fyrer, satte jeg mig op til baren, og fik noget at drikke. Alkoholen prikkede dejligt alle vegne, det bredte sig med en skøn følelse. Jeg drak alt for meget, og jeg kunne mærke, det ville føre til konsekvenser. Det gav kun situationen et skub, da en lidt for bekendt fyr satte sig ved siden af mig, lidt for tæt. ”Hej! Lang tid siden? Men jeg ved stadigvæk ikke hvad du havde forestillet dig Nathalie, sådan at stikke af…?” Hans hoved nærmede sig, og mine muskler var alt for spændte at røre sig. Stemme var alt for bekendt.

ZAYNS SYNSPUNKT: Jeg vågnede, og kiggede rundt i værelset. Mine øjne åbnede sig langsomt, og jeg rakte ud efter min iPhone, der lå ved min side. Klokken var kun lidt i ni, og alligevel følte jeg mig udhvilet. Det var lidt for tideligt, at vågne, men der var ingen store chancer for at sove igen, også selvom det ellers ville være skønt. Jeg rejste mig, og gik ud på gange, Harrys snorken var tydelig, og jeg smilte svagt. Jeg var træt, men ikke træt nok til at irritere ham lidt. Jeg åbnede døren, og råbte et meget højt ”WAKE UP SWEATHEART!” Det gav et sæt i mig, da jeg trådte ind. Der lå spredt kondomer over det hele, hva’ fanden..? Altså, hvis jeg ikke tog meget fejl, havde vi alle nærmest faldt omkuld da vi kom indenfor. Vi havde ikke orket noget, og var gået direkte i seng. Hvorfor lå de over hele hans gulv? Jeg løb mod ham, han sov stadig. Jeg hoppede op på sengen, og ruskede irriterende i ham. Han udstødte et irriteret ”Gå væk..” og lagde sig om på den anden side. Jeg rev dynen af ham, og han fór op, for at tage den. Jeg hev den væk, og holdt den i min favn. Jeg tog et skridt væk fra sengen, og smilede stort til ham. Jeg var lige ved, at snuble over bunken af kondomer, og trådte endnu et skridt væk. Hans opmærksomhed blev fanget af dem, da jeg trådte på dem. ”Hva…?” Han kiggede spørgende på mig. ”Ja, du skal ikke se på mig, det er dit værelse, og tydeligvis dit forbrug.” Jeg grinte af ham, og han rødmede en smule. ”Zayn, hvad er der lige sket?” Harry kunne ikke lade være med at grine, men kiggede alligevel undrende på mig. ”Harry, du burde styre dit sexliv..! HAHA!” Mit grin var højt, jeg smed dynen på ham og forlod rummet. Louis stod midt på hans værelse, uden andet på, end et par bukser. Han var i gang med at tage en hvid trøje på, da han så mig, og sagde godmorgen. ”Godmorgen” svarede jeg glad, og gik videre hen til Liam. Han lå og strakte sig i hans seng, og smilede til mig. ”Godmorgen Liam” Sagde jeg til ham, og smilte. Niall lå i sengen, på siden og kiggede på sin mobil. Han kiggede op, og smilte stort, ”Hey Zayn!” hans glade stemme var rar. ”Hey Niall! Godmorgen!” Sagde jeg. ”Har du vækket de andre?” Spurgte han. ”Yes I have” svarede jeg, men ændrede mit svar, ”Eller, Nathalie har jeg ikke tjekket.” Nialls smil forsvandt en smule, men han var stadig glad. ”Jeg går lige ind til hende” Sagde jeg hurtigt. Da jeg nåede hendes dør, skulle jeg til at banke på. Men den kolde luft der strømmede ud, forneden af døren, der frøs mine tær, var ikke til at tage fejl af. Alligevel bankede jeg en enkel gang, og åbnede. Jo, gardinerne blafrede og vinduet var sat i hak, og der var ingen blond pige i nærheden…

NATHALIES SYNSPUNKT: Hans arm lå over min krop, det gav et sæt i mig, da det var gået op for mig, hvor jeg var. Jaydens krop var alt for tæt på min, og jeg trak mig væk fra ham. Hans øjne åbnede af bevægelsen ”Godmorgen smukke”, sagde han, og smilte. Nej… Hvad havde jeg gjort. Konsekvenser havde der tydeligvis været nok af. Jeg rejste mig fra sengen, og klædte min nøgne krop på, så hurtigt jeg kunne. Jayden satte sig op, og kiggede træt på mig. ”Ej, gå ikke allerede, du kan ikke stikke af sådan Nal!” Jeg kiggede væk, og tog et skridt mod døren, og åbnede den. Jayden var på vej op, det fik mig til at skynde mig hen mod hoveddøren. Han nåede mig, og greb fat om min arm, ”Nal..” ”Slip!” Sagde jeg hårdt, og kiggede på hans hånd. Han rørte sig ikke, hvilket kun førte til min stemme hævede sig, ”Jayden, SLIP!” Jeg åbnede døren, trak min arm til mig, og smækkede døren hårdt, lige i hovedet på ham. Jeg satte mig ind i bilen, og kørte hjem. Hvordan kunne jeg være så dum? ORG, Niall ville dræbe mig! Hvorfor havde jeg ikke bare lyttet til ham? Bare denne ene gang… Mine øjenlåg var tunge, jeg sukkede træt, og anede ikke hvad jeg skulle stille op med mig selv.

Jeg kørte ind i indkørslen, og steg roligt ud af bilen. Jeg nåede ikke andet end at låse bilen inden hoveddøren smækkede, og en irriterende råben begyndte. Niall gik med hurtige skridt mod mig, mens han nævnte min sidste chance, at jeg ikke kunne passe på noget, jeg var ikke til at stole på, og at jeg var belastende. Han stoppede få meter fra mig, og så bekymret og vred ud. Jeg rullede med øjnene. ”Hvis jeg er så belastende, hvorfor valgte du så at lade mig bo her? Jeg har ikke bedt om det, jeg har ikke lyst til det! Du gør det heller ikke nemt for mig…” Jeg vidste ikke hvor jeg ville hen med det. Hvorfor sagde jeg ham imod? Det var bare dårlige undskyldninger. Hvad var der med mig? Jeg forstod ikke mig selv længere, hvorfor gemte jeg mig? Hvorfor gemte jeg sandheden væk? De kendte den alle sammen, de var alle udmærket klar over, hvad der var sket i nat, så hvorfor pakke det ind? Det næste han sagde, kom bag på mig. Det var som om han vidste hvad jeg tænkte, at han faktisk forstod mig. ”Nathie, du er ikke dig selv, det kan alle se. Du behøver ikke pakke det ind, kan du ikke bare være ærlig? Det er så svært at finde ud af hvem du er, men samtidig er det så nemt.” Jeg kiggede overraskende på ham, og havde for en gangs skyld, ingen anelse om hvad jeg skulle svare. Normalt ville jeg altid have en barsk kommentar liggende, men der var ingen. Det var som om, han i et kort sekund faktisk forstod mig. ”Nal, du kan komme til os, selvom du aldrig ville drømme om det.” Jeg blev rørt, af det han sagde. Det var så sødt og kærligt, præcis som Niall. Han var den søde, nuttede, cute og følsomme. Han var bare speciel. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, og kunne ikke kontrollere mine følelser. Jeg gik mod ham, og gav ham et langt kram. Hans smil var så overbevisende. Det var som om, en svag følelse kom tilbage for Niall. Som om en kærlig følelse svømmede tilbage til mit hjerte. Men hvad skulle det til for? Så han kunne skubbe mig væk igen? Så han ville være ligeglad med mig, efter dette år? Det kunne jeg ikke lade ham gøre, eller lade mig selv gøre. Jeg måtte ikke falde i fælden, og opgive min facade, han ville bare såre mig endnu mere, og det havde jeg ikke selvtillid til. Jeg skubbede let til ham, og trak mig væk. Hans blik var såret og skrøbeligt, og han skulle til at sige noget, men jeg gik bare hurtigt op mod døren, inden jeg selv ville afsløre et blik, jeg ville fortryde.

Jeg sad i min seng, ryggen mast op af puden. Min hånd skrev elegante ord og bogstaver ind i min dagbog. Hvad var det jeg følte? Skulle jeg lade Niall komme tæt på mig? Lade drengene hjælpe mig, som de så gerne ville? Jeg var alt for bange for at det ville koste, og blive til konsekvenser. Jeg havde ikke råd til at føle sorg pga. dem igen, det havde jeg ikke nosser til. Jeg vidste godt jeg var bange, jeg var dum og latterlig, men jeg kunne ikke lukke dem ind. Det ville gøre 100 gange mere ondt, end det gjorde første gang, hvis de glemte mig. Jeg sukkede, og snøftede en sidste gang, og tørrede en tårer væk i frustration. Arg, hvad var det jeg skulle gøre? Harry var stadigvæk knust, der var gået halvandet år, det var alt for lang tid at være nede over en pige. Jo, Harry faldt hårdt, når han faldt for en pige, men han måtte komme over det før eller siden. Eller skulle jeg tilgive ham? Men hvorfor? Han havde ødelagt stort set alt, og han fortjente ikke at blive tilgivet. Jeg var så forvirret, så fortabt i et stort sort hul. Jeg sank en klump i halsen, og rystede på hovedet. Dagbogen blev lagt på plads, også blyanten. Stille og roligt lagde jeg mig ned, og faldt fredfyldt i søvn.

Jeg vågnede med et skrig der rungede højt i rummet. Min puls var hurtig, min vejrtrækning gjorde ondt. Mit blik fangede mit eget i spejlet på væggen til venstre for mig. Sorte linjer flød ned over mine kinder. Mit mareridt var stadig tydeligt, jeg hadede dem! Jeg rystede og græd, og tænkte ikke på andet end drømmen. Det var ikke bare noget tilfældigt jeg drømte og havde mareridt om, det var gamle minder, alle mine gamle, frygtelige minder. Det var alt det skrækkelige i mit liv, jeg drømte om, alt det jeg hadede, og aldrig igen ville opleve, men mine mareridt gjorde det muligt. De voldtægter jeg havde været ude for, var alt for tydelige, alt for tæt på min sjæl. Det gjorde fysisk ondt igen, præcis som det havde gjort dengang. Jeg kunne ikke bære tanken om det, jeg ville gøre at for ar glemme det. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle bære mig ad, med at leve et normalt liv. Jeg levede et liv bag løgne, jeg var rettere sagt, en løgn. ”I’m a joke.” En forfærdelig én af slagsen. Jeg gøs ved tanken, og tørrede mine øjne. Hvordan skulle jeg nogensinde slippe af med mine mareridt? Var det plantet inden i mig, og ville blive til evig tid? Jeg ville ikke kunne klare minderne køre igennem mit hoved dag og nat.

Jeg fik et chock ved lyden af døren der lynhurtigt blev åbnet, og en bekendt skikkelse viste sig. Hans kropsbygning var tydelig, at kende, hans vejrtrækning var bekendt. Harry stod og kiggede på mig, men satte sig så i sengen, i den anden ende. ”Hey, er du okay?” Hans stemme beroligede mig en smule. Men jeg havde ikke brug for hans hjælp, jeg havde ikke lyst til at være så tæt på ham. Min vrede bredte sig igen, og minderne viste sig for mine øjne. ”Jeg har ikke brug for dig, jeg har det fint, tak!” Sagde jeg hårdt igen, men det var tydeligt, jeg mente det modsatte. Jeg sad og græd foran ham, jeg havde brug for al den hjælp han kunne give, jeg havde det langt fra fint, jeg havde det af helvede til. Jeg vidste jeg ville hade mig selv senere for at fortsætte med at græde, ingen skulle se mig græde. Det var en alt for personlig ting, den skulle ingen andre end mig opleve. ”Hold nu op, jeg vil så gerne hjælpe dig, fortæl mig hvad der skete.” Hans sukkersøde stemme var ikke til at benægte, og pludselig havde jeg sagt det hele, hver en detalje om mit mareridt. Jeg havde fortalt alt for meget. Hans stemme var så påvirkende på mig, jeg kunne ikke modstå den dybe og hæse klang det gav i værelset. ”Harry, tak” Min stemme knækkede over, og det resulterede kun til flere tårer. Jeg følte mig så svag. Jeg var så svag, jeg kunne ikke kæmpe imod, det gjorde et hårdt indtryk på mig. Jeg var ikke en der opgav, men jeg følte mig som en. Det var forkert, alt for forkert, jeg måtte ikke give slip på alt det jeg havde kæmpet for så længe, nemlig min facade. Den skulle side stramt om mit ansigt, ikke trække en mine, være ligeglad med alt. Men alligevel trak alle de følelsesladede ting til. Det var meningen jeg skulle kunne stå imod, ikke tænke på dem, glemme dem helt, men det var ikke tilfældet.

Jeg mærkede Harrys stærke arme om mig, hans hud brændte mod min. Hans beroligende bevægelse fik mig til at glemme omverdenen, og savne ham. Jeg savnede hans arme om mig, jeg savnede hans ånde så tæt ved mit øre, jeg savnede hans smil til mig, jeg savnede følelsen af at være holdt af og holdt om. Jeg savnede Harry. Det gik op for mig hvor slemt det var, hvor meget mit hjerte bankede for Harry. Blodet blev pumpet ud i kroppen, som en varme, det skete sjældent. Jeg var som blevet til sten, en kold, hård sten. Jeg havde ingen følelser, ingenting jeg reagerede på, jeg var ligeglad med alt, endda mig selv. Harry lænede sig op af muren, han sad helt henne ved mig. Hans mave mod min ryg, hans ben på hver side af mig, hans hoved han let hvilede mod min skulder, hans kind mod min. Det var så savnet, så rart. Følelsen var ubeskrivelig, men varm. Det varmede alle muskler i mig, jeg fik følelser igen. Hans læber rørte blidt min kind, og tårer strømmede ned. Hvad skulle jeg gøre? Jeg var så knust, men jeg savnede alt det han gjorde. Jeg var så splittet i situationen. Jeg anede ikke hvilken side af mig selv jeg skulle vælge. Han lagde sine hænder på mine om min mave. Jeg sad og snøftede i Harrys favn, det var så langt ude, så forkert, men jeg kunne ikke bevæge mig. Jeg var ikke stærk nok, det han gjorde, havde så stor effekt på mig. ”Jeg har savnet dig så utrolig meget…” Harry rørte på sig, og vendte hovedet og så på mig. Det var dér det gik op for mig, at det var min stemme der havde sagt det, at det var kommet ud af min mund. ”Jeg savnede dig siden den dag du tog af sted, der er ikke gået en dag uden jeg har tænkt på dig.” Jeg pustede ud, da jeg fandt ud af, jeg holdt vejret. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, jeg var løst i en umulig situation. ”Jeg, Harry, jeg ved ikke hvad jeg skal sige, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, jeg er så splittet, alt har vendt sig om, ingenting giver mening længere.” Han gav mig et kram bagfra, han holdt tæt om mine skuldre og vuggede mig i hans arme. ”Nal…-” Jeg drejede hovedet lidt, men kunne ikke se ham ordenligt. ”-.. Jeg elsker dig, bare husk på det” Hans orde gjorde mig mundlam, min kæbe ramte næsten jorden, hvorfor vidste jeg ikke. Jeg vidste det jo godt, det var ikke nogen overraskelse. Det var det der var så tydeligt, hvordan kunne det så påvirke mig så meget? Jeg vendte min krop om mod ham. Mine arme bevægede sig mod ham, nærmest i slowmotion. jeg knugede ham ind til mig, jeg savnede hans kram.

Jeg ved ikke hvor længe vi sad sådan, det føltes som verdenen udenfor stoppede, at vi var midtpunkt. Han trak til sidst dynen over mig, og så over ham. Vi lå tæt, hans skulder var få millimeter fra min. Varmen i min krop var så dejlig, så uvirkelig. Alt virkede uvirkeligt. Han lå så tæt på, og jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre. Skulle jeg tilgive ham, og fortælle ham hvordan jeg havde det, eller skulle jeg lade ham bære rundt på følelsen præcis som han burde?

Hans hånd bevægede sig langsomt op af min side, og rakte ind under min oversize T-shirt. Han lagde den på min mave, og tegnede små cirkler. Han vidste hvor meget jeg nød det, hvor stor en effekt det var på mig. Jeg elskede, at blive nusset, og Harry vidste hvad han skulle gøre. Jeg lukkede øjnene, og det gik op for mig, hvor lang tid det var siden jeg havde smilt. Det var som en kæmpe lettelse at kunne det. Jeg vendte mig om på siden, samtidig med ham, og kiggede ham dybt i øjnene. Jeg skulle til at sige noget, da hans hånd bevægede sig længere op under min trøje…

------ I må meget gerne LIKE den! Det ville betyde vildt meget!!! KYS! -----

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...