You Make Me - One Direction

Nathalie er søster til den verdenskendte Niall Horan. Hun ser ham ikke som en engel, ligesom alle andre - med andre ord: Hun hader ham. Han er dog ikke den eneste i gruppen hun ikke kan holde ud, hendes eks. Harry Styles er nemlig også set som den perfekte, men i hendes øjne er han langt fra. Han knuste hendes hjerte "ved en fejl", han var hende utro. Da hun så bliver tvunget til at bo hos drengene fra One Direction, falder hele hendes verden sammen. Harry er knust over hans dumdrigstige fejl, og vil gøre alt for at hun ville tilgive ham. Nathalie har ikke lyst til at have en eneste samtale med Harry, men føler sig tiltrukket af ham... Han var den største fejltagelse hun havde gjort, hun kunne ikke få sig selv til at stole på ham igen - kunne hun?

10Likes
5Kommentarer
1375Visninger
AA

8. Once Again

Once Again

NATHALIES SYNSVINKEL: Jeg forstod ikke hvorfor, de ikke kunne lade mig være? Jeg kunne lige se Harrys krøller ude i gangen, og Nialls skikkelse. Jeg brændte for at vide, hvad de snakkede om, men Zayns grin forhindrede mig i det. Men jeg ville ikke virke interesseret, jeg hadede at virke desperat. Folk skulle ikke kunne tyde mig, vide hvad jeg tænkte. Alligevel vidste Harry alt! Han burde ikke vide noget! Det skulle være ham, der vidste mindst! Mine følelser var mit top hemmelige, derfor burde han være nysgerrig efter at vide det, og ikke tyde alt, endda før mig. Jeg kunne ikke holde ud, at føle mig lille, og ikke at vide hvad Harry tænkte, eller vidste. Det gjorde mig nervøs.

Harry trådte et skridt ind i køkkenet, hans blik holdt mit. ”Nal..” Han lavede en bevægelse med hovedet, som tegn på, at det nu var os der skulle snakke. Niall gik forbi mig, og smilte kort. Med spændte skridt, gik jeg mod gangen. Han stod lænet op af muren, han så lækker ud. ÅRH STOP! Hvad var det for nogle tanker der gik igennem mit hoved? Harry var ikke lækker, ikke længere, ikke længere i mine øjne. ”Vi skal ud og shoppe.” Sagde han kort. Jeg løftede øjenbrynet, og så med åben mund på ham. ”Hvad, os?” Nikkede, og så mod trappen, som sagde han, at jeg skulle skynde mig at klæde om. I stedet stirrede jeg på hans tydelige brystmuskler, gennem den tætsiddende, hvide trøje. Han tydede det, og så opgivende på mig. Det var ikke meningen, jeg skulle tjekke ham sådan ud, desuden havde han helt sikkert kun taget den på for min fornøjelse. Han rakte ud efter min skulder, men jeg skubbede den væk. ”Jeg tager dig på en shoppetur, please tag med!” Hans bedende stemme var ikke til, at modstå. Jeg tog mig selv, i at nikke til ham. Jeg vidste ikke hvad han ville, til gengæld kunne man se i hans øjne, at han havde planlagt alt, ned til den mindste detalje.

HARRYS SYNSVINKEL: Jeg sad og kørte. Stilheden var ikke til, at holde ud. Hun sagde intet, hun sad bare og kradsede gammel neglelak af. Jeg vidste ikke hvad der gik af hende, jeg vidste ikke hvad hun tænkte, og det irriterede mig. Jeg burde vide hvad hun tænkte! Jeg hadede, ikke at have de informationer jeg havde brug for, sådan noget irriterede mig. Hun drejede hovedet, men den forkerte retning, ud mod vejkanten. Hendes lys hår faldt ned over hendes skulder, så det dækkede hendes ansigt. Jeg kunne ikke holde ud, ikke at se hendes gudinde ansigt. Det var støbt så perfekt. Det lyse hår, der altid var flot og sundt, hendes læber der altid var skønne og fyldige, hendes øjne, der blinkede og glimtede, hendes kindben, der var flot markerede og viste hendes attitude. Pludselig vendte hun opmærksomheden mod mig, og så mig i øjnene. Hvis det ikke var fordi jeg kørte, havde jeg aldrig taget øjnene af hende igen. Hun åbnede munden, og sagde kraftigt: ”Kan du ikke love mig noget?” Hendes pause var ikke lang nok til, jeg kunne svare. ”Vil du ikke nok droppe dine følelser for mig?” Overrasket og forskrækket, så jeg ned på rattet. ”Vil du ikke nok komme over mig?” Hun bad mig kommer over hende. Vidste hun egentlig hvad hun spurgte om? Vidste hun hvad hun krævede? ”Jeg ved ikke hvad du regner med, mine følelser er for dominerende.” Jeg sagde det meget lavt, men det lød til, hun fik det med. Hun rystede på hovedet, og så igen væk. Hun havde en irriterende effekt på mig, hun vidste jeg hadede, når hun så væk. Jeg kunne ikke tage, at hun vidste det. ”Jeg ønsker bare, du vil komme over mig” ”Jeg KAN ikke Nal! Jeg kan ikke droppe mine følelser, jeg kan ikke holde dem inde! Jeg elsker dig jo for helvede..” Hun så ligeud. Hendes mund faldt åben, og lukkede sig igen. Med den ene hånd, tog hun fat i håret, og lagde det hele over på den ene skulder, så jeg igen ikke kunne se hendes ansigt. Hun gemte noget. Hun vidste, at hendes facade var knækket, at den ikke længere kunne dække 100 %. Der flød følelser og hemmeligheder ud gennem den revne, jeg havde fået lavet. Hun så derefter frustreret på mig. Jeg holdt øjnene på vejen. ”Harry!?” Hendes stemme var skinger, og jeg var næsten bange for, at se hende græde igen. ”Jeg elsker dig ikke! Jeg gider dig ikke, og jeg kan ikke holde smerten ud, der følger, hver gang du rører mig!” Jeg vidste det. Mit hjerte bankede langsommere. Hun elskede mig ikke, men hun savnede mig. Det var negativt, det var hårde ord, men jeg blev nød til, at se på den lyse side. Jeg fik hende til at gå i panik, være frustreret. Jeg havde så stor en effekt på hende, og hun kunne ikke tage det. Det gjorde ondt på hende, at være i mit selvskab, men kun fordi hun savnede det, og ikke ville indrømme det. Hun kunne ikke holde orden i siden følelser, den ene side brændte for mig, den anden havde lyst til, at kaste op på mig. Jeg forstod - overraskende nok – godt begge sider. Det var tydeligt, hun havde svært ved, at holde fingrene fra mig, samtidig, kunne hun brække sig når som helst, jeg havde jo såret den følsomme side af hende.

Jeg tog hendes hånd, og holdt den stramt. Hun reagerede med det samme, og så på sin hånd, og derefter på mig. Jeg kiggede hende i øjnene. ”Du må ikke komme over mig!” Jeg anede ikke hvad det skulle til for, som om det havde en effekt på hende, at jeg sagde det til hende endnu engang. Hun var helt sikkert træt af det. Hun trak sin hånd til sig, men af ren refleks holdt jeg den fast. ”Please..?!” Det blev kun til en hvisken. Hun rystede på hovedet, og jeg så en tåre trille. Jeg lod hende rive hånden til sig, af forskrækkelse. Hendes øjne var vrede, men hendes ansigt viste sorg. Hun så ikke på mig. Hendes iPhone kom til syne, hun låste den op med koden 5683. Jeg kendte den godt. Sammen stavede de til LOVE. Vejen fik et hurtigt blik, før jeg igen vendte opmærksomheden mod hendes mobil. Hendes perfekte fingre trykkede på den grønne knap, med en hvid telefon. Hun bladrede igennem listen, og da jeg så, hun trykkede på navnet Niall, rev jeg telefonen ud af hånden på hende. Hendes forskrækkede øjne ændrede sig og blev vrede. ”Så giv mig den dog!” Råbte hun, og rakte ud efter den. Jeg trak den væk fra hende, og tættere på mig selv. ”Hvad vil du med den?” Spurgte jeg, selvom det var ret åbenlyst. ”Jeg vil faktisk gerne hjem, tak! Men du forhindrer mig i at ringe!” Man kunne ikke kalde hendes stemme glad, langt fra. ”Jeg gør mit bedste, jeg prøver med alle mine kræfter, at hjælpe dig. Lad mig nu! Bare en kort shoppetur?” ”Hvorfor skulle jeg rende rundt i et center med dig, en hel fucking formiddag?” ”Fordi det kunne være det var hyggeligt okay?!” Min stemme var hård, det var forkert. ”Fordi, Nathalie.. Det kunne måske hjælpe dig. JEG kunne måske hjælpe dig.” Hun så ud af ruden. Hun kørte lynlåsen på sin jakke op og ned tusindvis af gange. ”Jeg har ikke brug for din hjælp.” Mumlede hun. Jeg tog fat om hendes hofte, hun reagerede med det samme. Jeg vidste, at hun indeni var ved, at gå amok, når jeg stramt holdt dér. ”Jo du har, og du har brug for at brænde penge af på dig selv”. Hun sukkede stædigt, men gik alligevel med til det.

”Harry!” Nathalies stemme lød igen fra prøverummet. ”Hm?” Det var meget trættende at shoppe, det havde jeg ikke lige regnet med. ”Hvordan sidder den?” Hun vendte sig rundt, så hun stod med ryggen til mig, og så mig i øjnene i spejlet. ”Wow! Virkelig godt Horan!” Fuck, hun lignede jo en million. Hun stod dér, med et smil på læben, og drejede rundt i en virkelig flot kjole, med et par dyre stiletter. Hendes figur passede perfekt til kjolen, men det gjorde alt, stort set. Hendes krop var bare vidunderlig smuk. Jeg kunne ikke styre mine bevægelser, og tog fat på hendes hofter bagfra, og trak hende ind i et kram. Hun stod lidt og skulle overveje, hvad der var sket, inden hun drejede rundt i mine arme, og stod med front mod mig. Hendes øjne kiggede ud gennem forhænget, og hun trak det helt for. Langsomt rettede hun øjnene op mod mig igen, og hendes silkebløde hånd kærtegnede min kind. I en kærlig bevægelse, tegnede hun en streg fra min kæbe og ned langs min nakke. Min krop skælvede. Roligt tog jeg hendes hage, og trak den tættere på min. Hendes læber var bløde mod mine, og hun kyssede blidt igen. Jeg kunne ikke helt styre mig, og kom til, at lyne hendes kjole ned. Det var ret forkert, men jeg gjorde det bare. Hendes fingre, var at mærke ved mine bukser, og lyden af lynlåsen der var gået op, fik mig til at stivne. Jeg smilede i kysset, og det smittede af på hende. ”Hey, ikke her..” Hviskede jeg stille, og kyssede hende en sidste gang, inden jeg gav slip om hende. Jeg trak mine bukser på plads, mens jeg smilte. Hendes smile var vidunderligt, jeg kunne ikke få nok. Hun begyndte at grine, og jeg så ned. En træls bule lige mellem benene afslørede alt for meget. Mine kinder blev pink, og jeg så på hende. Hun så stadigvæk derned, og grinte. ”Du må vidst hellere styre den dér!” Sagde hun grinende, mens hun skubbede mig ud af prøverummet. Jeg kunne ikke være mere glad for, jeg ikke havde valgt et par strammere bukser. Jeg trak den lidt ned, og prøvede at gemme bulen. ”Fantastisk..” Tænkte jeg, men grinte lidt for mig selv. Hun kom gående ud gennem forhænget det sekund, med kjolen over armen, og hendes taske over skulderen. ”Den er vildt flot på dig!” Sagde jeg overbevisende, og smilte ned til hende. Hun så mig i øjnene, og sagde så, ”Ja, men den er dyr!” og viste mig prisskiltet. ”Jeg har sagt jeg betaler Nal!” Jeg vidste ikke hvor mange flere gange, jeg skulle sige det. ”Du kan ikke betale alt for mig, selvom jeg gerne vil have det, og sukkede. Hun så på kjolen, og hendes øjne afslørede, at hun forfærdeligt gerne ville have den. Jeg tog mit kort op af pungen, og gik hen mod kassen. Nathalies blik så opgivende, men alligevel fulgte hun efter.

Hun tog min hånd mens vi gik langs parkeringspladsen. Hun satte sig ind, og jeg lukkede døren efter hende. Jeg satte mig ind i den anden side, og smed min mobil hen til hende. ”Ring og spørg om vi skal købe ind, Niall er helt sikkert sulten.” Jeg blinkede til hende, og et smil bredte sig over hele hendes ansigt. ”Der er kode på Harry?” ”LOVE..” sagde jeg lavt, pinlig kode Harry.. Hun så lynhurtigt hen på mig. ”Det… Det er min også..!” Sagde hun, og jeg følte en brik falde på plads i mit hjerte.

Jeg hørte telefonen ringe, og Nialls stemme var tydelig. ”Harry? Køb noget mad med hjem!!” Jeg grinte højt. ”Jeg sagde det jo!” Sagde jeg hurtigt til Nathalie. ”Øhm, hej Niall! Det er Nathalie, men ja vi skal nok købe ind på vejen.” ”Hvor er Harry?” Niall lød lidt forvirret. Nathalie holdt min iPhone op til mit øre, og jeg råbte ind i den: ”HEEER NIALL!!” Nal smilte sødt, og snakkede videre med Niall om hvad vi skulle spise.

NATHALIES SYNSVINKEL: Jeg havde aldrig troet, at mit humør kunne blive så godt i Harrys selvskab igen. Jeg havde ikke troet, at dagen ville have været så god. Min hånd skrev ”Harry Styles” overalt på den ene side i min dagbog. Jeg bladrede, og skrev øverst:

My Prince Charming

Harry Edward Styles. Han brune, krøllede hår får min mave til at slå kålbøtter. Hans grønne øjne får mig til, at se regnbuer og drømmeland. Hans hvide smil, får mine kinder til, at rødme. Hans berøringer, får min krop til, at skælve af glæde. Hans varme hud mod min, giver mig lyst til, at græde af glæde. Hans blide kys, får mig til, at ville stoppe tiden. Hans måde at tænde mig på, får lysten 100 % op i mig.

Jeg lagde det lille stykke papir af et bogmærke ind i bogen, og lukkede den så. Jeg sad og så lidt på forsiden. Den havde en grønlig farve, og der stod i en flot skrift øverst: Nathalie Horan. #STAY OUT. Jeg havde skrevet det for et år siden, da jeg havde købt den. Det var en ganske almindelig bøg, og hvis ikke det var for alle de små hjerter og kyssemunde, eller overskriften på forsiden, ville enhver have troet, det var en normal bog.

Jeg nåede lige, at gemme den i skuffen i kommoden, inden jeg så mod døren, der langsomt blev åbnet. Niall stod og så på mig. ”Sov godt søs!” Sagde han. ”Jamen, godnat Niall.” Sagde jeg uden et eneste ansigts udtryk. Jeg var godt klar over, det pissede ham af, jeg smilte til Harry og ikke ham, og lige denne gang var det ikke min mening at såre ham. Jeg kunne bare ikke helt styre mit ansigt uden min facade, den havde efterladt mig på bar bund, uden et eneste spor af hjælp. Men han blev stående. ”Hvad skete der egentlig, da I var nede at shoppe?” Hvad spurgte han lige om? Han havde med vilje sendt os derned, for at snakkede tingene igennem. Mit privatliv, ikke hans! ”Vi har snakket igennem Niall!” Snærrede jeg af ham. Han tog et skridt tættere på, han prøvede at komme tættere på mig rent psykisk. Men jeg lukkede kun folk ind jeg stolede på, hvilket beviste hvorfor jeg ikke havde lukket en eneste sjæl derind. ”Vil du ikke nok fortælle mig hvad der sker? Hvad du tænker..?” Hans øjne søgte svar, han borrede dem ind i mine. Jeg løftede det ene øjenbryn, kun for at irritere ham. ”Nal, c’mon! Hvad sker der mellem dig og Harry? Er han pludselig okay igen?” Han skulle bare slet ikke blande sig! Ikke i noget som helst. Hvorfor skulle han vide det? Hvorfor ville han vide det? Spørgsmålene irriterede mig. Kunne han ikke blande sig uden om? ”Det går fint Niall!!” Mine hårde ord, fik hans øjne til, at se opgivende på mig. ”Jeg vil det bedste for dig Nathalie.. Kun det bedste.” Sukkede han, og vendte ryggen til mig, og lukkede roligt døren i. Jeg havde lyst til at smide et eller andet, men min telefon, der var tættest på, ville ikke være den bedste mulighed. ÅRG! Var alle brødre så omsorgsfulde og kærlige? Jeg vidste godt han ville mig det bedste, jeg kunne bare ikke tage det til mig, jeg havde så svært ved, at optage kærlighed. Jeg kunne ikke tage stilling til kærlige følelser og den måde man havde et sammenhold, et godt forhold.

Sveden piplede frem på min pande. Mit hjerte bankede af sted. I en forfærdelig, chokeret bevægelse, satte jeg mig op. Jeg skreg stadig. Min mund lukkede sig, da det gik op for mig. Hurtigt smed jeg dynen af mig, og så ned af min krop. Mit mareridt var stadig alt for klart, spejlklart. Jeg ønskede det ville forsvinde, at det ville flyde væk, og aldrig komme tilbage. Voldtægts drømme var ikke det jeg søgte, jeg hadede dem! ”Du fortjener det her! Du fortjener smerten!” Ordene gav genlyd i mit hoved. Minder, som jeg ville gøre alt for, at slippe af med, sad limet til min nethinde. Tårerne flød ned af mine kinder, smerten var der næsten ligeså fysisk, som psykisk. Jeg følte den: præcis som jeg huskede den, præcis som drømmen havde udtrykket den som. Mine mareridt var den eneste grund, jeg aldrig ville glemme mine minder. Det var det eneste sted de lev videre. Mine mareridt var det eneste, der forhindrede mig i at glemme minderne.

Efter, jeg var kommet nogenlunde til mig selv, og havde lagt vågen tre en halv time, var jeg kvæstet. Men jeg ville ikke lukke øjnene i igen. Jeg vidste drømmende ville komme tilbage, og hjemsøge mig. Jeg kunne ikke klare det. Jeg så endnu engang hen på min toilettaske, der stod i hjørnet. Jeg havde så stor en lyst til, at spise en sovepille, eller to, eller tre… Der lå meget stærke sovepiller og meget stærke smertestillende deri. Jeg vidste godt hvor stor en effekt de havde på min krop, hvor farlige de var, hvor meget de kunne skade – jeg havde allerede skadet min krop pga. dem en gang. Det var dengang alt havde set sort ud, kulsort ud.

Jeg huskede hvordan ingenting gav mening i den tid, ingenting hang sammen. Alt kæmpede omkring mig, alt kæmpede indeni mig. Alt var revet fra hinanden, mit hjerte føltes, som var det også ved at blive revet tværs igennem. Jeg havde tænkt alle muligheder igennem, alle positive, alle negative sider. Selvmord virkede i den periode, som den eneste mulighed. Men der var forskellige måde at ende et liv, jeg græd hver gang jeg tænkte på det. Jeg havde gået alt for langt, men lysten var der stadigvæk. Jeg vidste, jeg for lang tid siden var gået over stregen, men trangen til, at ende alt var fristende. På det tidspunkt havde jeg til sidst gjort det, og jeg huskede det alt for klart, men prøvede at gemme det væk, smerterne var ikke til at beskrive, jeg ville ikke huske dem. Jeg havde haft det ene forsøg, og det var mislykkedes. Jeg havde flere gange været meget tæt på, at tage mit liv, jeg havde prøvet det én gang og haft selvmordstanker hunrede gange – alle slags.

Jeg kunne ikke ligge i min egen seng længere, jeg måtte ud af værelset, det vækkede for mange minder. Jeg blev nød til, at komme ud derfra. Jeg tænkte ikke klart, kun på at sove et andet sted. Jeg havde brug for tryghed, men det fik jeg ikke lige meget hvor jeg tog hen. Ville drengene mon lade mig sove hos dem? Jeg havde brug for en ved siden af mig. Jeg fik hverken krælighed, omsorg eller noget, det var jeg godt klar over, men jeg havde brug for at vide, der ikke var andre end ham og mig i værelset. Men hos hvem af dem? Niall var helt klart ikke en mulighed, han var så på tværs og ville vide alt! Harry skulle ikke føle, at jeg var påtrængende, at jeg havde brug for hans hjælp, han skulle ikke tro, at jeg var afhængig af ham. Han var bare et ’NO GO’! Zayn snorkede, det ville få mig til at ligge vågen, derfor var han et godt valg. På den måde behøvede jeg ikke, at anstrenge mig i ikke, at sove. Jeg blev enig med mig selv, at hvis jeg spiste to piller, ville smerten måske være forholdsvis væk, og hvis Zayn var der, kunne det være jeg havde lettere ved at falde til ro, både indvendig og udvendig. Harry havde hjulpet med det, sidst jeg vågnede skrigende. Han vidste hvor betryggende jeg følte det, når han lå ved min side.

 

*DET VILLE BETYDE VILDT MEGET HVIS I VILLE LIKE DEN!!*

*Eller skrive en kommentar!!*

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...