You Make Me - One Direction

Nathalie er søster til den verdenskendte Niall Horan. Hun ser ham ikke som en engel, ligesom alle andre - med andre ord: Hun hader ham. Han er dog ikke den eneste i gruppen hun ikke kan holde ud, hendes eks. Harry Styles er nemlig også set som den perfekte, men i hendes øjne er han langt fra. Han knuste hendes hjerte "ved en fejl", han var hende utro. Da hun så bliver tvunget til at bo hos drengene fra One Direction, falder hele hendes verden sammen. Harry er knust over hans dumdrigstige fejl, og vil gøre alt for at hun ville tilgive ham. Nathalie har ikke lyst til at have en eneste samtale med Harry, men føler sig tiltrukket af ham... Han var den største fejltagelse hun havde gjort, hun kunne ikke få sig selv til at stole på ham igen - kunne hun?

10Likes
5Kommentarer
1411Visninger
AA

3. Nutid

Nutid

Efter flyet var landet, stod jeg i lufthavnen og fik med det samme øje på min overperfekte storebror Niall, Louis og Zayn. Alle tre stod og smilede venligt, jeg stirrede bare koldt på dem. Vagten, der havde været med i flyet, for at være sikker på jeg kom med, sagde kort farvel. Uden at kigge på ham, nikkede jeg bare kort. Hvor var det træls, at have en til at følge mig tilbage til Hollywood. Jeg ville gøre alt for at flygte et sted hen, men der var ingen vej at flygte. Langsomt gik jeg mod drengene, og deres velkommende smil irriterede mig. Lidt for hurtigt blev afstanden mellem os alt for kort. Zayn trak mig ind i et lidt for tæt kram, jeg var ærlig talt rimelig træt af ham. Niall smilede, og sagde, han glædede sig til at være sammen med mig, at han havde savnet mig. Han havde helt sikkert det modsatte! Ham, savne mig, tsk. Efter at have skubbet mig væk, havde han i hvert fald signaleret det modsatte. Han var altid så venlig og stille, inderst inde ventede han garanteret også på de 12 måneder blev overstået, hurtigst muligt. Louis smilede et dødirriterende smil, som om han var dominerende, og perfekt, og det var han tydeligvis for tusindvis af teenagepiger, lige på nær mig. Jeg havde så mange blandede følelser i min krop, og jeg manglede desperat noget at drikke. Jeg manglede desperat at føle besvær med balancen, og mærke alkoholen snurre i mit blod. Den eneste måde jeg hurtigst muligt skulle få fat i noget, var hvis jeg slap væk. Nervøst kiggede jeg hurtigt ud over lufthavnen, og søgte mine muligheder. Jeg strammede mit greb om min taske, og satte derefter i løb mod udgangen. Mit navn blev råbt adskillige gange, og jeg hørte deres stemmer lige bag mig. Et hårdt greb om min arm, fik mig til at stoppe. Louis grinte irriterende af mig, og sagde ”Jamen hej! Vi fik slet ikke hilst på hinanden, jo!” Hvor han så derefter trængte mig ind i et akavet kram. Hans vejrtrækning var hurtig, og jeg kunne mærke hans hjerte slå hurtigt. Jeg prøvede at trække mig væk fra ham, men hans greb om mig var for stramt. ”Louis, slip mig” Sagde jeg koldt. Han grinte endnu en gang, han var allerede ved at irritere mig grænseløst, og der var kun gået 10 minutter. 12 måneder blev lang tid. Alt for lang tid! ”Kom” Sagde Louis, og skubbede mig let mod udgangen. ”Louis, slip mig!” Min stemme hævede sig. Hvorfor skulle han være så irriterende? Han svarede ikke, så endnu engang trak jeg mine arm til mig, igen uden held. Niall så såret ud efter jeg var begyndt at løbe. Han var så følsom ih og uh og åh. Drama… Sjovt, det var det alle tænkte om mig, men det var bare ikke gået op for folk, at det var den perfekte storebror. Det var som om, alting var min skyld. Louis fortsatte med at skubbe til mig. Til sidst skubbede han hårdere. ”Så slip mig dog!” Sagde jeg en del højere. Igen ignorerede han mig. Jeg følte vreden brede sig i min krop. Vi var nået langt ud på parkeringspladsen, og Nialls bil kunne ses tydeligt lidt længere henne. Jeg ville væde med Louis ikke gav slip før jeg sad inde i bilen. ”Jeg kan godt gå selv!” Råbte jeg af ham, da bilen kun var få meter fra os. Jeg rev min arm til mig, med al min kraft, og endelig lykkedes det. Zayn åbnede smilende døren, og kiggede derind, som tegn på, jeg skulle sætte mig ind. Jeg skulede bare kort til ham, og kiggede hurtigt bag mig, men så Louis alt for tæt på til at løbe. Der var ikke mange muligheder, og da han tog endnu et skridt mod mig, havde jeg ikke andet valg. Niall sad allerede foran, og lige efter hoppede Zayn ind ved siden af ham. Nialls øjne fangede mine i bakspejlet, og hurtigt kiggede jeg ud af ruden i stedet for. Zayn rullede vinduet ned, da Louis stod ude foran det. ”Jeg kører bag jer.” Sagde han, og noget andet, jeg ikke helt fik med.

Vi kørte i tavshed, 13 minutter var gået. Jeg turde ikke tænke på hvor pinefuldt det ville være at bo sammen med selveste One Direction fyrene et helt år. Især ikke når jeg sad og talte minutter allerede nu. Rødt lys efter rødt lys i lyskrydsende, fik ikke ligefrem tiden til at flyve af sted. Jeg ville gøre alt for at slippe væk. Jeg tænkte alt igennem. Hvordan kunne jeg komme ud af bilen, ud af dette helvede? Zayn og Niall sad og fyrede jokes af, og grinte fjollet. Ubevidst smilte jeg, men stoppede straks, da det gik op for mig.

Jeg kunne ikke klare det, jeg trængte til at få lov, at glemme alle mine minder og tanker. Jeg savnede afslappelsen af alkohol så utrolig meget. Niall begyndte langsomt at bremse, da lyset på det næste lyskryds var blevet gult. Zayn sagde igen noget sjovt, Niall havde rimelig optur over, og dér så jeg min chance. De sad begge og grinte vildt højt, og da bilen holdt stille, åbnede jeg lynhurtigt døren, og løb så hurtigt jeg kunne ind mellem de små gader i siden af vejen. Da jeg lige var drejet om hjørnet, hørte jeg Nialls bange skrig ”NATHALIE!”. Det sagde mig ingenting, så jeg skyndte mig videre. Det der med det samme opfangede min opmærksomhed, var en bar, lige foran mig. Jeg satte mig ind, jeg havde så stor trang til noget, noget stærkt, noget der ikke behøvede at smage godt, men bare ville få min krop til at slappe af. Jeg bestilte det ene efter det andet, indtil jeg kunne mærke alkoholens virkning, og så en til, og endnu en. Da jeg besluttede mig for at drikke en sidste, og skulle til at tage om glasset, blev det taget for næsen af mig. ”Hvad fanden laver du…” Sagde jeg højt, men min tone blev hurtig lille. Jeg stirrede op i hans blå øjne, og hans irriterende smil kom frem på hans læber. ”Så er det vidst nok for i aften Nathie.” Sagde Louis tilfreds. ”Stop med at kald mig det!” Råbte jeg af ham. Jeg rakte ud efter glasset, men han tog i stedet selv en slurk. Han kneb øjnene sammen, lavede en grimasse, og kiggede overaskende på mig, som hvis han spurgte hvordan jeg kunne drikke noget så hæsligt. Men det var bestemt ikke noget jeg ligefrem synes var sjovt, og især ikke fordi jeg havde købt den, eller hey…! Jeg slog ud med armene for at bevise, jeg var ligeglad, og sagde så ”Fint, så betaler du bare, Louis!” Jeg løb hen til døren, og hørte Louis bande for sig selv, inden han råbte mit navn. Jeg kiggede kun kort tilbage, og smilede tilfreds, måske var han så dum som jeg regnede med. Dér var det, jeg løb ind i en muskuløs krop, det var tydeligt at mærke, jeg skulle lige til at smile, men det gik op for mig, at det ikke var en tilfældig, men endnu et fjols. Zayn trak mig med udenfor, og Louis kom lige efter. Niall var på vej hen mod os. Han så chokeret ud, det var tydeligt han var bange. Louis kiggede surt på mig, og Zayn holdte mig alt for tæt. ”Slip mig” Sagde jeg med sammen bidte tænder. ”Slip mig nu!” Gentog jeg i den samme, kolde tone. Jeg lagde mine hænder mod hans muskuløse bryst, og prøvede desperat at skubbe mig væk fra ham, men han gav sig ikke. ”Zayn, slip nu” Jeg gad ikke kigge på ham, jeg gad ikke kigge på nogen af dem. De var så røvirriterende alle sammen, og jeg forstod ikke hvorfor de gad blive ved. Jeg trykkede igen mod Zayns brystkasse. I løbet af et split sekund fjernede jeg hænderne fra hans overkrop, og lagde dem i stedet om hans ansigt.

ZAYNS SYNSPUNKT: Det hele var gået så hurtigt. Hun var blevet ved med, at trykke mod min overkrop, hvor begge hendes hænder var placeret. Så uden nogen advarsel, holdte hun pludselig om mit ansigt, og trykkede hendes læber mod mine. Det hele gik så hurtigt, at jeg chokeret slap hende, og stod forvirret tilbage, mens hun fór væk fra os. Jeg fattede ikke hun havde brugt de midler, og jeg fattede ikke hvorfor jeg var faldet for dem. Det var ret klart, jeg havde givet slip uanset hvad, da jeg ikke lige havde lyst til at kysse hende.

Der gik alt for lang tid, inden det var gået op for os, hvad der var sket, og irriterende var hun allerede ude af syne inden vi overhovedet var startet med at løbe efter hende. Hvorfor skulle hun gøre sådan et stort nummer ud af det? Hvorfor kunne hun ikke bare opføre sig normalt, og være glad for at komme? Jeg var allerede ved at være træt af hende, men jeg var ikke vred, hvilket overaskede mig en hel del, efter hun lige havde kysset mig uden nogen relevant grund.

Ret hurtigt fandt vi hende igen, hun gik i et raskt tempo, 100 meter fremme. Vi satte i løb igen, og da vi nåede op til hende, greb Louis endnu engang fat i hende. Niall havde ikke sagt meget, og hans øjne afslørede, han var skuffet. ”Louis, slip mig.” Sagde hun hårdt til ham. ”Kan du ikke bare PRØVE at opføre dig normalt? Bare lidt voksent?” Sagde han surt, og sukkede. ”Kan du ikke bare lade mig være?” Snappede hun igen. Niall rystede på hovedet, og kiggede op på mig. Han var meget træt af al den drama. Louis sukkede endnu engang, og trak Nathalie med hen til bilen, der ikke stod langt væk. Han havde fat om begge hendes arme, og hun fortsatte med at vride sig, men Louis gav sig ikke. Jeg gik lige bag dem, med Niall ved min side. Han kiggede kun ned i jorden, og sagde ingenting. Det var faktisk ret trist. Da bilen kun var få meter væk, kom tre skrigende piger styrtende mod os. Jeg smilte pludselig et stort smil til pigerne, der med det samme råbte om vores autografer og billeder. Niall grinte også lidt, og sagde derefter et stille ”Selvfølgelig”. Louis smilte til dem, og gav slip på én af Nathalies arme. Hun tog det tydeligvis som en mulighed til flugt, og snurrede rundt, og løb -for anden gang i dag - ind i mig. Jeg kunne ikke lade være med at grine, da jeg let skubbede hende ind i bilen. Pigerne gjorde hele stemningen en del lettere, så det ikke var helt så stramt og træls det hele.

NATHALIES SYNSVINKEL: Skrigende piger var det sidste jeg gad, og alligevel havde de reddet mig fra Louis’ arme i få sekunder. Jeg sad og kiggede surt ud af ruden. Zayn havde sat sig ind i bilen, og Niall startede den lige efter. Jeg havde ikke lyst til at være sammen med nogle af drengene i mere end tre sekunder mere. Men alligevel skulle jeg sidde i bilen 20 minutter endnu, med hele to af dem. Jeg kunne mærke alkoholen forsigtigt forsvinde. Suset var alt for hurtigt ovre. Det gjorde mig ikke ligefrem gladere. Jeg ville bare gerne hjem så hurtigt, som muligt. Eller, det var vel drengenes hjem. Det kæmpe hus, med massere af ’fancy’ og dyre møbler, der alle var virkelig fede, men det hang overhovedet ikke sammen. Det var faktisk ret sødt, de havde bare købt hvad der var pænt, uden at tage hensyn til, om det passede med resten. Huset var utrolig stort, med en hel del soveværelser ovenpå. Drengene havde et hver, og der var adskillige gæsteværelser til rådighed også. Men selvom drengenes værelser, der var 100 % identiske, var de komplet forskelligt indrettet. Deres forskellige interesser og gamle ting fra deres barndom, var presset ind mellem deres plader og instrumenter. Jeg vidste, jeg ville få gæsteværelset for enden af gangen, præcis som jeg plejede. Der var et værelse imellem, og så var der Nialls værelse, Zayns, Harrys, Louis’ og til sidst Liams. Tanken om at sove på samme etage med Harry var til at brække sig over. Bare tanken om, at være i det samme hus som Harry, gjorde jeg fik en let kvalme. Jeg ville ikke se ham, aldrig i mit liv ville jeg se ham igen. Men jeg vidste, det kun var et spørgsmål om minutter, inden jeg ville se hans ansigt. Se ham, der gjorde mig så ulykkelig, så knust, og ødelagde mit liv, så alt blev vendt på hovedet.

Niall drejede bilen ind i indkørslen, og motoren var knap nok blevet slukket, før jeg var ude. Jeg skyndte mig, så meget som muligt. Jeg skulle ind af den dør, uden nogen lagde mærke til det. Nej, faktisk bare uden Harry lagde mærke til det. De andre havde vel allerede bemærket det. Jeg åbnede døren i en voldsombevægelse, og lod den stå åben, Zayn og Niall skulle vel også ind, og Louis for den sags skyld. Med faste, lange skridt nåede jeg trappen, og løb op af den, og gik mod venstre, og nåede gangens slutning. Jeg fik lige slået døren op, inden jeg hørte en svag knirken fra en af de andre døre, og jeg fór ind. Døren blev smækket lige bag mig, og jeg smed min taske i hjørnet, og smed mig på den, fine og redte seng. Jeg lukkede øjnene hårdt i, og sukkede dybt. Med rolige bevægelser, fiskede jeg min iPhone ud af jakkelommen, eller det var vel nærmere end cardigan. Det var jo midt om sommeren, så en jakke ville ikke ligefrem være passende. Jeg var iført en stropløs sommertop, i mørkeblå, mine sorte, korte shorts, en rosa cardigan, og mine brune, læder sandaler. Mit lange, lyse hår, jeg havde glattet, hang løst over min ene skulder. Jeg sad lidt og kiggede mig i spejlet der hang på væggen. Min makeup lå, som forventet godt, men jeg havde ikke troet det lå godt, efter al den tid, jeg havde brugt på at løbe tideliger i dag. Dét spejl havde jeg selv købt, sådan jeg altid havde noget der mindede om hjemme, da jeg var her. Før i tiden, var jeg taget hjem til drengene i ferier, fordi jeg jo savnede dem. Så nogle gange, savnede jeg bare også at være hjemme, så jeg købte spejlet selv, og dekorede det.

Det bankede kort på døren, og af ren refleks kiggede jeg derhen. Liams ansigt kunne ses i døråbning, og han trådte en skridt ind, og smilte til mig. ”Hej! Godt at se dig igen!” Jeg kunne ikke lade være med, at trække i smilebåndet. Jeg nikkede til ham, og kiggede lidt rundt i værelset. ”Har du brug for noget?” Spurgte han venligt. ”Nej, det går.” Sagde jeg bare, og stirrede ned på min taske. ”Har du brug for hjælp til at pakke ud? Jeg er sikker på, en af drengene vil hjælpe dig med at pakke ud hvis det er?” Hans venlighed smigrede mig, og jeg kunne simpelthen ikke lade være med at smile til ham. Han var den eneste af drengene jeg faktisk gad høre på. Jeg rystede let på hovedet, og sagde et lavt ”Nej, ellers tak.” ”Okay så, men du siger til.” Sagde han smilende. Da jeg kiggede op på ham, sådan rigtigt, så jeg lige det jeg havde frygtet. Harrys krøller var tydelige, lige bag Liams hoved. Harry havde hørt og set på os hele tiden. Harry havde set mig smile. Han havde hørt min stemme. Han fortjente ikke at se mig eller høre mig nogensinde igen, med mindre, jeg var vred på ham, og det var jeg. Jeg gad ikke kigge på ham, jeg fik kvalme af det. Mit blik ændrede sig med lynets hast, og mine øjne blev fyldt med vrede. Jeg kunne ikke holde ud, at være så tæt på ham. Han var en foræder, én der havde svigtet mig. Han var den der havde betydet mest for mig i lang tid, og nu var han den der betød mindst. Jeg undgik Liams blik, og stirrede med mine vrede øjne, lige ind i Harrys, der havde vist sig i skyggen. De var ikke særlig tydelige i mørket, men alligevel kunne jeg se de grønne øjne se såret tilbage i mine. Jeg råbte af mine lungers kraft, jeg råbte at han skulle skride, at han bare skulle skride helt ud af mit liv, og at jeg aldrig ville se ham igen. Jeg fik sagt Harry, så der ikke var nogen misforståelse. Det var jo ikke Liam jeg ville have til at skride ud af mit liv. Men Liam måtte gerne lige give mig et lille pusterum, og lade mig være lige i øjeblikket.

Harry så forskrækket på mig, og hans øjne blev fyldt med vand. Liam kiggede lidt såret på mig, og lukkede derefter stille døren. Jeg gad ikke se Harry nogensinde igen, han fik mit indre til at føles som smadret glas, der rev alting op, som fik alt til at gøre ondt igen, præcis som det havde gjort førhen. Harry havde ødelagt alt imellem os, og det vidste han godt. Der var ingenting han kunne gøre ved det, men det eneste jeg kunne gøre ved det, var aldrig igen at begå den fejl, aldrig igen ville jeg stole på ham.

 

LOUIS’ SYNSVINKEL: Vi var kommet hjem, mit humør var ikke ligefrem i top, og det gjorde det ikke bedre, at Liam kom ned 10 minutter efter, og sagde, at hverken Nathalie eller Harry ville spise med. Nathalie havde jeg faktisk heller ikke regnet med, ville spise med, men jeg havde haft et lille håb om, vi kunne få snakket bare lidt. Men da Liam derefter nævnte Harry, vidste jeg ikke hvad jeg skulle sige. Han havde grædt ubeskrivelig mange gange, siden han havde været Nathalie utro. Han havde været så nede over det han havde gjort. Jeg måtte indrømme, jeg heller ikke var helt ren, jeg var jo med til at gøre det surt for ham. Jeg havde ingen anelse, hvad der havde gået igennem mit hoved, da jeg havde stået ved Nathalies side. Jeg vidste ikke hvorfor jeg havde holdt med hende, og slet ikke når Harry var den tætteste af alle drengene. Jeg havde været ret stiv, da jeg havde mødt Nathalie, og havde gået med, uden nogen form for modstand. Jeg fattede stadig ikke jeg havde været så dum. Jeg havde vel stadig ikke været helt mig selv, dagen efter heller, fordi jeg ikke var én, der sådan forlod venner, selvom de havde gjort noget dumt. Jeg havde ingen forklaring på hvorfor jeg havde støttet Nathalie, ingen overhovedet.

Min krop stivnede et kort øjeblik, og jeg sagde intet, men gik målrettet op til Harrys værelse. Hulkene var høje derinde fra, og jeg talte til tre, før jeg bankede på. Han snøftede, og der var helt stille. Han sagde intet, og det var kun et tegn på, han virkelig var knust. Langsomt åbnede jeg døren, og lukkede den efter mig igen. Hans krøller var i uorden, hans øjne var hævede og røde, og han sad sammenfaldet i sengen. Hans ansigt begravede han igen i sine hænder, og hans skuldre bevægede sig op og ned, han gjorde det tydeligt, at han græd. Han gad ikke pakke det ind længere, han havde ikke energi til længere, at gemme sine tårer. Jeg gik i stå hver gang han græd. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle hjælpe ham, uanset hvor meget jeg brændte for det. Efter få sekunder, stod jeg ved hans side, og satte mig i sengen. Lidt akavet, agede jeg hans ryg. Jeg var vant til at være tæt på ham, vi var som brødre. Men når han sad der, og græd, virkede situationen pludselig helt anderledes. Det var derfor piger var bedre til dette her. De sad og græd sammen, og det var ikke lige det der stod øverst på min liste. Sad piger ikke og krammede hinanden, holdte hinanden i hænderne, kyssede hinanden? Var det ikke det de gjorde? Men hvorfor var det, at drenge ikke kunne være så nærgående? Det var jo det samme, var det ikke? Jeg prøvede desperat, præcis ligesom jeg havde det sidste halve år, at få Harrys humør op igen. Men det virkede som en umulig opgave. Han var så knust, og han vidste det hele var hans skyld, og det var det der gjorde, han ikke kunne se sig selv i øjnene mere.

”Tak Louis” Sagde han efter, at han langt om længe var stoppet med at græde, og det var tydeligt, at han mente det helt alvorligt. Hans taknemlige stemme afslørede, han var lidt lettet, efter at have den følelse af, nogen holdte om ham. Jeg vidste godt at Niall altid havde været den skrøbelige og sårbare type, og Harry den sjove og flirtende type, men lige i øjeblikket virkede det omvendt.

Harry valgte alligevel ikke, at spise med, og spiste på værelset. Nathalie, havde bare stirret koldt på væggen, og sagt et hårdt ”Nej” da jeg endnu engang spurgte om hun ikke ville have noget. Jeg rystede på hovedet og sukkede skuffet, og havde derefter lukket døren. Da jeg havde sat mig ned, for at spise, blev al min energi vendt om. Drengene havde joket og grint, det var bare rart de kunne komme på andre tanker, end den drama og kaos der allerede var sket den første dag. Det var super lettende bare at kunne grine, uden at tænke yderligere over hvad der var sket. Det var det jeg elskede ved drengene, de var så støttende, og nede på jorden. De ændrede sig ikke, de var der altid for én. Jeg var så udmattet, så utrolig træt, det eneste jeg magtede var at sove. Men jeg kunne ikke få mig selv til at sove klokken halv syv, og plus, så havde vi jo film aften. Det var en lille sød tradition Harry altid havde gjort som barn, så det ville han ikke give slip på. Desuden var det også super hyggeligt at sidde sammen hver fredag, og se en film.

NIALLS SYNSVINKEL: Det var utrolig lettende, bare at grine og snakke med drengene, om alt andet end min søster, og al den kaos hun havde foretaget. Hvorfor var det hele sådan et kæmpe rod? Hvorfor var hun sådan et kæmpe rod? Vi sad nede i stuen, jeg havde lagt mig i den lille sofa, og Liam lå og kiggede opgivende på Zayn og Louis, der stadig diskuterede hvilken film vi skulle se. Det var ret logisk, at vi skulle se den Zayn holdt i hånden, men alligevel fortsatte Louis med at grine, og pjatte for at få lov til at se den anden. Til sidst kunne jeg ikke holde mit grin inde længere, og det skar igennem rummet. Zayn smilte stort, og fortsatte med at kigge ned på filmene. Louis kiggede op, og blinkede til mig, med et blik der sagde ”Du-skal-vælge-min-side-og-min-film” og jeg grinte igen højt. Liam begyndte selv at grine i hjørnet, og Louis kunne heller ikke holde det faste blik. Det var som om, de altid kunne få én til at tænke på noget andet. Jeg følte mig altid så ubeskrivelig glad med drengene, det var ikke til at sætte ord på det forhold vi havde, det var bare fantastisk.

Da filmen endelig var besluttet, satte Zayn den på, og satte sig i den sofa, jeg sad i. Han hev tæppet af mig, og jeg kæmpede en hård kamp, for at få det tilbage. Han var en del stærkere end mig, men han var nem at narre. Han fniste hele tiden og mistede fokus, jeg kunne heller ikke lade være med at grine. Da vi til sidst havde delt tæppet, så han fik halvdelen og jeg fik den anden, kiggede Louis på mig, med et underligt blik.

”Hvad, øh… Hvad med Nathalie og Harry?” Et øjeblik havde jeg lige glemt det hele, og så kom al kaos tilbage, som om mit hoved ville eksplodere. Det var så hårdt at se de to nærmeste, nogle af de venner man havde, hade hinanden så meget, som Nathalie og Harry. Rettere sagt, var det kun Nathalie der hadede Harry, men det gjorde, at han hadede sig selv præcis ligeså meget, hvis ikke mere. Det gjorde situationen meget værre. Han kunne ikke tilgive sig selv, han kunne ikke tilgive, at han havde været hende utro, at han faktisk havde ændret hendes liv. Hun kunne ikke tilgive ham, og det gjorde, at han heller ikke kunne.

”Hun har været stille i ret lang tid… Lidt for lang tid” Lød det fra en stemme fra døråbningen. Harry var trådt ind, og et kæmpe smil viste sig på mine læber. ”Hey Harry!!” Fik Louis sagt, før det gik op for ham hvad Harry havde sagt. Uden tøven, rejste jeg mig, for at tjekke på Nal. Hun gjorde alt for tit noget dumt, og jeg var så bange for hun ville gøre det igen. Jeg ønskede bitterligt, at hun ville snakke til mig, at hun ville tilgive mig, men hun var alt for stædig.

Jeg gik med hurtige skridt op ad trappen, og hen af gangen. Jeg bankede på en enkel gang, inden jeg gik ind i et tomt værelse, og det første jeg mærkede var et koldt sug i maven, da den kolde vind ramte mig, fra det vidt åbne vindue.

NATHALIES SYNSVINKEL: Jeg kunne ikke klare at være indespærret i det hus længere. Jeg måtte ud, der var alt for trængt. Det føltes klamt, at føle sig afhængig af drengene og deres hjælp. Hvorfor var de så søde og kærlige mod mig? Hvad havde jeg gjort for at fortjene det? Præcis, ingenting! Så kunne de ikke bare lade mig være? Jeg sukkede surt, og fortsatte mod baren på hjørnet. Det var den drengene og jeg plejede at være på hvis vi tog i byen. Jeg tog en smøg i munden, og tændte hurtigt for den. Jeg gik lidt i min egen verden, og glædede mig over følelsen af frihed fra drengene, og følelsen af røgen i mine lunger. Inden jeg var smuttet ud af vinduet, havde jeg hoppet i en ret kort kjole, og lagt en hurtig make-up. Derefter var det gået hurtigt med at få vinduet lydløst op, og hoppe ned. Heldigvis lå den side af huset, på en skråning, så selvom det var anden etage, var der ikke langt ned. Mine ballerinaer slæbte jeg langs jorden mens jeg gik. Jeg havde lagt mærke til, at alkoholen var forsvundet så utrolig meget siden tideligere i dag. Det var frygtelig irriterende.

Mit tempo var langsomt, og jeg nød bare vejret og friheden. Jeg drejede om hjørnet, og dér lå baren. Jeg smilte bare ved tanken, og gik ind. Jeg satte mig helt foran, og bestilte straks noget stærkt, som bestemt ikke skulle nydes, men bare ned. Jeg kiggede kort på det, da det blev sat foran mig, og hældte det så bare ned. ”Yak!” Tænkte jeg, og kneb øjnene sammen, og lavede en grimmasse. Den samme procedure fortsatte utallige gange, og efterhånden følte jeg ikke ret meget.

I løbet af aftnen satte en sød dreng sig ved siden af, og bød på en drink. Jeg kunne ikke takke nej, da han så alt for godt og tiltrækkende ud. ”Haps” Var det eneste ord der genlød i mit hoved, og jeg smilte frækt til ham. Han tog det tydeligvis som en udfordring, og begyndte at nusse mit knæ, og kiggede mig dybt i mine blå øjne. Han kærtegnede min kind, og resten af mit ansigt. Hans ånde mærkes pludselig tæt på, og jeg følte mig forført, og kunne ikke holde mig ansigt fra hans. Hans læber, der kyssede mine.

Jeg var så fuld at jeg ikke tænkte ret meget, der var ikke mange ting der gik igennem mit hoved, men alligevel kom en frygtelig tanke igennem mit hoved. Det fik mig til at trække mig ud af hans kys, med det samme. Han så forvirret på mig, og hans ansigt nærmede sig mit alt for hurtigt igen. Jeg skubbede mod hans skuldre, og satte mig tilbage i stolen. Harry. Hvorfor tænkte jeg på Harry? Jeg hadede ham! Hvorfor havde jeg lyst til at tude? Hvorfor skulle jeg pludselig bruge så meget energi på, at holde tårerne tilbage? En ubehagelig lyd lød fra min mund, og jeg vidste ikke hvilket tegn det viste. Harrys kys huskede jeg pludselig tydeligt. De blide og søde kys, de lange og våde, de korte og hårde. Dem alle sammen. Jeg kneb mine øjne sammen, for at holde væsken inde i øjnene. Ingen skulle se mig græde, ingen, nogensinde. Havde jeg stadig Harrys spyt i munden? Hvor lang tid var andres spyt i munden på én? Jeg vidste det jo godt. Harrys spyt var stadig i min mund, og det ville det være i syv år. Syv hele år ville jeg have Harry klamme spyt og savl i min mund! Jeg gøs ved tanken, og følte mit mundvand blive klamt og klumpet. Ad, Harry Styles savl i min mund. Jeg løb ud på toilettet og spyttede utallige gange i håndvasken. Føj! Harry kunne få al sin savl tilbage, det hele!

NIALLS SYNSVINKEL: Vi gik tæt sammen, vores skuldre stødte næsten ind i hinanden. Louis og Liam var taget med for at hente Nathalie igen. Jeg var så skuffet over hende. Hvorfor skulle hun altid gøre alt til et helvede? Hun skulle altid ødelægge alt. Stemningen var straks røget efter jeg var kommet løbende ned ad trappen, og havde sagt, at hun var væk, uden mere luft i stemmen. Jeg var udmattet efter hele tiden at rende efter hende. Louis havde med det samme meldt sig frivilligt, og jeg satte så stor pris på hans hjælp. Liam havde langsomt rejst sig, og klappede mig på skulderen. Da vi var kommet ud af døren, havde Louis med det samme forslået baren. Hun var sikkert derhenne for at drikke. Jeg kunne ikke være mere enig med ham, og vi satte os hurtigt ind i bilen. Selvom der ikke var langt derhen, var bilen det sikreste. Især i forhold til Nathie, desuden ville det ikke være godt hvis vi blev opdaget af pressen.

Vi gik ind af døren til baren, og et chock gik igennem mig, og jeg stivnede. Jeg stirrede på hendes lange, lyse hår, der var samlet i en hestehale i siden. Den sad ret rodet, men flot. Hendes hår var så langt, at det næsten nåede helt ned til hendes talje. Hun sad og delte spyt med en eller anden klam fyr, der sad og holdte om hende. Det var så forket at se på. Ikke mindst fordi hun var min søster. Liam stivnede også da han var kommet gennem mængden og så hende. Louis kiggede bekymret på mig, men min vrede var tydelig. Han begyndte med faste skridt, at gå mod hende. Jeg stod helt stille, jeg kunne ikke bevæge en muskel. Jeg kunne ikke fatte, at min lillesøster kunne tage ind på en tilfældig bare, og drikke sig i hegnet, og så kysse med en tilfældig, næsten hver aften. Hun havde været den søde, uskyldige, romantiske pige, og i løbet af ingen tid, havde brikkerne vendt sig 180 grader. Vidste hun godt selv hvordan hun fremstod? Var hun godt klar over hvordan andre så hende? Hvor pinlig hun var? Mine øjne stirrede hårdt på hendes skikkelse, der pludselig trak sig ud af hans favn. Hun så nervøs ud, lige pludselig. Jeg kunne ikke lade være med at kigge forvirret på hende. Mit blik vandrede hen på Liam, der også stod og lignede et spørgsmålstegn. Nathalie rejste sig i en pludselig bevægelse, og fór ud i mængden af mennesker. PIS! Hun havde garanteret set Louis. Fyren i stolen, sad tilbage og kiggede efter hende. Hans forvirrede ansigt afslørede, han ikke anede hvad der forgik. Louis havde godt opdaget, at hun løb, da hun så hans tilstedeværelse, og han satte i løb. Han skubbede sig frem, men der var mennesker over det hele. Mine muskler løsnede sig, og lyttede endelig til min ordre, og løb efter Nathalie, med Liam i hælene.

Da vi nåede hen til Louis, stod han utålmodigt og trippede med foden foran døren til pigetoilettet. ”Det var dog satans…” Mumlede han. Selvfølgelig var hun løbet derind. Hvor ellers? Det var bare surt han ikke havde nået at gribe fat om hende. Liam sukkede træt, og kiggede rundt i lokalet.

Efter alt for lang tid, åbnede døren sig, og Nathie gik roligt ud. Hun så ked af det ud, men lige nu havde det ingen effekt. Uden tøven, trådte jeg et skridt frem, så jeg stod en centimeter fra hende. Hun sagde et chokeret gisp, og hoppede forskrækket. ”Du skal ikke tro, du sådan kan løbe fra os!” Sagde jeg hårdt. ”Hendes øjne var røde, og hun så forskrækket på mig. Hendes 100 % identiske med mine, stirrede ind i mine. ”Hv-hvad?” Hun stammede, men rømmede sig så. ”Hvad mener du?! Hvad laver I her?!” Hendes kolde stemme havde en al for stor effekt på mig, og jeg trådte et lille skridt tilbage. ”Jeg gider faktisk ikke være her et sekund mere, og jeg har heller ikke ret meget lyst til, at rende efter dig en gang til!” Louis’ stemme var høj og tydelig, og hendes blik vandrede roligt hen, og lagde sig på ham. ”Du skal overhovedet ikke bestemme!” Hun råbte surt af ham. ”Kan I ikke bare lade mig være? Det ville være så meget lettere for alle parter!” Jeg kunne kun give hende ret, men hun var ikke i sikkerhed. Hun kunne ikke passe på sig selv, hun prøvede faktisk på at gøre det komplet modsatte. ”Kom så!” Liam råbte, og så surt mod hende. Hun rørte sig ikke. Louis tog hårdt fat om hendes arm, og trak hende med ud. Han nærmest slæbte hende hele vejen ud, og placerede hende i bilen. ”Giv slip, Louis” Var det eneste hun havde sagt, og hun gentog det mange gange. Men hendes stemme var alt for træt, så ingen af os lystrede til noget af det hun sagde.

Louis havde båret hende op i seng, og jeg kunne kun krydse fingre for, at vi bare fik få timers søvn, uden hun skulle forstyrre. Hvorfor var hun så træls? Jeg sukkede, og slukkede lyset. Stillede hviskede jeg ”Godnat”, men der var ikke meget respons. Hun vendte sig bare med ryggen mod mig, og rullede garanteret med øjnene. Det gjorde hun altid, det kendte jeg hende godt nok til at vide. Men det var også en af de eneste ting jeg vidste om hende. Hun var ikke til at læse længere. Hun viste ingen følelser, hendes ansigt var følelsesløst. Nathalie havde aldrig været som en åben bog, men jeg havde altid kunne gennemskue hende, bare ikke mere. Hun havde blokeret for alt og alle. Der var ingen der kendte hende længere, hun havde skubbet alle væk. Selv hendes tætte veninder kendte hende mere. De kunne heller ikke kende Nathalie Clove Horan, som den hun altid havde været. Jeg sukkede, og lukkede døren. Med triste skridt gik jeg hen ad gangen, og stoppede foran mit eget værelse. Men jeg kunne ikke få mig selv til at gå derind, stilheden dækkede ikke over Harrys snøfte, og jeg fik mere og mere ondt af ham. Jeg bankede kort på den åbne dør, og trådte så ind. Han løftede hovedet fra sine hænder, og en tåre trillede ned af venstre kind. Hans muskler i kinderne spændtes, og han hamrede hårdt hånden ned i madrassen. Jeg kiggede forskrækket på ham, og han sendte et undskyldende blik tilbage. Han var knust. Det var halvandet år siden, men det han havde gjort, sad så dybt og fyldte så meget i hans krop, at han ikke kunne tænke på andet. ”Harry, prøv og sov..” Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. ”Du ved ikke hvordan det føltes. Jeg kan ikke kende hende, du kan ikke kende hende. Der er ingen der kan kende hende Niall, – ” Hans sårede, blanke øjne borede sig ind i mine, ” – ingen kan kende hende længere… Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, jeg kan ikke holde følelsen ud! Det var jo min skyld, det var jo mig der var dum, og hun ændrede sig, kun på grund af mig!” Jeg var pludselig mundlam, og kiggede såret på ham. Jeg vidste godt hvordan det hele hang sammen. Jeg huskede også tydeligt hvor vred jeg havde været, da jeg havde fundet ud af, han havde været hende utro. Jeg vidste det ville sætte sig hårdt på hende. Det Harry havde gjort var dumt, han havde faktisk været en idiot, men han fortrød, han fortrød mere end noget andet. Jeg forstod godt hvorfor Nathalie hadede ham, det var faktisk helt fair, men jeg kunne ikke hade ham. Jeg ville jo også hade ham, hvis han havde været mig utro. Jeg hadede ordet ”utroskab” det var kun til problemer, det var bare noget lort. Men Harry var som en bror, og brødre skændes man med, og tilgiver dem bagefter. ”Du har ret, jeg kender ikke følelsen, men jeg holder af dig Harry, og jeg holder af Nathie. Jeg ville ønske i fik et venskab op at stå, men jeg ved godt hun ikke er nem at kommunikerer med, men du kan prøve.” Jeg snakkede roligt, men jeg var vildt nervøs på hans respons. Stille tørrede han en tåre væk, og rettede kort på hans hår. Han rejste sig fra sengen, og gik mod mig. Jeg spredte mine arme, og hav ham ind i et kort kram. ”Niall, du ved godt, du er en af de bedste venner man kan finde, ikke?” Hans hæse stemme blev næsten kvalt af et snøft. Jeg trak sig ud af mit kram, og kiggede mig i øjnene. ”Du er en af de bedste Niall” Sagde han, og førte en knyttet hånd mod mig. Jeg smilte, og knyttede min hånd. ”EKSPLOSION!” Sagde Harry, og smilte. ”Du er god nok Harry, jeg elsker at være i dit selvskab, og at være omringet af mine fire bedste venner 24/7.” Han smilte til mig, og sagde godnat.

NATHALIES SYNSVINKEL: Jeg lå i mørket, og fattede stadigvæk ingenting. Hvad var der sket? Jeg havde kysset med ham fyren, jeg tænkte på Harry, og hans utrolig klamme spyt, og løb derefter ud på toilettet. Hvad mente Louis med, at jeg ikke kunne løbe fra dem? Hvad? URG, hvor var han irriterende. De var alle sammen dødirriterende!

Jeg satte mig op af væggen, og tændte lampen der stod på natbordet. Jeg strakte min hånd ind under hovedpuden, og trak min dagbog ud. Blyanten på bordet fiskede jeg hurtigt op, og begyndte at skrive. Det jeg skrev i den, var stort set alle mine følelser. Jeg skrev dem ned, for at finde ud af hvem jeg var, hvem jeg var blevet. Jeg var jo ikke den samme for halvandet år siden, det stod klart for alle. Så hvem var jeg så? For det meste stod der alle de negative følelser i dagbogen, der var flere hunrede sider med Harry. Der stod alt fra første gang jeg så ham, til da han nævnte sine følelser for mig, til da han var mig utro, til da jeg hadede ham, hvilket stadig var mine følelser for ham. Mine følelser for resten af drengene var svære at beskrive, derfor skrev jeg dem ned for at forstå mig selv. Der var lange kapitler af Niall, om hvor godt et forhold vi havde haft indtil han valgte bandet frem for mig. Zayn, som så utrolig godt ud, men alligevel hadede jeg også ham. Jeg var sådan en latterlig person. Zayn havde altid behandlet mig anderledes, han havde ikke råbt af mig, han havde været sur på mig, men alligevel havde han respekteret mig. Var det i virkeligheden det jeg søgte? At blive respekteret? Ønskede jeg bare at folk skulle respektere den jeg var eller var blevet? Men hvordan skulle de det, og hvorfor skulle de? Jeg havde ikke ligefrem fortjent at blive respekteret, eller holdt om, men alligevel gjorde Zayn det. Han beskyttede mig, og så hadede jeg ham! Hvad var der galt med mig? Det var sådanne latterlige ting der stod i min dagbog. Jeg forstod ikke halvdelen af det, jeg forstod ikke mig selv. Mine følelser var helt ude af kontrol! Jeg kunne ikke forstå dem, jeg kunne ikke tolke dem! Eller tolkede jeg dem bare forkert…? Nej! Hvad snakkede jeg om? Følelser for Zayn? NATHALIE STOP! Hvad tænkte jeg på? Urg, nej!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...