You Make Me - One Direction

Nathalie er søster til den verdenskendte Niall Horan. Hun ser ham ikke som en engel, ligesom alle andre - med andre ord: Hun hader ham. Han er dog ikke den eneste i gruppen hun ikke kan holde ud, hendes eks. Harry Styles er nemlig også set som den perfekte, men i hendes øjne er han langt fra. Han knuste hendes hjerte "ved en fejl", han var hende utro. Da hun så bliver tvunget til at bo hos drengene fra One Direction, falder hele hendes verden sammen. Harry er knust over hans dumdrigstige fejl, og vil gøre alt for at hun ville tilgive ham. Nathalie har ikke lyst til at have en eneste samtale med Harry, men føler sig tiltrukket af ham... Han var den største fejltagelse hun havde gjort, hun kunne ikke få sig selv til at stole på ham igen - kunne hun?

10Likes
5Kommentarer
1427Visninger
AA

4. Left Alone

Left Alone

Louis var kommet ind for at vække mig, men han havde kun rusket i mig, og mumlet et surt ”Godmorgen”. ORG! Hvis han ikke gad mig, hvorfor var han så så nærgående? Hvorfor var han så hele tiden så sød og hjælpende? Han var jo tydeligvis utilfreds med mig, og jeg kunne kun gengælde hans følelser, for ham.

Til sidst var jeg stået op, og hoppet i et sødt sommer-outfit. Jeg dækkede lige hurtigt mit ansigt i en Foundation, og lagde mascara. Da jeg drejede mig om, stod Niall i døråbningen med et kæmpe smil på læberne, og spurgte om jeg ikke ville have morgenmad. Jeg havde faktisk overhovedet ikke lyst til at sidde og spise med dem, men min mave rumlede alt for meget, til at ignorere. Jeg sukkede bare, og fulgte efter ham, ned til køkkenet. På vejen, begyndte han at snakke om mine forældre havde ringet flere gange, for at vide hvordan det var gået. ”Okay?” Sagde jeg koldt, og stirrede på ham. Han vendte hovedet, og kiggede på mig, ”Ja, de var ikke ligefrem begejstret da de hørte det.” ”Okay?” Gentog jeg koldt, og undgik hans blik. ”Okay? Er det det eneste du kan sige? Kan du ikke bare prøve at opføre dig pænt? Bare en lille anstrengelse? Det er jo ikke fordi det ville skade noget?” Han lød sur, og prøvede at få øjenkontakt med mig. ”Dag og nat lå deres opmærksomhed på mig, deres øjne var i min nakke hele tiden, de var som min skygge! Hvad havde du regnet med? Troede du jeg ville tage mig sammen lige pludselig, bare fordi der var fem mennesker til at holde øje med mig, i stedet for to? Havde mor og far regnet med det?” Jeg faldt i hans fælde, og kiggede ind i de blå øjne. ”Nej, men vi havde troet på du ville prøve, at ændre dig tilbage igen, Nallie!” ”Tsk, i troede virkelig, helt seriøst det ville hjælpe at sende mig hjem til min åndsvage storebror?” Hans blik viste pludselig sorg, og jeg vidste mine ord ville påvirke ham. ”Jeg håbede vi kunne lægge alt det negative bag os, og komme videre Nathalie. Jeg troede på dig, og det vil jeg altid gøre.” Hans viskende stemme rørte mig dybt, og hans øjne blev fyldt med vand. ”Rørene Niall, meget rørene.” Sagde jeg iskoldt, og gik ned af trappen. Han stod stille, helt stille. Der var ikke meget tvivl, han græd. Jeg gad ikke alt hans følsomme pis! Det var så irriterende! ’Se mig, jeg er Niall Horan, og jeg græder hele tiden! WA WA WA!’

Da jeg nåede spisestuen, sad Louis og Zayn og grinede over noget på deres iPad. Liam sad overfor dem, og hældte the op. Jeg satte mig i den anden ende af bordet, for bordenden, og tog et knækbrød. Jeg rejste mig for at hente jordbærmarmeladen, da Zayn pludselig rakte den til mig. Han smilte et velkommende smil, og sagde et sødt ”Godmorgen”. Min facade gav ham et koldt blik tilbage, men han så ud til at ignorere det. ”Har du sovet godt?” Spurgte han, og kiggede på mig. ”Fint”, min stemme var kold. ”Det er jeg glad for at høre” Sagde han blidt. Org, hvor sukkersød behøvede han lige at være? Hans blik blev pludseligt rettet bag mig, og jeg skulle til at vende mig, da en hæs stemme, forsigtigt sagde ’Godmorgen..’. Harry… ”Hey!!” Liams glade stemme var høj, og han rejste sig fra stolen. Uden at kigge på Harry, satte jeg mig tilbage på min plads. Hans øjne borede sig i min nakke, men jeg holdt blikket på mit knækbrød. Jeg ville ikke kigge på ham, han var en frygtelig person, og han fortjente den smerte han følte. Men jeg forstod det ikke. Hvorfor var han så ulykkelig? Han havde været mig utro, det er ikke noget man gør ubevidst! Han var udmærket klar over hvad han gjorde. Han havde de bedste chancer for at finde en smuk, ung pige, hvis han bare gad. Men i stedet sad han og græd… Over mig? Jeg fattede ikke hans tankegang eller tanker, og det jeg ville bestemt heller ikke. Aldrig ville jeg vide noget om Harry igen, jeg fik kvalme bare ved tanken.

Han satte sig ved siden af Louis, stolen lige ved siden af mig. Det var bestemt ikke et tilfælde. Det var tydeligt, at Liam prøvede at vise ham med øjnene, at han skulle komme om på den anden side at sidde, omme ved ham. Harry undgik hans blik, og kiggede på mig. ”Så kig dog væk!” Havde jeg lyst til at råbe, men jeg kunne ikke få mig selv til det. Han prøvede at fange mit blik, men uden held. Endelig kiggede han over på Liam, og derefter Zayn, ”Hvor er Niall?” Spurgte han træt? Drengene udvekslede forvirrede blikke, ”Han var her før, men gik op til Nathalie.” De kiggede alle på mig, men jeg fortsatte mit koncentrerede blik på min mad. ”Er han okay?” Spurgte Harry nervøst. ”Jeg går op og tjekker på ham” Sagde Zayn hurtigt, og var ude af rummet.

HARRYS SYNSVINKEL: Nathalie sad ved bordenden, og fortsatte med at spise små bider, og endnu mere mad, bare for ikke at kigge på mig. Det var som om jeg var hendes værste mareridt. Som om jeg var den der havde dræbt hende. Desværre kunne jeg ikke bebrejde hende, fordi jeg havde jo, nærmet slået hende ihjel, i hvert fald hendes personlighed. Hun havde ændret sig så meget, så hurtigt. Mit hjerte sænkede farten, og tårerne pressede sig endnu engang på. Jeg vidste, jeg ikke kunne holde dem inde, og havde ikke mere energi til at prøve. Hvor meget kunne jeg græde? Hvor meget væske, hvor mange tårer var der gemt? Jeg prøvede at gemme mig, men det var dumt, fordi de så selvfølgelig alle sammen over på mig, da jeg bevægede mig. Selvfølgelig, var det det øjeblik, den første tåre trillede ned, og landede på min hage. Jeg sank en klump, og satte mig op. Endelig rettede Nathalies blik mod mig, og hendes øjne stirrede på min kind. ”Harry…” Hendes stemme var forsigtig. Hun sukkede, og kiggede igen på mig. ”Harry… lad være med at tænke på mig! Jeg er ikke det værd! Kan du ikke se, det er ovre?” Igen sukkede hun. ”Alle er ligeglade med mig, så hvorfor kan du ikke være det?” Hun var alt for svær at læse, hendes facade gemte ALT. Hun viste ingen følelser. Stilheden bredte sig, stemningen blev akavet. ”Jeg kan ikke glemme dig, og jeg kan ikke tilgive mig selv for det jeg gjorde, præcis som du ikke kan tilgive mig. Det er ikke nemt!” Gråden i min stemme var tydelig, og jeg gjorde intet for at gemme den væk. ”DROP DET HARRY! Jeg gider ikke alt det følsomme, det er til at brække sig over!” Hendes facade gemte alle træk i hendes ansigt, hun var kold som is. Jeg tog ikke ordene til mig, men studerede hvert og ét. Sådan havde hun aldrig talt da vi var sammen, eller før det. Hun havde ændret sig så meget, alt for meget! Hun plejede ikke at ”brække sig over” ting som disse. Hun havde ikke sagt sådan før. Hun havde selv været følsom og skrøbelig, præcis som Niall, men jeg havde ødelagt det. Bare ved tanken, strømmede flere tårer, i lange linjer, ned af mine kinder. ”Jeg… Undskyld Nathalie, men du er alt for vigtig i mit liv, til at give slip på.” Hun rullede med øjnene, og skulle til at rejse sig, da Niall kom ind af døren, med tårer i øjnene, og Zayn bag ham. ”Hvorfor skal du altid såre alle omkring dig? Kan du ikke se jeg holder af dig? At jeg savner dig? Jeg savner Nathalie, ikke hende den iskolde bitch foran mig!” Nialls stemme var vendt med lynets hast, og han råbte alt for højt. Niall råbte ikke, aldrig. Jeg vidste det var på grund af Nathalie. Men hvad snakkede han om? Han sagde aldrig noget grimt om folk, ikke på den måde. Jeg kiggede med overaskende øjne på ham. Det lignede ham ikke, ikke engang skyggen af ham. Nathalie sagde koldt og stille ”Jeg har ikke bedt om at være her!” ”Okay? Men jeg har ikke BEDT om, at blive såret af min lillesøster!” Hans irske skrig gav næsten genlyd, i det store rum. Hun bed sig nervøst i læben, og det var alt tydeligt, at se hvad hun mente. Vi kendte det alle sammen, vi vidste præcis, at hun var nervøs, og at hun havde ingen anelse, om hvad hun skulle sige. Det var et ret dumt tegn at give, når hun ellers havde holdt stemningen så højt, blev den pludselig sænket til et meget lavt niveau.

 

NATHALIES SYNSVINKEL: ”Okay? Men jeg har ikke BEDT om, at blive såret af min lillesøster!” Hans skrig fortsatte med at køre rundt i mit hoved. Jeg bed mig nervøst i læben, og det var det værste jeg kunne gøre. Hvor dum kunne man være? Jeg bandede inde i mig selv, og så, at drengene havde opfattet det. PIS! Jeg rejste mig, og løb. Zayns arm rakte ud efter mig, og fik lige akkurat fat i mig. Hans stærke arme, havde et fast greb om mig, de irriterede mig grænseløst! ”NEJ Nallie! Vi bliver nød til at snakke om dette her!” Hans stemme var hård, men af en eller anden grund, respekterede jeg det. Roligt, satte jeg mig ned igen. Louis sagde en masse, men jeg hørte ikke efter. Hans stemme kørte bare i baggrunden, som en summen. Liam sagde lidt en gang imellem, og Niall hævede stemmen, og kiggede på mig. Igen, var det bare baggrundstøj. Jeg gad ikke høre på al deres vrøvl. De snakkede bare, i én lang køre, det var så trættende. Men til sidst fangede noget min opmærksomhed. Jeg havde ikke regnet med at høre det, og fik kun halvdelen af sætningen med. Harrys hæse stemme mumlede ”Så må vi vel sende hende hjem?”

Mine øjne lyste af glæde, mit hjerte bankede sundt, og et smil viste sig på mine læber. Havde jeg lige hørt ham sige det? Var det det de var blevet enige om? Var det sandt? Niall så på mig, og han så glad ud. Nej, han så snu ud. Det var ikke et godt tegn, og mit smil forsvandt lige så hurtigt, som det var kommet. Han smilte til mig, og min mave lavede en underlig bevægelse. Jeg ville ønske, jeg ikke havde smilt. Jeg vidste jeg ville fortryde det. ”Næh, jeg tror jeg ved, hvad der skal til…” Jo, jeg fortrød allerede…

NIALLS SYNSVINKEL: Hun blev nød til at blive. Vi kunne ikke bare sende hende hjem igen, hun skulle holdes øje med hele tiden. Hun var ikke i sikkerhed nogen steder, men det var hun sikkert uenig med mig i. Jeg var sikker på, hun ville knække på et tidspunkt, hendes facade var stærk, men ikke stærk nok. Hun kunne ikke leve bag den, det gjorde hende alt for falsk, hun var blevet alt for falsk. Det var jo ikke meningen, hun skulle hjem allerede nu, meningen var, at vi skulle hjælpe hende. Vi skulle hjælpe min lillesøster til at blive den hun var, hun kunne ikke gemme sig, det var forkert. Jeg havde savnet hende så ubeskrivelig meget, og når vi så endelig havde tid at bruge på hinanden, og hun var her, så var hun ikke sig selv, langt fra, alt for langt fra. Hun havde skubbet alle væk, inklusiv sig selv. Nathalie lå gemt dybt inden i hende, og hun blev holdt tilbage, i håb om ingen skulle se hende igen, så hun ikke blev knust. Men det måtte ikke ske, jeg savnede hende, og jeg kunne ikke holde ud, at se hende som den hun var blevet. Det nærmest skar inden i mig, som en kniv der skar i mit hjerte. Hun var min søster, hvordan skulle jeg få hende at se igen? Hvornår ville hun vise sig, hvor lang tid ville der gå? Jeg kunne ikke holde til, at se hende sådan, det gjorde så ondt inden i mig. Men den eneste måde, at få hende til sig selv, var at få hendes humør tilbage, hendes gamle ’jeg’. Hun grinte aldrig, hun trak aldrig en mine, og det var ikke Nathalie, det var hende hun nu havde udstillet som sig selv. Nathalie havde brug for, at stå på to ben igen, at stå ordenligt på hendes egene to ben igen. Hun skulle ind i sin gamle rutine igen, jeg vidste hun savnede den, og det var bare et spørgsmål om tid, inden hun ville falde i fælden, og det ville gå op for hende.

NATHALIES SYNSVINKEL: Dagene var gået alt for langsomt, jeg havde bare siddet inde på værelset, og hørt Harry tude en gang i mellem, drengene snakke, høre dem råbe og grine. Stilhed havde der også været masser af, og jeg var sikker på, det kun var fordi jeg var her. Normalt havde de altid gang i noget, men jeg forhindrede dem i at holde stemningen op, også selvom jeg holdt mig for mig selv.

Harry havde rent rund selv, og surmulet, og grædt. Kunne drengen ikke bare stoppe? Tudeprins..! Jeg havde i flere dage overvejet at stikke af, men det havde jeg alligevel ikke kunne gøre. Dog var trangen der mere og mere. Uden det beroligende middel, alkohol, i mit blod følte jeg mine følelser, og de var ikke rare. Men jeg kunne ikke rigtig tage mig sammen til hvad jeg skulle. Jeg kunne jo ikke bruge et helt år, på at overveje at stikke af hver dag. Det var jo åndsvagt! Var der ikke en bedre plan? En der gav en del mere mening? Det kunne ikke være rigtigt, jeg skulle rende ud hver dag for at drikke. Men havde drengene ikke også engang imellem en trang? Niall havde, det vidste jeg. De holdte vel også fester. Så måtte de jo have noget! De havde helt sikkert gemt det, kun for mig. Havde de tænkt, de sådan kunne holde det fra mig? De havde sikkert udtænkt en plan, men mig ville de ikke narre, jeg hadede at folk gemte ting fra mig. Ting jeg gerne ville have, de skulle ikke bestemme hvad der var godt for mig, eller hvad jeg skulle! Hvis de ville gemme alkohol, ville de få det betalt. Men hvor var det? Det var et dumt spørgsmål, nu jeg vidste det jo godt..! Det var det eneste sted jeg ikke var henne, det eneste sted jeg aldrig frivilligt ville tage hen! Det var uden tvivl det sidste sted, de regnede med jeg ville lede – inde hos Harry!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...