You Make Me - One Direction

Nathalie er søster til den verdenskendte Niall Horan. Hun ser ham ikke som en engel, ligesom alle andre - med andre ord: Hun hader ham. Han er dog ikke den eneste i gruppen hun ikke kan holde ud, hendes eks. Harry Styles er nemlig også set som den perfekte, men i hendes øjne er han langt fra. Han knuste hendes hjerte "ved en fejl", han var hende utro. Da hun så bliver tvunget til at bo hos drengene fra One Direction, falder hele hendes verden sammen. Harry er knust over hans dumdrigstige fejl, og vil gøre alt for at hun ville tilgive ham. Nathalie har ikke lyst til at have en eneste samtale med Harry, men føler sig tiltrukket af ham... Han var den største fejltagelse hun havde gjort, hun kunne ikke få sig selv til at stole på ham igen - kunne hun?

10Likes
5Kommentarer
1372Visninger
AA

1. Hårdt ramt

Hårdt ramt

Jeg råbte af hele mine lungers kraft tilbage. Jeg skreg hende lige ind i hovedet. Hun skulle overhovedet ikke bestemme! OVERHOVEDET! Hvis jeg tog i byen, for at drikke mig pisse stiv, så var det sådan det var! Det kunne hun ikke komme og blande sig i! Hun havde jo alligevel ødelagt mit liv, så hjalp det vel ikke at gøre det værre? Hvorfor kunne de ikke bare lade mig være? Var det ikke så simpelt som det kunne være? Var der mere i det?

Hun kiggede opgivende på mig, lukkede kort øjnene, og så mig derefter direkte i øjnene. Jeg undgik hendes blik, og stirrede i stedet på døren bag hende. Jeg gik forbi hende i få, lange skridt. Hun tog haft i min arm, men fast besluttet på at komme væk hurtigst muligt, rev jeg den hurtigt til mig. Jeg kunne mærke hendes blik brændte i nakken på mig, men jeg gik raskt videre. Min far kom frem i døren. Hans sårede øjne så på mig. De skulle droppe det der, de skulle blande sig helt udenom! Han holdte et blad i hånden, som han hurtigt rakte mig. Forsiden viste en fornyligt billede, af mig. ”Fantastisk,” tænkte jeg, ”Endnu en løgn de havde fundet på, ondsvage paparazzier…

”Kan du se? #Niall Horans lillesøster er endnu engang kun til problemer#” Han læste overskriften højt. Vreden skyllede hurtigt ind over min krop. Den kunne sikkert ses tydeligt i mine rasende øjne. Var det sådan de så mig? Som hende der havde brug for opmærksomhed, hende der kun kunne skabe problemer? Jeg kunne vel ikke ligefrem se, det var min skyld, mit liv havde taget en skarp drejning pga. en hvis idiot. Det var halvandet år siden, kunne pressen ikke bare komme over det? Var jeg så spændende at skrive om?

                                                                                             

Fornemmelsen i min krop, var helt ubeskrivelig. Alkoholen susede i min krop, det pumpede rundt. I min egen verden, helt uden alt det latterlige drama, havde jeg det helt fantastisk. Alle de skønne fyrer der stirrede savlende efter mig, alle de piger der stirrede jaloux efter mig, jeg nød det hele. Aften eller rettere sagt natten, varede i passende lang tid. Da jeg til sidst vendte hjemad, kunne jeg mærke alting snurre, min balance var helt gal. Men det var så betrykkende, jeg kunne kun smile af den følelse der bredte sig i kroppen.

Jeg åbnede døren til opgangen, gik med lange, tunge skridt op af den klamme, beskidte trappe. Da jeg tog i håndtaget til døren til lejligheden, blev jeg utrolig overasket. Den var åben. Lyset strømmede ud, jeg blev blændet af alt det skarpe lys der fór mod mig. Jeg missede med øjnene, og gik to små skridt ind, og lukkede døren efter mig. Inden jeg kunne nå at tænke den første tanke, blev jeg prikket på skulderen. Jeg blev så forskrækket jeg hoppede, og vendte mig om med et sæt. Jeg så skyggen af en person, og bag ham, stod en anden. ”Nathalie?” Min fars stemme beroligede mig, da jeg ikke havde troet det var mine forældre. Mine øjne havde så småt vænnet sig til lyset, og jeg kunne nu se dem nogenlunde. ”Nathalie, det her kan ikke fortsætte.” Hendes stemme lød bekymret. ”Hvad har du tænkt dig at gøre ved det?” Jeg sagde det kort og koldt, og kiggede et kort øjeblik på hende. ”Du ved godt det ikke er godt for dig, vil du ikke..” ”Jeg ved udmærket godt hvad der er godt for mig og hvad der ikke er godt!” Afbrød jeg. Min mor sukkede, og kløede sig i håret. ”Hvorfor gør du det her mod dig selv?” Hvorfor? Hvad var det for et spørgsmål? Jeg havde meget besvær med at holde balancen, og blev nød til at holde godt fast i dørkarmen. ”PRØV OG KIG PÅ DIG SELV!” Råbte hun. Jeg ignorerede det, og svarede koldt, ”I ved udmærket godt, I ikke kan styre mig, det er ingen nytte, så bland jer udenom!” Jeg stirrede ondt på dem. Min far så på mig, opgivende. Han tog min mors hånd, som kiggede ham dybt i øjnene, mens tårerne én efter én trillede ned af hendes kind. Det havde ingen effekt på mig længere, hun havde grædt så meget. Jeg tog et hurtigt skridt hen mod mit værelse, men blev stoppet af min far, der greb fat i min arm. Det gjorde han tit, men et eller andet sagde mig, at han ikke ville finde sig i mere. Han kiggede dybt i mine øjne, men jeg undgik hans blik. ”Det var da satans, pigebarn..!” Mumlede han surt til sig selv. Jeg gik et skridt tilbage, i håb om han bare ville skynde sig lidt. ”Skat..” Min mors grædende stemme rungede en smule inden i mig, men jeg blokerede det. ”… Vi har tænkt over flere muligheder…” Min far kiggede ned på hende, og nikkede, hvilket bare fik tårerne til at løbe ned over hendes ansigt, i lange linjer. ”… Og det vi besluttede var bedst for dig Nathalie, var at, det var at…” Hendes pause var alt for lang. ”Det var hvad?” Spurgte jeg koldt. Hendes chokerende ansigtsudtryk afslørede, hun blev nervøs og skyndte sig. ”Vi har altså besluttet, at vi, vi ville give dig en chance for at tænke på andre ting. At være lidt hjemmefra…” Tiden stoppede. Mit hjerte stoppede med at slå, det sprang alt for mange slag over. HVAD? Sendes væk? Som, hvorhen? HVAD? Stilheden bredte sig, og hun sagde intet. ”… Det bedste sted ville være i Hollywood, hos din…” ”HVAD?! WHAT?! I sender mig bare ikke hen til Niall! Det kan I ikke! Det GØR I altså ikke! Niall, og resten af gruppen One Looser Direction!” Min mors ansigt så chorkeret ud. Fuck hvad hun syntes, det havde ingen effekt! Min far rakte hånden frem. Et stykke papir. Jeg tog imod det, og kiggede uforstående på det. ”Det er billetterne.” Billetterne? ”Billetterne til flyene, du tager af sted den 14.” Den 14.? Det var på torsdag! Der var kun tirsdag, onsdag, og så… Nej! Nej det kunne de ikke! Jeg smed dem på gulvet, og tårerne presse sig på, men jeg skulle ikke græde, overhovedet. Ingen skulle se mig græde. ”Det er besluttet, og Niall er åben i forhold til idéen. Det hele er planlagt Nathie…” Det klamme kælenavn irriterede mig grænseløst, men jeg ignorerede det. ”Nej, det kommer ikke til at ske! Jeg har ikke lyst til at bo hos ham, jeg har ingenting at sige til ham, intet at gøre der!” Afbrød jeg. Mine forældres sårede blikke ramte mig, og et sug i maven bredte sig. ”Det er simpelthen for respektløst! Niall er bekymret for dig! Han er ked af det, skat! Du får lov at bo med ham, og drengene i hele 12 måneder, og i de 12 måneder, opfører du dig fandme pænt!” Et år? Et HELT år? Hos Niall? Hos Harry? 12 måneder?! ”Det, det kan I ikke..” Min stemme var skrøbelig, jeg følte mig lille, alt for lille. ”Nathie…” Min mors stemme fik facaden tilbage. ”Det kan I fandme ikke tillade jer!” Jeg råbte så højt jeg kunne. Jeg løb ned mod værelset. Jeg kunne ikke kigge på dem. Jeg ville væk fra dem. Men jeg ville ikke hen til Niall. Min ondsvage bror, ham den perfekte søn de fik, og så musikalsk og følsom. Hans englevinder var nærmeste synlige i deres øjne.

Samtalen rungede stadig i mit hoved, da jeg lå i min seng. ”…og i de 12 måneder, opfører du dig fandme pænt!” Det kom bag på mig, det han havde råbt, af en eller anden underlig grund. Han havde jo råbt af mig før, hvad var forskellen? Det var et år, et helt år jeg skulle sidde og pines igennem. I et år skulle jeg være i deres selvskab 24/7, og jeg havde ikke noget at sige.

Jeg sad med knæene bøgede, mine arme hvilede på dem. Langsomt lagde jeg min hage derpå. Vreden boblede inden i mig. Hvad var det der skete? Hvorfor var det lige, at det skulle ske? Jeg var så vred, så itu, at jeg ikke kunne sætte ord på noget af det.

Jeg sad stille i min seng, og tænkte alt igennem. Hvordan det ville gå, hvor meget jeg ville fortryde at træde på flyet torsdag, og al fortiden til mit had til Niall. Alt det der var sket dengang fløj igennem mit hoved. Mine følelser, mine venner, mine kærester (ekskærester), min facade, alt!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...