You Make Me - One Direction

Nathalie er søster til den verdenskendte Niall Horan. Hun ser ham ikke som en engel, ligesom alle andre - med andre ord: Hun hader ham. Han er dog ikke den eneste i gruppen hun ikke kan holde ud, hendes eks. Harry Styles er nemlig også set som den perfekte, men i hendes øjne er han langt fra. Han knuste hendes hjerte "ved en fejl", han var hende utro. Da hun så bliver tvunget til at bo hos drengene fra One Direction, falder hele hendes verden sammen. Harry er knust over hans dumdrigstige fejl, og vil gøre alt for at hun ville tilgive ham. Nathalie har ikke lyst til at have en eneste samtale med Harry, men føler sig tiltrukket af ham... Han var den største fejltagelse hun havde gjort, hun kunne ikke få sig selv til at stole på ham igen - kunne hun?

10Likes
5Kommentarer
1427Visninger
AA

9. Fragile

Fragile

Hans dør stod let på klem, og da jeg trådte et skridt ind, lod en bekendt lyd. Jep, han snorkede. Jeg gik hen mod sengen, og i en pludselig bevægelse, sad han op. ”Nathalie?” Hans stemme var træt og hæs. Et ubevidst snøft lød fra min mund. ”Jeg har haft mareridt..” Sagde jeg med den bedste og mest selvsikre stemme jeg kunne hamle op med. ”Jeg kan ikke tåle, at sove, de vender tilbage!” Min stemme knækkede over, og jeg følte, jeg kunne bryde sammen når som helst. ”Hey..” Zayns stemme var beroligende. ”.. Lig dig her, og prøv at sove. Jeg kan godt holde vagt mod det monster der!” Han smilede til mig, men det var langt fra sjovt. ”Tak..” Sagde jeg stille, og lagde mig langt fra ham. Der var stille længe, det var faktisk rart. Jeg kunne mærke, han rykkede tættere på mig, hans hånd lagde sig på min hofte, og han hviskede, ikke langt fra mit øre: ”Kan du fortælle mig sandheden?” Jeg følte min krop stivne, sandheden? ”Hvilken sandhed?” Sagde jeg stille, men alligevel kunne man nemt tyde nervøsiteten i min stemme. ”Helt ærligt, hvordan du har det.” Hans stemme skreg efter svar, den viste så meget omsorg. Jeg havde ikke lyst til at fortælle ham noget om mit liv. Jeg ville ikke have, at nogen skulle vide noget om det. Jeg rystede på hovedet, og stirrede ind i væggen. ”Nal… ” Den bedende stemme, fik mig til at vende mig om, og se skyggen af hans ansigt. ”Jeg har det ikke godt, Zayn.” Ordene fløj ud af mig. Hvor var det dumt. ”Snak, please!” Han rykkede sig tættere på, og strøg en tåre væk. ”Jeg ved ikke hvad jeg føler, alt er vendt på hovedet. Pludselig er der flere sider af mig, jeg kan ikke klare forskelle.” Hvorfor snakkede jeg? Jeg skulle holde kæft, NU! ”Det hele er fucked up, jeg fatter intet! At være her, føltes så… savnet! Alle mine gamle følelser kommer tilbage, og det gør mig forvirret!” Min tone hævede sig, og jeg snakkede ufrivilligt videre. ”Det hele kører rundt! Pludselig kan jeg ikke klare, at se Harry græde, at se Nialls sårede øjne. Jeg ved ikke hvad der sker Zayn!” Det lød som et hysterisk skrig. ”Hey, jeg er her for dig! Det er okay.” Det var så betrykkende at høre hans ord, men jeg forstod det ikke. ”Hvorfor er du så sådan Zayn? Hvorfor er I alle sådan? I burde væmmes ved tanken om mig, jeg fortjener ikke jeres hjælp! Jeg behandler dig så skidt, og alligevel ligger du og snakker med mig midt om natten. Jeg forstår jer ikke..!” ”Du betyder utrolig meget for os, hver og én. Niall elsker dig, det vil han altid gøre. Harry kan ikke leve uden dig. Louis savner at se dig, det er derfor han er så sur, han mangler at se livstegn fra dig. Liam, jamen han savner dig Nathalie! JEG savner dig! Du ved ikke hvor ondt det gør på os, når du lukker dig inde, og er kold. Du betyder så meget..!” Jeg stor tudede, jeg kunne ikke takle komplimenter. Jeg snøftede i hans arme i flere timer, jeg græd og han holdt bare om mig. ”Sandheden, Zayn, er at jeg ikke kan undvære jer. Jeg kan bare ikke indrømme det. Jeg har følelser for Harry, de er så tydelige, det er sandheden Zayn!” Han smilede svagt og lagde en hånd om min skulder. ”Harry elsker dig, han er den perfekte for dig 100 %. Han vil gøre alt for dig! Men Horan, jeg har savnet dig!” Hans kælenavn fik mig til at smile. Jeg krammede hans bløde, varme hud. Hans muskuløse ryg var lækker. Han holdt mig i et stramt kram, inden han lod mig dumpe let mod madrassen igen.

Han lå og tegnede cirkler på min mave, han vidste jeg lettere faldt i søvn sådan. Hans hoved var vendt mod mig, smilet i hans ansigt var det eneste at se. ”Nathalie? Vil du ikke nok åbne op? Vise dig selv igen? Det klæder dig!” Jeg så på ham, åbne op? Jeg sank en klump.

Vidste han hvilken udfordring han stak op i hovedet på mig? Jeg levede et liv bag løgne, og sådan havde det været længe. ”Kan du ikke se, du sådan gemmer dig? Du har levet bag en facade, kan vi ikke hjælpe med at skubbe den væk?” Skulle jeg åbne mig op for drengene? Det kunne virke logisk, og som det bedste at gøre, jeg vidste bare, der ville være konsekvenser for det. Alt, som jeg førhen kunne gemme, ville være tydeligt, og det havde jeg svært ved, at vænne mig til. Jeg var ikke vand til at være åben, det føltes mere tryg at gemme tingene. Jeg kunne ikke lide, at være en åben bog – det var der selvfølgelig heller ikke nogen, der sagde jeg skulle. Jeg sagde ikke noget, og tiden gik.

Jeg vågnede ved lyden af en banken, og Zayns dør blev åbnet. ”Zayn har du set..” Harrys ansigtsudtryk ændrede sig, og han så forvirret fra mig til Zayn. Det gik op for mig, mit hoved lå på Zayns bryst, og jeg fjernede det med det samme. ”Nal? Hva fanden..?” tilføjede han, og så pludselig vred ud. Nej! Han gik hurtigt væk fra døren. Jeg var mundlam. Jeg havde jo ikke gjort noget forkert, og selvfølgelig troede Harry noget helt andet. Vi havde ikke lavet noget! Jeg havde åbnet mig op for Zayn, og for første gang nogensinde, fortrød jeg det ikke. ”Harry!” Zayn råbte højt efter ham. ’SLAM’, Harrys dør blev smækket hårdt i.

Jeg støttede mig til Zayns bryst, og satte mig op. Mine øjne var fokuseret mod døren. Harrys øjne… Helt blanke og sårede… Igen på grund af mig… Jeg følte mig som et forfærdeligt menneske. Jeg sårede alle mine nærmeste, hele tiden. Mine fødder løb hurtigt langs gulvet, og stoppede op foran Harrys dør. Jeg tøvede et splitsekund, men hev den hårdt op. Han stod med ryggen til mig, men vendte sig lynhurtigt rundt. ”Hvad fanden var det? Zayn? Virkelig?” Gråden i hans stemme stak, som knive i mit hjerte. Nej Harry! Tårerne løb ned af mine kinder, jeg så på ham. ”Harry, jeg havde mareridt..!” Han købte den ikke. ”Så derfor havde du lyst til at knalde ham?” Hans skrig gik igennem mav og ben. ”Mit mareridt var mine gamle minder Harry, da jeg blev voldtaget. Billederne sidder plantet i mit hoved, jeg drømmer om voldtægt næsten hver nat, jeg tør ikke lukke øjnene længere! Mine sovepiller virkede ikke, smertestillende virker ikke, jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre! Zayn snorker, så jeg vidste det ville holde mig vågen. Så behøvede jeg ikke bekymre mig om, at falde i søvn. Harry, jeg..” Han afbrød mig, med et hårdt intenst kys. Han slap mig bagefter, og så ind i mine øjne. ”Undskyld! Tusinde gange undskyld!” Jeg lod et hulk slippe ud af mine læber, og trak vejret dybt ned i maven. ”Kom ind til mig, jeg vil holde dig vågen hele natten. Jeg vil ikke have, du drømmer noget så ækelt som voldtægter! Jeg vil have, du har det godt! Selvom jeg ikke snorker, kan jeg snakke med dig hele natten! Lov mig at komme til mig, hvis du har brug for det!”

Alle mine følelser kørte rundt, ind og ud, frem og tilbage, på kryds og tværs. Intet virkede klart, jeg stod med åben mund og så på ham. Mine følelser overtog min krop, og jeg krammede ham hårdt inden jeg kyssede ham. Hans læber mod mine, fik mig til at glemme alt, omverdenen forsvandt. Lige indtil Harry tog mig på røven, og en rømmede sig, gik det op for mig, at alle drengene så på os. Harrys kinder blev pink, og han udløste et genert smil. ”Hey! Harry! Ikke min søster!” Sagde Niall drillende. Gisp, Niall! Jeg slap Harry, og fór ud mod Niall. Hans ansigt ændrede sig fra forvirret til glad, og han spredte armende ud. Jeg kom med sådan en kraft, at han blev skubbet langt bagud. Mine arme lå stramt om hans hals. Hans lå om min ryg. Han var lidt højere end mig, og gav de bedste kram. Det gik for mig, hvor lang tid siden jeg havde smilt, smilt ægte. Harrys stemme, der pludselig talte nervøst, fik Niall til at give slip på mig, og gispe. ”Du sagde dine sovepiller ikke virkede og heller ikke smertestillende..?”

De så alle på mig med nervøse blikke. ”Sovepiller?” Gentog Niall forskrækket. ”Har hun sovepiller?” Spurgte Zayn nervøst. ”Jeg får mareridt! Jeg kan ikke sove ellers, de hjemsøger mig! Hver nat drømmer jeg om mine minder.” Gråden var tydelig i min stemme. Jeg brød sammen, og Harrys arme var om mig med det samme. Jeg stod og græd foran dem alle sammen, det var så grænseoverskridende. Jeg ville hade mig selv for det senere, jeg ville fortryde så meget, men jeg kunne ikke holde dem inde. Drengene var tavse, de stod bar og så mig græde, som var jeg et dyr i zoo. Jeg hadede den måde de stirrede på mig, det var alt for privat. Jeg løb ud af værelset, jeg kunne ikke klare deres øjne sådan på mig. Jeg hørte Harry løbe efter mig, men en af drengene måtte have stoppet ham, da en stemme, der vidste tilhørte Louis, sagde: ”Lad hende være.” ”Nej..” Havde han svaret, og han stod i min døråbning. ”Snak med mig Nal.” Jeg rystede på hovedet, de vidste alt for meget, jeg fortrød, jeg havde snakket med Zayn, jeg fortrød, jeg havde kysset Harry, jeg fortrød alt jeg havde gjort. Lige fra begyndelsen, havde jeg vidst det ville ende skidt. Jeg kunne bare ikke tage presset, alle mine følelser strømmede ud, og overtog min krop, præcis som det passede dem. Mit hjerte bankede hårdt, smerten bredte sig i kroppen. Han lagde en hånd på min skulder, men jeg rystede den af. ”Please Nathalie..” Jeg vendte fronten mod ham, det var hér, mine følelser reagerede med alt han gjorde. De overtog mine bevægelser, og gik mod Harry. Jeg prøvede desperat, at styre mig væk fra ham, uden held. Han tog min hånd, og studerede den nøje. ”Jeg vil gerne være alene.” Fik jeg endelig sagt, med besvær. Hans grønne øjne så ind i mine, og så væk igen. Han nikkede trist, og lukkede døren lydløst.

HARRYS SYNSVINKEL: Der var gået få dage, Nathalie havde opført sig underligt siden den morgen. Hun kunne ikke finde ud af det længere, hun kunne ikke finde ud af sig selv længere. Zayn havde røbet det hele, hun havde snakket åbent til ham. Inderst inde irriterede det mig, at hun snakkede til ham og ikke mig, men hun havde været ærlig, det var det vigtigste. Desuden havde hun nævnt, hun havde stærke følelser for mig, og Zayn havde slået mig på skulderen, og smilet fjollet til mig. Hun havde holdt sig på sit værelse, været meget stille. Hun ville ikke snakke, ikke spise. Hun ville ingenting. Få gange havde hun sagt noget. Hun var vågnet op midt om natten hver nat, og jeg havde lagt hos hende i flere timer, mens hun græd. Det var rart at være så tæt på hende igen, men det skar mig i hjertet, at hun græd som hun gjorde, det gjorde ondt indeni mig.

Tanken om, hun havde piller, massevis af dem endda, på sit værelse, var lidt skrammende. Hun var ikke tryg, hun kunne ikke kontrollere det. Hun havde lavet den fejl før, og jeg var meget bange for, at det kunne gå den vej igen. Det gjorde mig virkelig bange. Jeg følte mig faktisk lidt anspændt, jeg måtte få dem væk fra hende, hun havde ikke brug for dem, det var noget hun bildte sig ind.

Lørdag formiddag ved 11 tiden, lige efter vi igen havde spist i tavshed, sagde Nathalie, hun ville gå en tur. Louis så lidt på hende, men nikkede så. ”Vi har da også brug for friskt luft, ikke drenge?” Havde Liam hurtigt sagt. Niall havde nikket ivrigt, man vidste godt, hun ikke ville have os med. Hun så på os og rystede på hovedet. ”Må vi ikke tage med?” Havde jeg nervøst spurgt hende, men hun var overhovedet ikke begejstret. ”Jeg vil utrolig gerne gå lidt rundt i byen, sidde lidt i parken, lytte til musik og nyde vejret. Please, det er endelig godt vejr!” Det havde været godt vejr hele sommeren, lige siden hun var kommet faktisk. Jeg kunne godt se, hvorfor hun selv ville gå, ville slappe lidt af. Men jeg var utryg ved, at hun var selv. Jeg vidste ikke om hun havde nogen om tanke med det, og hun havde lavet en plan. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle tro, eller tænke. Selvfølgelig blev jeg nød til at stole på hende, at hun passede på sig selv, men hun havde ikke bevist det særliggodt i fortiden. Hun vinkede til os, og gik ud af stuen. Min hånd rakte efter hende, men hun var ude af syne. Allerede dér fortrød jeg, ikke at jeg havde sagt hende imod.

 

NATHALIES SYNSPUNKT: Det irriterede mig en smule, at de ikke ville lade mig gå uden dem. Men for en gangs skyld, var det kun lidt. Irritationen over det fadede væk, da det var tydeligt, de var bekymrede for mig. Det havde de altid været, jeg var bare dum nok til at ignorere det, og gemme det for mig selv. Jeg vidste ikke helt hvad jeg ville, men det var helt sikkert, jeg ville ændre mig, hvordan – det var mere usikkert.

Jeg så ned af mig selv, mens jeg gik. Mine knap så brune ben, gik i et behageligt tempo. Med korte cowboyshorts, og blomstrede ballerinaer, gik jeg mod parken. Der var stille og varmt, kun fuglene sang og en lav støj fra biler længere væk kunne høres. Mit lyse hår hang over min skulder i en løs hestehale. Jeg skubbede en løs tot langt pandehår, bag øret og så op. Der lå en række restauranter på den anden side af vejen, og den grønne park lå ligefremme. Lige i dag, præcis i dag, så den uvirkelig ud. Den lignede en paradis have. Modne, knaldrøde æbler hang på de grønne træer. Lyserøde hindbær hang friske og søde på buskene. En flok sommerfugle fløj rundt, de var i alle regnbuens farver. Nogle børn sparkede en bold frem og tilbage mellem dem, et ældre ægtepar gik hånd i hånd.

Jeg satte mig på en bænk, og så storsmilende rundt. Så mange gange havde jeg sidder her. Mange minder var tydelige. På denne bænk, havde jeg siddet med Harry for lang tid siden, og flettet fingre. Niall havde engang købt mig en is, og vi havde siddet og snakket om alt muligt. Jeg så ned på mine fingre, der var flettet i mit skød. Jeg trak på smilebåndet, og det var dér, det gik op for mig, at det var første gang, i meget lang tid, jeg havde smilt – sådan rigtigt. Det var alt for lang tid siden, jeg havde smilt ægte, det var aæt for lang tid siden, jeg havde grint.

Mine negle tiltrak min opmærksomhed, de var en pink/rosa farve, den Niall for et par år siden, havde givet mig. hans ansigt dukkede op foran mine øjne, det blonde hår, de blå øjne, de skæve tænder – nu med bøjle. Han var en spinkel fyr, men trænede godt. Han så faktisk helt okay ud. Han var så venlig, så sød, så charmerende. Alle kunne lide ham, eller det burde de i hvert fald. Niall elskede mig, og jeg hadede ham for det. Han burde væmmes ved mig! Jeg forstod ham ikke, han var ufattelig. Han blev ved med, at se det gode i mig, blev ved med, at tro på det gode i mig. Han var tålmodigheden selv. Han ventede på, at få det gode at se, han troede på det. Han havde altid set det gode i folk, havde altid haft god tålmodighed, og det havde han brug for, for at læse mig. Selvom, vi ikke havde snakket længe, kendte han mig stadig. Han vidste hvem jeg var, mine svage punkter, de knapper han skulle trykke på. Han kendte den Nathalie, jeg engang var, og hende, jeg havde prøvet at gemme, for ikke at såre hende. men det var gået op for mig – at det var hende, jeg ville være igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...