You Make Me - One Direction

Nathalie er søster til den verdenskendte Niall Horan. Hun ser ham ikke som en engel, ligesom alle andre - med andre ord: Hun hader ham. Han er dog ikke den eneste i gruppen hun ikke kan holde ud, hendes eks. Harry Styles er nemlig også set som den perfekte, men i hendes øjne er han langt fra. Han knuste hendes hjerte "ved en fejl", han var hende utro. Da hun så bliver tvunget til at bo hos drengene fra One Direction, falder hele hendes verden sammen. Harry er knust over hans dumdrigstige fejl, og vil gøre alt for at hun ville tilgive ham. Nathalie har ikke lyst til at have en eneste samtale med Harry, men føler sig tiltrukket af ham... Han var den største fejltagelse hun havde gjort, hun kunne ikke få sig selv til at stole på ham igen - kunne hun?

10Likes
5Kommentarer
1381Visninger
AA

2. Datid

Datid

Grunden til min dårlige opførsel og had til Niall, var startet for halv andet år siden. Det hele var et stort rod. Der var sket frygtelig meget, på det korte stykke tid. Men konflikten startede før endda, til auditions, til X-Factor…

Jeg havde taget med til hans audition, og han havde klaret det helt utrolig godt! Jeg havde rost ham, fordi han jo var en stjerne! Han havde været 16 på det tidspunkt, og jeg 15. Han var så utrolig charmerende, og det var tydeligt, at alle pigerne i aldrene 14,15,16s hjerter smeltede i salen.

Efter, at han ikke fik lov til at gå videre, var han helt knust! Han vidste slet ikke hvad han skulle gøre af sig selv. Da gruppen så blev dannet, var han så overlykkelig, som nogen overhovedet kunne blive. Han var så glad, at det varmede så dybt i hjertet at se hans vidunderlige smil. Jeg var igen super stolt af ham! Han havde så meget talent, at det ville være synd at smide ham ud! One Direction begyndte at betyde alt for ham. X-factor var slut, men de fortsatte. De samlede fans ind, fra hele verden, og blev så utrolig kendte verden rundt. Drengene og bandet betød pludselig så meget for ham, at det nærmest erstattede alt andet. Det var det eneste han fokuserede på, alt det han tænkte på; musikken og drengene.

Jeg var meget ensom i Hollywood, (det var da drengene var flyttet dertil, og deres forældre, inkl. mine) da jeg ikke havde vildt mange venner. Til en fest hos en ny veninde, mødte jeg Alexa. Hun var nok en lidt vild, party-tøs. Hendes udseende afslørede det hele, det mørke brune hår, med den tydelige røde stribe hængende i den ene side. Alt det tjekkede tøj hun gik i, den make-up hun brugte. Hun udviklede sig dog, meget hurtigt blev hun afhængig af stoffer og alkohol. Da jeg var ekstrem tæt med hende, kunne jeg ikke lade være med selv at være med. Dog, var jeg klog nok til at skrotte stofferne, men alkoholen, den almindelige, - men stadig farlig - rygning, kunne jeg ikke holde mig fra. Jeg begyndte at hænge ud med vildt mange forskellige drenge, hele tiden! Men der lå absolut ingen følelser bag det. Der var ingen undskyldning for hvorfor, det var bare dumt. Men al den opmærksomhed jeg fik, fra alle fyrene, det var utrolig skøn.

Så efter nogle måneder med party, tog jeg en aften hjem til drengene, og pludselig fik jeg de sygeste følelser for Harry. Han virkede som den vigtigste nogensinde! Det var som om jeg bare skulle have ham! Hans smukke krøller, hans grønne øjne, der holdt mit blik… Mine følelser blev helt ekstreme. Til sidst viste det sig, han også havde de følelser for mig. Jeg kunne huske, jeg var målløs da han afslørede det. Da hans kinder langsomt blev helt pink, hans blik vandrede langs gulvet, han kløede sig genert i håret, og smilte sit charmerende, skæve smil. Mit hjerte bankede ubeskriveligt hurtigt, min puls steg 100 grader i løbet af få sekunder, og mit ansigt kogte. Min glæde var ikke til at sætte ord på, jeg huskede kun, at jeg løb hen, ind i hans favn, og kyssede ham. Alle mine følelser var beskrevet i dét kys. Hans bløde læber mod mine, hans varme hud mod min, mine fingre i hans hår, jeg følte jeg var i himlen, jeg bad om tiden ville stoppe, så det bare ville være os, os to sammen, for evigt.

Efter flere måneder i Harrys selvskab, hvor det kun var os to, følte jeg virkelig at jeg var speciel, præcis som han sagde. Jeg troede på ham, da han sagde jeg var en éner, at jeg var smuk, vidunderlig, dejlig, jeg kunne blive ved. Jeg troede ham, og hans ord. Det var ham, der havde fundet på mit kælenavn ’Nathie’, men nu var det hamrende irriterende. Det var bare os, os to sammen. Han havde taget mig med på caféer, han havde vist mig rundt i Hollywood, han havde vist mig frem i offentligheden. Alle ugebladende havde skrevet om os, alle mulige historier havde de skrevet, alle der drejede sig om os to, som et par. Forsiderne var smækket med billeder af hans hånd i min, eller et langt kram, eller et kys. #Nathalie Horan og Harry Styles er som limet sammen!# eller #Er Horan er Styles mon et par?# Han fik mig til at føle mig som en virkelig prinsesse, den måde han behandlede mig på, jeg troede fuldt og fast, at det ville vare for evigt med Harry Styles. Det var til gengæld den største fejltagelse, jeg nogensinde havde gjort!

Harry havde åbenbart et rimelig godt øje, til en eller anden klam brunette. Jeg vidste ikke hvad hun hed, og jeg havde bestemt ikke lyst til at vide det! Jeg havde ikke lyst til at vide noget om hende, eller ’dem’! Det hele var sket så hurtigt, drengene havde været til koncert, jeg havde været hos en veninde. Da vi var logget på facebook senere på aftnen, havde der ikke været andre billeder, end dette ene, hvor Harry (der var ingen tvivl, det var ham) og hende den anden, stod klistret op af hinanden. Min kæbe havde ramt jorden, mine tåre havde stået ud af øjnene, som et vandfald, og jeg rystede, som var der jordskælv. Jeg havde været så rasende, mine øjne var forvandlet tul iskolde, sorte pletter. Vreden var ubeskrivelig, det var ikke til at fatte. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, eller om jeg overhovedet skulle gøre noget. Det kunne være en fejltagelse, men det var det næppe. Der var ikke meget at tage fejl af, i det billede.

I løbet af få senkunder, havde jeg besluttet mig, præcis hvad jeg skulle gøre. Rasende tog jeg mine ting, krammede min veninde og undskyldte, og fór så ud i mørket. Jeg løb hele vejen hjem, kastede mine ting foran hoveddøren, og løb grædende videre. Hvordan kunne han gøre det mod mig? Havde han ikke sagt han elskede mig? Havde det hele bare været én stor løgn? Jeg lukkede mine øjne så hårdt i, som jeg kunne, og lod et hulk befri sig, fra mine læber. Den første bar jeg kom forbi, var jeg gået direkte ind i, uden overhovedet at overveje hvad jeg præcis skulle gøre, selvom min plan stod helt klart. Jeg drak en masse, jeg nok ikke burde, men mine smerte skulle væk, på en eller anden måde, og dette var den første jeg kunne komme i tanke om. Ved min største overraskelse, stod Mr. Tomlinson, den Louis Tomlinson, og uden megen tøven gik jeg flirtende imod ham, og var helt sikker – det var ham, jeg ville tage hævn over Harry på. Louis’ øjne viste interesse med det sammen, nok også højst sandsynligt fordi han var rimelig beruset, og han gik mod mig, med et sødt smil. Jeg satte min pegefinger midt på hans muskuløse bryst, og begyndte forsigtigt, at gå rundt omkring ham, imens jeg tegnede en lige linje med min fingerspids.

Et stort sort hul opstod i min hukommelse, jeg huskede ikke hvad der skete siden. Det næste, der faldt mig ind, var Louis ved siden af mig, han lå og sov i bare overkrop, og dér gik det op for mig hvad der var sket…

Men jeg følte så meget smerte, pga. Harry, at jeg ikke kunne tænke på andet, end at gøre det igen. Smilende satte jeg mig på hans mave, med et ben på hver side af ham. Hans smukke, blå øjne åbnede sig stille, og glimtede flirtende til mig. Jeg bøgede mig ned mod ham, og kyssede ham blidt på halsen, lige under øret. Hans hånd lukkede sig om min, og gav den et lille klem.

Louis havde kørt mig ind til byen, for at shoppe. Vi havde gået rundt, hånd i hånd, kys efter kys, og paparazzi efter paparazzi fulgte efter os. Vreden boblede inden i mig, og mit sårede ansigt og falske smil, var ikke til at tage fejl af. Jeg følte mig så til grin. Hvordan kunne den overperfekte Harry Styles være mig utro?

Det eneste jeg ville opnå, var at såre Harry ligeså meget som han havde såret mig. Jeg følte stadig, at alting indeni mig var itu, at mit hjerte var i tusinde stykker. Tårerne pressede sig på, og med Louis’ arme om mig, kunne jeg ikke holde det inde længere. Jeg huskede, vi sad i stuen på sofaen, mine tåre strømmede ned af mine kinder, mit hjerte bankede hårdt, der gik en smerte gennem min krop hver gang jeg tænkte på de grønne øjne, det krøllede hår, det muskuløse bryst, den hæse stemme, de blide kys. Jeg snøftede, og så Harrys skikkelse vise sig i døråbningen. Hans sårede øjne så direkte ind i mine. Han gik få, små skridt mod os, hans ansigt så såret ud. Jeg forstod det ikke. Hvorfor skulle han være såret? Idiot! Det eneste jeg kunne tænke på, var mit hjerte, der bankede ubeskriveligt hurtigt, min puls steg 100 grader i løbet af få sekunder, og mit ansigt kogte. Det var anden gang det var sket. Den første gang, var da jeg mødte ham, og denne gang, fordi han havde såret mig så meget, at jeg ikke kunne sætte ord på det.

Endnu en tåre trillede ned ad mit ansigt, og samtidig blev Harrys øjne blanke, og hans kinder var helt våde. ”Louis…?” Han holdte en lang pause, og kiggede over på Louis, og derefter mig. ”Nathalie…?” Det var det eneste han sagde. Louis tog mig tættere ind til sig, hans kropsvarme beroligede mig. ”Hvordan kunne du?!” Jeg ville skrige så højt jeg overhovedet kunne, men det slap kun ud som en hvisken. ”Jeg… Jeg er så ked af det…!” Hans stemme var så blid, sød og hæs, at jeg havde lyst til at tilgive ham, og at blive holdt om i hans arme. Men så let var det ikke. Det han havde gjort var utilgiveligt. ”Hvordan kunne du, Harry?!” Gentog jeg, med gråd i min stemme, stadig i en hvisken. ”Det… Det var en kæmpe fejltagelse, og du må virkelig undsk…” ”Harry! Hvordan kunne du gøre det mod mig?” Afbrød jeg ham, og hævede min stemme, men den knækkede over. Louis skubbede en tot løst hår, om bag mit øre, og tørrede en tåre væk. Mine øjne stirrede ind i Harrys øjne, så hårdt jeg kunne. Jeg rejste mig i en pludselig bevægelse, og gik ud af stuen. Jeg så Harry sætte sig langt fra Louis i sofaen, men straks sagde Louis noget, for at berolige ham. De var jo bedste venner. Bedste venner! Jeg vidste, at Louis ikke havde følelser for mig, fordi jeg kendte ham godt nok til at vide, han ville have reageret anderledes, hvis han havde. Han havde været rimelig fuld, og jeg havde bare været vred, og hoppet på den første og bedste. Jeg havde absolut heller ingen følelser for ham. Flot var han, men ingen følelser var indblandet.

Min Twitter-profil blev hurtigt til et sted, One Direction fans begyndte at hade mig, og skrive dødstrusler. Hurtigt begyndte folk, jeg normalt ville kalde venner, at se ned til mig, og mobningen startede, og jeg var den eneste, der ikke havde gjort noget. Harry havde såret mig, det var ham, der var den der skulle trampes på! Pludselig var jeg bare et svagt offer, og alt det negative sugede jeg til mig, og følte alt det de sagde, passede. Jeg troede på hvert et ord.

Tiden gik, jeg snakkede ikke med Harry, og kun lidt med resten af drengene. Mit forhold til dem var stadig godt, det var bare akavet og jeg var stadig ramt af alle smerterne fra Harry. Jeg var mere og mere sammen med Alexa, fyrene hoppede igen med på alt, og pludselig levede jeg et liv bag alkohol og rygning. Der lå ingen følelser bag nogle af dem, men alligevel hoppede jeg fra den ene til den anden.

Da det hele ligesom gik op for mig, og jeg stod med i rodet, og jeg savnede Harry mere end noget andet. Hans grønne øjne var som plantet på min nethinde, de var det eneste jeg så, også når jeg lukkede øjnene. Jeg kunne bare ikke få ham ud af hovedet, lige meget hvor meget jeg ønskede det. Alexa var den eneste jeg kunne snakke til, den eneste jeg faktisk gad snakke med. Jeg ville ikke fortælle mine følelser til drengene, det ville være underligt, og Niall ville ikke ligefrem være helt vild med idéen, at jeg snakkede med ham om drenge. Han havde altid været meget forstående, og var god til at lytte og joke, så jeg blev i godt humør. Men lige i denne situation, havde jeg brug for råd, så jeg fik hjælp fra Alexa. De eneste råd hun kunne give mig, var det hjalp at drikke hjernen ud, at ryge så intet kunne mærkes, og spise piller så smerten forsvandt.

Alt for hurtigt tog jeg rådene til mig, og blev meget afhængig af al den misbrug. Men følelserne for Harry hang stadig ved. Jeg kunne bare ikke glemme ham. Desuden havde han stadig ikke kommet med en røv-dårlig undskyldning, ikke fordi han behøvede det, men vi havde ikke haft nogen samtale siden den dag med Louis. Jeg hadede det han havde gjort. Jeg hadede ham, og samtidig kunne jeg ikke holde op med at elske ham, og det var det der plagede mig. Hvorfor skulle han være så perfekt? Hvorfor så gudesmuk? Hvorfor så sexet, hot, iøjefaldende eller lækker? Hvorfor var jeg faldet for ham? Jo, muligvis pga. så lækker, gudesmuk og sexet han var, men hvorfor? Jeg kunne jo ikke vælge hvem jeg blev forelsket i, men hvorfor så ham?

Efter alle mine følelser for Harry blev så tydelige, efter jeg tog alle Alexas råd til mig, begyndte jeg at opbygge en skræk for at blive såret igen. Jeg begyndte at skubbe alle væk, selv Alexa. Forholdet til drengene blev mere og mere fjernt, og jeg mødte ikke mange nye mennesker. Hurtigt opbyggede jeg en stærk facade, den gemte alle mine følelser langt væk, men alligevel var de det eneste jeg kunne tænke på. Samtidig prøvede jeg, at drikke dem væk, alle minder, følelser og tanker for at glemme dem.

Efter det hele blev 100 % værre siden jeg var nede over Harry, besluttede mine forældre, at Hollywood nok alligevel havde været for hårdt for mig, så de tog mig med ’hjem’, hjem til London. I en meget dyr lejlighed, håbede de, jeg ville få de bedre, og blive til mig selv. Men det hjalp jo ingenting, jeg blev mere og mere fjern, men jeg var næsten ikke hjemme, festerne var det der gav det hele et lille skub. Festerne hjalp mig til at have en undskyldning for at drikke og ryge, derfor var det hver aften jeg var ude, og ellers tog jeg selv på en bar. I barerne omringede fyrene mig, hvor jeg hurtigt blev midtpunktet, og opmærksomheden gjorde mig glad.

Problemerne opstod også dér, og jeg kom ind i voldsomme problemer med drenge, vold, druk og voldtægt. Jeg begyndte at kontakte Niall, men han viste sig altid, at have travlt. Hans musik betød pludselig en del mere end jeg gjorde. Jeg havde håbet han ville hjælpe, håbede han havde lyst til at høre på mine problemer, men han skubbede mig også væk, og til sidst havde jeg ingen kontakt til hverken ham eller resten af drengene. Hans musik kom bare i første række, og hans latterlige band. Jeg skubbede dem længere og længere væk, og det gjorde kun, at min facade blev stærkere, og sværere.

Problemerne udviklede sig, og blev igen værre. Jeg bekymrede mig ikke længere om andre, heller ikke mig selv. Niall begyndte at ringe oftere, men min vrede var alt for meget, siden han forlod mig, og ikke ville hjælpe. Jeg begyndte at hade ham mere, han var min storebror, han skulle vejlede og hjælpe mig på vej. Sådan var søskende, man hjalp hinanden, hvorfor begyndte han så først, så lang tid efter, at kontakte mig?

Mobningen var ikke helt så ekstrem længere. Men alligevel var jeg stadig svag, og ordene hang stadig så godt fast i mit hoved, at de ikke, nogensinde kunne rystes ud. Fans var mere eller mindre bare jaloux på mig, over at have de fem drenge så tæt på mig, men det var lige præcis det jeg ikke havde, og ikke ville. Ja, Niall Horan var min bror, hvis det ikke var ret tydeligt. Ja, jeg havde været sammen med Harry, og ja, jeg havde været i seng med Louis, men så meget vidste deres fans ikke. De troede jo selvfølgelig kun, vi havde haft et kort forhold.

Mine følelser var ikke til at styre, og jeg vidste det kun var fordi Harry havde været mig utro. Det jeg følte for ham, var ubeskriveligt. Jeg hadede ham. Jeg elskede ham. Det svingede helt utroligt. Louis hoppede ikke på samme nummer en gang til, og med de andre drenge, ville det bare være forkert. Derfor tvang de mig mere eller mindre, til at finde en anden. Han behøvede ikke være kendt, han skulle bare være køn. Kønnere end Harry, som bevis på, jeg også kunne finde flottere drenge end ham. Jeg vidste det var forkert at udnytte en eller anden uskyldig fyr, men mit hjerte hamrede af smerte, og skreg på hævn.

Efter kun få dage, havde jeg fundet den ’nærmest’ perfekte fyr, at være sammen med. Hans navn var Jayden, og var på jævnalder med mig. Han havde sødt brunt hår, lidt lysere end Louis’ og helt mørke øjne. Han var høj og muskuløs, hvad mere kunne man drømme om? Desværre var det ikke det jeg tænkte på, det eneste der fór igennem mit hoved hele tiden var den måde Harry kyssede mig, rørte mig, gjorde mig tryg i sine arme. Det eneste jeg kunne tænke på var ham, og så meget jeg savnede ham.

Jayden var alt for let at forføre, og han blev hurtigt interesseret. Han hoppede med på alt, og pludselig var vi på alle forsiderne. Jeg kunne huske, jeg havde åndet lettet op, da pressen endelig valgte at gøre noget rigtig i stedet for alle løgn historierne om mig. Endelig noget, der faktisk var sandt. Mit forhold til Jayden havde holdt godt tre måneder, indtil jeg havde pint Harry alt det han fortjente, og det havde virket. Han havde fået alt med, alle bladene havde han læst, set alle de billeder vi havde snavet på, hævnen var sød. Stort set hver aften havde han siddet og grædt, i favnen på en af drengene. De havde så småt tilgivet ham, men samtidig forstod de godt min mening med det hele. Jayden havde været rasende, da jeg slog op med ham, selvfølgelig vidste han ikke den rigtige grund til det, men rasende, det var han. Kun få mennesker vidste, vi havde slået op, jeg ville ikke have, nogle skulle vide det, så virkede det bare hårdere for Harry.

Jeg holdte mig langt fra andre mennesker, og sørgede for, ikke at komme i noget form for forhold til nogen, under ingen omstændigheder. Hverken som venner eller kæreste. Jeg var blevet så bange for andre mennesker, at jeg gemte mig bag min facade, og bag alkoholens virkning. Jeg blev inviteret til bunkevis af fester, og var sammen med utallige drenge, og ingen vidste hvad jeg følte, jeg ville ikke udtrykke nogen følelser. Derhjemme var det præcis det samme, og skænderier med mine forældre blev også en normal del af hverdagen, og de blev kun værre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...