Red ♡ 1D [+13]

Grace Cardenas er 19 år gammel og elsker at feste. Når hun ikke fester, har hun et job som rengøringsdame på Hotel Hilton. En dag da hun gør rent på en hotellets værelser, sker der noget der ændrer hendes liv. Hun tror, at hun er alene, men da hun kommer ud på badeværelset står der en bag bruseforhænget. Og ikke bare hvem som helst. Niall Horan. De to falder i snak, på trods af den akavede situation og inden de ser sig om er Nialls bandmedlemmer kommet hjem.
Men hvad sker der, når en fra det berømte band får et godt øje til hende?
Og hvad sker der når Grace pludselig modtager trusler, der er voldsommere end normal hate? *Se trailer*

42Likes
22Kommentarer
2852Visninger
AA

7. 6. The day after

 

Louis’ POV:

 

Jeg slog langsomt øjnene op, og kiggede lige op i et skinende hvidt loft. Dog lukkede jeg dem ret hurtigt igen, da jeg havde den ledeste hovedpine. Jeg havde det som om titusind små minearbejdere arbejdede inde i mit hoved. Og det var ikke behageligt! Det er det, jeg hader allermest ved alkohol. Tømmermænd. Og jeg troede ikke, jeg havde fået så meget at drikke. Men jeg var måske bare en af de uheldige mennesker, der havde let ved at få tømmermænd? Jeg ved det ikke, og jeg synes ærligtalt, det var lidt for mange tanker, når man har så meget hovedpine. Måske skulle jeg i stedet fokusere på at finde nogle panodiler, så mit humør ikke blev fuldstændig ødelagt. Jeg åbnede prøvende øjnene igen. Det hvide på loftet og væggene skar i øjnene, og det føltes som at få stukket en masse knive i øjnene.

 

Jeg lå i lidt tid og prøvede at vænne mig til lyset, og få mig til at stå op, så jeg kunne få de panodiler. Men jeg var viiiiildt doven, og orkede overhovedet ikke, så det eneste der alligevel fik mig til at gøre det, var at hovedpinen bare blev værre og værre.

 

Jeg forsøgte at sætte mig op, men noget holdt min venstre arm tilbage. Jeg drejede hovedet for at se, hvad det var. Men det var vist nærmere hvem end hvad. Ved siden af mig lå en sovende Grace.

 

Pludselig kom jeg til at tænke på, hvad der var sket i går.

Hvordan pokker var jeg endt sammen med Grace?! Jeg troede, jeg tog i byen for at glemme  netop hende?? Ikke for at være sammen med hende. Men hvordan i alverden skulle jeg også vide, at netop den aften havde hende og hendes veninde valgt nøjagtig den samme klub som os, ud af alle klubber i New York?!

Okay, det er faktisk en ret dårlig undskyldning, for bare fordi man møder nogen man kender, behøves det altså ikke ende i soveværelset.

 

Nå… Jeg kom fra de panodiler. Jeg vristede mig forsigtigt fri fra Grace, og rejste mig op. Jeg fik med det samme lyst til bare at ligge mig ned igen. Der var koldt, og jeg blev mega svimmel. Men alligevel gik jeg med faste skridt ud i fællesrummet, og videre over mod badeværelset. Jeg snubbede en panodil fra skabet og tog et plastikglas der stod ved siden af håndvasken, som jeg fyldte med vand. Jeg kastede panodilen ind i munden og tog hurtigt noget vand og skyldte ned med. Jeg trommede irreteret med fingrene mod bordet, mens jeg kiggede mig i spejlet. Jeg lignede noget, der var løgn. Og det hjalp hellere ikke at den åndssvage panodil ikke virker. Det var det, jeg hadede allermest ved panodiler. De først virkede efter noget tid. Hvorfor kunne man ikke bare få nogle panodiler, der virkede med det samme?! Jeg ved godt, det er alt sådan noget med, det skal opløses og rundt i blodet og bla bla, men alligevel!

 

Jeg vendte mig rundt og gik ud fra toilettet. Lige da jeg åbnede døren, synes jeg, at jeg hørte en dør smække, men det kunne ikke passe, da drengene højst sandsynligt stadig sov. Klokken var trods alt kun lidt i 11. De kunne sove flere timer endnu.

 

Jeg gik ind på værelset og smed mig i sengen, men det gik ret hurtigt op for mig, at der ikke lå nogen ved siden af mig. Hvor var Grace henne? Hun kunne jo ikke være på toilettet, for der havde jeg jo lige været. Hun kunne heller ikke være i fællesrummet, for der havde jeg også lige gået igennem. Alligevel rejste jeg mig op for at lede efter hende. Jeg skulle lige til at gå ud fra værelset, da et stykke hvidt papir fangede min opmærksomhed. På puden, lå der et sammenfoldet papir, hvor der stod Til Louis på. Jeg tog det op og læste, hvad der stod:

 

Hej Louis!

Nå, men jeg smutter nu. Mit nummer er 28556614, så hvis du har brug for noget, så ring..

Okay det lød forkert… Bare glem det…

Du skal ikke sige det her til nogen!

 

Xoxo Grace

 

 

En rynke opstod i min pande. Var hun bare skredet? Vi var ikke sammen eller noget, men derfor kunne man da godt sige pænt farvel? Men det synes hun åbenbart ikke… Gad vide om hun synes, jeg bare var et One Night Stand. Ikke at jeg selv lagde særlig mange følelser i det, men alligevel var det heller ikke bare et one night stand. Vi kendte jo trods alt hinanden lidt, efter dengang med elevatoren.

 

Jeg smed brevet på min seng, og overvejede, hvad jeg skulle gøre nu. Jeg havde en smule lyst til at ringe eller skrive til Grace, men hun var jo lige gået, og jeg ville ikke virke desperat eller noget, så jeg besluttede mig for at gå ind i fællesrummet og se TV, til de andre vågnede.

                                                                      ***

 

Jeg havde siddet og set TV de sidste to timer. Klokken var omkring et. Der havde været F.R.I.E.N.D.S maraton, og fordi det var min yndlingsserie, havde jeg stenet det, samtidig med at jeg havde været lidt på twitter. For så sej er jeg nemlig! Jeg kan multitaske!

Lige imens jeg var ved at få et grineflip over noget i F.R.I.E.N.D.S, kom en træt Harry gående ind.

 

”Kan du ikke skrue lidt ned!” Spurgte han tvært, mens han kørte en hånd gennem sit hår. Han så virkelig forfærdelig ud. Store render under øjnene, og uglet hår.

Jeg grinede bare af ham og svarede flabet: ”Har man lidt tømmermænd, huh?” Mine egne tømmermænd var overraskende nok forduftet efter panodilen.

Harry sendte mig et blik der kunne dræbe, og smed sig i sofaen. ”Haha, du er så sjov”, sagde han tørt, ”Kunne du i stedet ikke gøre dig nyttig og hente nogle panodiler til mig?” han kiggede på mig med hundeøjne, men det var jeg kold over for. ”Hvis du vil have panodiler, må du selv hente dem” svarede jeg. Han sukkede og beklagede sig højlydt, over de ca. 20 skridt hen til badeværelset og tilbage til sofaen. Han kom tilbage med bøtten og et glas vand. Lige da han skulle til at tage en tår af vandet, kom jeg til at skubbe til ham, da jeg skulle have fjernbetjeningen, og han spildte vandet ud over sig selv.

Jeg udbrød et højt grin. Det var ikke så meget det, at han spildte vand ud over sig selv, men hans ansigtsudtryk. Han sad der og så først ret chokeret ud, og bagefter helt fortabt. Mens jeg stadig var i gang med at grine, brød en anden stemme ind:

”Hvad er det, Louis griner så meget af?” spurgte en forvirret Niall.

”Jeg ved det ikke rigtig” sagde Harry (falsk) undrende ”Du kender Lou. Han er mærkelig.”

Jeg stoppede fornærmet med at grine. ”Hey” udbrød jeg utilfredst.

Nu var det Niall og Harrys tur til at grine.

Niall satte sig på den anden side af mig i sofaen.

”Hvad ser vi?” Spurgte han.

”F.R.I.E.N.D.S” svarede jeg.

 

Vi sad lidt tid og så det, men der gik ikke særlig lang tid, før Niall beklagede sig over, at han var sulten. Og lige da han sagde det, syntes jeg også at min mave begyndte at knurre. Vi besluttede os for at gå ned og få noget morgenmad. Men så venlige vi var, blev vi enige om at vække Liam og Zayn for at sige det til dem.

 

Vi startede med at vække Liam. Det var overraskende nemt at vække ham, selvom det mere lignede at han var blevet vækket op fra døden end søvnen. Hvis jeg syntes jeg selv, Harry eller Niall så slem ud… Vi lignede nærmest supermodeller i forhold til Liam.

 

Efter at have fået Liam op fra sengen, og fået overtalt ham om ideen om morgenmad, gik vi ind på Zayns værelse. Vi vidste alle sammen godt, det ville blive en udfordring at vække ham. Vi startede lige så stille, ved at sige hans navn og ruske i ham. Det hjalp ikke. Vi prøvede at hoppe i sengen og rykke i hans dyne. Det hjalp heller ikke. Det var først da et geni(mig), kom på den geniale ide, at kaste vand i hovedet på, at vi fik ham vækket. Zayn var som sædvanlig lidt små morgensur, og det hjalp bestemt ikke at han lige havde fået smidt vand i hovedet, men det havde vi efterhånden lært at leve med. Da vi efter lang tids kamp, også fik trukket ham op af sengen, gik vi ned for at spise morgenmad. Eller det vil sige frokost, for morgenmads buffeten, var blevet ryddet væk.

 

Vi gik alle direkte op i buffeten og skovlede til os af mad. Bagefter fandt vi et bord, hvor vi satte os ned og spiste. i lang tid sad vi bare og småsnakkede om alt muligt, som vi altid gør.

Pludselig spurgte Zayn: ”Hvad skal vi så lave i dag?”

”Øhh Zayn… Du ved godt klokken næsten er tre, ik?” spurgte Liam.

”Nej… Så kan vi jo ikke rigtig nå at lave noget kan vi?” svarede Zayn, og så på os.

”Nej, men det er jeg egentlig også glad for, for jeg har mest lyst til bare at ligge i sofaen og se film hele dagen.” sagde Niall træt.

”Men hvorfor gør vi ikke det?” Spurgte jeg ”Der er da roomservice på hotellet, og alting”

 

De andre nikkede hurtigt til mit foreslag, for jeg tror ikke rigtig nogen af os havde lyst til at lave noget specielt. Vi småsnakkede lidt, mens vi spiste færdigt.

Da vi havde spist gik vi hen til elevatoren, for at komme op til vores værelse. Det første jeg gjorde, da jeg kom ind af døren var at ringe til roomservice, og bestille en masse film og tons af slik, is, kage og sodavand. Det skulle nok blive en hyggelig aften…

 

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Undskyld for det lidt kedelige kapitel... Det næste kommer nok snart...

Håber i kan lide det... :-D

 

xx _Asta_

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...