De kommer aldrig tilbage

Amelia kunne ikke fatte det, hvis der virkelig fandtes en gud, så var han virkelig ond

0Likes
0Kommentarer
169Visninger
AA

1. De kommer aldrig tilbage

Hun kunne ikke fatte det, de var væk og hun var helt alene.  Hvis der virkelig fandtes en god så var han meget ond.             Hun ville ønske at hun kunne gå tilbage, ændre det hele, stoppe dem fra at sætte sig ind i bilen, hendes forældre.              Det var deres bryllupsdag og Amelias far havde bestilt bord til ham og hendes mor.                                                                     De havde skændes fordi hun ikke ville passe hendes lille bror, hun havde kaldt dem navne, grimme navne, navne hun ønske hun kunne tage tilbage.                                                                                                                                                                    Hun savnede dem, savnede hendes skøre far og hans skøre hans ide, savnede hendes mor, hendes over bekymrig om dem børnene og ikke mindst hendes mad lavning.                                                                                                                              Hun kunne ikke klare det, hvad skulle ske nu, hun følte sig så alene, hvem skulle tage sig af hende og lille broren.                                                                                                                                                                                                        Amelia kunne lad være med at græde, det var det eneste hun kunne gøre, hun kunne ikke andet, ikke trøst hendes lille bror, fortælle ham at alt skulle nok gå.

Hun græde, græde og græde bare, ville ikke forlad hendes seng.                                                                                         Begravelsen havde været så smuk, så fred fuld havde hun hørt, men Amelia ville ikke med, hun kunne ikke være der, der med alles blik på hende, hun kunne ikke, hun ville ikke.                                                                                                                      Hun ville ikke live mere, hun ville bare væk for det hele, smerten var for meget.                                                                               Hun var ikke længere Amelia den flotte og populær, hun var kun den Amelia den ulykkelige.                                               Hendes moster havde flere gang prøvet at snakke med hende, men Amelia kunne ikke, det gjorde for ondt at snakke, det gjord for ondt at trække vejret. Hun kunne da i det mindste være lettede over at hendes moster var i gang med at få lov til at adopter dem, der var måske håb, men det kunne Amelia ikke tænke på lige nu.                                                      Hun kunne ikke se lyset for enden af tunnelen.

Hun var så vred, så vred at hun kunne slå hule i væggen.                                                                                                                    Hun havde faktisk slået huler i væggen og havde bækede den ende hånd, men den fysiske smerter var intet i forhold til smerten at hun ikke havde hendes forældre mere.                                                                                                                              Hun hadede den spørgelsebilist som var skyld i deres liv, hadede ham, hvis hun nogle sinden kommede til at se ham, så ville hun slå ham ihjel.                                                                                                                                                               Hvordan kunne hun være positiv i alt dette, hvordan kunne der komme noget lykkelig ud af dette.

                                                                                                                                                                               

                                                                                                                                             

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...