Søster

Når virkeligheden bliver flydene, tror man så på sig selv, eller de andre?

0Likes
0Kommentarer
318Visninger

1. Søster

Vi sidder her nu, vi sidder og kigger på stjernerne. Min søster elsker stjernerne. Jeg selv syntes at de er for langt væk, til at gøre en forskel. Jeg har prøvet at forklare hende, mange gange, at de ikke er ildfluer der svæver i skyerne, lige ude af hendes rækkevidde. Men hun er ligeglad med mine forelæsninger, det er ildfluer, siger hun, og sådan er det bare. Nogle gange leger jeg bare med, så kan vi rende rundt og gribe efter fluer i flere timer, altid uden held, aldrig har vi fanget en eneste ildflue.
I dag leger ingen af os, vi sidder bare og kigger, kigger op på den mørke himmel og håber at der måske er lyse tider forud. Jeg kan mærke hende, mærke hendes varme krop ved siden af min, mærke hendes frygt, hendes angst. Jeg kan høre den sagte lyd af hendes åndedræt, det er roligt nu, ligesom hendes hjerte, stille og roligt. Det passer til hende, nogle gange er hun vild og fri, men i sidste ende er hun altid den rolige grundblok i vores skrøbelige søster-forold.

Min søster er ikke nogen stor pige, ja hun er faktisk den mindste pige jeg nogen sinde har set. Hendes spinkle krop domineres at en prægtig manke, der altid ligger i gyldne bølger til lige under brystet. Jeg har altid været jaloux på hendes hår. Mor havde sagt at hun ville blive fotomodel en dag. Så gnæggede far lidt i skægget og gryntede noget om at det passer til hendes intelligens, så gik mor hen og daskede til ham mens hun grinede lidt. Det var mindre end en 24 timer siden.

Et gab bryder mine drømme, som en sten der bryder overfladen på en stille sø. Det er søster, hun er træt, og hun er i sin gode ret. Vi har ikke sovet siden ilden brød ud. "Ilden der tog det hele", som søster kalder den. Jeg må dog give hende ret, "Ilden der tog det hele", tog virkelig det hele. Jeg ved ikke om mor og far kom ud i tide, en lille del af mig kender godt svaret, men resten sørger for at den lille del ikke har noget at sige. Det er vigtigt at holde modet højt i denne tid.
Hun ligger ved min side nu, putter sig ind til mig som en bjørneunge til sin mor. Det er vel lidt det jeg er for hende nu, når vi ikke har mor. Jeg er blevet bjørne-mor, en mor som vil beskytte sin unge uanset hvad der måtte ske.
Der står en lille telefonboks længere nede ad vejen, jeg ligger først mærke til den nu, selvom den har været der hele tiden. Jeg føler efter i mine lommer, der er ingenting, men det er gratis at ringe til 112, jeg kunne ringe efter hjælp.
Søster ligger sit hoved i mit skød et øjeblik inden jeg rejser mig, det er ikke første gang hun har gjort det, men det kunne godt være den sidste, hvem ved om vi vågner op i morgen.
Jeg opgiver mine planer om at ringe og giver mig i stedet til at stryge hende ved håret. Hun mumler noget om en sang jeg kender, og jeg giver mig til at synge.

Mor havde også sagt at, hvor søster havde sit udseende, havde jeg min stemme. Kraftig som en tordensky, havde hun sagt, men samtidig blid og blød som et lam, og med samme farve som en regnbue. Hun havde sagt at mens søster kun kunne vise et flot billede, kunne min stemme male tusinder af malerier. Så havde far gryntet noget mere og en kommentar om mine manglende male-kunstner blev der vel også tid til.
Alle disse minder fra så kort tid siden minder mig om den situation vi var i. Søster ryster og hendes tænder klaprer så jeg tager min jakke af og ligger den over hendes spinkle skuldre. Jeg hader at se min søster herude, i kulden.

En hund gør et sted, søster krymper sig, hun er bange for hunde store som små. Jeg ligger en arm omkring hende og hun slapper af. Jeg kigger efter stedet hvor hunden gøede men kan ikke se andet end den mørke by, kun mørket fra i dag, der endelig har lagt sig som et tæppe over verden, kun lys kan klare mørke, men vi har ikke noget lys. telefonboksen er gået ud.
Mor og far er nogle sjove mennesker, de sad altid inde på mit værelse og de skiftede aldrig tøj. Far røg altid sin pibe og læste sin avis mens mor hun strikkede. De sad begge to i hver deres lænestol og kiggede på mig, talte med mig. Når jeg gik i seng sad de der stadigvæk, og når jeg vågnede op var de altid det første jeg så. Jeg havde spurgt mor hvorfor de aldrig lavede andet end at sidde og se på mig, så havde hun svaret at jeg var den eneste interesse i deres liv. Så havde jeg smilet og grinet, hun havde smilet tilbage.

Min mor er en meget lav kvinde, med små buttede kinder og et ansigt der kun kan minde en om nisse-mor, hun har altid den gule kjole med kornblomsterne på, et lille gult hårbånd og et par gule hjemmesutter, der er lavet af den blødeste pels. Hun strikker altid på den lille jordbær-hue til min søster, den hun har strikket på i umindelige tider nu, jeg har i hvert fald aldrig set hende strikke andet.
Far har altid sine arbejdsbukser på, dem med maling-pletterne som mor hader så inderligt. Han har sin ternede skjorte og de mørke gummistøvler som altid sviner, uanset hvor meget de bliver vasket. Under den lille brune, franske kasket sidder de små cirkelrunde briller. De er sjove at kigge igennem, for bag dem er fars øjne kæmpestore. De har kendt hinanden i mange år og de elsker hinanden meget, men ikke mere end de elsker mig. For mig elsker de mere end noget andet.

Søster drømmer nu, man kan se hendes øjne bevæge sig bag de lukkede øjenlåg, som om indersiden af hendes øjenlåg er en skærm der spiller en umådelig spændende film. Hun ser så fredfuld ud når hun sover, som en død engel. Nu kan jeg igen høre den dumme hund gø, den kan åbenbart ikke finde ud af hvornår man skal og hvornår man ikke skal gå rundt og gø. Men jeg kan ikke gøre noget ved det, ikke så længe søster ligger med hovedet i mit skød. Jeg vender hovedet mod himlen og kigger på stjernerne, der funkler som diamanter på himlen. Jeg tænker over hvor langt de mon rigtig er væk, men kan ikke blive enig med mig selv. Jeg sukker og lukker mine øjne, mærker den stille brise der flyder gennem byen som en slange på listetæer.

Ilden var startet som en glød fra fars pibe. Måske var den træt af den kedelige cyklus, eller måske ville den bare væk fra de andre. Den hoppede i hvert fald ud af fars pibe og ned på gulvtæppet, det tørre gulvtæppe var stukket i brand med det samme. Mor havde sagt at jeg skulle tage min søster med ud og lege, bare lige til hun fik fikset det her rod. Da vi kom ud stod der flammer ud af vinduet hvor vi boede. Vi ventede i lang tid, vi ventede til vi hørte at de kom og kiggede efter os. Ikke et ord om mor eller far, de sagde bare vi skulle komme ind igen, og at det hele nok skulle blive helt ok. Vi blev bange, de virkede så ligeglade. Vi løb, vi løb så hurtigt vi kunne ud i natten, væk fra der hede flammer, væk fra dem.

Jeg kan mærke kulden nu, krybende som tusinde myrer, kravler den op ad arme og ben. Men jeg bider bare tænderne sammen og ignorere det, jeg kan ikke tillade mig at vise svaghed nu, mor viste nemlig aldrig svaghed, kun sin rolige styrke, og sådan måtte jeg også være nu. Søster mumler i søvne, men jeg kan ikke forstå hvad hun siger. Jeg er selv træt og mine øjne er tunge, men jeg kan ikke falde i søvn, der skal være mindst en der er vågen. Ellers vågner vi måske aldrig igen. Gad vide om de leder efter os nu, de to små fortabte piger. Jeg bliver enig med mig selv at det gør de, og at jeg må holde øjne og ører åbne, de må ikke finde os.

En sjov ting ved mor far var at de aldrig ændrede sig, altid de samme, hverken yngre eller ældre. Det var som om de ikke ældedes som normale mennesker. Min søster derimod, hende kunne du se ændre sig hver dag. Hendes hår blev længere og mere gyldent, ansigtet blev kønnere, øjnenes grønne farve mere og mere udtalt og de spinkle lemmer blev længere og længere. Hun var i evig forandring, som en ørken, en meget smuk ørken.

Jeg kan høre dem nu, langt væk, med deres hvide kitler og ligeglade stemmer, de leder. Jeg kryber sammen og prøver at skærmer søster så godt jeg kan. De må ikke finde os, de må ikke tage os tilbage. De råber mit navn kan jeg høre, ikke søsters, kun mit, hvorfor råber de ikke efter søster, vil de kun have mig, de er nok lige så ligeglade med søster som de giver udtryk for. Jeg har lyst til at vække søster, men gør det ikke, hun må ikke ane uråd.

De mænd der leder efter os er vores naboer, alle vores naboer. De er overalt der hvor vi bor, og de holder altid øje med os. Mor siger at der er fredelige og at de ikke gør noget. Men jeg tror hende ikke, de er så mystiske, altid de samme kedelige kitler, altid de samme ligeglade attituder. Jeg stoler ikke på dem. De snakker heller aldrig til mor eller far, ikke engang til søster, og hun er ellers så sød.

Jeg ser dem nu, ser deres lygter der skære natten som lange knive. Deres råb er højere nu, de er tættere på. Jeg kan mærke søster bevæge sig uroligt i mit skød, jeg stryger hende ved håret igen, hun slapper lidt af, men ikke helt. Jeg kan mærke mit hjerte blive hurtigere i takt med hendes. De er meget tæt på nu, så tæt at jeg kan høre deres fodtrin i det våde græs. Mit åndedrag bliver hurtigere og hurtigere, tårene presser sig på og et dæmpet hulk undslipper min mund, ingen hørte et. De passere vores skjulested uden at opdage os. Men de ville sikkert komme tilbage.

Natten er stille, den siger ikke noget, ser bare på. Selvom det er i natten at de fleste ugerninger bliver begået, har natten aldrig gjort noget ved det, den har aldrig fortalt nogen om det. den ser bare til men menneskernes fortære hindanden med deres ondskab. Observere menneskeligheden forsvinde, druknet i et hav af synd og svigt. Det samme gjorde den nu, kiggede på som de kom nærmere og nærmere, så passivt til som deres knive af lys kom tættere og tættere på vores skjul af mørke, når de fandt os, ville de skære vores tæppe af skygger i tusinde stykker, de ville finde os og tage os med tilbage til de forkullede rester af mit værelse, fyldt med de forkullede rester af mine forældre.

Jeg bliver trukket af sted nu, stærke hænder griber mig og trækker mig væk fra søster. Hun vågner søvnig og forvirret, kigger efter sin bjørne-mor, men jeg er de ikke. De har taget mig, fjernet mig fra hende. De tager ikke søster med, de lader hende ligge, de ser hende ikke engang. Jeg prøver at vriste mig fri, men det er ikke engang værd at prøve. Jeg ser hende forsvinde, hun kigger efter mig, længes efter mig, håber at jeg kommer tilbage. Jeg rækker ud efter hende, ønsker at hun ville følge efter, men det gør hun ikke, hun bliver siddende i de forkullede rester af det der engang var et hus, hendes smukke gyldne hår er nu sodet til, hun ligner en falden engel, fortabt og alene.
En af dem snakker, han vil vide hvem jeg er, en anden svare at mit navn er Madeleine.

Han siger at jeg bor i enecelle.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...