Can I? {1D}

Dina er navnet på en pige. Som var blevet knust.
Hun ville bare gerne finde ham igen og blive lykkelige.
En dag da hun venter i lufthaven på sit fly, mødre hun en halv høj blond fyr, med det pæneste øjne hun nogle siden havde set. Og sjovt nok skal de med samme fly og bo på samme hotel. Den blonde fyr hun mødre viser sig og være Niall Horan fra One Direction, som ville lære hende bedre og kende end bare 'Pigen fra Lufthaven' men går Dina med til det? Og hvorfor skulle de bo på samme hotel? Kan Dina klade og blive forelsket igen?

6Likes
2Kommentarer
904Visninger
AA

9. Welcome to The really Life.

 

Okay, okay... Jeg stod nu på mit hotelværelse. Jeg var igang med at pakke og jeg stor tudet af helvedes til. For jeg skulle forlade Niall. Selvom jeg ikke rigtigt havde fortalt ham at jeg elsker ham. Sådan virkelige virkelige virkelig elsker ham. Så nu står jeg og pakker på mit hotelværelse og tuder. God stil. Jeg var næsten færdig, jeg fik dog en besked. Jeg havde ikke lyst til at tag den. For jeg vidste den fra Niall. Bare lige så i ved det, så var mig og Niall blevet sådan okay gode venner. Det var jeg selvfølgelige også med de andre drengen. Men der var bare noget over Niall... Så ja.

Kan du ikke bare tjekke den besked?

Nej. Jeg gider ikke og tude mere end jeg gør i forvejen.

Du tuder af helvedes til, som du selv sagde. Kan det blive værre?

Kunne du ikke bare havde lidt medelighed, med mig?

Nej.

Og så er den sure tilbage. Fedt.

Endelig. Jeg var færdig. Jeg sad nu bare på en eller anden cafe med noget af drikke. Min kuffert havde jeg ved mig. For jeg skulle faktisk når flyvet efter min elskede drink. Selvom jeg ikke helt er sikker på hvad det er... Men det smager godt.

Dude, den er med jordbær.

Er den?

Ja! Den er også lyserød!

Ja tak, jeg er ikke blind vel?

Er du nu sikker på det?

Ja, det er jeg!

 

 

 

Niall's synsvinklen.

 

Jeg må ha' virket trist. For i morges stod alle drengen bare og glorede på mig, som om jeg var en klov. Hvilket jeg ikke var... Okay, kun nogle gange. Men altså, hvad er livet hvis der ikke er noget sjovt i det? Okay, det gav ikke mening  men det gav mening i mit hoved.

Og nu, ja, vi sad i bil. Så jeg andre faktisk ikke hvor vi er eller hvor vi er på hen, men jeg ville gætte på at vi skal et eller andet sted hen og skrive autografer. Men ja, det er så det livet går når man er berømt. Jeg er suuuuulten! Og jeg keder mig. For i ved det er kedeligt og sidde og glor ud af vinduet. Så ja, jeg keder mig.

"Niall?"

"Ja? Hvad?" Det var Liam. Harry og Louis taler sammen som de pjalder, og Zayn, ja han snakker løst med Perrie. De er så søde sammen. Gad vide hvad Dina laver? ... Okay, det der gad ikke nogle mening, men sådan er det jo.

"Er okay?" Som sandvandelige, var Liam den første til og se om der var noget galt med mig. Jeg havde fortalt ham om mig og Dina, han syntes hun virker sød.

"Ja..." Okay nej, jeg havde det dårligt. Jeg gik ligesom fra Dina da hun stod og græd. Så hun må hade mig nu. Liam kiggede sådan ret længe for og sikkere jeg var okay, men han kendte mig for godt. Han vidste godt jeg ikke havde særligt godt med at går fra når de græder. Og hader det. Det er det samme med vores fans, nogle begynder og græde, når de ser os og så får jeg det dårligt, og som altid får de et kram af mig, og så når jeg skal går, får jeg det helt dårligt. Det er lidt mærkeligt, måske.

"Niall kom med mig."

Jeg sukkede. Liam havde allerede rejst sig og var gået så jeg halv løb efter ham.

Vi kom ind på værelset.

Han satte sig ned.

Jeg gik ind.

Lukkede døren.

Sattede mig ned.

Undskyld, men korte sættinger når jeg bliver nervøs eller når jeg ved der snart sker noget dårligt.

"Niall... Fortæl, hvad der helt præcis er galt"

Jeg kunne mærke hans blik på mig hele tiden. Det var ret udbehaliget.

Jeg kunne sige?

Jeg kunne også lade vær?

Men på den anden siden, han er min ven og han fortjener og vide det. Gør han ikke?

"Du kan godt huske Dina, right?"

"Ja? Du kom glad ud af flyvemakisen da vi var landet. Men hvad er der med hende?"

"Jo... Hun rejser ligesom hjem i dag"

Jeg kunne mærke tåren der sad i øjnekrogen. Mest af alt ville jeg gerne lægge mig og så tude mine øjne ud. Men det kan ikke rigtigt lade sig gøre, kan det? Ikke hvad jeg ved af... Tilbage til Dina, Liam holdt vejet jeg kunne ikke høre ham trække vejet og en øjeblik troede jeg faktisk at han var død... Men heldige vis ikke.

 

"Af hvad skal hun!?"

 

 

Dina's synsvinklen:

Okay efter min meget lange diskussion med mit indre sind, så kom jeg frem til at den der jordbør smooith var med jordbær og jeg elsker jordbær. Jeg sidder faktisk på en bænk. I en park.

Ja, jeg tro godt selv de ved hvor der er en bænk henne.

Og hvad nu hvis de ikke gjorde?

De er ikke så dumme som dig, så det tro jeg.

Jeg er ikke dum.

Overhovedet ikke. Overhovedet ikke.

Går væk med dig.

Men hed sidder jeg og venter på min veninde og hendes højt elskede kæreste så de kan komme og hente mig og køre mig til lufthaven. Og hun ved ikke noget om Niall og Gud fred vær med det. Hun behøver ikke og vide noget, selvom hun nok ville spøger ind til det, men så må jeg finde på noget og sige, sådan noget smart noget.

Men alligevel, så skulle hun jo vide det før eller siden, men jeg synes bare ikke hun skulle vide det nu. Altså hun ved heller ikke hvad lavede efter han forsvandt og hun skal ikke vide det... Måske ikke det smartest og tag t-shirt på, meeeen altså vi er i Italien husker I nok? Her er varmt, jeg ville ikke linde en svenden gris. Så ingen cardigan eller noget der kunne dække mine arme, men jeg gik med cardigan da jeg var sammen med Niall, for han må ikke opdage det, han ville ikke kunne forstår det. Ingen ville kunne forstår det og hvorfor jeg har og stadige gør det.

Min mobil brummede, men tog jeg den? Nej, jeg tør ikke. Tænk nu hvis det er Niall eller ens af hans venner? Jeg ville gerne men så alligevel ikke. Suk.

Jeg kiggede på mit ur, er klokken så mange!? Hun skulle har vært her på en time siden! Hun hun... Hun arrrrgh! De har sikkert gang i noget... AD! Det var bare et klamt billede det der! Jeg har intet i mod det... Det er bare ikke så rart og får et billede oppe i hovedet af to piger der har sex!

Nå, så må jeg jo bruge mine fødder. Fedt. Virkelige fedt.

Du kunne også bare ringe efter Niall? Lou? Harry? Liam? Zayn?

Nej, det gør jeg bare ikke.

Har du serøst tænkt dig og går så langt?

Jeg hader dig for og være sådan.

Jeg fiskede min mobil op af lommen, så kom det store spørgsemål: Hvem skulle ringe til?

Niall? Bare nej!

Liam? Nej, han er Niall's bedste ven, så han er udelukket.

Zayn? Nej, han er bedste venner med Liam, som er bedste venner med Liam. Udelukket.

Harry? Nej! Han køre mig bare hjem til Niall og så skal jeg stor tude igen. Helt klart udelukket.

Lou? Ja, der er jo kun ham tilbage. Suuuuuuk, hvor jeg hader livet nu.

Jeg taskede Lou's nummer ind, tog den op til øret og nu ventede jeg bare.

"Det Lou"

Shit, han tog det...

"Hej Lou"

"Dina!? Hej Blåbær!"

Wow... Han lyd glad, meget faktisk.

"Kunne du måske komme og hente mig og køre mig et sted hen?"

"Nu?"

"Ja, hvis du har tid?"

"Altså..."

Jeg kunne høre nogle snakke højt ligt i baggrunden. Og en dør smække.

"Lou? Lou, hvad sker der?"

Og han sukker. Altså, det er noget dårligt. Noget meget dårligt.

"Hvorfor har du ikke sagt noget?"

"vad for noget?"

Hjælp! Bare Niall ikke har sagt noget! Hvem prøver jeg på og narre? De er hans bedste venner og de har sikkert kunne mærke at der var noget der trykkede ham. Jeg skulle aldige havde sagt ja, den gang i flyvet.

"Med at du flyver hjem!?"

"Nå, det.... Ehm, ja"

"Er klar over hvor ked af det Niall er!?"

Han råber, men ikke højt. Hvad skal jeg sige? Suk, jeg kan lige så godt bare gå. Så det var det jeg gjorde, eller begyndt, jeg begyndt og går stille og roligt.

"Dina! Sig noget!"

"Undskyld, men hvad ville du har jeg skal gøre?"

"Du skulle havde sagt nej i flyvemaskinen."

"Nå fedt. Det anden jeg ikke. Lou, eg ved udmærkede godt selv det var en fejl. Men jeg havde fortalt ham at jeg skulle på ferie. Jeg er jo ikke lige frem en berømthed der kan komme hvor hen når det passer mig, vel?"

"Dina, tie nu bare stille! Sig mig, hvad gå du rundt og tænker på!?"

Jeg kunne mærke nogle tåre i mine øjnekroge. Og jeg som troede at Lou var sød. Nej, det var åbenbart en face han havde. Fedt. Men skulle næsten to han var min far.

"Spørg Niall"

Og med de ord lade jeg på. Jeg skulle hjem. Jeg skulle aldige i hele mit liv møde de drengen igen. Det hele var en misforståelse. Det hele. 

 

 

Velkommen til virkeligeheden Dina. Livet er ikke fuldt med små lyserøde feer og pinke enhjørninger.

Nej, det stik modsatte.

 

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Undskyld, undskyld, der er gået så lang tid. Men her er det. Håber i kan li' det og bla bla xD

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...