Losing her † One Shot

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 jan. 2013
  • Opdateret: 11 feb. 2013
  • Status: Færdig
Novellen er skrevet til min terminsprøve i dansk - og har derfor ikke skrevet det første af starten selv. - Novellen handler om Seth, der mister sin søster Mayseely. Seth føler dette forfærdelige savn til sin elskede søster, og bliver ved med at synke ind i minderne om hende, for at have hende hos ham i et flygtigt øjeblik. - GIV MEGET GERNE ET LIKE, DET VILLE BETYDE RIGTIG MEGET <3

39Likes
149Kommentarer
1309Visninger
AA

2. Lost her †

 

Hun skulle begraves om lørdagen. Min mor tog valium for at komme igennem det hele. Jeg ved ikke, hvad min far gjorde, vist ikke noget. Jeg sad på mit værelse og hørte dem andre steder i huset, min far var på badeværelset, min mor var i køkkenet. Jeg havde klædt om allerede og sad på min seng. Så er det sådan her, tænkte jeg. Fra nu af er det sådan her, kun mig og dem og ikke andre. Dem og mig i det her hus. Dem og mig der skal spise sammen hver aften. Dem og mig, der skal holde fødselsdag. Dem og mig juleaften. Dem og mig. Fra nu af.

Min mor åbnede døren uden at banke på. Hun satte sig på sengen ved siden af mig og sagde ingenting, hendes kjole skinnede sort, hun kiggede rundt på mine ting og drejede en fingerring rundt og rundt. Hun blev en smule langsom ad de valium, men man skulle vide det for at opdage det. Hun sagde: ,,er du klar?’’

,,Ja,’’ hun blev siddende, min far kom også ind, han satte sig ikke ned.

,,skal vi køre?’’ spurgte han og klappede sig forsigtigt på lommen. Vi svarede ikke, rejste os bare og gik ud af mit værelse, vi stod tæt i entreen og tog overtøj på. Jeg blev overrasket, hver gang jeg så ned, jeg var ikke vant til at gå i blanke sko.

 

Sammen gik vi ud til bilen, mit blik lå stadig på de blanke sko. Jeg brød mig egentlig ikke synderligt meget om sko der så nye ud, og så at de skulle skinne oven i det. Den lille svurp lyd der indikerede at dørene i bilen blev låst op kunne høres, og jeg gled tavst ind på bagsædet.

Med et godt greb om Mays nye sommerkjole løftede jeg hende op og svang hende rundt om mig, som kun en storebror kunne. Hun skreg af grin, og hendes lykke smittede af på mig. Jeg grinede også.

,,Stop det, Seth,’’ fnes hun da jeg havde sat hende ned, og givet mig til at kilde hende. Vi grinede begge to af fryd, og jeg stoppede med at kilde hende, for dernæst at trække hende med omkuld på den gule sennepsmark.

,,Hvad nu, May?’’ spurgte jeg med et smil om mundvigen, og vendte endnu engang blikket mod hende. Hun så så smuk ud som hun lå der med hendes mørkebrune hår til at omkranse hendes smukke ansigt med de krystalblå øjne. Hendes hår var lige så mørkt som mit, hun havde bare sådan en flot rød glød i hendes også. Det var vel ikke så specielt hun havde blå øjne – det havde vores mor også. Hendes nye krystalblå sommerkjole passede godt til hendes let solbrændte hud og den matchede desuden også hendes øjne. Hun var smuk.

,,Det kildede,’’ hendes yndige tunge smøg sig forbi hendes læber for at håne mig en enkelt gang, og jeg kunne ikke stoppe et smil fra at indtage mine læber.

,,Så det gjorde det?’’ spurgte jeg, idet jeg rejste mig en smule op for at give mig til at kilde hende igen. Endnu engang skreg hun af grin, og vred sig for at undslippe mine fingre. Vi havde det man kaldte søskende kærlighed, og det var tydeligt i dette øjeblik.

,,Seth, vi er her nu, kommer du?’’ min mors sørgende stemme trak mig brat tilbage til den barske virkelighed, og mit blik gled ud af vinduet. Ganske rigtigt, holdt vi foran en kirke. Det var begyndt at regne, for vandet trak striber ned af mit vindue og slørede mit udsyn.

,,Ja, jeg kommer nu,’’ svarede jeg hende stille, jeg havde ikke lyst til at indse dette var realiteten. Jeg havde ikke lyst til at have mistet May for evigt. Med de tanker røg jeg ind i endnu et minde.

,,Kom nu May, du er også altid så langsom!’’ drillede jeg hende idet jeg løb i forvejen, ,,vi kommer for sent!’’ tilføjede jeg da jeg vendte mig om mod hende igen, for at sende hende et hoverende smil. Det var en fantastisk dag i dag, og vi skulle på stranden. Vi havde aftalt at mødes med nogle venner på stranden, omkring klokken to om eftermiddagen. Klokken var allerede kvart over to og det tog et kvarter at gå til stranden herfra.

May havde været utrolig langsom til at få klædt om og gjort sig klar til at komme af sted, og det drillede jeg hende med. Men May slog det hen da hun rullede med øjnene og viftede undvigende med hånden. Jeg brød ud i latter igen, hvor var hun sød.

,,Ja ja, grin du bare Seth, jeg skal nok komme efter dig!’’ grinede hun og løb efter mig, så hun indhentede mig. Hun gav mig et tøset dask på skulderen da jeg lod som om jeg lavede en parodi af hende der løb med viftende håndled oppe ved skuldrene, og et vrængende ansigt. Vi brød begge ud i grin igen, hun satte farten op for at komme foran mig, og vendte sig så rundt så hun kunne gå baglæns med fronten mod mig.

,,Du ved Seth.. Der er faktisk no-’’ mere nåede hun ikke at sige før hun blev slynget til siden med et smertens skrig, og jeg selv stod stivnet til jorden. Bilen stoppede med hvinene bremser, og føreren af bilen skreg. May skreg. Et lille barn skreg og holdt sin mor i hånden. Jeg selv var helt tavs. Jeg var i chok over at se May blive slynget væk fra mig af en bil. Jeg kom først til mig selv da føreren selv steg ud af bilen, jeg løb hen og knælede ned til May.

,,May!’’ råbte jeg fortvivlet, og lagde en hånd på hendes pande. Tårerne samlede sig i mine øjne, min stakkels May. ,,May.. Er du okay?!’’ udbrød jeg chokkeret. ,,Gør det ondt? Hvor gør det ondt? May! Tal til mig!’’

Hun svarede mig ikke, hun lå bare og stirrede op på mig, og peb af smerten der med garanti eksisterede i hende lige nu.

,,Noget.. j-jeg ville..’’ hviskede hun, så jeg var nødt til at læne mig en smule ned mod hende for at høre det.

,,Hvad ville du May? May! Hvad ville du?’’ hendes øjne gled i en gang i mellem, og panikken tog over, ,,Ring 112!’’ skreg jeg af de personer der bare stod og så på, ,,Så gør dog noget!’’ udbrød jeg igen. Hvorfor stod de bare der?! Det var May! Der måtte ikke ske noget med min elskede søster!

Tårerne gled ustoppeligt ned af mine kinder og jeg strøg May over hendes fine hår, imens mit blik stirrede ned på hende.

,,Snak-ke med d-dig om..’’ afsluttede hun endelig sin sætning, og jeg kunne ikke kvæle det lille ironiske grin, der hurtigt blev til en hulken.

,,Jamen.. Hvad vil du snakke om May?’’ spurgte jeg hende ude af mig selv, hvad nu hvis det var de sidste ord jeg ville høre fra May?

,,Lov .. lov mig at f.. finde en..’’ hun fik svære og svære ved at snakke, ,,sød k-kæreste,’’ afsluttede hun endelig sin sætning.

,,Det lover jeg, May,’’ svarede jeg hende med en blid tone, og et lille opmuntrende smil i mundvigen. ,,Hvad siger du dog det for? Jeg troede du skulle være med til at godkende hende,’’ jeg prøvede en sidste gang at opmuntre hende, og det lykkedes en smule, for et lille smil bredte sig over Mays læber. Min stemme knækkede over flere gange i sætningen, men det var lige meget så længe May blev glad. Hun måtte ikke dø fra mig nu, jeg havde brug for min søster.

,,Vi er i dag samlet for at mindes den smukke livsglade Mayseely Johnson,’’ startede præsten ud og hev mig endnu engang tilbage til virkeligheden. Jeg var ikke helt sikker på hvordan jeg var endt i kirken men her sad jeg i hvert fald. Resten af præstens lange snak gled ud i en uforståelig mumlen for mig, og jeg var egentlig også ligeglad, jeg havde ikke lyst til at høre på ham. Han kendte ikke May, og ville heller aldrig komme til det. Jeg kunne mærke min mor give min hånd et opmuntrende klem, og jeg vendte kort opmærksomheden mod hende, med rynket pande. Hun sendte mig et opmuntrende smil, for hun vidste godt hvor meget jeg holdte af May. Hun vidste også godt at jeg mente det var min skyld vi nu sad her, til Mays begravelse. Både hende og far havde prøvet at overbevise mig om det modsatte, men det var ikke rigtig lykkedes for mig. Jeg kunne bare have rakt en arm ud og trukket hende til mig, hvis jeg havde været opmærksom nok og set bilen for hende. Men det havde jeg ikke været, og jeg var så indebrændt over det nu.

Det var et halvt år siden nu. May havde nået at ligge i koma i fem måneder og 17 dage, inden hun gik bort. Det havde været forfærdeligt at besøge hende på hospitalet, hun blev tyndere og svagere for hver gang. Jeg plejede at fortælle hende om hvad jeg havde lavet og hvordan det gik både med mig, hende og derhjemme. Men hun svarede mig aldrig. Nogle gange var jeg blevet i tvivl om hun overhovedet havde kunnet høre mig, men så havde jeg bare slået det væk med en hovedrysten. Det var bedre med troen på at det blev bedre. At hun nok skulle vågne. At hun kunne høre mig, men bare sov.

Men det gjorde hun ikke. Det var d. 19. januar i dag. Ulykken skete d. 25. juli.

Jeg blev først opmærksom på at folk var begyndt at holde taler for hende, da min far kom tilbage og satte sig. ,,Det er din tur nu, Seth,’’ mumlede han. Med de ord rejste jeg mig og gik med tunge skridt op mod den flotte kiste, der var overpyntet med alle mulige slags blomster. Jeg stoppede op og strøg fingrene langs den hvide kiste og sukkede tungt. Det var May der lå her, og først nu gik alvoren op for mig. Min søster var død.

,,Jeg elsker dig May, af hele mit hjerte,’’ startede jeg ud med en halvkvalt stemme. Jeg rømmede mig en enkelt gang, og vendte mig rundt mod folk i kirken. De var alle klædt i sort, en enkelt med en grå kjole. Det var en trist forsamling, om en forfærdelig begivenhed. Jeg fik næsten lyst til at græde, og et irrationelt håb om at May ville skubbe kistelåget af og råbe, ,,PRANK!’’ steg op i mig. Men det skete selvfølgelig ikke, May var her ikke mere. Smerten åd mig op indefra, og det var forfærdeligt. Det gjorde så ondt at jeg bare havde lyst til at kravle ned i kisten til hende, og ligge mig til at dø sammen med hende. Jeg savnede hende så forfærdelig meget, og det var en rædselsfuld følelse aldrig at skulle se hende igen.

,,May var en fantastisk søster,’’ startede jeg ud, og jeg kunne fornemme min mor græd. Men jeg ville ikke kigge på hende, så ville jeg miste min lille stump af sammenhold i mig, og jeg ville bryde sammen. Jeg havde ikke forberedt en tale, som alle de andre havde. Jeg ville bare snakke fra hjertet af. ,,hun var en fantastisk pige. Jeg kan ikke forestille mig mit liv uden hende, og jeg ved det vil være ufattelig svært at komme igennem de næste par år uden hende. Hun vil altid leve videre i mig, men det gør så forfærdelig ondt. Det æder mig op indefra, og det var forfærdeligt at være hos hende da hun blev kørt ned. Jeg skulle bare have rakt armen ud for at få fat i hende,’’ jeg rakte armen ud som om jeg kunne se hende foran mig, og trak den til mig – for at redde May. Men det skete selvfølgelig kun i mine tanker. ,,ved i hvad hendes sidste ord var? Jeg skulle love hende jeg fandt mig en sød kæreste,’’ et ironisk smil gled kort om læberne på mig, ,,jeg kender kun May, der kunne finde på det. Hun er så fantastisk, så sød, så venlig, så sjov, så humoristisk. Og vigtigst af alt, er hun min søster,’’ min mor brød ud i gråd, og det gik op for mig at jeg havde snakket som om May stadig var her. Det hele var så forfærdeligt.

,,May ville have hadet det her, hun hader at være trist, eller at folk er triste. Hvis jeg var ked af det, var hun der altid for mig. Hun kunne altid få mit humør op igen, og det elskede jeg hende for. Hun var min søster, hun var smuk, ærlig og helt igennem fantastisk,’’ jeg rynkede panden, og vendte blikket mod flisegulvet der også var overstået med blomster. ,,Vi skulle have været på stranden den dag. Den dag ulykken skete. Jeg drillede hende fordi hun var langsom til at gøre sig klar, og jeg .. hun ville vise hun sagtens kunne være hurtig, så hun overhalede mig og løb i forvejen. Og så pludselig.. så. Så lå hun bare der, foran bilen,’’ min stemme knækkede og det føltes som om mit hjerte blev revet itu. Hun var min søster! Jeg elskede hende.

,,Jeg elskede May, mere end nogen anden nogensinde har gjort, eller vil komme til. Hun var min søster, og vi var sammen hele tiden. Vi hyggede os altid, og skændes næsten aldrig. Hvis vi gjorde var det kun nogle hurtige og latterlige skænderier. Det var umuligt at være sur på May i længere tid af gangen. Hun var helt fantastisk og er det stadig,’’ tårerne gled ned af mine kinder, og jeg vendte kort blikket rundt over folkene inden jeg afsluttede min tale.

,,Jeg elsker May, af hele mit hjerte.’’ 

 

________

A/N: Det der står i kursiv, er det jeg ikke selv har skrevet (-;

En lille tekst på 2290 ord :-D

Anyway.. Don't point to many mistakes out! 'Cause them i'm probably just gonna go kill myself :-3!

Well.. Like and coment.. And i'll love you forever :P! <3

 

 xoxo

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...