Til døden os skiller

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 feb. 2013
  • Opdateret: 29 jan. 2013
  • Status: Igang
En pige på 14 år ved navn Noah, går igennem en hår hverdag og skal leve med sin far som er alkoholigger og mor som er død. En Dag flytter en lille tremands familie, ind ved siden af. En af dem er den 16 årige, August som hun så bliver gode venner med og forelsker sig i. Men hvad August ikke ved er at Noah har kraft og er døende...

Følg Noah igennem hendes hårde kamp mod døden.Og følg hende igennem den spirende kærlighed, og alle dens konsekvenser.

1Likes
2Kommentarer
292Visninger

1. En ny nabo.

 

Jeg så det første snefnug falde ned på mit vindue, det lignede en lille stjerne. Jeg tænkte på min afdøde mor, jeg savner hende. Jeg bor nu sammen med min far, som i forvejen ikke har det så godt. Han drikker, så jeg ser ham sjældent. Det føles som om at jeg bor alene, Jeg passer nærmest min far. Jeg går på en helt normal skole. Men jeg har ingen venner, det har jeg haft men det er en lang historie. Bag det lille snefnug, aner jeg en stor flytte bil køre ind til huset ved siden af. Ud af bilen træder en lille tremands familie ud. En fra familien ser ud til at være en dreng, en dreng på omtrængt min alder. Og jeg indrømmer han var i hvert fald ikke grim. Og det første jeg ligger mærke til når han vender sig om er hans øjne, en lidt grøn isblå farve. Han stiger bare på mig, jeg kigger bare væk og aner stemmen fra min far råbe: ”Noah!”. Jep Noah det er mit navn, hvis du skulle være i tvivl. ”Kommer!” råber jeg bare tilbage og løber ned af trapperne. ”Vi ses far” siger jeg går ud til bussen.

                                                     

                                              I skolen næste dag

 

Jeg kommer lidt for sent, men lader som ingenting. Jeg sætter mig på min plads og siger ikke en lyd. ”Ja…” siger min lære. Men inden hun når og sige mere, går døren op og ind kommer rektor og en anden person. Jeg kunne i starten ikke se hvem det var, men så går det op for mig! ”Det her er…hvad var det nu du hed?” spøg rektor. ” August” svare han forsigtigt. ”Nåår ja, alle sammen det her er August og han skal gå i 9’ende  klasse her på skolen” Det er jo ham drengen som lige var flyttet ind ved siden af mig! ”Hej!” siger alle pigerne med en irriterende ’sød’ stemme. Han rækker bare forsigtigt hånden op i luften. Kaster et blik på mig, og vender sig om. ”Tak for jeres opmærksomhed” siger rektor og lukker døren og går.

 

                                             Senere samme dag

 

Jeg går helt alene hjem (igen), men det kan jeg enlig også bedst lide fordi, så kan jeg gå og tænke over ting som jeg har løst til, uden at skulle tænke på at lytte til nogen hele tiden. Gad vide hvorfor han bliver ved med at kigge på mig? Jeg kigger ned af mig selv for at se om der er et eller andet forkert eller underligt ved mig i dag, men nej intet, eller jeg ser ud som jeg plejer. En af de ting som jeg også tit går og tænker over er, at jeg næsten hele tiden har det dårligt og jeg mener ikke kun psykisk men også fysisk. Men lige som jeg er så godt i gang med at tænke, kommer han jo gående lige der, August, det kan man da ikke en gang hedde, kan man? ”Hej?” siger han spørgende og lidt forvirrede. ”Det er dig der er vores nye nabo ik?” Jeg svare ikke, jeg kigger ikke en gang på ham, og lader bare som om han ikke er der. ”Hallo!?” siger han og denne gang med en lidt mere bestemt stemme. ”Du kan jo ikke bare ignorer mig”. Jeg svare igen ikke, og drejer ind imod mit hus. ”Nå!” Kan jeg høre ham sige. Jeg kommer indenfor, og ser min stakkels far lægge der på sofa stolen. Jeg går over til ham, tager hans halv drukket øl ud af hånden på ham, og ligger et tæppe over ham.

 

                                            Næste dag (weekend)

 

Jeg vågner sent og kigger lidt rundt, da jeg høre ringeklokken kime. Jeg tager mine strømper og en flis trøje på, og går nedenunder. Da jeg åbner døren, står ,til min store overraskelse, August der. Han ser helt bekymret ud, men finder hurtigt smilet frem da han kigger på mig. ”Godmorgen?” siger han, og smiler skævt. ”Godmorgen?” siger jeg og ser helt underlig ud i ansigtet. ”Hvad vil du?”

Spørg jeg næsten viskende, tager fat i min højre arm af generthed, og kigger ned i jorden. ”Je…j…”

Han stammer lidt. ”Jeg tænkte bare at jeg vil gå over og sige hej, til min nye nabo” siger han og kigger ned i jorden. Men jeg gennemskuer den hurtigt og udbryder: ”Dine forældre fik dig til det ik også?” ”Jo” svare han uden tvivl, griner lidt og klør sig i nakken. Jeg begynder også at grine lidt, det er første gang nogle har fået mig til at grine i lang tid! Det føles godt enlig at grine igen, ”må jeg måske komme ind?” spørg han lige så stille. Jeg læner hovedet tilbage og ser om jeg kan få øje på min far, men nej det kunne jeg ikke, og det må så bare betyde at han er taget på arbejde. ”Jo” siger jeg og træder lidt til side. Vi går op på mit værelse, i starten er der en lidt akavede stilhed men den bliver hurtigt brudt. Vi snakker og griner, jeg tror aldrig jeg har været så glad, og så smilende siden min mor døde. ”Hey, Noah?” siger August lige inden han skal til at gå. Jeg nikker bare. ”Det var hyggeligt” siger han og smiler lidt. Jeg nikker og lukker døren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...