I never meant to leave you


1Likes
0Kommentarer
151Visninger

1. -Intro-

 

Jeg lukker øjnene og nyder vinden der leger med mit hår, som en sikker og rolig hand. Tåren der løber ned over min kind er irrelevant. Den stille lyd af et kærestepar der køber to togbilletter, får mit hjerte til at knuses endnu mere. Han skulle have været her for næsten to timer siden. Det er håbløst at jeg bliver og venter for hans skyld. Alting er forandret, efter han havde fundet det band. Nu drejer alt sig om bandet, og deres musik. Ikke fordi de laver dårligt musik. Jeg kan bare ikke blive ved på den måde. Og det kan han heller ikke. Det ved jeg.
Min telefon vibrerer kildende i min lomme. Det er sikkert ham. Han havde nok glemt tiden til øvning med drengene. Igen. Jeg er ikke sikker på om jeg skal tage den. Jeg er træt af at høre på hans latterlige undskyldninger. Det er de samme gang på gang. ”Undskyld skat, vi glemte tiden”. ”Undskyld skat, jeg sov over mig”. ”Undskyld skat, vi blev nødt til at blive længere”. Jeg magtede det ikke mere. Og alligevel tager jeg den, og accepterer den tåre der falder ned over min kind, da jeg hører hans bløde stemme. ”Hey... Uhm... Vi bliver nødt til at snakke.” Han lød ufatteligt tøvende. Jeg har mange gange tænkt på situationen, hvor han slår op med mig, eller omvendt, men jeg har aldrig tænkt på det kunne være så tæt på. Og nu når det sker, bliver jeg nødt til at fortælle ham det.
”Vi bliver nødt til at gå fra hinanden,” hvisker jeg, og knytter min hånd. Der bliver stille i den anden ende. Jeg ved han er enig. Jeg kan mærke det. Vores forhold er ikke hvad det burde være. ”Eller bare holde en pause...” foreslår han tøvende. Jeg hvisker et stille nej. Det kan ikke være anderledes. Han ved det godt. ”Hvorfor ikke?” Pludselig ryster hans stemme, og han lyder bange. Jeg forstår ham ikke. Han ved godt vi ikke holder. ”Jeg flytter væk...” sukker jeg, og ser mod gaden, ”jeg ville fortælle dig det. Det er ligemeget nu. Det er slut mellem os... Du ved godt det aldrig ville fungere.”
Med et hamrende hjerte lægger jeg på, og går hjemad. Tårene løber ned ad mine kinder, og folk på gaden kigger efter mig. Ingen gider stoppe mig, men de kigger nu alligevel. Det gør man vel altid, når man ser en grædende 13 årig pige på gaden. Eller måske er det kun Magdeburg der er sådan. Men hvad ved jeg overhovedet om det? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...