Nobody Like You ✾ One Direction (Bly 2)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 jan. 2013
  • Opdateret: 16 jun. 2013
  • Status: Færdig
Er du kendt i Hyver Hill som Harry Styles' nye offer, er det svært at være i sikkerhed. Jackie McClane har den sidste måned fundet op- og nedture i hendes ellers førhen kedelige liv. På grund af en historie opgave kom Jackie tættere på den et år ældre Liam Payne. Men hurtigt var hun rodet ud i et helt andet miljø. Jackie troede hun havde Liam, indtil han valgte at kysse Clarissa, og hvad skete der så? Jackie så ingen anden mulighed end at kysse Harry. Og sådan skete det at Harry fik sit nye offer. Men hvad nu? Jackie, Harry og resten af slænget skal til London, men hvad sker der, når spørgsmålene om Georges død pludselig bliver vakt til live. Var der overhovedet tale om et uheld? Var det hele et set-up, eller værre et mord? ** En smule anstødende sprog og indhold kan forekomme. :)

596Likes
1568Kommentarer
111666Visninger
AA

34. 26 - ”Drengen fik problemer med det blod, han havde fået, og fik hjertestop.”

Jackies synsvinkel:

Tro det eller lad vær. Min far havde lige ødelagt min morgen ved at fortælle mig, at han havde datoen for vores flyttedato. Hvordan kunne han bilde sig ind, at vi skulle flytte d. 22. december, så få dage før juleaften. Jeg sukkede, da jeg smed mig på sengen på mit værelse. Tårer havde jeg ikke flere tilbage af, men et dårligt humør, var hvad der prægede mig lige nu.

Jeg havde bare ikke lyst til at forlade Hyver Hill. Ikke nu, eller på noget tidspunkt. En sms tikkede ind, og jeg kom i tanke om, jeg nok burde fortælle Harry om alt det her. Det var trods alt i over morgen, jeg for alvor skulle sige farvel.

Kan du hente mig?

Om Harry havde tid eller gad, kunne jeg ikke vide, men jeg havde vel lov at håbe. Efter han havde fortalt mig om sin mor, havde jeg på en eller anden måde følt et tættere bånd til ham. Han savnede også sin mor, præcis ligesom mig.

Hvad skal du?

Jeg vidste, at selv om han ikke anede, hvor jeg så skulle køres hen, så var han parat til det.

Hemmelighed – skal tale med dig.

Med alle de hemmeligheder Liam og Harry havde, synes jeg også det var fair, at jeg havde en. Jeg ønskede at tage til hospitalet, for at besøge Liam, og på vejen ville jeg kunne fortælle Harry, hvad jeg skulle.

”Hey.” Han havde stadig solbrillerne for øjnene, selv om der var faldet noget sne i løbet af aftenen. Men man blev vant til det. ”Hvor skal jeg køre hen?”

”Hospitalet.”

Selv om han havde solbrillerne på, kunne jeg godt se, at han blev irriteret over, at det var hospitalet vi skulle til. ”Jeg var der i forgårs, Jackie, jeg gider ikke igen.”

Havde Harry været på hospitalet og besøge Liam? Vildt.

”Heller ikke for min skyld?” Jeg regnede egentlig ikke med, at Harry ville gøre det af den grund, men han lavede et højlydt suk, og kørte derefter. Den tid i skuret, havde virkelig gjort ham blødere. ”Men jeg skal fortælle dig noget.”

Han nikkede kun, og gad slet ikke svare mig. ”Jeg skal flytte.”

Det passede lige akkurat med, at hospitalet var foran os, da Harry spontant bremsede bilen op midt på parkeringspladsen. ”Hvad?!”

”Jeg-”

”Du kan ikke flytte, Jackie!”

Det overraskede mig, at han var så irriteret over, at jeg skulle flytte. På nogle punkter, havde jeg næsten troet, han ville have været ligeglad. Han kunne jo få hvilken som helst pige. ”Desværre, Harry.”

Han kørte bilen ind på en parkering, da biler dyttede af ham. ”Hvorfor er du ikke 18, så kunne du selv bestemme.” Det sårede mig, at han endnu ikke vidste, at jeg faktisk havde haft fødselsdag. Men da han sagde det, gik det op for mig, at jeg faktisk selv måtte bestemme. Dog ville jeg være der for min far, og hjælpe ham med Burger Macs.

”Harry, jeg blev 18 i mandags.”

Han tog solbrillerne af, ”hvorfor har du ikke sagt det?!” Han var ærgerlig over, at han havde misset min fødselsdag – det var jeg sikker på. Det var da en god ting. ”Men hvis du er 18, så kan du jo bare blive!”

Jeg sukkede, ”nej, Harry. Selv om jeg ville elske at blive her, så har min far brug for mig.”

Det hjalp ikke at diskutere videre, for Harry åbnede døren, gik ud og smækkede den. Jeg tøvede inden jeg selv gik ud af bilen, for at fortsætte mod Liam. Harry var allerede væk, og jeg anede ikke, hvor han var blevet af. Med en mærkelig mavefornemmelse, gik jeg op mod Liams værelse.

Gangen lignede sig selv, som da jeg havde været der sidst. Julepyntet var den samme, og det samme var nummeret på Liams dør. Det, der var anderledes var bare, at Liam ikke lå i sin seng. Jeg fik et smil om læberne, da det kun kunne betyde, at han var blevet så rask, at han kunne komme hjem.

Men nej. Sygeplejersken ødelagte hele min dag og mere til, da hun fandt mig stående fortabt på værelset. ”Miss, hvad laver du herinde?”

”Jeg ville besøge min ven, han plejede at ligge her.”

Kvinden gjorde et stort suk, og jeg vidste straks, at det ikke var positivt. ”Drengen fik problemer med det blod, han havde fået, og fik hjertestop for en time siden.” Hun kunne ikke mene det. Liam kunne ikke være død, nej nej. Jeg mærkede tårerne danne sig i mine øjenkroge, og havde virkelig brug for en til at trøste mig lige nu. ”Han blev kørt til en anden stue, hvor de har ham lige nu.”

Af ren og skær sorg, løb jeg forbi hende og ned af gangen. Jeg ville bare væk derfra. Det kunne ikke passe, at jeg skulle miste to af de vigtigste personer på samme hospitalet. Med tårerne trillede ned af mine kinder, løb jeg, inden jeg ikke kunne komme længere. Jeg var foret vild, og kunne ikke se andre muligheder, end at glide ned af væggen for at sætte mig. Med hænderne for ansigtet, følte jeg mig helt alene i verden, da min gråd kunne høres.

”Jackie?” Stemmen sagde mit navn, og det gav mig en tryg fornemmelse indeni, at han faktisk havde taget sig sammen, til at komme herop. ”Hvad er der sket?” Harry trak mig op, for at holde om mig, mens jeg stadig lod tårerne løbe ned af kinderne.

”Liam, han …” Jeg kunne intet sige, men heldigvis holdt Harry mig bare og lod mig græde ud. Jeg kunne hverken sige det med Liam, eller hvad Liam havde fortalt mig i går. George var blevet myrdet, og han vidste hvem. Alt blev for tosset for mig, og jeg mærkede, at jeg blev nødt til at sidde ned igen. Hvilket til min overraskelse også skete, da Harrys telefon ringede, og det var vigtiger for ham. Jeg satte mig op af væggen igen, og hørte, hvad Harry snakkede om.

”Nej, det kan du ikke. Hør hvad jeg siger.” Irriteret over, at Harry tilsidesatte mig, gik jeg væk derfra i frustration. Værelset, hvor Liam havde ligget, var igen tomt, og jeg satte mig i sengen. På bordet havde nogle hentet billeder til ham, og det gav mig dog et lille smil på læberne at se et identisk billede, til det min mor havde i brevet. På bordet lå også et blankt papir og en blyant – havde Liam haft planer om at skrive noget?

I hvert fald, tænkte jeg ikke rigtigt over det, da jeg tog papiret fra bordet og begyndte at skrive. Det kunne meget vel være min sidste besked til Liam i noget tid, hvis han fik lov at læse den.

Efter at have skrevet en lang besked med en sjusket håndskrift, lagde jeg papiret tilbage på bordet. Jeg gik derfra, tilfreds med at have givet Liam en afsked, på den måde, der var nemmest lige nu. Jeg håbede, at han ville glæde sig over, at jeg havde skrevet, jeg ønskede vi var venner for altid, og at jeg nok skulle komme og besøge ham. Og så med min mors dejlige citat: ”Det første venskab vil altid være det, der er mest værd.”

”Harry, vil du ikke køre mig hjem?” Jeg ønskede ikke at være længere på hospitalet, og fandt Harry, der faktisk så ud til at lede efter mig. Han nikkede.

Efter at være blevet kørt hjem af Harry, satte jeg mig ind på min mors kontor. Efter at have givet Liam en afsked, følte jeg, at jeg i hvert fald skulle prøve at give Harry en. Han havde trods alt hjulpet mig her i Hyver Hill. Så med tårerne, der næsten var stoppet, fandt jeg endnu en kasse frem. Men intet held. Jeg sukkede, men ønskede ikke at stoppe. Navnet, måtte da være der et eller andet sted.

Anne Cox. Jeg så det. På et papir med en ansættelsesseddel stod det. Anne Cox, Harrys biologiske mor. Med et smil om læberne, skrev jeg den adresse, det havde været på det tidspunkt, ned.

Jeg tænkte på, hvilke muligheder det ville give Harry at få kontakt til sin mor. Han havde aldrig mødt hende ordentlig. Forhåbentlig kunne han få et bedre liv nu. Måske ville han endda åbne op.

Men hvem ved? Harry Styles havde altid været noget af et mysterium.

 

{_✿_❤_❀_♥_✿_♥_❀_❤_✿_}

Det var så sidste kapitel til Nobody Like You :(

Har nogle spørgsmål til jer, I meget gerne må svare på.

1) Tror I Liam overlever?

2) Hvad har I synes om denne serie, og hvem kan I bedst lide: Hackie eller Jiam?

 

Epilogen kommer senere i dag med en overraskelse, de fleste af jer, nok vil kunne lide :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...