Nobody Like You ✾ One Direction (Bly 2)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 jan. 2013
  • Opdateret: 16 jun. 2013
  • Status: Færdig
Er du kendt i Hyver Hill som Harry Styles' nye offer, er det svært at være i sikkerhed. Jackie McClane har den sidste måned fundet op- og nedture i hendes ellers førhen kedelige liv. På grund af en historie opgave kom Jackie tættere på den et år ældre Liam Payne. Men hurtigt var hun rodet ud i et helt andet miljø. Jackie troede hun havde Liam, indtil han valgte at kysse Clarissa, og hvad skete der så? Jackie så ingen anden mulighed end at kysse Harry. Og sådan skete det at Harry fik sit nye offer. Men hvad nu? Jackie, Harry og resten af slænget skal til London, men hvad sker der, når spørgsmålene om Georges død pludselig bliver vakt til live. Var der overhovedet tale om et uheld? Var det hele et set-up, eller værre et mord? ** En smule anstødende sprog og indhold kan forekomme. :)

596Likes
1568Kommentarer
111858Visninger
AA

31. 23 - ”Jeg har aldrig fortalt nogle dette før, men jeg er adopteret.”

Jackies synsvinkel:

Efter at have besøgt Liam på hospitalet, kunne jeg nu nyde at være alene hjemme. Efter skuespillet i går, havde jeg simpelthen uafbrudt haft et smil om læberne. Derfor blev jeg kun gladere, da dørklokken lød. Jeg vidste det var Harry, og gav ham et hurtigt kram. Men han var allerede ændret, i forhold til i går.

Hans attitude, det hele. Han stirrede på mig. På bare en nat, havde han forvandlet sig til den gamle Harry. ”Kom indenfor.” Han sagde stadig intet, og fulgte blot efter mig, da jeg gik op mod mit værelse. Jeg satte mig i sengen, mens han blev stående og studere mit værelse. ”Harry, jeg gider ikke, at du er sådan her igen.”

Først nu fjernede han solbrillerne fra øjnene, ja han bar dem selv om det var vinter, og satte sig ved siden af mig. ”Hvad mener du dog?” Han virkede ikke ydmyg, og slet ikke klar over, at jeg var trist. Men nu havde Harry aldrig kunne se følelser hos folk.

”Du forstår det slet ikke, Harry.” Jeg var virkelig ked af det. For det første havde jeg troet, at Harry endelig ville begynde at være sødere, men han var blot den samme dreng.

Harry løftede sit ene øjenbryn, ”hvad mener du?”

”Hvorfor bruger du egentlig din tid på mig, Harry?” Spørgsmålet var ikke tænkt til at blive sagt, men da det røg ud af mig, var jeg egentlig tilfreds over min selvsikkerhed.

Harry sukkede og tog ud efter billedet på mit natbord. ”Savner du hende nogen sinde?” Spørgsmålet var uventet. Selveste Harry Styles spurgte faktisk ind til noget med min mor. Wow.

”Hver dag,” sagde jeg med et smil og studerede fotoet, hvor jeg var en lille pige, der sad i hendes skød. Minderne kom tilbage, og ej hvor jeg savnede hende. Hun plejede altid at være der for mig, og på mine fødselsdag brugte hun altid dage på at planlægge dem. Og der kom jeg i tanke om min fødselsdag. Harry havde stadig ikke ønsket mig tillykke. Undgik han det med vilje?

Men alle de tanker om en hilsen, blev erstattet med en overraskende underen, da Harry stille sagde: ”Jeg har det på samme måde.”

Som han sagde det, tænkte jeg over, at jeg faktisk aldrig havde mødt Harrys forældre. Mon nogen havde det? Og så huskede jeg, da jeg var i lejligheden hjemme hos ham. Der var jo intet andet værelse end hans egen.

Boede han alene?

”Jeg har aldrig fortalt nogle dette før, men jeg er adopteret.” Jeg var virkelig mundlam over, at han sad foran mig, og skulle til at fortælle om hans livshistorie. Aldrig havde jeg set Harry som en person, der følte sig alene. Aldrig havde han givet udtryk for, at noget var galt. Han havde altid været Harry Styles, lederen af Westhill High, som ingen kunne skade. Men nu. Nu sad han og fortalte, at han var adopteret og savnede sin mor. Det var lige før jeg troede, at der var et eller andet skjult kamera, planlagt af Louis, men noget i hans øjne, fik mig til at tro, han talte sandt. Også selvom det var Harry Styles.

Jeg tøvede en smule, og skulle lige finde modet frem, til at kigge ham i øjnene. ”Hvorfor åbner du dig pludselig op for mig?”

Han var ikke lang tid om at tænke over sit svar. Der var blot et suk, der adskilte vores stemmer. ”Du ved, jeg havde intet at lave i det skide skur, så jeg har tænkt over tingene. Vi er færdige på Westhill High til sommer, og-” han tog en dyb indånding, før han tilføjede: ”Det er vel på tide.”

Et nik var det eneste jeg kunne præstere foran den dreng, der inderst inde betyd så meget for mig. Jeg havde været bange for ham i starten, men efter at begynde at snakke med ham, havde jeg med tiden indset, at han nok havde en god side. Og her, som vi sad og snakkede om vores mødre, viste det sig, at jeg havde ret.

Harry Styles var præcis lige som mig. Han var bare en bedre skuespiller.

”Jeg tænkte, ville du med hjem til mig?”

Jeg måtte ligne, at jeg havde set et spøgelse, da Harry lavt grinte. Men jeg nikkede, hvorfor ikke tage hjem til Harry igen? Det havde været en uhyggelig stund sidst, så det kunne vel kun blive bedre.

Da vi nærmede os området på Harrys scooter, sørgede han for at få solbriller på igen. Og da vi kørte forbi en gruppe, der lignede nogle fra Patricks slæng, forstod jeg hvorfor. Vi var kommet ind i Harrys kvarter. Her blev han nødt til at holde sin facade.

Harry låste døren op og viste mig ind i den opryddede lejlighed, som jeg kun lige akkurat kunne huske fra aftenen. Men en ting, der stod klart i hukommelsen, var kalenderen, der stadig hang på den forkerte måned. ”Du holder noget inde.” Harry snakkede forsigtigt med sin kolde stemme, og jeg kiggede vist meget overraskende på ham. Han roede i sit hår, og fik det til at sidde helt perfekt, som om nogle kiggede på os, og han skulle virke perfekt.

”Det er bare, hvorfor startede du med at snakke til mig?”

Han tøvede og bankede hånden ind i væggen. Noget jeg ikke havde set komme, og derfor blev jeg også ekstrem bange for ham. Hvad kunne han nu finde på at gøre. Jeg mærkede mit hjerte banke hurtigere i chok, da kalenderen faldt ned, og Harry irriteret smed den hen af gulvet med alle hans kræfter. Han tog solbrillerne af, og stod helt stille i nogle få sekunder, før han kiggede på mit skræmte ansigt. ”Jeg har aldrig mødt min mor, Jackie – derfor.”

Jeg var overrasket over hans svar, ”men hvordan kan jeg-”

”Din mor, hun var direktør i et firma i London, har jeg ret?”

Mundlam og med åben mund, stirrede jeg på drengen foran mig, der så ud til at skjule mere, end jeg lige troede. ”Min mor arbejdede for hende, har jeg fundet ud af.” Han tøvede et kort øjeblik, mens hans vrede stadig var til at se i hans kropsholdning og de knyttede hænder. ”Jeg tænkte, du kunne hjælpe mig med at finde hende, min mor.”

***

Aftenen havde været mærkelig. Harry var ikke faldet ned, og havde simpelthen været uhyggelig at være sammen med. Jeg havde næsten ikke turde se ham i øjnene, men da han ikke havde sagt mere til mig, var det ikke et problem. Jeg var vågnet op i Harrys seng, uden en Harry ved siden af, hvilket nu ikke overraskede mig. Han havde sikkert båret mig væk fra sofaen og selv taget pladsen. Med fulgene, der sang udenfor, smed jeg benene ned på gulvet og tøvede forsigtigt. Jeg havde lånt en trøje af Harry, og den var nu meget behagelig. Jeg besluttede mig hurtigt for at stå op, da jeg gerne ville vide, hvad klokken var.

Et ur var ikke til at finde i Harrys hjem, og det var Harry nu heller ikke. Han var pist væk, og sikkert gået sin vej i vrede. Jeg sukkede irriteret, da jeg trådte på noget, jeg ikke havde set. Træt tog jeg det op fra gulvet og kiggede på billedet af Harry med en smuk kvinde. Men var han adopteret, kunne det umuligt være hans rigtige mor. Sømmet på væggen så tomt ud, uden kalenderen hængende, så jeg valgte at sætte den på plads, og selv om måneden havde skiftet, lod jeg billedet hænge, da Harry nok foretræk det sådan.

Harry havde simpelthen intet mad i køleskabet, der nu også var slukket. På jagt efter et eller andet spiseligt, rodede jeg alle hans skuffer igennem. Men nej, Harry Styles måtte altså være vampyr eller noget, siden han absolut ingen mad havde. En skuffe ved det lille bord, der var placeret ved siden af sofaen, var mit næste sted, da jeg åbnede den. Ingen mad var at finde dernede, men noget meget mere værdifuldt. Et visitkort.

Jeg kunne næsten mærke tårerne finde frem, da jeg læste navnet på kortet. Det var min mors visitkort. Med de røde farver og design, jeg havde været med til at designe, da jeg var helt lille. Og nu i hånden, holdt jeg et af de mange visitkort hun havde lavet. Felicia Anna McClane.

Det bragte minder frem at se min mors navn skrevet på pappet. Men hvorfor havde Harry det? Og der blev døren åbnet og Harry havde gjort sin entré i sin egen køkken-stue-alrum. ”Hvad laver du?” Han var kølig og tog visitkortet ud af min hånd. ”Oh.”

”Hvor har du det fra? Jeg ved, du vil finde du min mor, men-”

Harry var tydeligvis irriteret over jeg havde fundet det, ”bare et lille projekt.” Mere sagde han ikke og lagde det tilbage i skuffen, der hurtigt blev skubbet i.

”Jackie, kan jeg spørge dig om noget?”

Jeg tøvede kort, ”kun hvis jeg kan stole på dig.”

Harry gav mig et selvsikkert smil, ”jeg har lovet at passe på dig, og det holder jeg.”

Med det, fortsatte jeg derfor, da jeg faktisk stolede på ham. ”Hvad vil du så?”

Kort tøvede han, ”vil du ikke please undersøge, om du kan finde frem til min mor, i din mors gamle papirer?”

Min mors gamle papirer. Min mors gamle ting. Min mor. Jeg kunne ikke svare ham. Det var et for hårdt område. ”Du må ikke-” Harry tøvede, og måtte kunne se, at min ansigtsudtryk var ændret.

”Harry, jeg-” Ordene kom ikke ud, som jeg ønskede, og det irriterede mig grænseløst, at jeg ikke bare kunne snakke ordentligt. ”Det er meget svært for mig.”

Han nikkede, ”bare overvej det okay.” Og med de ord, gik han ind i soveværelset, hvor han blev.

 

{_✿_❤_❀_♥_✿_♥_❀_❤_✿_}

Nå da da, der åbnede selveste Harry Styles da også lige op :D

Jeg har to spørgsmål til jer!! 

1) Hvad tænker I om, at han er adopteret? 

2) Hvad er jeres tanker om dette billede - hvad tror I det er? ;)

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...