Efterårsaften

Dette er min første movella jeg sætter ind her. Det er en opgave jeg afleverede på skolen. Den har en meget særlig betydning for mig, og jeg håber at I vil føle det samme, som jeg føler, hver gang jeg læser den. Den er kort, så der er kun et kapitel. I må meget gerne komme med respons og kritik, og hjælpe mig med at blive en bedre ,,young author´´.
Novellen handler om to forelskedes blodig endende kærlighed.

Mange tak på forhånd.

2Likes
2Kommentarer
297Visninger

1. Efterårsaften

Men ude over sletten, hvor den eneste georgines skarpe farver selv i mørket kan ses, er intet andet end kurvblomsten og to mennesker under nattemånens skarpe lys. Og i det hendes sorte skinnende øjne iagttager dem fra lang afstand af, er det, som skovbrynets rågers skrigen ikke længere høres.
Fårekyllingens piben dør hen i samme øjeblik.
Hendes kolde hænder, som hviler på karmen ryster af frygt for, hvad hun lige har set. Skuffelsen ses tydeligt på hendes ansigt. Hun tager sig til hjertet, som havde nogen stukket hende. Dybt nede mærker hun noget brænde. Men hun vil ikke tro det, og i det da tanken bliver tænkt, vender hun ryggen til mørkets stille og gysende kulden.Og selvom faderen i den tid, hvor han havde mange penge havde fået bygget tårnet specielt til at holde hende varm, fryser hun alligevel som aldrig før. Og selvom hun fryser, føler hun alligevel sveden dryppe ned fra hendes pande. Mens tårerne stille triller ned ad hendes blege ansigt, forsøger hun at lade være med at hulke.

Med sine hænder, der er hvide som måneskin, tørrer hun hæsblæsende sine tårer væk. Fra sengens kant rejser hun sig og ser sig i det aflange spejl. Det sorte hår klistrer sig til hendes mager ansigt. Den snart gennemblødte hvide natkjole sidder stramt om livet på hende. Og mens hun med sine hænder mærker strukturerne i sit ansigt, tænker hun på, om det hele mon var faderens skyld.

 

"Jeg vil ej give min datter til en så fattig bonde. Se hans lasede tøj. Han kan dog ikke engang forsørge sig selv. Hvordan vil han kunne forsørge min datter?" Faderens grove stemme høres i hele tårnet. Hun kan ikke længere styre sig selv og vælter ind i stuen. "Fader jeg beder dig. Michael elsker mig. Hvorfor må vi ikke få hinanden?" Men faderen er ikke til at hugge i. "Rose min datter, det er for din skyld. Han passer ikke til dig. Du hørte mig Michael. Se at komme afsted". Hulkende knæler Rose ved sin fader. Hun holder om hans ben og tigger. Men til ingen nytte. Faderen vil aldrig give sin datter til en som Michael.

 

Et tordenbrag vækker hende. Regnens piskende lyder høres som var hun ude. Og da hun rejser sig fra sengen, forstår hun hvorfor. Vinduet står åbent. Bag vinduets dybe murkarm står hun og ser ud over sletten, åben som havet. Hun husker straks hvad hun så natten før og ser billedet for sig; De to alene. Stående så tæt op ad hinanden.
Med ét skifter hendes øjne nuance. De bliver fra sorte som beg til røde som blod. Tankerne kørere rundt i hovedet på hende. Tanker om hvordan hun vil få dette løst.

Selvom hun kun har fået et par timers nattesøvn, mærker hun pludselig styrken i kroppen. Hun føler sig frisk, som havde hun sovet i dagevis. Himlens mørke farve tilkalder natten. Og da månen står højt oppe på himlen, sniger hun sig langsomt ud af tårnets bagdør. De bare og hvide fødder bliver langsomt sorte, mens hun med langsomme skridt træder hen over asfalten. Asfalten erstattes af jord, da hun træder ind i skoven. De nøgne træers grene strækker sig op over himlen, som var det, at de omfavnede den. Grenene knækker under hendes bare fødder. Der sidder mudder mellem hendes tæer. Ned ad den smalle sti fortsætter hun uden at tænke over, hvilken vej hun går. Benene fører hende til stedet. Bag skoven ligger et lille hus. Lille og gråt. Gammelt, fordi det har stået der i mange år. Men før hun kan nå derhen, må hun op ad den stejle galgebakke. Og da hun endelig når til huset, banker hun tre gange på døren, før det åbnes.

Hun tager Michael i hånden og fører ham med ud i skoven. Uden at have en anelse af hvad der foregår, følger Michael med hende. De begge er gennemblødte af regnen. En fårekylling piber gennemtrængende i en sprække. Skovbrynets råger flyver til vejrs over trætoppene. Deres skrig er så skarpt, at det ville gøre ondt helt nede i knoglerne, hvis hun var den gamle Rose.
"Hvad er der sket Rose? Vi sås jo i går morges. Har du allerede savnet mig?" Hans stemme ville have givet hende en usædvanlig hjertebanken, hvis hun var den gamle Rose. Hvis hun var den gamle Rose, ville hans hænder, der kærtegner hendes ansigt givet hende en let rødmen på kinderne.
Hun svarer ham ikke. Hun stiller ham ikke et eneste spørgsmål. Spørger ham ikke til regnskab for noget som helst. Men løfter blidt sin hvide natkjole op og tager en kniv frem. Hun spejler sig selv i den. Knivens blad skinner, som månen på den mørke himmel. Og med en hurtig bevægelse skærer hun i ham uden at tøve et eneste øjeblik.
Han ligger på jorden, mens blodet strømmer ud af ham. Et kort øjeblik efter dannes der en pyt af blod. Hun tørrer kniven i sin natkjole og lægger den tilbage, hvor den lå. Langsomt vender hun tilbage til tårnet.

 

Bag vinduets dybe murkarm står kvinden og stirrer ud. Ud over sletten.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...