Mor med vinger.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 feb. 2013
  • Opdateret: 20 dec. 2013
  • Status: Igang
Denne historie handler om: Det er en pige på 14 år, hun hedder Natasja. Natasja og hendes mor Mia, har været ude for en bilulykke. Hendes mor dør, for øjnene af hende. Hun flytter ind i sin tantes hus. Hun er fortabt, fuld af sorg. Hun tror ikke hendes liv, nogensinde vil blive godt igen. Indtil hun lægger mærke til, den søde dreng, fra 9.A, som hun begynder at kunne li....

3Likes
3Kommentarer
355Visninger
AA

1. Kapitel 1 : En tåre som aldrig stopper.

Nu var den dag kommet, som jeg frygtede mest. Jeg stod der, med min sorte kjole. Jeg stod og kiggede ned i det firkantede hul, helt tomt. Kisten blev hejst ned, med min mor. Hun kunne da ikke ligge der helt alene! Jeg brød ud i tårer og kunne i stoppe. Min tante og nogle andre fra familien, prøvede at trøste mig, men ingen kunne få mig til at stoppe! Der var ingen mening med mit liv nu, hvad skulle jeg gøre uden min mor? Jeg havde jo ikke engang min far, han rejste væk fra os, da jeg var lille? Nu lå kisten helt nede på bunden, jeg tog mig sammen og tørrede tårene væk. Jeg kiggede ned i hullet, om lidt ville det blive dækket og jeg ville aldrig se hende igen. Der var allerede kommet en tynd lag jord på kisten, jeg kunne ikke se hende mere. Mit hjerte gjorde ondt, som aldrig før. Det var knust, midt over. Jeg så bare hullet, blive fyldt helt op. Jeg kunne høre folk snøfte, men ingen sagde et eneste ord. 

 

Begravelsen var slut og der var allerede nogle der var begyndt at gå. Jeg stod bare og kiggede på gravstenen " Mia Rasmussen"  Jeg burde ligge ved siden af hende der, jeg var i bilen da hun døde! Hvorfor kunne jeg ikke også bare dø og få mig en gravsten? "Natasja Rasmussen" Hvordan kunne jeg dog tænkte sådan, sådan noget truer man ikke med! " Jeg blev gal, jeg nev mig i armen, så hårdt jeg kunne. Hvis bare den ene bil, ikke havde været til stede der, havde min mor stadig været i live. Jeg blev rasende, men vidste godt det var en ulykke. Jeg blinkede en tåre ned på kinden, jeg kunne mærke den trille langsomt ned ad kinden. Det var en mærkelig følelse, jeg havde aldrig grædt så meget før. Der var en der tog mig på skulderen, hånden var kold. Jeg kiggede mig langsomt tilbage, det var min tante, hun hed Sasha. Jeg kiggede ind i hendes øjne, jeg kunne se hun havde grædt. Hun rakte hånden ud og jeg tog hende i hånden. Hun spurgte mig forsigtigt om vi skulle gå, hun kunne nemlig se hvor ødelagt jeg var. Jeg kiggede mig for en sidste gang tilbage, for at sige farvel og så fulgte vi en lille sti lavet af grus. Det var en stor kirkegård, så mange døde mennesker på et sted, og en af dem var min mor. Ved enden af kirkegården var der en sort låge, den knirkede, som en som stod og skreg et lille skrig, ind i ens høre, det mindede mig om ulykken.

 

Sasha og jeg var på vej hen til hendes bil, den var helt lyseblå, sikke en rædselsfuld farve. Undskyld Sasha, blev jeg ved at sige inde i hovdet, det skulle jo heller ikke gå ud over hende. Hun smilede og slap min hånd, hun åbnede bilen og jeg satte mig langsomt ind, i slowmotion nærmest. Jeg hadede at køre bil efter ulykken, jeg cyklede også kun i skole fra nu af! Sasha havde allerede taget sele på, hun kiggede tilbage, jeg brød mine tanker og skyndte mig at tage sele på.

Jeg så træerne vælte forbi, jeg tænkede ikke på andet end ulykken. Sasha kiggede op i spejlet, bekymrende. Men jeg lades som om jeg ikke så det. Det gjorde mig sur, kunne hun ikke bare være ligeglad og lade mig være i fred? Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle reagere, vi sagde ikke noget på hele vejen, hjem til Sasha ( Mit nye hjem ).

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...