Når mørket fremkalder tanker

Et essay om mørke.

5Likes
2Kommentarer
1086Visninger
AA

1. Samtaler i mørket

 

Det vil altid ligge og lure. Bagerst i vores sind, som forbudte tanker ingen har lyst til at se i øjnene. Det er rent, uden forestillinger og syner, det har ingen ende, ingen grænser, det er uendeligt og hver enkel bærer det i sig. Når vi smelter sammen med vores mørkes uendelighed, bliver vi selv uendelige. Vi kan ikke gøre os kloge på det, derfor frygter vi det. Vi drages af det, derfor interesserer det os. Kun vores stemmers klang kan bryde mørkets afskæring.

 

Søvnen står med åbne arme ikke mere end nogle få meter væk. Kalder og hvisker mig nærmere. Jeg fristes af mørket, drages mod det omsluttende sorte, der venter mig i søvnens favn. Jeg er der næsten og rækker hånden ud mod det ukendte dyb forude. Længes efter at lade det omslutte min sjæls blussende lys og for en stund slukke det. Mine øjenlåg begynder pludselig at dirre og jeg bliver revet tilbage til virkelighedens vuggende overflade. Det gibber i mig og jeg vender mig uroligt i sengen. Det lille værelse er indhyldet i dyb stilhed og et dunkelt mørke. Kun lyden af mit pulserende hjerte der dunker mod mine ribben, flækker stilhedens jerngreb. Skygger fra træet på den anden side af vinduet, flakker over væggen. Jeg stirre frem for mig. Mine ellers så velkendte møbler er pludselig blevet forvandlet til glubske gab, stikkende øjne og forvrængende ansigter. Mit hjerte banker hurtigere.

Hvordan kan det være at man både tiltrækkes og frastødes af mørket? Er der noget i os der altid vil længens efter mørkets stilhed? Men mørket er intethed og død. Mennesker er generelt rædselslagende for døden og ønsker evigt liv. Måske er det fordi, vi inders inde godt ved at det blot er en illusion? Livet varer ikke ved og vi er tvunget til at se mørket i øjnene. Det skræmmer os, når der er noget der er uforanderligt. Når der er noget vi ikke selv er herre over. Det uundgåelige vil før eller siden indhente os. Så vi drages mod det ukendte og farlige, som vi alligevel godt ved er sandheden. Er det farligt fordi det er sandt?

At leve er at se. Synet er afgrænset til to sider: til den ene side af stærkt lys, der blænder, til den anden af totalt mørke. Livet er blot et papirstyndt mellemstykke. Derfor er vi måske bange og længselsfulde på samme tid, fordi der skal så lidt til? Fordi det er så let bare at give slip på lyset, på synet og på livet? Mørket er jo egentlig utrolig ægte i for hold til livets skygge. Det er uforanderligt.

 

Men mørket er jo også andet end det vi frygter. Det er natten. Dyrelyde og månens smilende segl. Det er sommeraftener og uglens kurren. Det er et bål i mørket, i selvskab med naturens lyde. Det er stjerner på himlens sorte lærred. Det er minder fra mit sommerhus, da jeg var barn. Lugten af mad fra køkkenet sniger sig ud gennem de opslåede havedøre, ud til mig der sidder i egetræet og ser solens røde ansigt ligge sig til rette på træernes trækroner. Hestene der græsser på marken i det sidste dagslys. Vindens nænsomme hiven i bævreaspen i skovbrynet og bålet der knitre. Med tæpper slået om kroppen samles vi om flammernes lys og jeg lytter intenst til de voksnes snak.

Min brors lyse krøller kilder mig på kinden og sammen kigger vi op mod de blinkende himmel lys over os. Jeg kunne lige ane ham ved siden af mig i mørket. Bålets lys genspejlede i hans pupiller og jeg kan huske at han spurgte mig om døden. ”Hvad tror du egentlig der sker? Er der bare helt mørkt?” Vi kiggede ikke på hinanden, kiggede bare op på nattehimlen, som gemte svaret sig der. ”Jeg ved det ikke rigtigt” Svarede jeg. Vi lå lidt i stilhed og de voksnes stemmer brummede i baggrunden. Jeg fulgte bålrøgen drive ud i mørket.

 

Dengang kunne jeg ikke lide at tænke på døden, den skræmte mig og mindede mig om alle de mennesker omkring mig jeg ville miste. Jeg havde mange mareridt og tanker om døden på det tidspunkt. Det mindede mig om et stort gabende sort hul, der åbnede sig inden i mig. Truede med at trække mig ned i sit dyb. Alligevel har jeg lært at acceptere døden. Den skræmmer mig ikke længere. Jeg ved, at jeg er nødt til at affinde mig med at den er uundgåelig. Hvis vi blot kan tåle den kendsgerning tror jeg det bliver noget lettere at leve med at livet også har en slutning.

 

 

Jeg hiver dynen til side og lader mine nøgne fødder føre mig over trægulvets knagen. Forsigtigt åbner jeg døren på klem, så en lyskegle falder over gulvets mørke. Jeg går tilbage mod sengen og denne gang når jeg søvnens sikre favn og løftes ind i dens dybe intethed.

Jeg drager ind i mørket, med en stribe af lys.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...