Mysteriet om maleriet

Eliza er 14 år og bor i Paris' mørke gader. Hun overlever kun ved at stjæle fra andre. En dag møder hun den mystiske "Fred" men er han virkelig hvad han giver sig ud for at være? Eliza beslutter sig for at stole på ham, men han viser sig at være noget hun ikke havde regnet med.
Eliza bliver samtidig adopteret af en mand, og da hun så endelig tror at de kan leve i fred og fordragelighed, viser han sig også at være noget hun ikke har regnet med.

1Likes
0Kommentarer
310Visninger
AA

1. Tyven

 

Det var ved at være koldt. Eliza gned hurtigt hænderne mod hinanden. Eliza var ved at blive træt af al den vinter. Det var begyndt at blive mørkt. Hun rejste sig fra bænken hun havde siddet på. Hun tog sin rygsæk på ryggen, den havde hun altid med sig.

Hendes rygsæk var det tætteste hun nogensinde kom på at få et rigtigt hjem, og det vidste Eliza godt. Da Eliza var helt lille blev hun fundet i et forladt hus, grædende og tydeligvis forladt. Hun tænkte tit på om hendes forældre rent faktisk havde forladt hende, eller om de… Eliza kunne finde på alle mulige forklaringer på hvad der var sket med dem. Hun blev afleveret på et børnehjem og adopteret som 6-årig.

De afleverede dog snart tilbage, de sagde at hun ”Ikke var egnet til deres familie”. Dette skete op til 8 gange, og som 9-årig flygtede Eliza fra børnehjemmet. Det eneste hun tog med var en rygsæk, med var en rygsæk, med penge, og tegneredskaber. Det var nu 5 år siden. Eliza sukkede og gik hurtigt gennem gaden. Paris plejede at være fyldt med mennesker(mest turister), men i dag gik der kun få på gaden. Eliza stødte ind i en gammel dame, der var klædt i lilla fra top til tå. ”Åh, det må de undskylde frue.” Damen gav Eliza et strengt blik, men gik så videre. Hun så ikke at Eliza havde hendes pung på ryggen. Eliza spændte alle muskler i kroppen, og gjorde sig klar til at løbe, men damen skulle vidst ikke bruge sin pung lige nu, skønt gaden var overbefolket af boder.

Eliza havde egentlig ikke noget imod at stjæle fra andre. Hun var blot en ”simpel lommetyv” som hun kaldte det. Da hun var omkring de ti brød hun sig måske ikke om at stjæle fra andre, men hun var nødt til det, for at overleve.

 ”Excuse moi Miss?” En stemme, tydeligvis britisk talte åbenbart til Eliza. Hun vendte sig om, og en solbrændt dreng, med pjusket brunt hår stod og smilte til hende.

”Kan jeg hjælpe dig?” spurgte Eliza så godt hun kunne på engelsk.

”Well, du behøves ikke at snakke engelsk til mig, min mor er fransk.” Svarede drengen.(på fransk)

”Men det ville da være dejligt hvis du gad at vise mig vej til den nærmeste café?” Eliza smilte, kun en anelse anstrengt, til ham(Hun besluttede sig for kun at tale fransk til ham.)

”Jamen selvfølgelig, denne vej.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...