Mysteriet om maleriet

Eliza er 14 år og bor i Paris' mørke gader. Hun overlever kun ved at stjæle fra andre. En dag møder hun den mystiske "Fred" men er han virkelig hvad han giver sig ud for at være? Eliza beslutter sig for at stole på ham, men han viser sig at være noget hun ikke havde regnet med.
Eliza bliver samtidig adopteret af en mand, og da hun så endelig tror at de kan leve i fred og fordragelighed, viser han sig også at være noget hun ikke har regnet med.

1Likes
0Kommentarer
313Visninger
AA

2. "Frederick"

 

”Så, din mor er franskmand, og din far er britisk?” Eliza sad og rørte rundt i den kakao som den mystiske dreng havde givet hende, eller ”Frederick” som han kaldte sig selv.

”De er skilte, og du holder jul med din mor hvert andet år, ikke?... Frederick?” Han smilte og kiggede på Eliza.

”For det første ja, det har forstået det rigtigt. For det andet, er mit navn Fred.” Eliza fnyste, for ca. en halv time siden havde han budt hende på kakao, og præsenteret sig selv som Frederick

”Eller Fred som jeg foretrækker at blive kaldt.” Hun havde tænk på ham som en Frederick lige siden. Frederick, eller ”Fred” (Eliza fnyste endnu engang af navnet) havde for længst drukket sin kakao færdig, og sad nu og snakkede om sig selv. Ret så egoistisk, hvis man spurgte Eliza.

”Hvad med dig?” Fredericks stemme brød igennem den akavede stilhed der havde været imellem dem.

”Hvad?”

Frederick grinte. ”Hvad med dig? Hvor bor du? Hvad med dine forældre? Interesser?” Eliza kiggede genert ned i hendes(snart kolde) kakao. Hun kunne jo ikke så godt sige at hun ikke havde noget hjem, og at hun var en lommetyv, Eliza følte sig pludselig pinligt berørt over det, på en måde hun ikke havde følt før.

"Jeg bor overalt" Hendes usikre stemme lød som en lilletromme i hendes egne ører.

"Altså som brødrene Grimm sagde; "At rejse er at leve", eller også var det ham der..." Frederick grinte

"Det var nu H.C. Andersen der sagde det, men whatever... Hvad med din fritid?" Eliza så på sine hænder, hun havde i´jo ingen fritid, altid på jagt efter det næste måltid, en beskrivelse der normalt ville få hende til at grine.

"Æh... Ikke rigtig noget..." Hun sank en klump og kiggede op på Frederi- Og kiggede op på Fred. Hans mørke øjne prøvede at fange hendes blik, og da det endelig lykkedes blev hun nærmest suget ind i dem. Hun var låst fast.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...