Forgotten

Hvad hvis du har det hele. Hvad hvis du har det liv du har drømt om. Hvad hvis du er kærester med Niall. Og hvad hvis du glemmer det hele. Hvad hvis du sa

2Likes
2Kommentarer
334Visninger
AA

4. Stemmen

Jeg prøvede at åbne øjnene, jeg følte det som om jeg havde været lukket inde i et mørkt tomrum i flere år. Jeg ville ud, Jeg prøvede at åbne øjnene igen, Men det føltes som hele min krop blev krop blev revet fra hinanden. Og kastede ned i en blender. Også lukket ind i det mørke tomrum igen. Det var ekstremt smertefuldt. Og jeg var lige ved at begynde at græde men der var intet væske tilbage i min krop. Min krop var fuldstændig revet i stykker og helt følelsesløs. På samme tid. Jeg kunne ikke bevæge. mig og der var ledninger forbundet til mig overalt på kroppen. Jeg anede ikke engang hvor jeg var, det eneste jeg huskede var at jeg var taget indtil byen med AC for at købe trøste mad, jeg kunne ikke huske mere det var som om jeg manglede noget at mit liv, noget jeg ikke kunne leve uden, ligesom mit hjerte. Jeg lå helt stille, jeg kunne ikke bevæge mig, jeg lå og tænkte. Jeg kunne ikke huske hvad det var der havde gjort mig glad, det eneste jeg kunne huske var: Jeg hed Mathilde. MIne forældre hed Annette og Lars og mine søskende hed Cecilie og Clara. Jeg boede i Danmar. Jeg havde næsten ingen rigtige venner, men nogle få rigtigt specielle Caroline, Michelle og Ac. Det var det, men jeg vidste der var mere. jeg vidste Jeg vidste Michelle var flytter til Vietnam. Og Caroline gik ikke længere på min skole og Ac's far var død, Men hvad var det så der havde gjort mig glad, den sidste tid, for jeg vidste jeg var glad, jeg kan huske jeg havde grinet, ja jeg kan huske jeg havde grinet sammen med en anden, men hvem var det. Der var en ting til jeg vidste, men det prøvede jeg at glemme. Jeg havde anoreksi og spise forstyrrelser  Jeg fik mig selv til at kaste op... Derfor vidste jeg der manglede noget for jeg havde ikke været rigtig glad i lang tid. Og derfor havde jeg fået mig selv til at kaste op. Derfor forstod jeg ikke hvorfor jeg havde grinet.

Jeg lå helt stille jeg kunne høre stemmer 

"Hvordan har hun det?" Det var min mor hun sagde det med gråd i stemmen. Jeg prøvede og sætte mig op, men det gjorde så ondt at jeg hurtigt droppede der igen.

"Lægerne siger hun er i bedring" Hvad var det for en stemme der svaret min mor, det var en stemme jeg havde hørt før, men hvorfor kunne jeg ikke placerer den. Det var en mandlig stemme. Og ham der ejede stemmen havde det være end min mor, han lød helt færdig, og en der ikke havde sovet i flere dage. En der var så bekymret at han med glæde kunne have overtaget min plads. Nu kunne jeg hører der kom en til ind i samtalen.

"Jeg har talt med med lægen, han siger at hendes puls begynder og komme tilbage, men at det går alt for langsomt. Og at der snart skal til at ske noget. Inden hendes krop for hende lagt i koma. Han sagde os du skulle tage hjem og sove. Du har ikke sovet i 3 dage, du har brug for søvn" Jeg kunne også genkende den her stemme ikke lige så godt, men jeg kunne og der var ekstrem omsorg i den, ikke kun for mig, men for ham der ikke havde sovet i 3 dage. 3 dage havde jeg været lukket inde i 3 dage. og hvad mente de med at min puls begyndte at komme tilbage, havde jeg været. død. bare at tænke det fik mig til at skælve. 

"Nej Liam jeg kan ikke forlade Mathilde, det kan jeg bare ikke jeg tager ikke hjem, det er ikke det samme uden hende" Stemmen var sur, men det var ikke det jeg tænkte på, Liam han havde sagt Liam, det betød at jeg kendte en der hed Liam og jeg kendte ham igennem den anden stemme,  nu havde jeg et navn mere. Men jeg kendte jo ikke nogen der hed Liam. Aldrig havde aldrig ville. Jeg ville vågne jeg måtte se hvem stemmen der bekymrede sig sådan om mig tilhørte. Den var bare så dejlig at jeg kunne hører på den forevigt, men hvordan kunne det værestemmen, jeg ikke anede jeg kendte kunne være så bekymret for mig. Døren ind til mit rum gik op. Jeg prøvede at sætte mig op, men det virkede ikke engang som om min krop lystrede, det virkede ikke som om den gav en bevægelse. 

Personen satte sig en ved siden af mig, Det var stemmen, Stemmen begyndte og græde. Nu ville jeg vågne, men hvorfor kunne jeg ikke. Et par minutter efter prøvede stemmen at få fatningen tilbage. Så,begyndte den at snakke, 

"Det her er hårdt at du ved det. Jeg ville bare ønske du ville vågne, Jeg savner dig og at høre din stemme. Jeg savner din tilstedeværelse. Jeg kan ikke lade være med at græde hvergang jeg ser dig, jeg føler det som det hele er min skyld. Det var mig der tog dig med ind i det tivoli, jeg skulle have haft mere styr på det, men det sårer mig og se dig her helt kvæstet. Og du sal bare vide at jeg elsker dig og du vil altid være min"  Der gik lidt tid, så gik der panik i mig hvorfor kunne jeg ikke vågne, og se stemmen, han sad der stadig det var ikke forsent, men så kyssede han mig blidt på læberne og gik igen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...