Forgotten

Hvad hvis du har det hele. Hvad hvis du har det liv du har drømt om. Hvad hvis du er kærester med Niall. Og hvad hvis du glemmer det hele. Hvad hvis du sa

2Likes
2Kommentarer
340Visninger
AA

5. Kæreste kvæstet

Jeg tænkte, jeg blev nød til at få styr på tingene, jeg blev nødt til at gennemgå de ting jeg vidste med 100% sikkerhed

1. Jeg hedder Mathilde

2. Min familie hedder Annette, Lars Clara og Cecilie 

3. Mine bedsteveninder hedder Michelle, Ac og Caroline

4. Jeg havde Anoreksi og spise forstyrrelser 

5.Stemmen elskede mig 

6. Stemmen har en ven der hedder Liam

7. Jeg er helt vildt forelsket i stemmen, men aner ikke hvem det er

8. Jeg ligger på hospitalet og har været død

9. Jeg vil gerne snart vågne

Jeg prøvede igen jeg ville åbne mine øjne det var livsnødvendigt. Jeg prøvede stille, og det virkede, mine øjne åbnede sig. Jeg kunne se rundt. det var et lille rum og jeg var alene. Stemmen var der ikke.gardinerne var trukket for det var sikkert nat, og stemmen havde lyttet til Liams råd og taget hjem og sove. Der var vinduer ud til en gang. gardinerne var blå og de var over det meste af rummet. Det var lidt ligesom nogen prøvet at holde mig skjult. Min seng var større en normale hospitalsenge, ved siden af mig sengen var en maskine til at hjælpe mig med at trække vejret, og ved siden af den en maskine til måle en masse ting, det hele lignede noget fra en film, på den anden side af sengen, lå en avis og på forsiden stod der med store bogstaver. NIALL HORANS KÆRESTE HÅRDT KVÆSTET. nedenunder overskriften var et stort billede af mig der blev kørt ind i en ambulance, og Niall der stod ved siden. og så bange ud ligesom en lille baby pingvin. Hvad var det her for noget... Det kunne da ikke passe. Skulle det her være en eller anden joke. Nej det måtte være en drøm, jeg drømte at jeg var vågen. Det hele var bare en drøm. Det var ikke mig på billedet. Det hele var bare et stort mareridt. Jeg skulle bare vågne det var det hele, når jeg vågnede var jeg tilbage i mit kedelige liv. Jeg begyndte at skrige op, jeg vidste min mor ville komme styrtende og spørge om jeg havde haft et mareridt, der efter ville hun sidde og vugge mig i søvn og sige det hele bare var en drøm, også ville jeg falde i søvn. Og drømme dejlige drømme. Men der kom kun en lille lyd ud, et lille piv. Alligevel var det nok til at døren blev hamret, Og ind kom Niall. Han havde grædt det var tydeligt at se. Jeg kiggede lidt underligt på, jeg prøvede at finde ud af hvad han lavede her. Jeg prøvede at sætte mig op, og smerten kom igen. Jeg kom op og sidde, stille og roligt og sengen kørte med op. Der kom et kæmpe smil på Nialls ansigt, og hans blå øjne lyste op, han lignede mest af alt en lille dreng der fik lov til at åbne en af sine gaver juleaften. Han begyndte at grine, jeg anede ikke hvad det betød, jeg kendte ham jo ikke. Han kom hen og sad ved siden af mig. 

"Jeg er bare så glad for du er vågnet du aner ikke hvor bange jeg har været" Niall snakkede til mig som om, jeg var det vigtigste i verden, men hvorfor? Hvorfor var han så glad for mig? Hvorfor sagde avisen at jeg var hans kæreste? Og vigtigst af alt Hvorfor var han her, og hvor var her? Han holdte mine hænder, og kyssede mig blidt, på håret, han holdte mig tæt ind til sig som om han aldrig ville lade mig gå. Men jeg behøvede svar.

"Hvor hvorfor, er er du her?" Jeg hviskede bange for at hører hvad jeg selv sagde, og så kunne jeg ikke få en lyd ud af min mund. Han kiggede på mig med tårer i øjnene. Han var såret, jeg kunne ikke holde ud at se på det, tænk han havde ventet her så længe og det første jeg sagde var bare hvad han lavede her, jeg havde det forfærdeligt. Jeg rækte ud efter hans hånd. Jeg rystede. han rystede hans hænder var helt svedige, men dejlig varme og beskyttende, jeg lå og kiggede på ham, ventede på en forklaring, men det var klart han ikke vidste hvad han skulle sige. Jeg lå stadig og kiggede på ham, men pludselig blev jeg svimmel, jeg føldte det som om Zebraer dansede og og rummet blev mindre. Jeg gled lige så stille væk, jeg blev hevet væk fra Niall.

***

Jeg stod uden for tre store døre. Jeg vidste ikke hvor de førte hen. De var på toppen af en kæmpe bakke, men de stod ikke på bakken, de fløj en meter over bakken. Hver bakke havde et billede, den første havde et billede af mig som baby. og oven over billedet stod der: FORTID med kæmpe bogstaver. døren var af træ og rigtig gammel det lignede mest af alt en af de døre man ser i gamle eventyrfilm når prinsen kommer for at redde prinsessen. Jeg kiggede op på døren jeg skulle derop måske kunne den hjælpe mig med at vise hvem jeg var og hvor jeg kendte Niall fra, og mest af alt hvorfor han var så beskyttende over for mig.

Jeg kiggede os på de andre døre. Nr. to dør var mig der lå på hospitalet, en masse læger stod rundt om mig og foretog en masse undersøgelser , ved siden af sad Niall, hans fine blå øjne var næsten helt røde af mangel på søvn og gråd. Hans ansigt var helt maskeret med sorte rander. og han lignede mest en hjemløs. Zayn, Harry, Louis og Liam var også kommet, de stod udenfor døren Liam prøvede at forklare hvad der var sket. De andre drenge, blev mere og mere forarget jo mere Liam fortalte. Min mor stod ved siden af Niall, hun kiggede på mig der lå der, hun var bange rigtig bange. Hun lignede en der havde mistet håbet. Man kunne se hun forsøgte og undgå Nialls blik. Hun turde ikke gøre ham mere bekymret. Jeg fældede en tårer jeg ville ind ad den dør, og tilbage til mit liv, og fortælle Niall alt om hvorfor jeg ikke kunne huske ham, og han ville fortælle mig alt hvad der var sket. Jeg ville tilbage og fjerne smerten fra hans ansigt, jeg ville se det smil jeg havde set første gang jeg vågnede. Jeg kiggede igen, lægerne blev ved med at sætte flere ledninger til, det gav et lille prik i  mig hvergang.

Jeg kiggede på den sidste dør, der stod: Fremtid, der var et billede af mig og Niall, men billedet blev mere og mere utydelig og, døren svandt ind lidt efter lidt, og i takt med det mistede jeg energien. Jeg kiggede på døren jeg havde det som om jeg havde løbet et marathon, jeg havde næsten ikke mere luft tilbage. Og døren svandt hurtigere og hurtigere ond for vært sekund der gik, jeg kunne snart ikke stå op mere, det var som om mine ben blev tungere og tungere, og min krop blev helt slap, jeg havde det som alle de gange jeg havde stået ude på toiletter og kastet op. Jeg lagde mig ned.

Det gav et stød i mig o pludselig var jeg væk fra den store bakke og tilbage på hospitalet.

 

Det var 5. kapitel. smid en kommentar og sig hvad i syntes, tænker på at lave næste kapitel fra Nialls synsvinkel. hvad syntes i om det Skriv havd i syntes i kommentaren, og husk at like hvos du kan lide historien.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...