Dyr Kærlighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jan. 2013
  • Opdateret: 28 jan. 2013
  • Status: Igang
Den 13. April 2012, døde min kanin, Vladmir.
Mange har mistet et dyr, og man ved ikke hvordan dén smerte føles, før man selv har mistet et...

Jeg kom hjem, og ville slappe af, og først gå ud til mine kaniner efter at jeg havde set en film, men det lavede jeg hurtigt om på, for jeg kunne bare se filmen bagefter... Men jeg nåede aldrig at se filmen...

4Likes
3Kommentarer
543Visninger

1. D. 13 April

Jeg kom, endelig, hjem. Yes fri, tænkte jeg. Og ja, jeg havde fri. Bortset fra, at jeg skulle til min gode venindes fødselsdag, kl. 17 senere på dagen. Jeg havde besluttet mig for, først at gå ud til mine kaniner, lidt senere, da jeg gerne ville slappe af, efter en hård uge, men jeg kunne stadig ikke bære tanken om at skulle lade dem i stikken, så jeg tænkte at jeg ville gå derud først, og derefter se en film. Jeg gik igennem hullet i hække, og drejede ind i huset. "Hej!" Råbte jeg da jeg var trådt ind af døren, og så kom jeg i tanke om at jeg havde huset for mig selv ldit tid endnu. Jeg løb ind på mit værelse, smed min taske på gulvet, fandt min madpakke og drikkedunk frem, og smed det ned i køkkenvasken. Jeg tager mig af dét der senere, tænkte jeg og kom smilende ud af døren, med to små gulerødder i min hånd. "Nu er jeg her, mine englebasser!" Nynnede jeg højt, og omsatte min gang til løb. Hurtigt var jeg henne ved deres bur og så at de begge var nede i deres løbegård. Herligt, tænkte jeg. For det var ikke særlig tit at Vladmir var neden under i løbegården. Da jeg kiggede ordentligt efter, så jeg at Vladmir lå ned. Han er nok træt, tænkte jeg. Ninka sad henne i det ene hjørne, og Vladmir i det andet.

Jeg smed forsigtigt en gulerod hen til Ninka, men hun havde ikke tænkt sig at røre den. Jeg lod mine forfrosne fingre, glide hen over Vladmirs gulerod og smed den ind af hegnet og den landede, dunk, lige over på ham og trillede ned på jorden. Han bevægede sig ikke. "Nårh, han sover!" Udbrød jeg, fandt min mobil frem, og tog et billede og optog en kort video af ham. Det var for sødt til at han bare kunne ligge dér. Efter lidt, lynede jeg min telefon ind i min lomme igen, og satte mig på hug, helt ned til Vladmir og Ninka. Ninka gik forsigtigt hen til Vladmir, snuste på lidt lang afstand til hans gulerod men hun ville ikke røre den. "Ninka, din sarte plante!" Sagde jeg med et grin i stemmen, Vladmir rørte stadig ikke på sig. Jeg stak min finger ind gennem hegnet til ham, og prikkede lidt forsigtigt til ham. Ingen reaktion. Nu gik det op for mig, hvad der var sket med ham...

"Vladmir?" Udbrød jeg og Ninka satte sig ved siden af ham, stirrede på ham og hun ville græde, hvis hun kunne. Det kunne man tydeligt se. Tårene kæmpede sig igennem et usynligt islag der lå bag mine øjne og tårene løb ned af mine kinder, og der kom små vandpletter på mine cowboybukser. Han rørte sig ikke og det gik op for mig at han var død. Jeg skreg inden i mig selv, men da skrigene kom ud af mig, blev de til tårer, jeg prikkede igen forsigtigt til ham, men han rørte ikke på sig. Ninka blev blot siddene, tavs og sagde ikke en lyd, men hvis hun kunne, ville hun græde, lige som mig!

Jeg fandt klodset min mobil frem og ringede til min far, inden opkaldet havde jeg lovet mig selv at jeg ikke ville græde. Han tog den med det samme, og kunne tydeligt høre gråden i min stemme. "Far, jeg er ude hos Ninka og Vladmir. De har hver fået en gulerod, der ligger en lige ved siden af Vladmir. Men han bevæger sig ikke, og Ninka vil ikke røre ved guleroden. Jeg har prikket og skubbet lidt til ham, men han reagere ikke...!" Græd jeg og min far forstod. "Nårh, skat. Det er jeg ked af... " Sagde han og jeg kunne høre på hans stemme, at han ville gøre alt for at få sorgen i mit hjerte til at forsvinde. "Jeg laver lige det her færdigt, og så kommer jeg hjem. Skulle du ikke til fødselsdag i aften, klokken 17?" Spurgte han og jeg svarede ja og lagde på. Derefter løb jeg ind på mit værelse, gemte mig på min seng. Men jeg ville skrive et afskedsbrev til ham, så jeg fandt et papir og blyant og begyndte at skrive alle vores minder ned. Jeg skrev også hvor meget jeg elsker ham og at jeg syntes at han gik bort, i al for ung en alder. Men sorgen var der stadig. Mit hjerte blev gennemboret af tusindvis af kirurgiske knive og noget stak mig i skulderen.

Da min far kom hjem, omfavnede han mig og vi traskede ud til, nu kun, Ninka. "Han ligger der..." Sagde jeg uden at kigge på min far, men jeg pegede bare på Vladmir. Tavshed.  Min far spurgte om vi skulle begrave han og jeg nikkede. Han hentede en skovl og gravede et hul, cirka 30 centimeter dybt og 20 bredt. Min far klippede hul i hegnet, og tog ham ud. "Vil du holde ham?" Spurgte min far og afventede mit svar, vel vidende at jeg nok ikke ville svare, men jeg fik fremstammet: "Nej..." Sorgen i mit hjerte, der fik det til at briste, kunne ikke bære ham. Hans døde krop, ville ændre mit liv. Det var nok smerte bare at se på ham, og det kunne min far se på mig. Da vi havde begravet ham, begyndte det at regne, og jeg omfavnede min far, og begyndte at græde... Min far forstod, og omfavnede også mig...

 

Jeg glemmer aldrig D. 13. April:

Den dag, mit elskede, smukke og bedårende dyr, Vladmir, gik bort. Dagen vil altid være i mit minde, vil aldrig forsvinde. Tankerne, kunne jeg have reddet ham & hvorfor døde han, vandrer stadig rundt i mit hoved. Jeg ville ønske, at han stadig levede... Denne historie er en sand historie, min historie om at miste et dyr... Jeg vil dele den med jer, for man ved aldrig hvor lang tid man har tilbage sammen med sit dyr... Så udnyt tiden, elsk dem og vær der altid for dem!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...