Our Soul

Can we love, if we are afraid.
Can we smile, if we are sad.
Can we lye to ourself.
Can our feelings die.
Can we live without feelings.
Can we look without a goal.

3Likes
2Kommentarer
382Visninger
AA

2. Typical Life

 

Min sjæl græder. Græder efter hjælp. Støtte. Efter omsorg.

Min sjæl leder. Nej, den søger. Men jeg ved ikke , hvad den søger efter. Hvor jeg finder den. Eller hvornår jeg finder den. Om jeg er klar til at finde den…

Jeg lukker min dagbog, og jeg ser på stjernehimlen. De smukke stjerner der fylder himlen med skønhed og håb. Et trist smil breder sig ud over mit ansigt, og jeg lægger min dagbog på det lille bord, og jeg rejser mig op. Jeg stiller mig ved terrasse kanten, og jeg ser op imod fuldmånens skær. Natten skjuler så mange hemmeligheder, ligesom en dagbog. Man kan aldrig vide, hvad der sker. Jeg skriver dagbog når jeg føler at jeg har brug for en ”ven” at snakke med. Jeg krydser armene, da det kolde vindpust kommer.

”Pammy, kommer du?” Jeg hører råbet fra min mor, og jeg går straks indenfor. Først ind til mit værelse, så ned af gangen, og ned af alle trapperne. Et grin lyder fra stuen, og jeg ser ind. De er her stadig. Det er derfor, hun kaldte, et vink kommer fra min far, som sidder mellem sine venner på sofaen i stuen. Jeg vender mig om, og jeg går ind i køkkenet, hvor min mor står. I hånden har hun en bakke med 6-7 stk. øl til far og hans venner. Eller skulle jeg sige ”fulde” venner.

”Pammy, kan du gå ud med øllet til far og hans venner?” Hun rækker mig bakken, inden jeg når at svare, men jeg tager imod, og jeg drejer om på hælen, og jeg går ind i stuen.

Jeg går ind med glidende bevægelser, og jeg stiller en øl foran dem alle sammen. De griner, og de næsten råber af hinanden. Da jeg stiller øllet foran min far, lægger han en hånd på mit lår, så jeg drejer hovedet.

”Tak skath, vil du lige?” Han peger på cigaretæsken og på lighteren. Jeg rækker ud efter dem på bordet, jeg tager en cigaret ud af æsken , og jeg giver ham den. Han putter den i munden, og jeg rækker ham lighteren, men han tager ikke imod.

”Tænder du den lige?” Han spørger, imens alle de andre rækker ud efter en cigaret. Jeg tænder hans cigaret, og jeg kysser ham på kinden, jeg vender mig for at gå, men jeg hører skridt komme imod os, og jeg vender mig om, for der kommer Josh, min lillebror.

”Hej min dreng, kommer du lige her?” Jeg går imod køkkenet med bakken, men jeg stopper op i gangen, da jeg hører et hvin. Jeg vender mig om, og jeg ser min bror ligge på gulvet, og han græder. Et gisp lyder fra mig, og jeg taber bakken. Min far står foran min lillebror, og han griner højt.

”Rejs dig dog dreng!” Han næsten råber det, men hans alvor bliver ikke længe i hans øjne, før han begynder at grine igen. Jeg vil til at løbe hen til ham, men min mor griber fat i min arm. Hun ryster på hovedet, og hun hiver mig ud i køkkenet.

”Hvad har du gang i? Vi må hjælpe ham,” min stemme er hysterisk. Hun lægger sin hånd på min skulder, men jeg ryster den af.

” Kan du ikke huske, hvad han gjorde imod dig sidste gang, du sagde ham imod?” Hun spørger mig med bekymring i stemmen, og hun aer mig på armen.

Men hans skrig fylder mine tanker.

”Jo, det kan jeg,” hvisker jeg, men jeg ved ikke om, hun hører det, og jeg vender blikket. Men mor hun står foran mig, så jeg ikke kan se ind i stuen.

”Jeg tager en snak med ham, okay?” Hun siger det, men jeg tror hende ikke, hun vil tilgive ham som hun altid gør, og han vil blive ved med at torterer min bror, som han altid gør. Hun går med nervøse skridt ind i stuen, hvor jeg hører et råb fra min far. Min mors tiggende stemme er svag, men det lykkedes for hende, for ind i køkkenet ser jeg min bror komme haltende. Inden han rammer gulvet, griber jeg ham, og jeg støtter ham hen til en stol. Hans åndedræt er hurtig og panisk.

Jeg tager noget vådt papir, og jeg tørrer hans blod væk. Hans blod drypper ned langs hans ansigt, og jeg tørrer det væk med rolige bevægelser. Da jeg er færdig, smider jeg papiret ud, men jeg hører latter fra stuen. Jeg giver ham forbinding på hans overarm.

Jeg støtter Josh på af trapperne, ned ad gangen, og helt hen til hans  værelse. Han er bare lidt tung, det er fordi hans muskler er ved at vokse. Vokse sig store. Jeg hjælper ham ind på sit værelse, og jeg sætter ham ved sengen.

”Kan du godt tage nattøj på?” Han ser op, og han ser mig ind i øjnene. Han mumler, men jeg hører nogle få ord, som lyder: ”Jeg… ved ikke… hjælpe…” Jeg smiler til ham, og jeg aer ham på kinden. Jeg hjælper ham i nattøjet, jeg gør det blidt, så hans forbinding ikke ryger af, men jeg bliver hurtig færdig.

Jeg lægger Josh under sin dyne, og han ånder endelig normalt, han lukker øjnene. Jeg aer ham på kinden, men jeg rejser mig for at gå i seng.

”Du må ikke gå,” Josh griber min arm, og hans hånd ryster, hans stemme er tiggende. Han rykker lidt tilbage, og jeg lægger mig under dynen sammen med ham. Jeg lægger begge arme rundt om ham, og jeg nynner for ham. Det gør jeg tit, jeg gør det hver gang far slår og sparker ham. Jeg kysser ham på panden.

Døren knirker. Jeg vender blikket imod døren, og jeg ser det er ham. Far går direkte imod mig. Han river mig ud af sengen, men det er heldigt for mig at Josh er faldet i søvn. Han hiver og river mig med ind på mit værelse. Han kaster mig på gulvet, jeg ligger på min mave.

Jeg rejser mig op på alle fire, men kommer ikke længere. Bag mig står far. Han flår tøjet af mig, han river min kjole af sammen med mit undertøj. Han hiver fat i mit hår, og han kaster mig på sengen. Tårer løber ned langs mine kinder, jeg er bange. Vi er alle bange for denne mand. På sengen vender jeg mig om, og jeg ser han tager sit eget tøj af. Han er sur, men ikke på mig. Men på min mor. Han går direkte imod mig, og jeg begynder at ryste.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...