My heart is craving and screaming for help, but my head, won´t let it

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 feb. 2013
  • Opdateret: 8 jun. 2013
  • Status: Igang
Mine tanker i ét dokument over et år. Et år med depression. Læs min historie helt indefra.
- Silence is the most powerful scream.

1Likes
0Kommentarer
419Visninger
AA

1. My heart is craving and screaming for help, but my head, won´t let it

Hun sad i en lænestol i stuen. Hun sad helt slap og hendes lår fladede ud mod stolen. Hun var tydeligvis ligeglad med hvordan hun så ud. Men der var heller ikke nogen til at se hende. Hun var alene og hun stirrede ud i luften. Gav sig for en gangs skyld tid til at gøre det hun havde haft lyst til det sidste år. Det hun havde gjort i momenter, for så at hive sig selv tilbage til virkeligheden og overfladen.

Hun blev rastløs og rejste sig. Tog et skridt og et mere og endte så med panden mod vinduet. Det var koldt udenfor og sneen lå som et tykt lag glasur over haven. Hun løftede sit hoved lidt og betragtede så blindt en fugl der nippede til kornene på det hjemmelavede fuglebræt.

Hendes tanker handlede lidt om fuglen og landskabet og lidt om ligegyldigheden. For hvad betyder egentlig noget i verden? Når alt kommer til alt, skal vi jo alligevel dø. Men vi vil ikke dræbe os selv. Jo få gør.

Men vi ved vi skal dø og hele livet kæmper vi for noget. Er det overlevelse? Men hvad er grunden så til det? Overleve til i morgen, når vi skal dø i overmorgen. 

Det er nok sådan nogle spørgsmål, man bare skal lade være med at stille sig selv. Sådan nogle spørgsmål som ingen kan give et svar på og indtil nu havde hun da også været ligeglad med sådan nogle spørgsmål. For hende havde det været vigtigt, at hun gav en bedre verden at leve i, for de, der skulle leve efter hende og imens hun var her, skulle hun selv have det bedst muligt. Så var det lige meget hvorfor og hvornår man døde. 

Men nu blev spørgsmålet ved med at vende tilbage. Hvad betød egentlig noget? "Summen af laster, vil altid være konstant". Det var jo rigtigt nok. For hvis vi først fik udryddet al fattigdom i Afrika, så ville der straks melde sig et andet lige så stort problem. Fremgang ét sted og nedgang et andet.

Hun havde aldrig villet være barn igen. Hun havde det bedre nu. Når altså der ikke var dommedag lige over hovedet på hende. Dengang hun skulle til at starte på efterskole og det hele var godt. Fra det. Fra 'godt' var det hele gået ned, ned, ned. Ned. 

Hun kunne bare ikke holde ud at være alene om noget. Hun var en eksplosion af følelser, selvom det først var gået op for hende for nyligt. Hun følte det så dybt når hun endelig følte.

Hun tænkte, at hun aldrig havde været en stærk person. Hun havde altid været en svag, svag person, som intet ondt eller dårligt var sket for.

Og når det så gjorde. Var det kun hende og hendes ego det handlede om. 

 

Noget havde dog ændret sig efter et halvt år. Hun gik fra, at alle omkring havde glædet sig og alle traditionerne og alt. Gymnasielivet. Hun sagde også det var fedt når nogen spurgte. Det var det jo også. Men hun følte det bare ikke. Det burde føles fedt, men det gjorde det bare ikke. Hun nød at have travlt og lave noget og bruge hovedet igen. Uden tvivl. Men hun frygtede frikvarterne og festerne og det sociale.  Sådan var det dog ikke mere. Nu var det fuldkommen omvendt. Hun havde fået dejlige, dejlige veninder og fritiden var den hun ventede på hver dag. Og så alligevel. Selv det var der kommet skår i nu. 

Hun overvejede hver evig eneste dag, at hun ikke gad det her. 

Hun havde mistet hele sig. Hun hadede sig selv for at være som hun var, samtidig med hun var helt tilfreds med sig selv. Så fucking ustabil som altid.
Hun kunne på ingen måde kende sig selv og greb med desperation efter stumperne af hende selv og spillede en rolle. Spillede sig selv. 

Alle de ting hun før elskede. Sommerferien havde været et orgie af drømmeoplevelser. Men hvor havde hun været? I ensomhedens og depressionens land. 

Der var ét tidspunkt i den 2 måneder lange sommerferie hvor hun havde været oprigtigt glad.  Da hun var sammen med sin barndomsveninde hos sin mormor på Møn. Dér, lige der i 3 dage, havde hun nydt sig selv og livet igen. Så var hun igen sig selv. 

 Hun havde været desperat hver evig eneste dag hele ferien. Så alene og så alligevel så enormt omgivet af venner. Men ukendte venner. Venner hun ikke fortalte den mindste smule til. Hun ville komme til at træde nogen over tæerne, de ville ikke forstå og hun kunne ikke forklare det. For hvad var der at forklare?
 Alene. Alt skjulte hun og kun få kendte hende, men hvor var de? Hun var så desperat efter bare at fortælle nogen hvordan hun havde det, efter at have en hun bare kunne slappe af og være sig selv med. Kunne bryde i gråd, forstå hende og få svaret på alt dette. Fortælle hende mirakalkuren.

Én aflevering og det hele kolliderede. Hun ville ikke gå i gymnasiet, men hvad ville hun så? Noget umuligt. Det var det hun ville.

Hun var jo nødt til at blive et sted, for at få de venner hun hungrede efter. Var det virkelig kun mennesker som havde kendt hende i 10 år, der ville kunne føles som venner og som nogen som virkelig kendte hende? Ville alle andre altid blive holdt i en afstand? Alle andre var desperate efter at hun sagde noget, at hun gav dem noget af hende. 

Var det alt sammen for at holde hende, hun så nødigt ville være, nede? Var det fordi hun ikke ville være temperamentsfuld, ikke ville være genert? Var det simpelthen i kampen for at acceptere sig selv, at acceptere hun var dårlig til at møde nye mennesker og lagde hun bare låg på alt, fordi ellers ville hun fremstå som sin hidsige og aggresive far, som før var kommet op i hende? For at undgå drama og for at undgå ødelagte fester? Var hun blevet et omvandrende følelsesvrag, der ikke følte det mindste?  Fuldkommen ulykkelig uden nogen som helst grund. Det stak i hende ved tanken og hun rynkede sørgeligt brynene og sank ned og sad op af væggen. Tårene var lige i øjnene, men de kom ikke. For hun havde ingen grund til at græde og det var det der gjorde hende så ulykkelig. Hun fældede aldrig en tåre mere.  Et halvt år var der gået efter efterskolen og hun var blevet mere og mere elendig tilpas, men også mere og mere aflukket og ligeglad. Så igen efter en psykisk omvæltning og nu efter et år var hun kommet tilbage og hende selv var igen at se, men det kom hele tiden tilbage. I perioder og i øjeblik. Men hvad var der at græde af? Intet. Hun havde så meget. Alt. Mere end hun nogensinde havde haft. Men hun kunne ikke. Hun kunne ikke følge hendes gamle råd. Hun troede ikke på dem mere, de virkede ikke mere.  Hun var altid kommet op igen. Altid on/off glad.Det virkede bare ikke sådan den her gang, tænk hvis det skulle blive sådan her igen næste uge, næste år, næste måned? Hele tiden. Det kunne hun ikke holde tanken ud omHun var til at gå over randen af desperation. Alle har det indimellem dårligt og også hende, men denne gang var der intet lys for enden af tunnelen.  Hun kunne end ikke smile ved tanken. Ja være glad kunne hun heller ikke. Maskeret. Hendes ansigt var blankt og tomt. Men hendes hjerne var ved at bryde ud, den græd på hjælp, den sloges hver evig eneste dag og den var på kanten af nedsmelt
 For hvad var der? Umulighed og ikke flere muligheder. Kun tvang til at tage en studentereksamen i dette samfund. Glæden var altid off nu.  For første gang for et halvt år siden, da hun læser Harry Potter og Molly krammer Harry, græder hun efter ikke at have grædt i et halvt år. Hun græder over hvor dårligt hun egentlig har det, men har ingen anelse om hvad hun skal gøre og hun har ingen til at hjælpe hende. Ingen. Hun havde brug for en Molly. Molly som tager Harry til sig i et moderligt kram, som betyder så meget, som giver alle umuligt udtalte ord og følelser ud. Kun i et kram. En bevidsthed om alt skidt, der er sket for Harry, uden han behøver at fortælle, en bevidsthed om hvor alene og miserabel han er. 
Om aftenen krøller hun sig sammen og savner en til at nusse hende i håret,  holde om hende i mørket og fortælle hende at alt er okay og vil blive det.   Som når man lige pludselig bryder sammen, knuser sig selv i gråd og er i en tilstand af fuldkommen desperation, med ingen som helst anelse om hvad man skal gøre med det hele. Så er det, at ens mor kommer med sit bløde kram og man læsser med det samme alt ned i hendes varme favn. Hun kan holde det og der er intet der skal holdes tilbage. Sådan et kram var det meget længe siden hun havde fået, selvom hun trængte til det allermest. Hun holdte altid tilbage, hun holdte alt tilbage. Hun bremsede altid alting for sig selv. Nogle ville sige hun var klog. Mens hun selv aldrig forelskede sig, aldrig bare kunne gøre det. Altid havde hun fornuften og tankerne med sig.  "Giv slip!" tænkte hun. "Giv nu slip!"  Selv da hun faktisk fik sådan et kram. Holdt tilbage til ensomheden. Hold det altid tilbage.  Ond cirkel. Vil bare have en løsning. Det hjælper ikke bare at sige det. Men hun ved heller ikke hvad der hjælper. 

Alt er skjult og hun spiller sin rolle som sig selv i alles nærvær.

Et øjebliks svaghed, og folk har spurgt hende: ”Er der noget galt, du virker så trist?” og i det øjeblik har hun villet springe i de åbne arme og fortælle alt. Men nej.

Giv hende nu bare en fucking break hoved, lad hende være lykkelig igen, så hun kan mærke hvordan det var det føltes dengang.

 

My heart is craving and screaming for help, but my head, won´t let it

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...