Precious Minutes with You | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 feb. 2013
  • Opdateret: 31 mar. 2013
  • Status: Færdig
Alle er overbeviste om, at hun er væk. Borte. Forsvundet i sin koma. Det, de bare ikke er klar over, er, at Samantha Lucina er i en slags komatilstand, hvor hun er fanget i det scenarie, hun blev skudt d. 1. februar 2010. Hver dag går med, at hun er tvunget til at genopleve det samme igen og igen. Der sker dog noget, da Harry Styles fra det kendte band, One Direction, fylder 19 år, for imens Samantha blev skudt i 2010, var Harry i gang med at puste lys ud på sin kage, og på en eller anden måde opstod en mærkelig forbindelse mellem dem. Da Harry fylder 19, begynder han pludselig at drømme om det scenarie, hvor Samantha blev skudt, og de falder langsomt i snak i drømmenes verden, hvor de lærer hinanden mere og mere at kende, og det, der starter som et tilfældigt møde, ender i en forelskelse, men hvordan kan kærlighed overleve, når den ene ligger i koma, mens den anden turnéer i et verdenskendt band?

356Likes
985Kommentarer
24557Visninger
AA

2. Samantha | Trapped

Jeg kan ikke huske lyden af min fars raske fodtrin, når han kom hjem fra arbejde, imens han fløjtede muntert. Jeg erindrer heller ikke duften af min yndlingsparfume, Lady Million, men jeg ved, at jeg forelskede mig i parfumens indpakning. Smagen af nymodne mangoer er også blevet visket ud af min hukommelse, men jeg ved, at det er min yndlingsfrugt, og de bedste af dem var dem, der havde en rødlig nuance på sig, men jeg tror egentlig aldrig, det har spillet den store rolle for smagen, selvom jeg altid har insisteret på det.

  Mit navn er Samantha Lucina, men folk kalder (eller kaldte) mig Sam eller Sammy. Jeg er en pige med lyst hår og en form for mudderfarvede øjne (på en eller anden måde matcher de altid mit tøj), hvilket er ret besynderligt, for begge mine forældre og min lillesøster har helt klare, lyseblå øjne. Min mor siger, jeg har arvet dem fra min bedstemor. Et af mine kendetegn er det mellemrum, jeg har mellem mine fortænder, men jeg hader det helt seriøst. Min tandlæge har bare sagt, jeg ikke behøver bøjle, så det har jeg altså (desværre) ikke fået, eftersom resten af mine tænder er forholdsvis lige. Jeg har en højde på 165 centimeter, og jeg er ret stolt af den højde, eftersom mit skuespilleridol, Nina Dobrev, har den samme højde. Skuespil betyder nemlig en del for mig, og jeg har altid drømt om at blive en stor skuespiller en dag. Det bliver nok bare ikke rigtigt til noget, siden jeg blev skudt d. 1. februar 2010. Jeg var 15 år dengang. Jeg har ikke rigtigt tal på, hvor gammel jeg helt præcis er nu, for jeg tæller ikke rigtigt dagene, der går, men det burde jeg nok snart begynde på, for hver evig eneste dag er det samme. Jeg ligger i koma og har gjort det i omkring tre år nu, tror jeg nok. Jeg ved, jeg aldrig kommer til at vågne op, for jeg er nødt til at trække vejret gennem en maskine og alt muligt vrøvl, jeg ikke har en skid forstand på. Nu spørger I mig nok om, hvordan jeg ved alt det her, når jeg ligger i koma? Helt ærligt, så aner jeg det ikke. Nogle gange popper de der facts bare op i mit hoved, så det er ikke, fordi jeg er sådan en halvt død, halvt levende ånd, som kan teleportere mig til Hawaii, og som kan se verden, uden de kan se mig. Men hvad laver jeg så? Ja, nu skal I høre om min spændende (not) hverdag. Jeg gennemlever min ’død’ igen og igen og igen og igen og tro mig, det er nok det mest forfærdelige i verden. Jeg bliver bare sat ind i kroppen, men jeg kan ikke lave om på min skæbne. Det vil altid ende med, at jeg bliver skudt lige meget hvad. Jeg har prøvet og prøvet at slippe for det, men det er desværre umuligt, og ved I hvad? Jeg kan mærke skuddet. Kuglen, som langsomt bare gennemborer min hud og mine ben, som langsomt kollapser under mig. Det gennemspiller sig bare igen og igen. Dét, mine damer og herrer, er det, man kalder den værste pinsel og tortur i hele verden.

  Jeg kunne være død. Det er kun en enkelt maskine, som holder mig i live. Lægerne sagde, det nok ville være bedst, hvis de slukkede for maskinen, men min far nægtede at lade den slukke. Min familie er ret rig, så han har betalt for, at den skal blive ved med at køre, indtil han og min mor selv dør. Det er bare ret dyrt og spild af penge, for lægerne har sagt, at kun et mirakel vil kunne få mig til at vågne fra komaen og oversat til normalt sprog, så er det jo en anden måde at sige, at der ikke er den mindste chance for, at jeg nogensinde vil vågne. Jeg tror ikke på mirakler.

  Jeg ville ønske, jeg kunne fortælle mine forældre om de ting, jeg oplever på dagligt plan, så de ville forstå og slukke for maskinen, men det kan jeg ikke. Faktisk er det mest bare min far, der er så opsat på at holde mig i live. Jeg ved, at mine forældre er så tæt på at blive skilt. Det eneste, der holder dem sammen, er Emma, som ikke ligefrem har det nemt. Måske har hun penge og kan få alt det, hun peger på, men det spiller ingen rolle for hende. Hun vil bare have sin søster tilbage. Emma så altid ret meget op til mig. Jeg var hendes rollemodel. Nogle gange sidder hun ved min seng på hospitalet og taler til mig. Min ’død’ varede jo ikke så længe, og scenen udspiller sig kun én gang om dagen, så den sidste del af min dag går med, at jeg sidder i et trængt rum, som er helt mørkt. Det er her, alle de forskellige facts popper op i mit hoved, og når Emma snakker til mig, er det som om, hendes stemme lyder i en højtaler. Det er ret skørt. Da jeg allerførst hørte hendes stemme komme i højtalerne, blev jeg på den ene side glad, men også virkelig bange på hendes vegne, for jeg troede, hun også var kommet i koma, og det ville jeg aldrig ønske for hende.

  Der er huller i min hukommelse. Jeg husker ikke meget om det liv, jeg havde, inden jeg blev skudt. Jeg husker ikke en eneste af mine venner eller veninder, og det er ret mærkeligt, for jeg er 100 % sikker på, at jeg var omringet af mennesker, der ville dø for at være venner (eller mere end venner) med mig. Jeg var en af de populære, som man ser i film bortset fra det faktum, at jeg ikke var den sygeste bitch overfor folk ligesom i filmen Mean Girls. Det var min all time yndlings film. Jeg kan bare ikke rigtigt huske hele filmen længere. Kun små bidder, men faktisk er det forbedringer, for da jeg allerførst kom til denne her verden, kunne jeg ikke huske det mindste. Langsomt dukkede der bare flere og flere minder op i mit hoved, så jeg håber, jeg en dag kommer til at få hele min hukommelse tilbage.

  Det er ret ensomt at sidde hver evig eneste dag og lave ingenting overhovedet. Før jeg blev skudt elskede jeg bare at dovne den af og slappe af uden at lave noget helt specielt, for dengang havde jeg også mulighed for at lave andre ting, men nu er jeg sådan ret meget fanget enten i det scenarie, hvor jeg er i bussen eller i det mørke rum, man kommer hen efter scenariet. Jeg kalder rummet Limbo. Det er ret sjovt med det scenarie, for jeg kan kontrollere min egen krop det meste af tiden i bussen lige fra da jeg stiger om bord til fem minutter, før jeg bliver skudt. Jeg har efterhånden oplevet scenariet så meget, at jeg kan det hele udenad. Jeg har aflyttet hver evig eneste samtale, der bliver ført i bussen, jeg kan alle sangene, der spiller i bussen, udenad, jeg kan tøjet og tøjmærkerne på hvert eneste menneske i bussen, alle gadenavne som vi kører forbi – ja, jeg er blevet lidt af en ekspert i scenariet. Tre år med den samme pinsel er ikke lige det fedeste. Seriøst, nogle gange har jeg bare været så frustreret, at jeg har haft lyst til at slå nogen, og det gjorde jeg så. Som sagt kan jeg jo kontrollere min egen krop, lige fra når vi står på bussen, til fem minutter før jeg bliver skudt, så nogle gange er jeg altså bare vadet over til de der mennesker, der sidder i bussen, og så har jeg bare givet dem en flad. De reagerer bare ikke rigtigt på min knytnæve i fjæset på dem, for det er jo bare et scenarie. De laver bare fortsat hvad end, de nu lavede, før jeg blev skudt. Jeg kunne barbere dem skaldede, uden de ville bemærke det (og det ville jeg også have gjort, hvis jeg havde en saks eller noget).

  Det tog mig ret lang tid at få styr på denne her verden (I kan vel godt se, at den er lidt forvirrende, kan I ikke?), men jeg har nogenlunde fået styr på det hele. Det tog selvfølgelig også lidt af en evighed, men hvad andet kan jeg lave end at studere denne her verden? Jeg har ingen mobil, ingen computer, ja, faktisk har jeg bare et tomt, mørkt, dunkelt rum. Og så et scenarie. Men der har jeg min mobil. Den er bare gået død for strøm (selvfølgelig skulle jeg glemme at oplade min mobil den morgen).  Jeg gad vide, om det her er en form for koma-verden, for er der andre end mig, der oplever det? Hvad hvis jeg bare skal sparke til en af de non-eksisterende vægge i det her dunkle rum for at få adgang til de andre koma-ramte mennesker? Men på den anden side er der ikke mange unge mennesker, der er i langvarig koma, og jeg kan ikke ligefrem blive slyngveninder med en eller anden 80-årig, gammel dame (beklager, bedstemor). Jeg må vel bare fortsætte med at hænge ud med mig selv. 

 

Så er første kapitel søreme ude! Det er egentlig bare lige et kapitel, hvor Samantha fortæller lidt om den verden, hun lever i - forvirrende, er den ikke? Men ja, denne her historie er sådan lidt af en prøvehistorie, for jeg er ikke helt sikker på, om den bliver til noget.. Kan I lide forsiden? Jeg havde det så dårligt med at give smukke Dianna Agron et mellemrum mellem tænderne, for hun er så perfekt, og man vil ikke ødelægge det, men ... Samantha har altså et mellemrum mellem tænderne! Jeg håber, I kunne lide kapitlet - skriv endelig noget til det, hvis I føler for det x 

- A

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...