Precious Minutes with You | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 feb. 2013
  • Opdateret: 31 mar. 2013
  • Status: Færdig
Alle er overbeviste om, at hun er væk. Borte. Forsvundet i sin koma. Det, de bare ikke er klar over, er, at Samantha Lucina er i en slags komatilstand, hvor hun er fanget i det scenarie, hun blev skudt d. 1. februar 2010. Hver dag går med, at hun er tvunget til at genopleve det samme igen og igen. Der sker dog noget, da Harry Styles fra det kendte band, One Direction, fylder 19 år, for imens Samantha blev skudt i 2010, var Harry i gang med at puste lys ud på sin kage, og på en eller anden måde opstod en mærkelig forbindelse mellem dem. Da Harry fylder 19, begynder han pludselig at drømme om det scenarie, hvor Samantha blev skudt, og de falder langsomt i snak i drømmenes verden, hvor de lærer hinanden mere og mere at kende, og det, der starter som et tilfældigt møde, ender i en forelskelse, men hvordan kan kærlighed overleve, når den ene ligger i koma, mens den anden turnéer i et verdenskendt band?

356Likes
985Kommentarer
24550Visninger
AA

15. Samantha | The World Comes Crashing Down

Hej, hr. Lucina.Faaaaaaaaaaaar! Far, far, far – du er her! Jeg smiler stort og retter ryggen, inden jeg kaster et blik op mod det ikkeeksisterende loft. Det har altid været lidt af et mysterium, hvor lyden egentlig kommer fra. ”Jeg har ventet på dig – der er nemlig noget, jeg faktisk gerne vil snakke med dig om.

  Kom så, Harry. Du kan godt spørge ham. Jeg stoler på dig.

  ”Jeg er nødt til at bede dig om at lade mig snakke ud, lige meget hvad. For det, jeg vil fortælle dig, kommer nok til at lyde ret skørt.Og skørt er endda lidt af en underdrivelse. Gid jeg kunne overvære min fars reaktion lige nu.

  ”Jeg kan heller ikke forvente andet.” Hvad svarede han? Hvad kan du ikke forvente andet end? Jo, altså …

  ”Jeg har snakket med din datter.” Jeg kan høre Harry sukke lidt, inden han fortsætter. Det her må være ret grænseoverskridende og anstrengende for ham. ”Ikke før hun blev skudt, men mens hun har ligget i koma. Og jeg ved, det lyder skørt – jeg har stadig selv ret svært ved at tro på det selv – men hun blev skudt på min 16-års fødselsdag, og på en eller anden måde er der ligesom opstået en mærkelig forbindelse med os. Derfor drømmer jeg om hende hver aften. Det her er alt sammen ret overvældende, det ved jeg, og du skal nok bruge en del tid på at fordøje det hele, men jeg lyver virkelig ikke. Og jeg kan bevise det.

  Harrys fløjlsbløde stemme begynder at nynne melodien, og hans stemme glider elegant henover alle tonerne. Jeg kunne lytte til ham hele dagen lang – hans stemme er simpelthen bare så fortryllende. Gid jeg kunne komme til en af hans koncerter en dag.

  ”Jeg kendte ikke din datter før komaen. Hvordan tror du, jeg ved alle de her ting om hende? Hun bad mig om at nynne melodien for dig, fordi hun vidste, det ville få dig til at tro mig. Eller ja – det troede hun da.” Det her må vær et tegn på, min far ikke lige troede på Harry. Tro nu på ham, far!

  ”Hr. Lucina, hør nu på mig.” Harrys tonefald er helt … desperat. Åh gud, sig, min far ikke har fået et eller andet flip på Harry. Hvis han er så ødelagt, som Harry har sagt, er det ret muligt. ”Du bliver ikke narret. Det her er sandheden. Hvordan kan jeg bevise det over for dig?

  ”Det har Sam,” Hvad har jeg? Okay, det er altså ikke særlig sjovt at være her og høre på fra sidelinjen, når jeg ikke kan høre den anden part! ”Og hun sagde, du ville tro mig. Men det gør du åbenlyst ikke.

  En knude i min mave er begyndt at vokse sig større og større. Han tror ikke på, at jeg er her. Kommer jeg til at være i denne her komaverden for evigt? Kommer jeg til at blive skudt hver evig eneste dag resten af mit noneksisterende liv? Det må ikke passe. Det må det bare ikke. Jeg kan ikke ’leve’ sådan her!

  ”Shh, det skal nok gå.” Det bekræfter vist, at min far er gået helt amok – igen. Men jeg er ret taknemmelig for, at Harry ikke er skræmt væk af ham. Han er nødt til at få min far til at indse, at det er bedst at slukke for maskinen.

  ”Det skal nok gå,” bliver der gentaget i ’højtaleren’. Han er virkelig lidt af et ekstraordinært menneske, der ikke er ligeglad med andre. Det bliver virkelig svært at give slip på ham – hvis han da kan få min far overtalt til at slukke maskinen. ”Alt skal nok blive godt igen, det lover jeg.

  ”Du er nødt til at tro på, jeg har snakket med Sam.” Harrys tonefald er blevet mere roligt og afslappet. Han prøver sikkert på at berolige min far. Jeg kan lige forestille mig, hvor ødelagt min far må se ud lige nu. ”I mine drømme sidder vi altid i en bus. Sam er på vej i skole, og jeg er ikke helt sikker på, hvor jeg selv er på vej hen. Vi snakker altid i cirka 23 minutter, inden jeg vågner. Jeg vågner altid, fordi …

  Fortsæt, Harry. Selvom han ikke rigtigt kan høre mig, så håber jeg alligevel, at tankens kraft også betyder bare et eller andet. Jeg kan jo godt lige prøve – det er ikke, fordi jeg har synderligt meget andet at lave.

  ”Fordi … Vi mødes altid ved hendes skudepisode. Vi har 23 minutter, før hun bliver skudt. Jeg har set det hele mere end 50 gange nu, tror jeg. Jeg kender til alle detaljerne omkring hendes ’død’.” Nu hvor ordene bliver sagt højt, må jeg virkelig indrømme, det lyder mere end bare skørt. Det lyder helt overdrevet og som taget ud fra et eller andet helt befippet.

  ”Jeg har snakket en del med Sam, og hun er begyndt at betyde en hel del for mig.” Et smil dukker op på mine læber. Du betyder skam også en del for mig, Harry. Selvom det er mærkeligt at indrømme, så er det sandt. Jeg havde aldrig troet, jeg ville sige det, men han har bare gjort hele min hverdag lysere. Jeg ser altid frem til at sidde i bussen med ham. ”Du er nødt til at forstå, at hun er fanget i en komaverden, hvor hun oplever sin egen ’død’ hver evig eneste dag. Hun mærker, hvordan hun blev skudt hver evig eneste dag. Hun har forklaret mig, hvor forfærdeligt det er. Hvilken pinsel det er. Og det er derfor, hun har bedt mig om at spørge dig, om du ikke nok vil slukke for maskinen.

  Jeg krydser nervøst fingrene og håber på, min far har forstået min situation – og at han selvfølgelig også har forstået, hvad han er nødt til at gøre. Jeg kan kun forestille mig, hvor stort et dilemma det dog må være. Man kan jo ikke bare lige sådan give slip på sin egen datter. Hvad ville jeg mon selv have gjort, hvis det var mig?

  ”Jeg ønsker heller ikke det her, for Sam betyder virkelig meget for mig nu, og jeg kan ikke forestille mig et liv uden hende længere, men det her er, hvad Sam ønsker. Og jeg ønsker ikke, hun skal opleve smerte hver dag, så det her er virkelig for det bedste.” Det rører mig virkelig, at Harry går så meget ind for at få slukket maskinen. Og jeg ved godt, det er mærkeligt, det rører mig på en eller anden måde, for egentlig går Harry jo ind for, at jeg skal dø, men det er jo kun for at stoppe min kedelige hverdag, hvor jeg bare bliver skudt hver evig eneste dag. Han vil have den slukket – også selvom han ved, at det indebærer, han aldrig kommer til at se mig igen i sine drømme igen.

  ”Jeg beder dig, hr. Lucina. På Samanthas vegne. Det vil – ” Jeg drejer hastigt hovedet i alle retninger, da Harrys stemme stopper brat. Er min forbindelse blevet cuttet af? Hvad blev der af hans stemme?  

  ”Paul?” Okay, nej – vores forbindelse er ikke blevet cuttet af. Men nu er jeg bare virkelig forvirret, for hvad har denne her sag med en ved navn Paul at gøre?

  ”Nej, vent – det kan du ikke gøre!” Harrys tonefald er pludselig blevet virkelig hysterisk. ”Giv slip på mig! Samantha kan ikke blive efterladt!

  Det løber mig koldt ned ad ryggen, da ordene når ind i mit system. Efterladt? Forlader han mig? Det lyder ikke, som om det er af Harrys egen, frie vilje, men alligevel føler jeg mig en smule svigtet. Jeg ved ikke, hvorfor jeg havde forventet andet. Han er en kendt sanger – helt ærligt, Sam. Han har jo ikke så meget tid, at han kan ligge og stirre på en bevidstløs pige hele dagen.

  Jeg kan bare ikke slippe tanken om, at jeg kommer til at dø ene og alene – hvis jeg da overhovedet dør.  

  ”Slip mig!” Hvordan kan jeg dog hvile i fred, når det her er det sidste minde, jeg nogensinde kommer til at få af Harry? Jeg har aldrig hørt ham så urolig, og det er bestemt heller ikke rart.

  ”Du er nødt til at slukke for maskinen!” Er det her de sidste ord, jeg når at høre fra Harry? Kommer det her til at være de der afgørende, sidste ord fra Harry? ”Hr. Lucina, du er nødt til at slukke for maskinen!

  Jeg går ud fra, at de her såkaldte sidste ord vel viser, hvor meget Harry kæmpede for at få maskinen slukket – hvis man ser det hele på den positive side. Han elsker mig så meget, at han virkelig vil gøre alt for at gøre mig glad.

  Jeg kan bare heller ikke ignorere det faktum, at jeg havde troet, de sidste ord ville blive mere … meningsfulde. Jeg har altid været lidt af en drømmende pige, og noget i mig forventede, de sidste ord ville være ”Jeg elsker dig” eller noget i den dur. Men nej. Det her er ikke et eventyr, hvor alt ender lykkeligt, og det har det aldrig været. Sådan føles det bare nogle gange, når jeg er i nærheden af Harry, fordi han er så perfekt. Som taget ud fra det mest fantastiske eventyr i verden. Prince Charming.

***

Jeg ved ikke, hvor lang tid der er gået. Jeg har bare siddet og spekuleret. Mine tanker har vandret i cirkler uden at komme nogen vegne. De sidste ord har bare ikke lyst til at lade mine tanker være. I det hele taget har Harry bare ikke tænkt sig at forlade mit hoved. Han har virkelig efterladt sig nogle dybe, dybe spor. Det kan jeg ligeså godt indrømme allerede nu. Han kom ind i mit liv, lyste den hele op og efterlod mig nærmest mærket. Jeg gad vide, om han også har det sådan med mig? Tænker han mon på mig lige nu? Og hvad laver han?

  En mærkelig bevægelse i gulvet fanger min opmærksomhed. Gulvet … rystede lige før. Det var næsten helt ubemærket, men fordi jeg ikke rigtigt har noget at tage mig til og bare spekulerer over ting, lagde jeg mærke til det. Det er aldrig sket før.

  Gulvet gør det igen – denne gang endnu kraftigere, og jeg rejser mig forvirret op og kigger undrende ned på gulvet, som er begyndt at ruske i hele min komaverden igen, og kraften tager kun til. Få sekunder senere nærmest vælter jeg rundt, imens jeg ihærdigt prøver at genvinde min balance. Hvad sker der?

  Til sidst opgiver jeg lidt at prøve på at stå oprejst og sætter mig en smule bange på gulvet, inden jeg trækker benene op til mig. Det er som at være barn igen – som at være bange for monstret under sengen. Men min far plejede altid at forsikre mig om, at der ikke var nogen, og at der ikke var noget at være skræmt over. Jeg føler mig så alene – og ikke mindst forladt. Jeg savner en eller anden til at fortælle mig, at alt er okay. At alt nok skal ordne sig.

  Uventet åbner gulvet sig under mig, og jeg giver et skrig fra mig, da jeg mærker min vægt forsvinde under mig. Det er, som om min verden braser sammen. Er det sådan her, det føles at dø?

  Jeg falder. Og jeg falder. Og jeg falder.

 

Jeg vil gerne lige give en kæmpe hånd til de mennesker, der har fundet denne her historie, imens der var to timers læsetid, for jeg er en virkelig doven person, og jeg beundrer virkelig jer mennesker, der kan få jer selv til at indhente en historie - jeg er helt vildt taknemmelig for, at I gider bruge så meget tid på denne fanfiction! x

Og jeg elsker selvfølgelig også jer, der har været her fra starten af, hvor der kun var ... 30 læsere :')

- og jeg vil lige påpege, historien endnu ikke er slut - der er to kapitler endnu! 

- A

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...