Precious Minutes with You | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 feb. 2013
  • Opdateret: 31 mar. 2013
  • Status: Færdig
Alle er overbeviste om, at hun er væk. Borte. Forsvundet i sin koma. Det, de bare ikke er klar over, er, at Samantha Lucina er i en slags komatilstand, hvor hun er fanget i det scenarie, hun blev skudt d. 1. februar 2010. Hver dag går med, at hun er tvunget til at genopleve det samme igen og igen. Der sker dog noget, da Harry Styles fra det kendte band, One Direction, fylder 19 år, for imens Samantha blev skudt i 2010, var Harry i gang med at puste lys ud på sin kage, og på en eller anden måde opstod en mærkelig forbindelse mellem dem. Da Harry fylder 19, begynder han pludselig at drømme om det scenarie, hvor Samantha blev skudt, og de falder langsomt i snak i drømmenes verden, hvor de lærer hinanden mere og mere at kende, og det, der starter som et tilfældigt møde, ender i en forelskelse, men hvordan kan kærlighed overleve, når den ene ligger i koma, mens den anden turnéer i et verdenskendt band?

356Likes
985Kommentarer
24553Visninger
AA

8. Samantha | Starstruck

Jeg når slet ikke at stoppe mig selv, før ordene slipper over mine læber. ”Jeg er da godt nok lidt af en heldig kartoffel!”

  Seriøst, Samantha? Helt seriøst? Du sidder med et medlem af et eller andet kendt boyband, og så snakker du rent faktisk om kartofler? Klogt træk. Virkelig, virkelig klogt træk.

  ”Jeg har tænkt lidt på noget …” Det har jeg egentlig ikke, men jeg vil bare gerne have, Harry ikke tænker for meget over det, jeg lige sagde. Mit arbejde kører på højtryk for at finde på et eller andet at sige. Emneskift, emneskift, emneskiiiiiift! ”Du snakker med mig, når du sover, ikke? Gennem dine drømme?”

  ”Jep,” bekræfter Harry med et skævt smil. ”Hvorfor da?”

  ”Skal du til Detroit på noget tidspunkt?”

  Han nikker. ”Vi skal forbi der og optræde på vores tourné.”

  ”Åh, okay …” Pludselig føler jeg mig en smule genert, og jeg kan mærke den røde farve snige sig frem i mine kinder.

  ”Hvorfor spørger du?” Han kigger nysgerrigt på mig, men der går et par sekunder, før jeg åbner munden for at svare.

  ”Jeg tænkte bare på …” Jeg fugter mine læber, inden jeg langsomt fortsætter. ”Altså, du behøver ikke, det er mere, hvis du nu har tid og lyst og sådan …”

  ”Tid og lyst til hvad?” Hans blik er afventende, og jeg kan se et skævt smil krumme om hans læber, så et sæt smilehuller dukker op.

  ”Jeg kunne godt tænke mig at møde dig i virkeligheden,” forklarer jeg endelig. ”Jeg ved godt, jeg godt nok ligger i koma og alt det der, men det kunne være rart, hvis du bare lige kunne aflægge et besøg og måske sidde og snakke lidt med mig, selvom jeg ikke svarer. Jeg kan nemlig godt høre, hvad du siger. Det er en mærkelig komaverden, jeg kan ikke forklare det yderligere.”

  Han rynker panden, og jeg sukker. Selvfølgelig gider han da ikke sidde med en praktisk taget død person og snakke som en eller anden sindssyg.

  ”Klart, hvilken stue bor du på?” Mit ansigt lyser op i et smil.

  ”Mener du det?” Jeg kan slet ikke skjule min begejstring.

  ”Selvfølgelig!” smiler han. ”Men ville det ikke være lidt mærkeligt, hvis jeg bare lige pludselig aflagde dig et besøg? Vi kender jo egentlig ikke hinanden i virkeligheden, så hvad vil folk ikke tænke?”

  ”Bare sig, det er en god sags tjeneste,” siger jeg optimistisk. ”Det giver dig jo også en masse god omtale! Win, win!”

  ”Hm, det lyder som en plan.”

  ”Jeg har ikke rigtigt haft andre besøgende end min søster og af og til min far,” betror jeg mig til ham med et halvhjertet smil.

  ”Ingen venner? Ingen kæreste?” Den måde, ordet ’kæreste’ ryger ud på, får en mærkelig fornemmelse frem i mig, men jeg ryster den hurtigt af mig.

  ”Ikke rigtigt,” mumler jeg som svar med et træk på skuldrene. ”Jeg var ikke upopulær som sådan, da jeg blev skudt, men … jeg har bare ikke haft en eneste ven på besøg. Jeg går ud fra, de er alt for bange for at se på mig. Jeg er jo ret død og ulækker at se på. Jeg ligner sikkert et lig.”

  ”Hvis du gør, så ligner du i hvert fald et kønt lig,” forsikrer han mig om, hvilket får mig til at le. Synes han, jeg er køn?

  ”Ej, nu ser jeg helt frem til at få dig på besøg!” hviner jeg og griber uventet fat i hans hænder som en automatisk reaktion, men det fortryder jeg straks, da et mærkeligt stød går igennem mig, og jeg trækker den forhastet til mig. Med læberne presset sammen stirrer jeg lidt ned på mine hænder. Jeg må lære at styre mig selv, nu hvor jeg rent faktisk har nogen at snakke med. Jeg er bare lidt af en kontaktsøgende person. Hver gang, jeg bliver begejstret for noget, klynger jeg mig til den nærmeste person på af ren og skær glæde. Det er bare en vane. En Samantha-ting.

  ”Undskyld,” beklager jeg lavmælt. ”Jeg ved ikke lige, hvorfor jeg gjorde det …”

  ”Du skal da ikke undskylde,” siger han forhastet med et lille smil. ”Det er helt okay!”

  Mit hjerte slår et slag over, da jeg mærker hans slanke fingre flette sig ind i mine, og igen går der et sitrende stød op igennem min arm. Det er ikke som sådan et stød, man får, når man rører ved den, man kan lide. Det er helt bogstaveligt talt et elektrisk stød. Men alligevel gør det ikke ondt. Det er bare … mærkeligt. Ingenting giver mening i denne her komaverden.

  Jeg stirrer ned på vores sammenflettede hænder med let adskilte læber, inden jeg igen stirrer op på Harry.

  ”Kan du også … mærke det?” spørger jeg en anelse pinligt til mode. Hvad er det også for noget at spørge om? Men Harry nikker med hovedet let på skrå.

  ”Måske har det noget at gøre med denne her drømmeverden – eller måske er det noget med den forbindelse, vi har til hinanden.”

  ”Ja,” svarer jeg en anelse stakåndet. Jeg har aldrig følt sådan her før. Det er, som om en ukendt energi strømmer fra ham og over til mig, og den energi gør alt så … lyst. Alle omgivelserne omkring mig er blevet malet i helt nye farver, og det er, som om hele verden bare er blevet til et nyt sted. Hele komaverdenen.

  Jeg kan mærke en kraft trække i mig, og min viljestyrke bliver svagere og svagere.

  ”For fanden da også,” bander jeg for mig selv, hvilket får Harry til at sende mig et undrende blik.

  ”Hvad er der galt?”

  ”Hey!” udbryder jeg arrigt. ”Gider du godt slippe min søster?”

  Åh, gud. Stop det.

  Folk begynder at kigge i vores retning, men mit blik er fæstnet til manden foran mig, som har min lillesøsters håndled i et stramt greb.

  Stop det, stop det, stop det.

  ”Hallo, hørte du ikke, hvad jeg sagde?” bjæffer jeg. ”Slip hende!

  Nej, nej, nej, lad være – rejs dig ikke. Rejs dig ikke! Men det gør jeg. Jeg skubber mig forbi Harry, som kigger fortvivlet på mig, og jeg har lyst til bare at sætte mig ned igen og snakke videre med ham, men jeg kan ikke kontrollere mine handlinger. Og få sekunder efter jeg har rejst mig op, kommer det første skud. Og derefter et til. Jeg kan mærke kuglerne bore sig ind i mit kød og blod, og jeg kan høre folk mumle uroligt i munden på hinanden, men alt, jeg kan fokusere på, er den forfærdelige smerte i min mave og mine ribben. Jeg falder sammen.

  ”Sam!” Emma. ”Sammy?”

  ”Du må ikke dø, Sammy!” Selvom hun kun er en rekvisit, er det forfærdeligt at høre hendes stemme i et så forpint tonefald. Det giver mig lyst til bare at trække hende ind i et kram. Det kan jeg bare ikke.

  Sorte pletter er begyndt at danse foran mit syn, og en svimmelhed overtager mig.

  ”Ring til alarmcentralen!”

  Og så kommer rejsen, hvor det er som at få trukket sin sjæl ud af sin krop. Den rejse, hvor det er som at være i midten af en orkan, hvilket – hvis I nu skulle være i tvivl – er utrolig ubehageligt. Og det er en underdrivelse.

  Da jeg langt om længe kan se noget igen, er alt, mit syn møder, mørke. Bedrøvet trækker jeg benene op til mig og lader min hage hvile mod mine knæ, og jeg tænker på den mærkelige fornemmelse, Harry gav mig, da vores hænder fik kontakt med hinanden. Man kan ikke beskrive følelsen, for det er virkelig ikke sådan en følelse af forelskelse. Det er på et helt nyt plan. Selvom jeg føler mig så død, som man nu kan føle sig, har Harry en eller anden evne til at give mig liv. Energi. Hans nærvær får mig til at føle mig helt levende igen, og det er nok den dejligste følelse i verden.

  Langsomt giver jeg mig til at tælle sekunderne, der går. For hvert sekund, der går, nærmer jeg mig hans næste drøm. For hvert sekund, der går, nærmere jeg mig min skudepisode. For hvert sekund, der går, nærmere jeg mig det sted, hvor jeg igen vil møde Harry.

 

Omg, undskyld for det korte kapitel, men jeg har lidt travlt, eftersom jeg burde være hjemme hos min veninde lige nu til en overnatning, men jeg ville lige skrive et kapitel til jer først! Jeg ved godt, der ikke sådan ... sker særlig meget lige i øjeblikket, og de lærer bare hinanden lidt at kende, men jeg vil bare ikke træde speederen i bund, for jeg kan godt lide at tage det hele lidt langsomt :-) Hvis det går for hurtigt, bliver det altid noget lort - i hvert fald hvis jeg skriver det! x

- A

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...