Precious Minutes with You | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 feb. 2013
  • Opdateret: 31 mar. 2013
  • Status: Færdig
Alle er overbeviste om, at hun er væk. Borte. Forsvundet i sin koma. Det, de bare ikke er klar over, er, at Samantha Lucina er i en slags komatilstand, hvor hun er fanget i det scenarie, hun blev skudt d. 1. februar 2010. Hver dag går med, at hun er tvunget til at genopleve det samme igen og igen. Der sker dog noget, da Harry Styles fra det kendte band, One Direction, fylder 19 år, for imens Samantha blev skudt i 2010, var Harry i gang med at puste lys ud på sin kage, og på en eller anden måde opstod en mærkelig forbindelse mellem dem. Da Harry fylder 19, begynder han pludselig at drømme om det scenarie, hvor Samantha blev skudt, og de falder langsomt i snak i drømmenes verden, hvor de lærer hinanden mere og mere at kende, og det, der starter som et tilfældigt møde, ender i en forelskelse, men hvordan kan kærlighed overleve, når den ene ligger i koma, mens den anden turnéer i et verdenskendt band?

356Likes
985Kommentarer
24365Visninger
AA

1. Prolog

”Glem nu ikke dine frokostpenge!” Jeg smilede taknemmeligt til min far og tog imod de sedler, han rakte til mig.

  ”Tak, far,” sagde jeg og gav ham et kort kys på kinden, hvorefter jeg svang min neongrønne Eastpak taske, som var fyldt med kruseduller, tegninger og hilsner fra mine venner, over skulderen. ”Emma, kommer du?”

  Min lillesøster, Emma, kom løbende med sit store smil på læberne. Hun var en af de tiårige, som stadig elskede skolen. Jeg fattede ikke, hvordan man dog kunne elske noget så kedeligt, men det kunne Emma åbenbart, for hendes øjne lyste som tusinde julelys.

  ”Bøger?” Jeg kiggede indgående på Emma.

  ”Tjek!”

  ”Penalhus og blyanter?”

  ”Tjek!”

  ”Madpakke?”

  ”Tjek!”

  ”Godt, så lad os tage af sted! Bussen kommer om fem minutter.” Jeg greb Emmas hånd, og sammen gik vi over til busstoppestedet, hvor vi ventede i lidt tid, før bussen kom. Vi viste vores billetter og satte os derefter til rette i bussen. Jeg hadede offentlige busser, for de stank altid så meget, og der var tit nogle skumle typer til stede. Jeg kunne slet ikke vente med at få mit kørekort.

  Bussen kørte, og jeg sad og stirrede lidt uden for vinduet. Emma sad bag mig og spillede på sin mobil. Hun plejede aldrig at sidde ved siden af mig, for pladsen ved siden af hende var spærret af hendes fantasiven. Jeg havde aldrig selv haft en fantasiven, og jeg forstod ikke, hvorfor man overhovedet kunne hallucinere sig frem til en person, som ikke fandtes. Det var ikke engang, fordi at Emma var særlig ensom.

  Omgivelserne svandt for mine øjne på grund af bussens hastighed. Det tog mig som regel et kvarter i bus for at nå frem til min skole. Det var ikke altid fedt at skulle stå op klokken lort om morgenen for at nå bussen, men jeg havde vænnet mig til at leve sådan. Jeg måtte vel bare gå tidligt i seng.

  Minutterne gik, og jeg fjernede først mit blik fra vinduet, da jeg hørte min søsters lyse stemme sige: ”Slip mig!”

  Mit blik landede på en mand, som havde sin sorte hætte trukket op over hovedet. Han havde taget fat om Emmas håndled, og han lod ikke til at give slip. Sådan en psykopat.

  ”Hey!” sagde jeg med et anklagende tonefald. ”Gider du godt slippe min søster?”

  Jeg kunne mærke, folk var begyndt at kigge på os, men jeg var ligeglad med, om jeg så ville lave en scene. Manden ville ikke slippe sit greb om min søster? Det var sikkert sådan en pædofil type. ”Hallo, hørte du ikke, hvad jeg sagde?” nærmest råbte jeg. ”Slip hende!

  Da han stadig ikke gjorde mine til at rykke sin hånd fra Emmas håndled, rejste jeg mig fra sædet for at fjerne mandens hånd, men idet jeg rejste mig op, hørte jeg et højt brag og derefter et til, og det gik op for mig, at nogen var blevet skudt. Og den ’nogen’ var ikke bare en eller anden. Det var mig.

  Jeg kunne høre folk mumle i munden på hinanden, men det lød så langt væk. Jeg kunne ikke tænke på andet end smerten i min mave og mine ribben, som bare voksede og voksede, og til sidst svigtede min krop, og jeg faldt sammen som en slatten dukke. ”Sam!” En lys stemme fandt vej gennem mit øre. ”Sammy?”

  Jeg ville gerne svare Emma, men jeg kunne ikke. Min krop ville ikke lystre. Det eneste ved min krop, som stadig fungerede bare lidt, var mine øjne. Emma sad ved min side, og jeg kunne se hendes tårevældede ansigt. ”Du må ikke dø, Sammy!” Hendes stemme skælvede. Jeg havde lyst til at fortælle hende, at alt nok skulle blive okay, men ordene ville bare ikke slippe ud af min mund, og da var det, det gik op for mig. Alt ville ikke blive okay.

  Inden alt blev sort, hørte jeg en enkelt sætning runge igennem hele bussen.

  ”Ring til alarmcentralen!”

 

Okay, jeg har ret så mange historier i gang i øjeblikket, men denne her idé var altså bare nødt til at komme ud på Hazzas fødselsdag (jeg fik den i november eller december)! Jeg håber, I vil give den en chance, selvom den måske virker lidt mærkelig og forvirrende - jeg ved virkelig ikke, hvorfor jeg er begyndt at komme på sådan nogle virkelig besynderlige idéer!

- A

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...