Precious Minutes with You | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 feb. 2013
  • Opdateret: 31 mar. 2013
  • Status: Færdig
Alle er overbeviste om, at hun er væk. Borte. Forsvundet i sin koma. Det, de bare ikke er klar over, er, at Samantha Lucina er i en slags komatilstand, hvor hun er fanget i det scenarie, hun blev skudt d. 1. februar 2010. Hver dag går med, at hun er tvunget til at genopleve det samme igen og igen. Der sker dog noget, da Harry Styles fra det kendte band, One Direction, fylder 19 år, for imens Samantha blev skudt i 2010, var Harry i gang med at puste lys ud på sin kage, og på en eller anden måde opstod en mærkelig forbindelse mellem dem. Da Harry fylder 19, begynder han pludselig at drømme om det scenarie, hvor Samantha blev skudt, og de falder langsomt i snak i drømmenes verden, hvor de lærer hinanden mere og mere at kende, og det, der starter som et tilfældigt møde, ender i en forelskelse, men hvordan kan kærlighed overleve, når den ene ligger i koma, mens den anden turnéer i et verdenskendt band?

357Likes
985Kommentarer
24825Visninger
AA

9. Harry | Our Connection

En måneds tid senere

Vi er i Ohio lige nu og har lige optrådt i Columbus. Næste stop er Detroit, Michigan, og jeg kan slet ikke beskrive, hvor spændt jeg er. På en måde er jeg nervøs for det syn, der vil møde mig. Hvordan mon hun ser ud i virkeligheden? Bevidstløs? Vil hun overhovedet have den samme glød, som hun har i mine drømme?

  Vi har snakket sammen i ret lang tid nu, og jeg kan mærke, genertheden er begyndt at overtage mig, når jeg er sammen med hende. Det er svært at fokusere på det, hun snakker om, for det er så let at fortabe sig i hendes gyldne øjne. Med andre ord tror jeg, jeg er blevet forelsket i en pige, jeg aldrig har mødt. Jeg har bare ikke gjort noget ved det. Jeg er ikke vant til at snakke til en pige, der ikke kender mig som Harry Styles fra One Direction. Det er så mærkeligt, for hun opfører sig bare helt afslappet i nærheden af mig. Hun er ikke bange for at sige noget forkert. Eller jo, det er hun, men det er ikke på grund af, hvem jeg er. Hun er bare sig selv.

  Jeg befinder mig i tourbussen sammen med drengene. Zayn og Niall er travlt beskæftigede med at spille Fifa. Jeg ville lyve, hvis jeg fortalte jer, drengene ikke har spurgt ind til, hvorfor jeg er så fraværende. De ved, det er en pige – bare ikke hvem. Og jeg kan heller ikke forklare dem det, for så vil de højst sandsynligt tro, jeg er en galning.

  ”Så går turen sørme til Detroit,” smiler Liam. ”Er du spændt, Harry?”

  Jeg drejer hovedet i Liams retning. ”Hvorfor spørger du mig om det?”

  ”Paul har sagt noget med, at du skal noget derovre?” Liams tonefald er nysgerrigt.

  ”Nårh, jo, jeg vil gerne besøge en patient på et hospital,” forklarer jeg, og da det går op for mig, hvor mærkeligt det lyder, skynder jeg mig at tilføje: ”Bare for en god sags tjeneste.”

  ”Åh, det er da venligt af dig!” siger Liam optimistisk, og jeg nikker med et lille smil. ”Hvad er det for en patient? Har hun kræft, eller hvad er det med hende?”

  ”Hun ligger i koma.” Liam rynker panden.

  ”Jamen, hvorfor vil du så besøge hende? Hun er jo bevidstløs?” Han lægger hovedet let på skrå og stirrer afventende på mig.

  ”Hør, jeg er træt, jeg tror, jeg går ud og børster tænder.” Jeg undgår med vilje at svare på spørgsmålet ved at skifte emne. Liam undrer sig sikkert en del over, hvorfor det netop er hende, jeg vil besøge. Og jeg kan heller ikke rigtigt forklare ham grunden uden at afsløre alt for meget.

  Da jeg har børstet mine tænder, går jeg ind på det værelse, hvor vi alle sover, inden jeg klatrer op øverst i køjesengen, hvor jeg lægger mig til rette. Et kort øjeblik ligger jeg bare og stirrer op på loftet, men så lukker jeg øjnene i og prøver på at falde i søvn.

  Jeg viser min busbillet, inden jeg sætter mig ned ved siden af Samantha, som straks sender mig et blændende smil.

  ”Hej!” udbryder hun og giver mig et kram, som sender sitrende stød igennem hele min krop.

  ”Hey,” svarer jeg med et skævt smil, da vi har trukket os væk fra hinanden. ”Hvordan går det?”

  ”Det går … stille og roligt,” siger hun med et lille træk på skuldrene. ”Same old, same old. Intet nyt.”

  ”Jeg er på vej til Detroit nu,” informerer jeg hende om, og hendes øjne lyser op.

  ”Virkelig?” hviner hun glad og klapper hænderne sammen. ”Endelig!”

  ”Jeg glæder mig til at aflægge et besøg hos dig,” ler jeg, men jeg rynker brynene, da hendes store smil falmer en smule.

  ”Jeg ved altså ikke, hvordan jeg ser ud,” mumler hun stille. ”Altså, hvem siger, jeg ikke er blevet mega grim at se på?”

  ”Det er jeg sikker på, du ikke er,” forsikrer jeg hende om, men hendes ansigt er stadig lagt i spekulerende folder.

  ”Oh my God, hvad hvis jeg har fået et massivt akneudbrud?!” udbryder hun med store øjne, hvilket får mig til at grine højlydt.

  ”Rolig nu, Sam.” Jeg kan ikke holde mine fnis inde. ”Hold nu op med at pigefnidre så meget.”

  ”Jeg pigefnidrer da ikke!” siger hun trodsigt.

  ”Og nu er du pigefornærmet,” tilføjer jeg.

  ”Vel er jeg så,” benægter hun hovedrystende, inden hun dasker mig på skulderen. ”Og selv hvis jeg er, så er jeg også en pige, så det giver også kun mening.”

  ”Så siger vi det,” siger jeg og blinker til hende.

  ”Hold op med at være så flabet,” siger hun og rækker tunge af mig, inden hun giver sig til at le. ”Hvordan går det ellers med din tourné?”

  ”Det går strålende,” svarer jeg. ”Jeg elsker virkelig at være på scenen.”

  ”Gid jeg kunne se dig live en dag,” sukker hun med et skævt smil. ”Men det kræver nok, jeg er ved mine fulde fem.”

  ”Årh, lad nu være med at være så negativ!” udbryder jeg og smiler opmuntrende til hende. ”Du skal nok vågne. Det er jeg sikker på.”

  ”Aha.” Hun stirrer monotont på mig med et løftet øjenbryn. ”Jeg har ligget i koma i tre år. Tror du virkelig selv på det?”

  ”Jeg tror på mirakler,” nikker jeg. ”Jeg synes, det er et mirakel, jeg er blevet noget indenfor musikbranchen. Det har altid været min drøm.”

  ”Det kan godt være, du er et eller andet mirakelbarn, som bare er heldigt på alle punkter, men det er jeg altså ikke,” siger hun en smule nedtrykt, og det får mig til at undre mig over, om det mon også er muligt at få menstruation i hendes komaverden? For det ville være en ret god grund til, hun ser så negativt på alt.

  ”Mirakelbarn?” ler jeg. ”Jeg er da ikke heldig.”

  ”Jo, du er så,” giver hun igen. ”Jeg mener, du synger godt, du er berømt, du er lækker – ”

  ”Er jeg lækker?” Et kækt smil former sig på mine læber, og en rosa nuance begynder at brede sig i Samanthas kinder.

  ”Jeg fatter ikke, jeg lige sagde det højt,” halvgriner hun og ryster overbærende på hovedet.

  ”Synes du, jeg er lækker?” Jeg har ikke tænkt mig at give slip på denne her.

  ”Altså – ja, selvfølgelig gør jeg det! Du burde da ikke være særlig overrasket, hele verden elsker dig jo, så vidt jeg ved,” svarer hun med et træk på skuldrene. ”Men lad nu være med at gøre det her til en totalt stor ting!”

  Jeg griner over hendes ihærdige forsøg på at gøre det hele en smule mindre akavet for hende.

  ”Nogle gange siger jeg ting uden at tænke mig om …” sukker hun med et lille smil.

  ”Tja, jeg er da smigret,” siger jeg i et forsøg på at gøre det hele en smule mindre pinligt for hende, inden jeg forsigtigt fletter vores fingre sammen. Vi er ikke et par som sådan, men vi har bare fået en vane med at gøre det, fordi det ligesom … det er virkelig behageligt. Ikke fordi jeg er forelsket i Samantha, men fordi at vores forbindelse giver os et eller andet energiboost, hver gang vi rører ved hinanden. Alt lyser bare op helt pludseligt. Det er, som hvis man har været blind hele livet og så bare lige pludselig kan se alt.

  ”Okay, kan vi bare lige glemme, jeg sagde det lige før?” spørger Samantha, og jeg nikker leende. Tænk, hun er så pinligt berørt over det. ”Jeg plejer altså ikke bare at kalde folk lækre, hvis jeg står ansigt til ansigt med dem, men selvom vi nu har snakket i over en måned, er jeg altså stadig lidt ude af træning, når det gælder at snakke med andre folk, så bær lige over med mig!”

  Jeg elsker, hvordan hun finder det nødvendigt at forklare sig ud af situationen. Selvom jeg allerede har forsikret hende om, det er helt okay, forsøger hun stadig. Det er nu ret sødt alligevel.

  ”Vi har omkring to minutter tilbage,” mumler Sam og stirrer ned på vores hænder, inden hendes læber adskilles let. Hendes læber er fyldige og svagt besat med lipgloss, og de frister mig virkelig til at kysse hende, men jeg lader være. Hvem ved, om hun føler det samme for mig? Jeg har aldrig følt mig så usikker i en piges nærvær. Det er, som om hun tager pusten ud af mig.

  ”Jeg glæder mig til at besøge dig,” siger jeg og giver hendes hånd et klem. ”Når denne her drøm er ovre, befinder jeg mig i Detroit. I samme by som dig.”

  ”Det er vildt,” hvisker hun og trækker let i mundvigene. ”Tænk, vi endelig skal mødes i virkeligheden!”

  ”Tiden er virkelig fløjet af sted,” nikker jeg. ”Men det er nu ikke en dårlig ting. Jeg synes altid, de her drømme helt vildt hurtigt er overstået.”

  ”Det er de også,” siger hun. ”Vi sidder her jo kun i omkring 20 minutter, og så er drømmen slut for dig. Jeg skal først lige skydes ned to gange, men altså ja – sådan er drømmens gang vel.”

  ”Vænner man sig nogensinde til smerten?” spørger jeg lavmælt og kigger dybt ind i hendes øjne.

  Hun ryster på hovedet. ”Nej, men det hjælper mig altid at tænke på, det en dag vil være overstået. Enten vil jeg være død en dag, sådan rigtigt død og ikke fanget i en komaverden, der ikke giver mening, eller også vil jeg være vågen. Jeg håber selvfølgelig på, det bliver den sidste af de to ting, jeg lige nævnte. Men begge dele er bedre end det her. Selvom jeg godt nok er nødt til at indrømme, du gør det hele en smule nemmere for mig. Du har ligesom givet mig et helt nyt håb, for dengang ville jeg helst bare dø og slippe for det hele, men nu vil jeg faktisk gerne vågne, så jeg kan møde dig i virkeligheden – uden at være bevidstløs.”

  Jeg når kun lige at sende hende et svagt smil, inden en barnestemme lydes i hele rummet.

  ”Slip mig!”

  ”Hey! Gider du godt slippe min søster?” Sam har fjernet sit blik fra mig.

  Selvom jeg kan mærke alle folks blikke i nakken på mig, holder jeg mit blik fæstnet til Sam. ”Hallo, hørte du ikke, hvad jeg sagde? Slip hende!”

  Det er som at se et teaterstykke igen og igen. Manden reagerer stadig ikke, og det resulterer i, at Samantha vredt rejser sig op og bevæger sig hen mod manden, men hun bliver stoppet af to højlydte skud. Chokket, der er malet i hele hendes ansigt, er slet ikke til at overse.

  ”Sam!” Sams lillesøster, som jeg har fundet ud af, hedder Emma, griber desperat Sams hånd. ”Sammy?”

  Jeg har lyst til at hjælpe Sam, men hvad kan jeg gøre? Det her er ikke virkelighed. Det er fortid. Jeg kan intet ændre.

  ”Du må ikke dø, Sammy!”

  Jeg sætter mig brat op, inden jeg gnider mig døsigt i øjnene. Rummet, jeg sidder i, er fyldt med lyden af rolige åndedrag. Jeg er i tourbussen med de andre drenge, som stadig sover. Jeg gad vide, hvor sent de gik i seng.

  I dag skal jeg se Sam. Faktisk er jeg ikke skræmt ved tanken om at skulle se hendes bevidstløse skikkelse overhovedet. Jeg er sikker på, hun stadig vil ligne en engel. Uden tvivl. En engel der synes, jeg er lækker.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...