Precious Minutes with You | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 feb. 2013
  • Opdateret: 31 mar. 2013
  • Status: Færdig
Alle er overbeviste om, at hun er væk. Borte. Forsvundet i sin koma. Det, de bare ikke er klar over, er, at Samantha Lucina er i en slags komatilstand, hvor hun er fanget i det scenarie, hun blev skudt d. 1. februar 2010. Hver dag går med, at hun er tvunget til at genopleve det samme igen og igen. Der sker dog noget, da Harry Styles fra det kendte band, One Direction, fylder 19 år, for imens Samantha blev skudt i 2010, var Harry i gang med at puste lys ud på sin kage, og på en eller anden måde opstod en mærkelig forbindelse mellem dem. Da Harry fylder 19, begynder han pludselig at drømme om det scenarie, hvor Samantha blev skudt, og de falder langsomt i snak i drømmenes verden, hvor de lærer hinanden mere og mere at kende, og det, der starter som et tilfældigt møde, ender i en forelskelse, men hvordan kan kærlighed overleve, når den ene ligger i koma, mens den anden turnéer i et verdenskendt band?

357Likes
985Kommentarer
24959Visninger
AA

14. Harry | Nothing Like Us

Jeg retter mig langsomt op og gaber højlydt, inden jeg slår øjnene op. Det første, mit syn møder, er Samanthas svagt oplyste skikkelse. Hendes hud virker helt hvid og gennemsigtig i den dæmpede belysning, og det får min mave til at slå en kolbøtte. Drømmen.

  Alt kommer vældende op til overfladen af min hukommelse, og jeg læner mig længere hen mod Samantha, da jeg kommer i tanker om hendes ord.

  Når du har fået min far til at tro dig, så skal du bede ham om at slukke for maskinen – den, der holder mig i live. Jeg har givet hende et løfte. Men det er alligevel så svært at få mig selv til det, for det er Samantha, vi snakker om. Jeg holder hendes liv i mine hænder.

  En del af mig har ikke lyst til at bede hendes far om at slukke for maskinen, men en anden del af mig fortæller mig, at det nok er for det bedste, hvis den er slukket. Sam lider jo en ulidelig smerte hver eneste dag, og det ville være egoistisk af mig ikke at få den pinsel til at stoppe. Men skal jeg lytte til mit hjerte eller min hjerne?

  Et kig på uret fortæller mig, at klokken er lidt over ti om morgenen. Så vidt jeg ved, vil Samanthas far komme forbi om en times tid, så jeg har 60 minutter til at tænke over, hvad jeg skal gøre. Egentlig er der jo ikke meget at tænke over, for jeg holder nok af Sam til at give slip på hende. Hun fortjener at hvile i fred i stedet for at blive skudt hver dag. Selvfølgelig fortjener hun endnu mere at leve, men som hun selv har sagt, så er der gået tre år, hvor hun stadig ikke er vågnet, så sandsynligheden for, at hun lige pludselig vågner fra sin koma, er ret lille.

  Jeg føler mig ret egoistisk, når jeg ønsker, maskinen aldrig bliver slukket, for drømmene med hendes medvirken er nærmest blevet uundværlige for mig. Jeg er blevet så vant til hendes tilstedeværelse, at jeg ikke ved, hvad jeg gør, når hun en dag ikke længere er der. Den tanke får det nærmest til at gøre helt ondt i hjertet. Jeg vil ikke have hende til at forsvinde.

  Jeg lader blidt mine fingre tørre de tårer væk, der har samlet sig i min øjenkrog i søvne. Jeg har godt nok aldrig prøvet at græde i søvne, men ja – én gang må jo være den første. Den salte tåre tager plads på min finger, og jeg betragter den gennemsigte væske, som langsomt bliver til en hængende dråbe, der er nødt til at kæmpe sit yderste for ikke at miste grebet om min fingertip.

  ”Hvordan står det så til herinde?” Sygeplejersken fra i går er her igen, og hun ser helt ud, som hun gjorde i går.

  ”Åh, det går fint,” svarer jeg hæst og prøver ihærdigt at skjule det faktum, at jeg har grædt. ”Samantha ser ud til at have det meget godt – i hvert fald er der ikke sket det store, siden sidst du var her.”

  Der er faktisk sket en del.

  ”Jamen det lyder da godt! Jeg henter noget morgenmad til dig og justerer lige nogle få ting herinde, og så kan du være alene med Samantha igen!” meddeler sygeplejersken muntert, inden hun forlader stuen igen.

  Jeg ved, jeg skal optræde i dag, men jeg kan virkelig ikke forlade Sam nu. Jeg har kun få timer tilbage med hende, hvis maskinen bliver slukket, og ikke et eneste sekund må gå til spilde.

  Louis, kan du fortælle de andre drenge, jeg ikke kan være med til koncerten i dag? Undskyld, noget er kommet i vejen. Jeg tøver lidt, og min finger hænger lidt i luften, indtil jeg endelig får taget mig sammen til at trykke ’Send’. Drengene skal nok forstå mig. Håber jeg. Inderligt.

***

”Harry,” hilser Sams far monotont og sender et nik i min retning.

  ”Hej, hr. Lucina,” siger jeg og retter mig op, inden jeg rømmer mig. ”Jeg har ventet på dig – der er nemlig noget, jeg faktisk gerne vil snakke med dig om.”
  ”Og hvad er det?” Han løfter svagt sit øjenbryn og lægger hovedet på skrå for at betragte mine usikre bevægelser. Nervøst gnider jeg mine hænder mod hinanden, inden jeg bider mig lidt i underlæben.

  ”Jeg er nødt til at bede dig om at lade mig snakke ud, lige meget hvad,” mumler jeg og sørger for at holde en høflig tone. ”For det, jeg vil fortælle dig, kommer nok til at lyde ret skørt.”

  ”Det lyder, som om du vil fortælle mig noget alvorligt,” funderer Sams far, inden han fortsætter. ”Jeg kan godt love dig, at jeg ikke vil afbryde dig, men intet andet. Så må vi se, hvordan jeg reagerer over dine ord bagefter.”

  ”Jeg kan heller ikke forvente andet,” nikker jeg. ”Jo, altså …”

  Det er, som om tiden står stille. Sams fars ansigt afslører ikke noget som helst – kun at han er nysgerrig efter at vide, hvad jeg har tænkt mig at dele med ham.

  ”Jeg har snakket med din datter,” forklarer jeg. ”Ikke før hun blev skudt, men mens hun har ligget i koma. Og jeg ved, det lyder skørt – jeg har stadig selv ret svært ved at tro på det selv – men hun blev skudt på min 16-års fødselsdag, og på en eller anden måde er der ligesom opstået en mærkelig forbindelse med os. Derfor drømmer jeg om hende hver aften. Det her er alt sammen ret overvældende, det ved jeg, og du skal nok bruge en del tid på at fordøje det hele, men jeg lyver virkelig ikke. Og jeg kan bevise det.”

  Jeg nynner langsomt og forsigtigt melodien, imens Sams far fortsat stirrer på mig, men nu er hans blik ikke længere kun nysgerrigt. Nu er hans øjne næsten så store, at jeg er helt bange for, de popper ud af hovedet på ham, og hans underlæbe dirrer også meget let. Det er vist ubevidst.

  ”Det er ikke muligt,” benægter han afvisende og ryster kraftigt på hovedet. ”Sådan noget kan ikke lade sig gøre. Hør på dig selv, knægt. Det er jo noget værre vrøvl.”

  ”Jeg kendte ikke din datter før komaen. Hvordan tror du, jeg ved alle de her ting om hende? Hun bad mig om at nynne melodien for dig, fordi hun vidste, det ville få dig til at tro mig. Eller ja – det troede hun da.”

  ”Er det her en eller anden form for joke?” Hans blik er pludseligt nærmere blevet vredt, og det slår helt gnister. Noget siger mig, han ikke er helt overbevist, eftersom hans stemme stiger i takt med, at hans ord bliver mere og mere arrige. Til sidst buldrer den bare gennem hele rummet og er helt højrøstet.  ”For hvis det er, så er det kraftedeme ikke sjovt, hører du? Det er ikke nemt at have en datter, der ligger i koma, og det gør det bestemt heller ikke nemmere, når folk laver sjov med det. Jeg var ellers lige begyndt at synes om dig, Harry, men det ser ud til, du virkelig bare er et kendt fjols. Du er ikke en skid anderledes fra andre. Har det her hele tiden bare været planen? Hvor er kameraholdet? Er jeg med i Punk’d, eller hvad er det?”

  ”Hr. Lucina, hør nu på mig,” beder jeg desperat og prøver at få ham til at falde ned. ”Du bliver ikke narret. Det her er sandheden. Hvordan kan jeg bevise det over for dig?”

  ”Hvem har fortalt dig om melodien?” hvisler han i stedet uden at besvare mit spørgsmål.

  ”Det har Sam,” svarer jeg fast og sørger for at holde vores øjenkontakt. ”Og hun sagde, du ville tro mig. Men det gør du åbenlyst ikke.”

  Den gale mand foran mig bryder pludselig ud i gråd. Bitre tårer strømmer ned ad hans kinder, og det resulterer i, at jeg stirrer lettere forvirret på ham, helt ude af stand til at vide hvad jeg skal stille op. For bare få sekunder siden havde han været vred. Og nu er han jo på randen til at få et psykisk sammenbrud.

  ”Jeg savner hende så meget,” hulker han og gemmer sit hoved mellem sine hænder.

  ”Shh, det skal nok gå,” trøster jeg, en smule usikker i min egen stemme. Han er virkelig følelsesmæssigt påvirket. Det kan man vist roligt sige.

  ”Undskyld,” fortsætter han, og jeg ved ikke helt, om han undskylder overfor mig, eller om han undskyld overfor en anden.

  ”Det skal nok gå,” gentager jeg. ”Alt skal nok blive godt igen, det lover jeg.”
  Løfter er løfter, og de skal holdes – det ved jeg. Men jeg løj heller ikke, da jeg sagde det, for jeg er ret sikker i min sag. Alt har vel en ende, ikke?

  Og det er der, noget går op for mig. Det faktum, at Sam ligger i koma, gør også, at hendes far ikke kan komme videre i livet. Han vil altid sidde fast i stadiet, hvor han håber på, hun vågner op. Det vil han i hvert fald med sikkerhed, hvis maskinen forbliver tændt. Jeg er virkelig nødt til at hjælpe ham videre. Det er ikke sundt for sjælen at sidde fast i den samme fase for evigt. Man er nødt til at komme videre før eller siden.

  ”Du er nødt til at tro på, jeg har snakket med Sam,” starter jeg ud i et roligt toneleje, selvom mit sind er et kaotisk rod. ”I mine drømme sidder vi altid i en bus. Sam er på vej i skole, og jeg er ikke helt sikker på, hvor jeg selv er på vej hen. Vi snakker altid i cirka 23 minutter, inden jeg vågner. Jeg vågner altid, fordi …”

  Jeg holder en pause. Sams far siger ikke noget. Det eneste, han foretager sig, er, at han snøfter af og til.

  ”Fordi … Vi mødes altid ved hendes skudepisode. Vi har 23 minutter, før hun bliver skudt. Jeg har set det hele mere end 50 gange nu, tror jeg. Jeg kender til alle detaljerne omkring hendes ’død’.” Jeg kigger afventende på ham, men da han stadig ikke gør noget som helst, bryder jeg endnu en gang stilheden.

  ”Jeg har snakket en del med Sam, og hun er begyndt at betyde en hel del for mig. Du er nødt til at forstå, at hun er fanget i en komaverden, hvor hun oplever sin egen ’død’ hver evig eneste dag. Hun mærker, hvordan hun blev skudt hver evig eneste dag. Hun har forklaret mig, hvor forfærdeligt det er. Hvilken pinsel det er.” Jeg afventer endnu en gang en reaktion, men den kommer aldrig. ”Og det er derfor, hun har bedt mig om at spørge dig, om du ikke nok vil slukke for maskinen.”

  Jeg er fast besluttet på ikke at sige mere, før han har sagt bare ét ord. Og det ord kommer inden længe.

  ”Nej.” Det er kun lige med nød og næppe, jeg hører det. Det hæse, lille ord, der alligevel betyder en del. Den desperate tone giver nærmest ordet en helt ny betydning, for man kan virkelig bare høre smerten skære igennem det hele.

  ”Jeg ønsker heller ikke det her, for Sam betyder virkelig meget for mig nu, og jeg kan ikke forestille mig et liv uden hende længere, men det her er, hvad Sam ønsker. Og jeg ønsker ikke, hun skal opleve smerte hver dag, så det her er virkelig for det bedste.”

  ”Nej.” Det lille ord fortsætter med at blive gentaget om og om igen. Hans blik er rettet mod det kedelige og støvede gulv, som gør en helt trist til mode. Alt i rummet er så gråt, at det er helt deprimerende.

  ”Jeg beder dig, hr. Lucina. På Samanthas vegne. Det vil – ” Mere når jeg ikke at sige, før nogen griber fat i mig bagfra, og jeg vrider mig rundt for at se, hvem den ukendte person er.

  ”Paul?” udbryder jeg vantro og stirrer ind i de kolde øjne.

  ”Harry, du har et job at tage dig af. Du har tilbragt nok tid på det her hospital, nu er det også på tide, du vender tilbage til dine daglige rutiner,” kommanderer han hårdt.

  ”Nej, vent – det kan du ikke gøre!” udbryder jeg og fægter desperat med armene. ”Giv slip på mig! Samantha kan ikke blive efterladt!”

  Jeg stirrer blindt på Sam og prøver at gribe ud efter hende, men selvfølgelig er jeg ikke stærk nok.

  ”Slip mig!” råber jeg vredt og kæmper for at komme fri, men Paul er allerede begyndt at trække mig ud, imens jeg prøver på at få en sidste fornemmelse af, hvordan Sams bløde hud føles mod min.

  ”Du er nødt til at slukke for maskinen!” skingrer jeg, da jeg er ved døråbningen. Mit blik er rettet mod den sørgmodige mand, der stirrer lettere forvirret på alt det, der foregår omkring ham. Han reagerede slet ikke, da jeg blev hevet væk. Og han sidder stadig helt forstenet. ”Hr. Lucina, du er nødt til at slukke for maskinen!”

  Jeg ved ikke, om jeg nåede ind til ham, for i det samme ordene slipper ud af min mund, bliver jeg trukket ud af lokalet, og det sidste spor af blonde lokker forsvinder fra mit synsfelt. Samantha.

  ”Hvad fanden er det, du har gang i?” siger jeg vredt, da Paul langt om længe har givet slip på mig ude ved det sorte køretøj, der står klar.

  ”Du er fandeme også nødt til at tage dig sammen, Harry! Du kan ikke bare leve i din egen lille verden, hvor du må gøre hvad du vil! Berømmelsen har gjort, du bare tror, du kan gøre, hvad helvede du vil, men sådan står det ikke til! Jeg gør rent faktisk en del for at få det hele til at fungere for dig, så nu må du også lige yde lidt for dine fans!” vrænger han tilbage med flammende øjne. ”Du har en koncert, du skal til. Og jeg gider ikke høre mere brok fra dig.”

  Jeg svarer ikke. Der er vist ikke rigtigt noget, jeg kan gøre for at forhindre mig selv i at blive kørt hen til koncerten. Jeg har jo været væk i ret lang tid efterhånden. Jeg kan heller ikke bare tillade mig at svigte drengene. Det er egoistisk af mig.

  Det er ikke af egen fri vilje, jeg forlader Sam. Hun har kun få timer tilbage. Og jeg kan ikke være der for hende.

 

Det var virkelig ikke let for mig at skrive dette kapitel, for samtalen mellem Harry og Sams far var ret vanskelig i det.. Jeg er ikke god til alt sådan noget med dialoger, for nogle gange kommer de ud sådan ret surrealistisk i det, men jeg synes faktisk, resultatet blev meget fint her. Jeg kan godt forestille mig en helt ødelagt mand skifte humør fra at være virkelig vred til at være på randen til at bryde sammen. Det her kapitel er sådan virkelig ... Den har ligesom et strejf af tragedie over sig, føler jeg. Jeg er virkelig blevet forelsket i mine seneste kapitler, og det er ikke så tit, det sker for mig, så jeg er sådan helt glad over det!

I sidste kapitel bad jeg jer om at forklare, hvad I har forstået ud fra mit cover, og I har faktisk ramt plet ved virkelig mange af tingene! Og nu vil jeg selvfølgelig lige forklare det hele, thæhæ. Nederst til venstre er der et lommeur, og det symboliserer, at de kun har cirka 23 minutter sammen ved hver drøm, og også at det er tilbage i tiden. Nederst til højre er nogle tomme sæder i en bus, fordi det foregår i en bus. Filmrullerne er der, fordi det er ligesom en film, der er gået i stå - den spiller det samme igen og igen, og det kan ikke laves om. Har I lagt mærke til, at Sams filmrulle er lidt ødelagt? Det er, fordi hun er 'død'. Og hun er også i sort og hvid, mens Harrys filmrulle er i farve. Udover det er der sådan en lille, rund tingeling, hvor der står 'I love you', og den kom bare med, fordi ... fordi den ville være pæn, ahaha! Men selvfølgelig også, fordi det er en kærlighedshistorie :-) Så det er altså de små spor, jeg har lagt i coveret.

Må jeg gerne lige have lov at sige, at jeg elsker jer, der læser med? I fuldender virkelig mit liv, og skrivning har gjort en kæmpe forskel for min hverdag, så tusind tak. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig så mange læsere her.

Forresten er The Perks of Being a Wallflower en fantastisk film, og alle burde se den, ok - seriøst, jeg døde af al den inspiration, jeg blev bombarderet med bagefter. Not healthy.  

- A

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...