Precious Minutes with You | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 feb. 2013
  • Opdateret: 31 mar. 2013
  • Status: Færdig
Alle er overbeviste om, at hun er væk. Borte. Forsvundet i sin koma. Det, de bare ikke er klar over, er, at Samantha Lucina er i en slags komatilstand, hvor hun er fanget i det scenarie, hun blev skudt d. 1. februar 2010. Hver dag går med, at hun er tvunget til at genopleve det samme igen og igen. Der sker dog noget, da Harry Styles fra det kendte band, One Direction, fylder 19 år, for imens Samantha blev skudt i 2010, var Harry i gang med at puste lys ud på sin kage, og på en eller anden måde opstod en mærkelig forbindelse mellem dem. Da Harry fylder 19, begynder han pludselig at drømme om det scenarie, hvor Samantha blev skudt, og de falder langsomt i snak i drømmenes verden, hvor de lærer hinanden mere og mere at kende, og det, der starter som et tilfældigt møde, ender i en forelskelse, men hvordan kan kærlighed overleve, når den ene ligger i koma, mens den anden turnéer i et verdenskendt band?

356Likes
985Kommentarer
24305Visninger
AA

7. Harry | Caught Up In You

Øvningen til vores tourné går stille og roligt, bortset fra det faktum at jeg er ret fraværende.

  ”Harry, din solo!” minder Liam mig om for syvende gang, hvis ikke mere.

  ”Åh, undskyld,” mumler jeg. ”Kan vi tage den igen? Jeg lover at koncentrere mig denne gang.”

  ”Hvad er der med dig, mand?” spørger Zayn og smiler ad mig. ”Er det en pige?”

  Jep, hun er lidt af en drømmepige. Altså, bogstaveligt talt. Jeg har kun mødt hende i mine drømme, for hun ligger faktisk i koma i USA lige nu. Jeg ved ikke engang, om hun er ægte som sådan, eller om det bare er min fantasi, der er løbet løbsk, men ja – det er en pige.

  ”Det kan man vel godt sige,” svarer jeg i stedet og ignorerer mine ustyrlige tanker.

  ”Hm, er du nu blevet lun på en pige igen?” driller Louis og dasker mig på skulderen. ”Hvad er den heldige tøs’ navn?”

  ”Det betyder ikke så meget,” siger jeg undvigende. Jeg vil helst ikke sige alt for meget om Samantha, for de kommer bare til at grave endnu mere i det, og på et eller andet tidspunkt finder de vel ud af, at jeg kun har mødt hende i mine drømme, og så vil de nok tro, jeg er lide syg i potten. Man kan ryge på den lukkede afdeling for sådan noget. ”Kan vi tage den igen?”

  ”Klart, ja, selvfølgelig!” Louis kan vist se på mig, at jeg ikke vil dele, hvem det er, og som min bedste ven accepterer han det. Det samme gør de andre drenge.

  ”Hvilken sang er det, vi er i gang med at øve?” spørger jeg, da musikken skal til at starte.

  ”Wow, du er virkelig helt væk,” griner Niall. ”Det er Last First Kiss.”

  ”Åh, okay.” Musikken begynder at spille, og Liam træder frem og begynder at synge. Denne gang koncentrerer jeg mig om sangen og ignorerer alle tankerne om Samantha, og da vi når til min solo, lader jeg min stemme glide henover vokalerne. Jeg må indrømme, nogle af tonerne blev lidt mislykkede, men det er da bedre end, at jeg slet ikke synger min del.

  Vi øver fortsat i nogle timer, og jeg gør mit bedste for ikke at miste koncentrationen. Det går bare ikke alt for godt.

  ”Okay, lad os bare slutte tidligt,” mumler vores tourmanager. ”Du ser lidt træt ud, Harry. Få noget søvn, for jeg vil altså ikke se så sløv en performance igen i morgen! Tro ikke, at det her sker, hver gang du er helt ude af fokus. Det er kun, fordi du lige har haft fødselsdag i går.”

  Jeg smiler. ”Tak.”

  Drengene og jeg følges hen til vores biler, hvorefter vi skilles ad for at køre hjem til os selv. Klokken er fem om aftenen, og jeg kan mærke sulten gnave lidt i mig. Jeg har bare aldrig været den bedste kok i verden, så jeg stopper ved et supermarked på vejen, hvor jeg køber noget frysemad, inden jeg igen begiver mig hjemad.

  Da jeg træder ind i min villa, indhylles jeg af varmen og duften af … hjem. Jeg hiver mine sko af og går derefter længere ind i boligen. Frysemaden, jeg har med, kommer jeg i mikroovnen, hvorefter jeg sætter den på ni minutter og lader den køre i fred. Huset er helt stille. Det eneste, jeg kan høre, er urenes tikken og mikroovnens svage rumstering. Nogle gange savner jeg en at bo med. Det var hyggeligt at bo med Louis, men vi blev enige om at flytte hvert til sit, da alle Larry-rygterne blev lidt for meget. Men det er nu heller ikke specifikt Louis’ tilstedeværelse, jeg savner. Jeg savner faktisk lidt at have en pige i huset. Ikke sådan en pige, man har hjemme til et engangsknald – en pige, der kan blive i længere tid, og som man virkelig kan lide. Sådan en pige har jeg bare ikke mødt i alt for lang tid.

  Mikroovnens højlydte klokke trækker mig ud af mine tanker, og jeg følger duften hen til den nu varme mad, som kun venter på at blive spist. Jeg åbner sultent mikroovnslågen, hvorefter jeg løfter den lille skål med jasminris og thaikylling, men jeg glemmer lidt, hvor varm den egentlig er og giver et hvin fra mig, da jeg brænder mig på den, og jeg bliver nødt til at stå med fingrene under koldt vand i et lille stykke tid, indtil smerten langsomt fortager sig. Jeg har været lidt uopmærksom på det seneste. Det er, som om de drømme virkelig bare har distraheret mig fra alt. Jeg har tænkt så meget på dem. På hende. Jeg ved ikke, hvad der er med hende, men der er bare et eller andet virkelig fortryllende over hende. Hun er smuk. Snakkesalig. Sjov. Sød.

  Mine ømme, forbrændte fingre finder fjernbetjeningen og lukker sig om den, inden jeg tænder for tv’et og sætter mig til rette i sofaen foran det. De viser noget i nyhederne. Jeg er bare ikke så opmærksom på, hvad det er, de taler om. I stedet sidder jeg bare og stikker lidt til risen. Kyllingen er lidt for stærk til min smag, men det er ikke, fordi jeg er blevet så storsnudet, at jeg ikke engang kan nøjes med en lidt for krydret ret.

  Jeg er først helt færdig med at spise, da klokken er cirka halv otte om aftenen. Det plejer ikke at tage mig så lang tid, men hvis appetitten ikke er der, er det svært at få noget ned. Desuden har jeg ikke rigtigt travlt, så hvorfor ikke nyde min mad for en gangs skyld? Ligesom en rigtig franskmand.

  Jeg gør klar til at sove, og jeg ved godt, det er ret tidligt, men jeg skal op klokken fem den næste morgen, så det er nok den bedste idé. Et blik bliver kastet på mit spejlbillede, da jeg står på toilettet og børster tænder. På det seneste har jeg haft en tendens til at rynke mine øjenbryn helt ubevidst, så det får mig til at få et lidt surt blik, selvom jeg egentlig overhovedet ikke er det. Det er lidt af en dårlig vane.

  Da jeg har børstet mine tænder, går jeg ind på mit værelse, hvorefter jeg klæder mig af, så jeg kun er iført boksershorts, inden jeg lægger mig til rette i min bløde, behagelige seng med den varme dyne trukket over mig. Jeg ånder langsomt ud og lukker øjnene, imens jeg tæller sekunderne, der går, inden jeg falder i søvn.

  256, 257, 258 …

  Jeg viser min busbillet til chaufføren, som sender mig et nik, inden jeg træder ind i bussen. Jeg spejder lidt rundt for at se, hvor der er en ledig plads, og det er der, jeg får øje på Sam. Allerførst kan jeg ikke huske, hvor jeg har set hende henne, men langsomt begynder erindringerne at dukke op, og jeg skynder mig over til hende.

  ”Hey,” smiler jeg. Hun kigger op fra sine hænder og gengælder smilet.

  ”Harry!” udbryder hun med en oprigtig glæde i sin stemme. ”Du er tilbage!”

  ”Jeg kan vist ikke rigtigt undgå at komme her i mine drømme,” indrømmer jeg med et lille træk på skuldrene. ”Men jeg nyder det nu alligevel.”

  ”Jeg har lagt mærke til, du kommer på nogle vidt forskellige tidspunkter!” betror hun sig til mig. ”Den første dag kom du, da vi kørte forbi det her hvide, store luksushus, i går kom du så ret mange stop senere, og i dag kommer du helt ufatteligt tidligt!”

  ”Hm,” mumler jeg med et tænksomt blik. ”Besynderligt.”

  ”Jep,” nikker hun. ”Jeg sad lige og tænkte på det, da du dukkede op.”

  ”Nå, men vi sad jo og snakkede i går, da kaosset afbrød os,” minder jeg hende om, og hun nikker med læberne presset sammen.

  ”Vi har som regel deromkring 23 minutter til at snakke,” oplyser hun mig om. ”Det er selvfølgelig forskelligt fra dag til dag, fordi du dukker op på forskellige tidspunkter, men jeg ved, det altid tager mig en halv times tid at køre til skole, og du plejer at dukke op syv minutters tid efter.”

  Hun har da styr på sagerne, må jeg sige.

   ”Hm,” mumler jeg med rynket pande. ”Så må vi vel bare udnytte de 23 minutter så godt som muligt! Hvad var det, vi snakkede om i går?”

  ”Det … kan jeg faktisk ikke rigtigt huske,” svarer hun med ansigtet lagt i spekulerende folder.

  ”Nå, men så må vi bare finde på et nyt emne!” siger jeg friskt. ”Jeg vil gerne høre lidt mere om din verden. Hvad laver du, når du ikke optræder i mine drømme? Er du sådan en form for ånd, som kan gå rundt i den virkelige verden?”

  ”Gid jeg var,” sukker hun med en bedrøvet grimasse. ”Jeg laver faktisk ikke rigtigt noget. Jeg sidder i ingenmandsland og keder mig. Det er lidt svært at forklare, hvordan min komaverden ser ud, men lad os bare sige, det er dødsygt og ensomt.”

  ”Det lyder da … deprimerende,” mumler jeg.

  ”Det er det også,” siger hun med et træk på skuldrene. ”Men lad os nu lade være med at være helt negative og alt det der! Hvordan er din hverdag? Er der sket et eller andet totalt sejt i den virkelige verden? Åh, fortæl mig lige: hvem vandt præsidentvalget i 2012? Fortæl mig, Obama vandt.”

  ”Obama vandt,” ler jeg. ”Jeg er heller ikke den helt store fan af Mitt Romney.”

  ”Nej, vel? Stillede han op? Og denne gang rent faktisk uden at trække sig tilbage?” Hun ruller med øjnene. Jeg nikker med et skævt smil på læberne. Hun ser ud til at være ret interesseret i sådan noget politisk noget.

  ”Okay, men videre! Hvad er der ellers sket?” Hun kigger nysgerrigt og afventende på mig med store, skinnende øjne.

  ”Justin Bieber og Selena Gomez har slået op,” fortæller jeg hende, og jeg bliver mødt af et par forvirrede øjne.

  ”Har de datet? Altså, ham YouTube-sangeren og Selena Gomez?” Hun stirrer på mig med store øjne. ”Men Selena Gomez er jo så … overklasse i forhold til ham! Hun er jo nærmest guddommeligt skøn, og han er sådan en lav, lille dreng, som ikke er kommet i puberteten!”

  ”Faktisk,” griner jeg. ”har Justin Bieber udviklet sig en del siden Baby.

  ”Baby?” Hun hæver spørgende det ene øjenbryn.

  ”Nej, vel?” Jeg stirrer chokeret på hende. ”Du … du har aldrig hørt Baby?”

  ”Burde jeg da have gjort det?” Hun stirrer fortsat forvirret på mig.

  ”Det er en af de mest sete videoer på YouTube!” siger jeg. Jeg skulle til at sige, at det var den mest sete video efter Gangnam Style, men jeg tvivler på, hun har hørt den før, så det kan jeg alligevel godt bare undlade at fortælle.

  ”Måske har jeg hørt den før,” mumler hun. ”Prøv at synge noget af den for mig.”

  Jeg adlyder og lader hende høre omkvædet, og hun spidser flittigt ører.

  ”Du synger jo godt,” komplimenterer hun mig, da jeg er færdig, og jeg ler lidt forlegent.

  ”Det var nu ikke, fordi jeg gjorde mig særlig umage,” indrømmer jeg med et skævt smil. ”Men tak.”

  ”Du burde virkelig blive et eller andet inden for musikindustrien!” smiler hun.

  Nu hun nævner det … ”Det er faktisk sjovt, du siger det, for jeg er lige kommet i tanker om, at jeg faktisk er noget inden for musikbranchen.”

  ”Gud, ja, du fortalte mig aldrig om dit job!” udbryder hun.

  ”Jeg er med i et band, der hedder One Direction,” informerer jeg hende om. Mærkeligt, tanken slet ikke har strejfet mig, før hun bragte det på banen.

  ”Interessant,” siger hun. ”Jeg har godt nok aldrig hørt om jer.”

  ”Det er, fordi vi blev dannet i juni 2010,” forklarer jeg, og hun nikker.

  ”Og I er ikke splittet op endnu?” Hun rynker panden. ”Så må I da være blevet bare lidt succesfulde.”

  ”Det kan man godt sige,” nikker jeg langsomt.

  ”Så ikke nok med at jeg rent faktisk har været heldig nok til ikke at ende med en 50-årig, gammel, gusten mand, du er også medlem af et kendt boyband?”

  Jeg har nu aldrig tænkt på mig selv sådan. Jeg er jo klar over, jeg er kendt, men hun får det til at lyde så stort. Det er selvfølgelig også stort, og jeg er virkelig heldig, men jeg tror bare aldrig, jeg har tænkt på mig selv som en totalt kendt person.

  ”Wow,” mumler hun for sig selv. ”Jeg er da godt nok lidt af en heldig kartoffel!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...