Precious Minutes with You | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 feb. 2013
  • Opdateret: 31 mar. 2013
  • Status: Færdig
Alle er overbeviste om, at hun er væk. Borte. Forsvundet i sin koma. Det, de bare ikke er klar over, er, at Samantha Lucina er i en slags komatilstand, hvor hun er fanget i det scenarie, hun blev skudt d. 1. februar 2010. Hver dag går med, at hun er tvunget til at genopleve det samme igen og igen. Der sker dog noget, da Harry Styles fra det kendte band, One Direction, fylder 19 år, for imens Samantha blev skudt i 2010, var Harry i gang med at puste lys ud på sin kage, og på en eller anden måde opstod en mærkelig forbindelse mellem dem. Da Harry fylder 19, begynder han pludselig at drømme om det scenarie, hvor Samantha blev skudt, og de falder langsomt i snak i drømmenes verden, hvor de lærer hinanden mere og mere at kende, og det, der starter som et tilfældigt møde, ender i en forelskelse, men hvordan kan kærlighed overleve, når den ene ligger i koma, mens den anden turnéer i et verdenskendt band?

357Likes
985Kommentarer
24970Visninger
AA

3. Harry | Birthday Candles

”Vent!” udbryder jeg og vifter hysterisk med armene i et forsøg på at standse bussen, der er i færd med at køre væk, og jeg ånder lettet ud, da jeg ser den stoppe op.

  ”Tak,” siger jeg taknemmeligt og sender chaufføren et smil, inden jeg viser min billet til ham. I bussen er der optaget stort set overalt – det vil sige, at der ikke er to ledige sæder ved siden af hinanden, og lad os nu alle lige indrømme, at vi alle foretrækker at sidde alene fremfor med fremmede. Det gør jeg i hvert fald. Jeg synes altid, det er ret akavet, når man skal af, hvad der er en, der sidder ved siden af en, så man ikke kan komme ud, fordi at man rejser sig sådan virkelig langsomt op og prøver at vise, man skal af og alt muligt besværligt noget.

  Jeg får sat mig ved siden af en pige med lyst hår, mudderfarvede øjne og nogle meget kraftige ansigtstræk, fordi hun er den eneste, der er på nogenlunde samme alder som mig, og så undgår jeg vel at falde i snak med en af de gamle damer, der elsker at snakke med alle. Det er ikke, fordi at jeg har noget imod at snakke med gamle mennesker, men om morgenen er det ikke altid den bedste idé, fordi min hjerne ikke er helt vågen der, så det er derfor, jeg beslutter mig for at sætte mig ved siden af pigen. Jeg kan ikke undgå at lægge mærke til, at hun har virkelig lange og fyldige øjenvipper, der er besat af et tyndt lag mascara, og lige som jeg får øjenkontakt med hende, kigger hun ned på sine hænder, men i det halve sekund, jeg så ind i hendes mørke øjne, anede jeg et glimt af forvirring.

  Jeg beslutter mig for at lade være med at tænke nærmere over pigen ved siden af mig, og jeg piller derfor i stedet lidt ved stoffet på min sorte jakke. En lille tråd er blevet løs, og jeg beslutter mig for at hive og trække i den, selvom jeg ved, det umuligt kan gøre tingene meget bedre.

  ”Jeg har aldrig set dig før her.” En lys, blød stemme når min øregang, og jeg kan høre på hendes stærke, amerikanske accent, at hun ikke er herfra.

  ”Jeg har heller ikke rigtigt set dig før,” svarer jeg, og et svagt smil anes på mine læber. Sikke en mærkelig ting at sige. Det er vel ikke, fordi hun har set alle andre i bussen før.

  ”Hvem er du?” Hendes amberfarvede øjne, som nu nærmere er lidt gyldne på grund af solen, fanger mine, og jeg kan se nysgerrigheden lyse ud af dem og også lidt mistænksomhed, hvis jeg ikke tager fejl.

  ”Jeg er Harry,” svarer jeg og stirrer lidt undrende på hende. ”Hvem er du?”

  ”Det spiller ingen rolle, du burde ikke være her.” Hun ryster på hovedet og stirrer igen og igen på mig. ”Hvordan kan du svare på alt det, jeg siger?”

  Noget fortæller mig, at hende pigen muligvis har en skrue løs i hjernen, for hun mumler fortsat for sig selv, og bliver ved med at fortælle sig selv, jeg ikke burde være her, hvilket overhovedet ikke giver mening.

  ”Hør, du tiltrækker dig altså opmærksomhed med din opførsel …” mumler jeg til hende i et lidt usikkert tonefald, for jeg ved ikke helt, hvordan man taler med mentalt forstyrrede mennesker. Hun så ellers så normal ud, og det var jo derfor, jeg satte mig ved siden af hende. Hvem ville have troet, hun var sindssyg og snakkede med sig selv?

  ”Tiltrækker jeg opmærksomhed? Tiltrækker jeg opmærksomhed?” Pigens højlydte latter skærer igennem luften, og jeg tysser på hende i et forsøg på at få hende til at falde til ro. Hvad er det, der sker? ”Hør, Harry, jeg ved ikke, om du har lagt mærke til det, men vi er så godt som usynlige. Der er ingen chance for, at jeg tiltrækker opmærksomhed.”

  Overraskende nok har pigen ret. Der er ikke et eneste blik, der har lagt sig på os. Ikke et eneste øje er vendt mod os, og det får mig til at kigge undrende på pigen, for hvorfor taler hun om det i et så sikkert tonefald? Jeg rynker brynene i forvirring.

  ”Hvad er det, der sker?” spørger jeg. Pludselig føles det, som om jeg er med i en eller anden fantasy-film, og et kort øjeblik funderer jeg over, om jeg mon er den nye Harry Potter og ikke Harry Styles. Hvad hvis jeg er dækket af et usynlighedstæppe?

  ”Det giver ikke mening, du er her,” mumler pigen og smiler ned mod jorden, hvilket igen får mit blik til at lægge sig på hendes lange øjenvipper.

  ”Hvorfor ikke?” Jeg stirrer forvirret på hende. Jeg er virkelig, virkelig slet ikke med overhovedet. Pigens snak giver slet ikke mening. Er det med vilje, hun snakker så meget i gåder?

  ”Fordi at det her er fortid,” svarer hun og fnyser, hvorefter hun med et bittert tonefald tilføjer: ”Jeg er fortid.”

  ”Jeg forstår virkelig intet,” mumler jeg og ryster på hovedet. ”Kan du ikke bare forklare mig, hvad der sker her? Drop al den tågesnak.”

  Pigens blik falder på damen foran os’ armbåndsur, hvorefter hun roligt svarer: ”Vent tre sekunder, så skal du nok se, hvad jeg snakker om.”

  Jeg opgiver at blive ved med at gætte og venter i stedet de sidste tre sekunder, og godt nok går der fire, men en lys barnestemme runger gennem bussen.

  ”Slip mig!” Jeg kigger automatisk bagud, hvor en mand har taget fat i en lille piges håndled, og det virker ikke, som om det er i et alt for behageligt greb.

  ”Hey! Gider du godt slippe min søster?” Denne gang er det pigen ved siden af mig, der siger noget, og jeg kan se på hendes ansigt, hun ikke er alt for begejstret for situationen.

  Folks blikke retter sig endelig på os, hvilket de skulle have gjort for længst i betragtningen af hende pigens højlydte grin og råberi. ”Hallo, hørte du ikke, hvad jeg sagde?” Pigen ved siden af mig stirrer vredt på manden, som endnu ikke har sluppet sit greb om hende, der ser ud til at være pigen ved siden af migs lillesøster. ”Slip hende!”

  Manden reagerer stadig ikke. Han stirrer fortsat bare på pigen ved siden af mig, og til sidst baner pigen ved siden af mig sig vej ud forbi mig, men lige da hun går forbi mig, høres to skud, og pigens gyldne øjne spærres op i overraskelse. Langsomt fortrækkes hendes ansigt i smerte, og inden længe ligger hun lydløst på gulvet uden at røre sig, hvilket får hjertet i mit bryst til at banke hurtigere end nogensinde.

  ”Sam!” udbryder pigens lillesøster, inden hun sætter sig på hug og tager Sams hånd. ”Sammy?”

  Sams øjne er tomme. Helt blanke, og de stirrer ikke på andet end det kedelige loft. Jeg kan høre folk mumle i baggrunden, men jeg tager ikke blikket fra scenen.

  ”Du må ikke dø, Sammy!” hulker lillesøsteren, og Sams ord runger igennem mit hoved.

   Jeg er fortid.

  Men hvordan vidste hun, det her ville ske? Var det planlagt? Var hun en eller anden selvmorderisk pige, der gerne ville dø? Så mange spørgsmål hvirvler rundt i mit hoved i et virvar af forvirring, men inden jeg kan nå at tænke nærmere over det, bliver jeg revet væk fra alt. Fra alle.

  Fra drømmen.

  Jeg sætter mig forvirret op og prøver at få et overblik over, hvor jeg er. Kort efter går det op for mig, jeg er hjemme og i god behold.

  ”Du er vågen!” udbryder min søster, Gemma, med et hvin, hvorefter hun sætter sig ved min sengekant. ”Nå, hvordan har min 19-årige lillebror det så?!”

  Jeg smiler lidt over, hvor ivrig og glad hun er over, at det er min fødselsdag. Hun er næsten mere begejstret, end jeg selv er.

  ”Jeg føler mig gammel,” indrømmer jeg og griner. ”Det føles ikke så anderledes.”

  ”Jeg kan virkelig ikke fatte, du er 19! Det føles, som om det var i går, du kom hjem og sagde, du havde fået arbejde i bageren,” siger Gemma, hvorefter hun giver et lille suk fra sig. ”Jeg savner de tider.”

  ”Det gør jeg også nogle gange …” svarer jeg med et halvhjertet smil. ”Og snart skal jeg på tourné igen. Men hey, vi får jo stadig hinanden at se, når jeg har fridage og sådan noget, ikke?”

  ”Det har du ret i,” nikker Gemma. ”Jeg savner bare lidt kvalitetstid sammen med min lillebror.”

  ”Det her er vel kvalitetstid!” smiler jeg og hentyder til vores samtale. ”Desuden synes jeg, det gør det endnu bedre at være sammen med dig, når det ikke er så ofte, det sker.”

  ”Banke, banke på!” hører jeg pludselig en stemme i døråbningen sige, og mit blik bliver mødt af min mor, som smiler stort til mig. I favnen har hun en bakke med et glas juice, en bolle, en skål yoghurt og en stak amerikanske pandekager med sirup og et fødselsdagslys i midten. ”Tillykke med fødselsdagen, skat! Hvis jeg vidste, du ville stå så tidligt op, ville jeg have haft maden klar endnu tidligere!”

  ”Det ser virkelig lækkert ud, mor,” smiler jeg taknemmeligt. ”Tusind tak.”

  Hver gang, nogen i familien har fødselsdag, gør vi det altid til noget stort, for man skal jo fejre personens fødsel, skal man ikke? Derfor behandler vi også altid folk som adelige på deres fødselsdage, og selvom jeg så småt er ved at blive lidt vant til at blive særbehandlet ret meget på grund af min berømmelse, bliver jeg aldrig træt af min mors kærlighed. Jeg er lidt af en mors dreng.

  Min mor kommer over med bakken, hvorefter hun lægger den foran mig, så jeg kan få morgenmad i sengen. Jeg kan ikke lade være med at smile stort, for det er sådan nogle øjeblikke i livet, jeg ved, man skal huske og være taknemmelig for. Det er sådan nogle små scener i livet, jeg vil huske, når jeg bliver gammel.

  ”Det er virkelig delikat, mor!” roser jeg min mor allerede ved første bid.

  ”Jeg vil gerne lige sige, at jeg faktisk klækkede æggene i pandekagerne, så jeg har også været med til at lave det,” påpeger Gemma, hvorefter hun sender mig et grin.

  ”Det er virkelig delikat, Gemma,” siger jeg, hvilket får Gemma til at smile stort til mig.

  ”Det er helt klart noget af det lækreste, jeg har lavet på trods af mine meget dårlige evner som kok,” udbryder Gemma stolt, og hendes øjne nærmest glimter, hvilket får både min mor og mig til at flække af grin. Gemma kigger bare lidt måbende på os og fnyser.

  Jeg spiser morgenmaden, imens jeg ivrigt snakker med min mor og Gemma om vores planer for i dag og alt sådan noget, men selvom jeg er lidt distraheret af alt det med min fødselsdag, kan jeg ikke lade være med at tænke på hende pigen i min drøm. Hvorfor drømte jeg om hende? Hvem er hun? Og hvad betyder drømmen?

 

Okay, hej lovelies!

Nu er det sådan, at min mor lige har sendt min computer til reparation, så jeg er ved at dø, for det er også ensbetydende med, at jeg ikke får skrevet særlig meget.. :-( Lige nu er jeg på min storebrors computer, og jeg vil helt klart prøve at skrive på den, men han har førsteret og alt det der, så jeg kan kun skrive, når han er væk og alt sådan noget. Errm, det er bare lige det, jeg vil sige, fordi at jeg ikke vil have, I sletter den pga. for lang ventetid eller sådan noget - jeg var ved at dø på CPH West i dag, da jeg modtog en SMS om, at min mor ville sende min computer til reparation (bare spørg ham, jeg var sammen med, ahaha!) Nå, men det var bare lige det, jeg ville skrive - please, lad være med at slette historien fra favoritlisten!

Udover det, hvad synes I så om første kapitel fra Hazzas synsvinkel? Var det fint? Vækkede det nogle tanker i jer? Skriv det endelig i kommentarerne!

Love you guys x

- A

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...