Precious Minutes with You | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 feb. 2013
  • Opdateret: 31 mar. 2013
  • Status: Færdig
Alle er overbeviste om, at hun er væk. Borte. Forsvundet i sin koma. Det, de bare ikke er klar over, er, at Samantha Lucina er i en slags komatilstand, hvor hun er fanget i det scenarie, hun blev skudt d. 1. februar 2010. Hver dag går med, at hun er tvunget til at genopleve det samme igen og igen. Der sker dog noget, da Harry Styles fra det kendte band, One Direction, fylder 19 år, for imens Samantha blev skudt i 2010, var Harry i gang med at puste lys ud på sin kage, og på en eller anden måde opstod en mærkelig forbindelse mellem dem. Da Harry fylder 19, begynder han pludselig at drømme om det scenarie, hvor Samantha blev skudt, og de falder langsomt i snak i drømmenes verden, hvor de lærer hinanden mere og mere at kende, og det, der starter som et tilfældigt møde, ender i en forelskelse, men hvordan kan kærlighed overleve, når den ene ligger i koma, mens den anden turnéer i et verdenskendt band?

356Likes
985Kommentarer
24553Visninger
AA

17. Harry | Begin Again

”Du er nødt til at snakke med os om det.” Igen lyder stemmen uden for døren – stemmen, der tilhører en bekymret Zayn.

  ”Kan I ikke bare lade mig være?” vrænger jeg tilbage. Jeg har virkelig ikke lyst til at snakke lige nu. Jeg er i chok. Egentlig var jeg jo forberedt på det, men jeg havde virkelig ikke forventet, det ville føles sådan her. Hun er væk. Forsvundet. Sam er borte.

  ”Vi skal nok lade dig være, når du forklarer, hvad der er galt!” svarer Zayn og trækker endnu en gang ned i håndtaget, selvom det ikke giver sig. ”Kom nu, Harry. Lad nu være med at være så barnlig.”

  Kender I det der, når man føler, man ikke er værdsat af nogen? Nogle gange har jeg det sådan, og jeg ved, det er latterligt, for mine fans sætter jo virkelig høj pris på mig, men alligevel føler jeg bare ikke, nogen forstår mig ret. Jeg er stadig den samme person, som jeg var for tre år siden – og så alligevel ikke. Berømmelsen har ændret mig, men kan det overhovedet undgås? Den har jo også forandret de andre drenge, bare på en anderledes måde. Vi har forandret os i hver vores retning.

  ”I vil alligevel ikke forstå.” Mit tonefald er ikke længere helt så voldsomt og vrissende – nu er det nærmere bare tonløst. ”Ingen vil kunne forstå mig.”

  ”Hør nu her, vi står sammen om alt, husker du? Du er ikke alene om det her lige meget hvad – vi støtter hinanden.” Jeg lytter til Zayns ord, og de når ind i mit system, men jeg reagerer alligevel ikke. Jeg svarer ikke – og døren forbliver fortsat lukket. Det er umuligt at finde ud af, hvad jeg skal stille op med mig selv.

  ”Er det her om Samantha?” Denne gang er det Liams stemme, der fanger min høresans.

  ”Hvorfor spørger du om det?” Min stemme er hæs og skælvende, og jeg er faktisk næsten helt bange for, han ikke hørte det, men det gjorde han.

  ”Hun er i live.” Jeg har aldrig fumlet så meget med en nøgle, og det, at jeg skynder mig så meget med at få åbnet døren, forsinker mig bare synderligt meget mere, men jeg får døren op på omkring fem sekunder, og fire nysgerrige blikke lander på mig.

  ”Hvad er hun?” Hvis det her er en joke … Jeg ved ikke, hvad jeg gør. Men hvordan kunne Liam overhovedet vide, det er noget omkring Sam?

  ”Se.” Liam rækker mig sin telefon, og jeg kaster et blik på skærmen. #SamanthaErVågenHarry trender på Twitter. Nysgerrigt går jeg ind under alle tweets, der er blevet skrevet med det hashtag, og uendeligt mange bogstaver møder mig straks.

  Hun er vågen! Please se det her, Hazza!

  Harry bby, du må ikke være ked af det. x

  Haz, Haz, Haz – seeeeeeeeeeee x

  Alle tweets minder om hinanden – den samme video er vedhæftet i dem alle. Med rynkede bryn trykker jeg på linket til videoen og venter lidt, da den skal indlæse elementet. Det første, der møder mit syn, er Sams far.

  ”Hej Harry. Hvis du ikke allerede har gættet det, så er det mig, hr. Lucina – Samanthas far. Jeg håber virkelig, du ser denne her video, og at dine fans på en eller anden måde kan give denne her besked til dig, for jeg vil gerne komme i kontakt med dig. Vær sød at ringe til mig.

  Han fortæller mig nummeret og tøver derefter et kort øjeblik, imens han lidt usikkert kigger på sine fødder.

  ”Jeg har fået at vide af lægerne, at Samantha vågnede i nat mellem to og tre. De ringede først til mig her til morgen, og selvfølgelig kan jeg ikke vente med at se min datter, men jeg vil gerne have, du tager med mig. Jeg ved, du har travlt med din tourné og det hele, så det er selvfølgelig helt okay, hvis du ikke har tid, men giv mig et kald – så kan vi snakke om det, ikke?

  ”Hvor er min mobil?” Jeg begynder at vandre rundt, imens jeg desperat leder efter det lille apparat.

  ”Harry, kan vi lige snakke om det her?” Liam render uroligt efter mig. ”Hvad er alt det her? Du er da lige nødt til at forklare, hvad der foregår.”

  ”Senere.” Lykkeligt løfter jeg min mobil op og taster det nummer ind, jeg af en eller anden grund husker helt klart og tydeligt. ”Jeg har ikke tid lige nu, men jeg skal nok forklare – det lover jeg.”

  Det er, som om hele min hverdag er lyst op igen. Hun er i live. Hun er i live!

  ”Undskyld, hvis jeg har virket helt vildt afvisende.” Jeg vender mig mod de fire forvirrede drenge, som alle stirrer bekymret på mig, og måske en anelse som om jeg er en galning. ”Det har aldrig været min mening, men der har bare foregået en del ting i mit liv, som jeg ikke har kunnet forklare jer om. Jeg lover at give jer en forklaring – bare stol på mig i lidt længere tid.”

  Med de ord tager jeg min iPhone op til øret og hører den bippende tone gentage sig tre gange, inden telefonen endelig bliver taget.

  ”Ja, hallo?” lyder det i den anden ende, og jeg kan ikke skjule det smil, der er på mine læber.

  ”Hej, hr. Lucina,” hilser jeg. ”Er det virkelig rigtigt? Er hun vågnet?”

  ”Det er rigtigt.” Jeg kan høre, hvor følelsesladet han er. Hans stemme er sådan helt grødet og tydeligvis rørt. Det må også være en lettelse at få at vide efter så mange års håb.

  ”Hvor kan vi mødes henne? Og hvornår?” Min stemme glider legende let hen over ordene, og de kan ikke forlade min mund hurtigt nok. Tanken om at hun er i live har givet mig en følelse af, at jeg kan udrette alt. Det er, som om en bombe af håb har ramt mig.

  ”Så hurtigt som muligt – bare på hospitalet,” informerer han mig om, og jeg nikker, selvom han godt nok ikke kan se det.

  ”Okay, så ses vi der – jeg skynder mig derover!” Jeg lægger på, inden jeg spejder efter noget tøj, jeg kan tage på.

  ”Hvor skal du hen?” spørger Niall nysgerrigt, da jeg har fået en orange striksweater på samt et par lyseblå denimbukser.

  ”Jeg skal hen til hospitalet,” svarer jeg, imens jeg farer rundt fra lokale til lokale. ”Jeg ved godt, vi skal videre til næste by i dag, og at vi har en koncert i aften, men jeg tager bare derover senere i dag, hvis det er okay. Jeg ville ikke gøre sådan noget her, hvis det ikke var vigtigt.”

  ”Hvad tror du, Paul vil sige til det her?”

  ”Hvad han ikke ved, har han ikke godt af,” giver jeg igen. ”Når han finder ud af det, er jeg forhåbentligt allerede taget af sted – vær søde lige at distrahere ham i et lille stykke tid.”

  ”We got your back,” forsikrer Louis mig om, og jeg sender ham et smil, inden jeg kaster et blik på spejlet for at se, om jeg ser præsentabel ud. Det her er mit første rigtige møde med Samantha, så jeg er virkelig nødt til at undgå at ligne noget, der burde være løgn.

  Jeg retter lidt på mit hår og plasker noget vand i ansigtet, inden jeg griber mine nøgler og åbner hoveddøren.

  ”Tak for det, drenge – jeg er snart tilbage!”

***

Jeg stiger ud af min sorte bil, da jeg langt om længe når frem til hospitalet – jeg ved slet ikke, hvor lang tid jeg har kørt, men det føles som evigheder. Sikkert fordi jeg er så spændt.

  ”Harry Styles!” hviner en lille pige på krykker, inden hun ivrigt skynder sig hen til mig, men eftersom hun trods alt er skadet, tager det en del tid for hende. Derfor bevæger jeg mig i stedet hen til hende med et smil på læberne, velvidende at jeg egentlig har lidt travlt.

  ”Hej,” hilser jeg og sætter mig på hug, så vi er lige høje. Pigen ser ud til at være syv eller otte år.

  ”Må jeg ikke få din autograf – på min gips?” Hun stirrer på mig med de største hundeøjne, og jeg nikker.

  ”Selvfølgelig da!” I min jakkelomme har jeg en tusch, som jeg får fisket op. Jeg er ikke helt sikker på, om farven duer mere, men jeg har bare altid haft den, i tilfælde af at en fan skulle spørge efter en autograf.

  Hurtigt får jeg skrevet mit navn med min sirlige håndskrift, og jeg trækker hende ind i et kram, før jeg igen rejser mig op.

  ”Det var hyggeligt at møde dig!”

  Den lille pige fniser forlegent, og jeg vinker smilende, inden jeg går indenfor.

  Af en eller anden grund husker jeg stadig nummeret på Sams stue helt tydeligt. 2174. Billedet af den kedelige dør er som tatoveret i mit baghoved. Det er, som om jeg har fotografisk hukommelse, når det gælder Sam – jeg kan nærmest bare huske alt omkring hende. Gid jeg havde den evne i skolen, for det ville godt nok have været nyttigt.

  Jeg stiger ind i en elevator, hvor jeg bliver mødt af en masse nysgerrige blikke – sikkert fordi de ved, hvem jeg er. Ingen af dem siger dog noget, selvom jeg må sige, deres blikke alligevel taler til mig på en eller anden måde. Nogle af dem virker lidt irriterede over, at jeg er her, mens andre virker helt begejstrede.

  Da jeg langt om længe når anden sal, stiger jeg lettet ud. Jeg er ikke den største fan af akavet stemning.

  ”Harry Styles her? For anden gang? Er den pige virkelig så interessant?” Sekretæren fra forleden sender mig et stramt og anstrengt smil, som jeg prøver på at gengælde.

  ”Jep, i egen høje person,” bekræfter jeg, imens jeg prøver på at ignorere hendes bitre tonefald. ”Og ja, det er hun i den grad.”

  ”Tja, Samantha er jo lidt af en charmetrold.”

  Jeg nikker. ”Hun er vågnet.”

  ”Mirakler findes jo,” siger sekretæren og trykker på en knap, som får døren, der fører til den lange gang, til at gå op. ”Tja, du ved, hvor værelset ligger,”

  ”Tak,” smiler jeg, inden jeg skynder mig igennem døråbningen. Igen befinder jeg mig på den endeløse gang. Jeg ved ikke, hvor mange skridt jeg har taget, da jeg endelig får øje på en skikkelse, som jeg genkender som Sams far.

  ”Hr. Lucina,” hilser jeg og skynder mig over til ham. ”Har du været derinde endnu?”

  ”Nej, men det har Emma og min kone lidt tidligere her i dag, og de siger, Sam lader til at have det godt,” svarer han. ”Jeg har selv kun været her i et par minutter. Jeg havde helt vildt meget lyst til at gå ind til hende, men jeg ville vente på dig.”

  ”Tja, nu er jeg her.” En knude har samlet sig i min mave. Jeg er virkelig spændt og på samme tid også nervøs. Hun er vågen, og jeg er kun få meter fra hende.

  Hr. Lucina tager en dyb indånding, inden han sender mig et svagt smil. ”Lad os gå derind.”

  Sams far åbner langsomt døren og træder indenfor med mig i hælene. Jeg bliver helt mundlam, da jeg ser Sams blonde hår og de øjne, der for en gangs skyld er åbne.

  ”Samantha, hvordan har du det?” Hendes far skynder sig over til hende og sætter sig i stolen ved siden af, inden han tager hendes hånd. ”Jeg er så glad for, du er vågen.”

  Jeg står lidt i baggrunden og kigger på, da Samantha og hendes far krammer hinanden. Det får et smil frem på mine læber, for jeg ved, hvor meget de har længtes efter at se hinanden. Først da de har trukket sig lidt fra hinanden, træder jeg lidt længere frem.

  ”Der er en, der gerne vil hilse på dig,” informerer Sams far hende om, inden han træder lidt væk, så jeg kan komme til, og jeg sender ham et taknemmeligt smil og mimer et ’tak’.

  ”Hej, Sam” siger jeg og læner mig frem imod hende. Et ukontrollabelt smil har taget form på mine læber, og det kan ikke fjernes lige med det samme – troede jeg.

  ”Hej!” hilser hun tilbage, inden hun lægger hovedet svagt på skrå. ”Undskyld, men kender jeg dig?”

  En bølge af skuffelse rammer mig. Det er som at få en knytnæve i maven, og jeg er nødt til at bruge alle mine kræfter på ikke at miste fatningen. Hun kan ikke huske komaverdenen. Hun kan ikke huske vores drømme. Hun kan ikke huske mig. Selvom jeg prøver at tænke positivt og bare være glad for, hun er vågen, så kan jeg ikke ignorere den triste følelse, der gnaver i mig. Hun husker mig ikke.

  ”Nej,” svarer jeg efter lidt tids stilhed og fundering. Jeg prøver på at trække lidt i smilebåndene, men smilet bliver lettere mislykket. ”Jeg er med i det band, der hedder One Direction, og du kender os formentligt ikke, eftersom det først blev skabt sommeren 2010, hvor du lå i koma, men jeg faldt bare over en annonce om dig, og så følte jeg lige, jeg ville komme forbi på et besøg.”

  ”Åh, okay,” nikker hun mere forstående. ”Jeg føler bare ligesom, jeg kender dig. Det er mærkeligt, det ved jeg, men det er virkelig, som om jeg har set dig før et eller andet sted.”

  Jeg har lyst til at fortælle hende om drømmene. Om komaverdenen. Om alle de samtaler, vi har ført og om alt. Men jeg lader være. Hendes førstehåndsindtryk af mig skal jo ikke være, jeg er en galning.

  ”Men jeg ville i hvert fald bare hilse på dig, nu hvor du er vågen,” forklarer jeg og tager mig god tid til at betragte hendes ansigt. Jeg troede ikke, det var muligt, men hun er smukkere i virkeligheden end i mine drømme. Det har sikkert noget at gøre med, at hun er blevet ældre, og at årene simpelthen bare har været helt vildt venlige imod hende. Hendes øjne har aldrig haft en mere livlig glød.

  ”Jamen så … hej! Jeg hedder Samantha, men folk kalder mig Sam.” Hun rækker en hånd frem imod mig og smiler, så man kan se det lille mellemrum, hun har mellem sine tænder. ”Det er hyggeligt at møde dig!”

  Jeg stirrer i lang tid på hånden, inden jeg langt om længe tager den. Som altid farer et stød op igennem min arm, og en usynlig gnist blusser op imellem os – vores forbindelse går vist aldrig helt væk. Hendes hud er silkeblød, og for en gangs skyld er hendes hånd varm, og det er noget, der virkelig sætter et smil på mine læber. Det er vel lige meget, om hun kan huske mig eller ej – bare hun er vågen. ”Mit navn er Harry. Fornøjelsen er på min side.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...